Miqësia's Erfaringsprojekt


Overvejelser omkring
den brede ramme
for Forsvarets deltagelse
i konflikthåndtering



Af oberstløjtnant Søren Knudsen1



Artikel i »Militært Tidsskrift« 2003

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk






Chefen for 1. Sjællandske Brigades trænbataljon, Oberstløjtnant Søren Knudsen var over sommeren 1997 chef for det danske kontingent i "Mission ALBA" under krisen i Albanien. Fra maj 1999 til maj 2003 var han programkoordinator for Danida med udgangspunkt på den danske ambassade i Tirana, hvor han var leder af det dansk-albanske, bilaterale overgangsbistandsprogram med fokus i retssektoren. Under de to udsendelser fik Oberstløjtnanten således lejlighed til ikke blot at opleve de to meget forskellige kriser i henholdsvis 1997 og 1999 men også, som civilt ansat i Udenrigsministeriet, mulighed for at deltage aktivt i den opfølgning på kriserne, som er sket fra albansk og international side indtil nu.

Oberstløjtnanten modtog i 2003 år Republikken Albaniens "Medalje for særlig udmærket civil indsats" med motivationen: "For et stort bidrag til styrkelse af demokratiske institutioner i Albanien med særlig vægt på menneskerettigheder og det juridiske system". Oberstløjtnanten er endvidere æresborger i det amt, hvor Danida har lagt tyngde i sit arbejde udenfor hovedstaden Tirana.



INDLEDNING

Formål og indhold

Fredsstøttende operationer har til formål at bidrage til internationale organisationers politiske bestræbelser på at opretholde, etablere og retablere international fred og sikkerhed. De kan finde anvendelse overfor såvel internationale som interne anliggender, og har generelt til hensigt at sikre eller skabe de bedst mulige betingelser for de politiske bestræbelser på at nå en varig og holdbar løsning1. Forsvarets indsats er således pr. definition et middel blandt den brede vifte af diplomatiske, politiske, økonomiske og militære muligheder, som Det internationale Samfund anvender for at løse en lang række, meget forskellige kriser og underliggende konflikter.

Denne artikel har ikke som grundtanke at forholde sig til alle tænkelige scenarier eller samtlige aspekter af dansk militær indsats i konflikthåndtering, dertil er emnet alt for omfangsrigt. Formålet begrænses derfor til at behandle den brede ramme, indenfor hvilke fredsstøttende enheder ofte løser konflikthåndteringsopgaver2. Artiklen skitserer i så henseende behovet for en samlet, holistisk tilgang til håndtering og bilæggelse af konflikter, som er nødvendig for, at indsatsen kan være forudsætningsdannende for lokalt baserede, bæredygtige løsninger3.

Gensidigt samarbejde fremmes bl.a. ved gensidig forståelse samt accept af respektive muligheder og begrænsninger. Til dette formål inddrager artiklen bl.a. tankesæt, som i konflikthåndteringsøjemed præger mange af forsvarets internationale og nationale partnere. Artiklen beskriver herunder løbende en række centrale begreber fra bistandsverdenen. Med Albanien som praktisk eksempel beskrives efterfølgende typiske problemområder, som Det internationale Samfund må forholde sig til under - og umiddelbart efter - voldelige konflikter samt den danske støtte til imødegåelse af problemerne.

Med risiko for at blive for generel, eller for spekulativ, opstilles og drøftes afslutningsvist eksempler på en række områder, hvor fredsstøttende enheder på forskellig vis ikke blot kan skabe forudsætninger for det politiske arbejde, men også i et vist omfang være elementer i den direkte opgaveløsning4. På den anden side vil de øvrige aktører også i nogle situationer have forventninger om militær deltagelse, hvor det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt, hvilket automatisk afføder et forklaringsbehov til hvis opfyldelse overvejelserne naturligvis også kan finde anvendelse.


UDVIKLINGSORIENTERET NØDHJÆLP

Alle erkender, at voldelige konflikter i verdens brændpunkter er blevet mere komplicerede efter Den kolde Krig.

Teoretikere vil argumentere for, at konflikterne i stort omfang har bevæget sig væk fra det interstatslige niveau, og at begivenhederne i et kriseforløb ikke udspiller sig som enkeltstående, successivt afsluttede forløb i tid og rum, som man tidligere i høj grad opererede med, og som man nøgternt kunne vurdere løbende i forhold til præcist definerede delmål. I stedet har Det internationale Samfund måttet revidere sine målsætninger, da nutidens interne konflikter som oftest bunder i strukturelle forhold indenfor de enkelte lande. Fattigdom, social ulighed, politisk og økonomisk marginalisering kombineres ofte med, eller udnytter, etniske og religiøse modsætninger, som atter fremmes af svage samfundsstrukturer og illegitime regimer5.

På baggrund af bl.a. erfaringerne fra Balkan vil praktikere pege på, at nogle af parterne ind imellem ligefrem udviser manglende interesse i, at konflikterne afsluttes, hvilket bl.a. er årsag til, at kravene til effektiv håndtering af dem er steget. Praktikere kan samtidigt dokumentere, at international hjælp rent faktisk medvirker til at reducere eksisterende konflikter og forebygge nye voldelige handlinger overfor grupper af civilbefolkningen. Bortset fra nogle få "Darwinister"6 vil ingen med kendskab til de forskellige faser af Jugoslaviens sammenbrud derfor benægte, at læren er klar: Det internationale Samfund må nødvendigvis involvere sig i konfliktløsning fra de tidligste faser af væbnede konflikter og frem til en situation, hvor et mere langsigtet udviklingsarbejde er muligt7.

"Hjælp til selvhjælp" er et klassisk begreb i bl.a. bistandsverdenen, som i teorien tillader "hurtigt ind - hurtigt ud løsninger". Erfaringerne fra bl.a. Cypern og Bosnien afslører imidlertid, at det ikke altid går sådan i praksis. Både teoretikere og praktikere har derfor også måttet konstatere et markant behov for, at nødhjælpen gør de lokale aktører bedre i stand til at håndtere fremtidige konflikter. End State for den internationale kriseindsats er således ikke kun begrænsede målsætninger, f.eks. at de involverede ofre overlever, eller at flygtningene returnerer til de områder, hvor de kom fra.

For at beskrive den nødvendige udvikling væk fra "traditionel" nødhjælp, som den kendes fra f.eks. hungersnød og naturkatastrofer, er udviklingsorienteret nødhjælp blevet introduceret som et nyt paradigme: Det internationale Samfund skal herunder afhjælpe de umiddelbart konstaterbare problemer af bl.a. humanitær og sikkerhedsmæssig art, og adressere de strukturelle årsager under samfundets overflade, men i øvrigt først og fremmest bidrage til at styrke de lokale kræfter, som kan og vil stille sig i spidsen for samfundets fredelige udvikling8.

Krav til effektiv koordination og samvirke - på tværs af forskellighederne mellem parterne - overrasker ikke, men alligevel kan man godt tillade sig at konstatere, at det har taget en dekade med varierende erfaringer at nå til en bred erkendelse af behovet for, at internationale (og i videst muligt omfang også nationale) aktører anlægger et fælles, holistisk syn på opgaverne. Koordination mellem mange og varierende partnere er derfor blevet mere indholdsrig, men også vanskeligere og mere tidskrævende. Fælles mål og dertil afpassede midler og metoder, kan opstilles som succesparametre for hurtig og effektiv overgang fra traditionel nødhjælp til længerevarende bistand.

Også fredsstøttende enheder skal naturligvis ved tilrettelæggelse og gennemførelse af opgaverne tage udfordringerne op og tilstræbe at bidrage til fælles, direkte løsninger på konflikternes mange, komplicerede problemstillinger. Lad det dog samtidigt være sagt, så det ikke kan misforstås: Forsvarets bidrag skal ydes på en måde, så sunde og solide militære løsninger på de stillede opgaver ikke kompromitteres, samtidigt med at principperne for civilt - militært samarbejde nøje overholdes9.


OVERGANGSBISTAND

Et begreb i håndtering og ikke mindst bilæggelse af kriser

Det internationale Samfund anvender skiftende krisestyringsmidler fra krise til krise, men et fælles kendetegn er dog, at den anvendte blanding af disse instrumenter hurtigt skal stabilisere situationen og dæmpe gemytterne, for dermed at være forudsætningsdannende for at konfliktens parter, med den nødvendige internationale støtte, kan tage de næste skridt mod langsigtet, lokalt forankret bilæggelse af stridighederne. Målet vil derfor som oftest være - på i bistandsmæssig sammenhæng relativ kort tid10 - at skabe et nyt svar på de identitets- og autoritetsstrukturer, som gik i stykker forud for eller under krisen. Den eksisterende voldskultur skal derfor ændres til en fredskultur11. Målsætningerne medfører, at det givne samfund skal udvikle sig fra én tilstand til en anden, fra kaotiske til ordnede forhold, fra diktatur til demokrati.

Den internationale støtte i ovennævnte situationer benævnes ofte overgangsbistand12, som i teorien er enkel og klar: Medens freden forankres skabes tillid og forsoning. Samtidigt med denne proces forebygges aktivt, at nye konflikter ikke udvikler sig voldeligt, og der arbejdes fremad mod langsigtede, lokalt forankrede, bæredygtige løsninger. Nationale og internationale aktører gør hvert deres job i et effektivt samspil, som koordineres i tid og rum med de lokale, ansvarlige politikere, embedsmænd, repræsentanter for civil samfundet m.fl. I nogen kontrast hertil står, at overgangsbistand typisk gennemføres i en diffus blanding af politiske magtkampe, social uro samt manglende lov og orden, herunder omfattende kriminalitet, hvor det derfor ofte kan være vanskeligt at identificere legitime forhandlingspartnere og andre relevante, lokale kræfter.


ET PRAKTISK EKSEMPEL - ALBANIEN

Forud for og under indsættelse af danske enheder i fredsstøttende operationer forholder stabene sig til årsagsforklaringer for at identificere de forskellige forhold, der førte til eller vil kunne føre til en konkret, voldelige konflikt13. Herunder er det afgørende at søge at identificere de mål, som konfliktens parter måtte have. Arbejdet sker blandt andet ved anvendelse af udarbejdede modeller for konflikt- område- og landestudier m.fl., som angiver forskellige generelle parametre for den nødvendige analyse. Målet med nedenstående eksempel er at give en redegørelse for nogle politiske, økonomiske og sociale forhold i én fejlslagen samfundsudvikling, som dog næppe kun er relevante for en analyse af krisernes forløb i Albanien.

Det skal atter understreges, at den foretagne kategorisering med sikkerhed kan diskuteres, og at ét praktisk eksempel naturligvis hverken i tid eller rum kan være fuldt ud dækkende for alle kriseindsatser og samarbejdet med andre aktører, dansk forsvar er ude i, eller vil komme ud i.


BAGGRUNDEN OG PROBLEMERNE

Politisk udvikling: Diktatur efterfulgt af kaotisk og uretfærdig demokratisering

Albanien blev et hermetisk lukket, stalinistisk diktatur i forlængelse af 2. Verdenskrig, hvor den kommunistiske guerillabevægelse, ledet af Enver Hoxha, kom sejrrigt ud af opgøret med italienere, tyskere og borgerlige grupperinger. Den efterfølgende udvikling kan karakteriseres som elitær, centralistisk og uden plads til det enkelte menneskes behov og rettigheder. Effektive, kritiske medier fandtes derfor heller ikke, da pressens rolle udelukkende var at støtte den fremherskende propaganda.

Landet åbnedes overfor omverdenen i 1991. I årene derefter gennemførtes en form for demokratisering, som dog hæmmedes alvorligt af en i de fleste sammenhænge umoden elite fra nogle få betydende klaner, som overtog den politiske ledelse. Regeringer og ministre blev udskiftet alt efter, hvad vej vinden blæste i den politiske strid i regeringspartiet. Personlige interesser og behov for magt drev i perioder demokratiet ud på overdrevet14.

Formelt frie valg gennemførtes i flere omgange, men der blev fra international side sat spørgsmålstegn ved såvel deres gennemførelse, som hvor frie de var i forhold til internationale, demokratiske standarder. Man kan derfor med god ret sige, at 1990'erne, trods en vis udvikling i rigtig retning, ikke blev brugt til at gøre op med gamle traditioner og magtstrukturer. Albanien forblev et traditionelt samfund, hvori en række særinteresser, som i høj grad byggede på personlige og familiære bekendtskaber, vennetjenester samt snyd, fungerede i et på mange områder løst formuleret, men åbenlyst korrupt fællesskab. Man kunne ikke generelt tale om, eller regne med, begrebet "samfundssind", sådan som vi kender det, karakteriseret af den enkeltes medansvar for helheden og udbredt frivillig indsats i mange sammenhænge. Dette i øvrigt i stor kontrast til den unikke varme, velvillighed og gæstfrihed man normalt mødes med af den enkelte albaner.

Det er næppe heller forkert konstatere, at det albanske samfund ikke fik gjort noget afgørende ved befolkningens begrundede mistillid til den politiske ledelse samt offentlige myndigheder, institutioner og instanser. Samarbejdet med civilsamfundet og presse var af denne grund også meget svagt: God regeringsførelse15 hæmmedes af udemokratiske, centralistiske arbejdsformer og omfattende korruption, da det blev stadigt lettere for nyrige "entreprenører" af forskellig slags at købe sig vej gennem problemerne, idet svage, dårligt lønnede repræsentanter for offentlige myndigheder i stigende grad fandt det svært at overleve. Brud på menneskerettighederne var kendte fænomener, og selvom ytringsfriheden formelt var til stede, formåede pressen stadig ikke på nogen måde at være "den fjerde magt".


Forhold som reducerer samfundets økonomiske muligheder

Med den væsentligste interesse at overleve, havde Diktaturet ingen interesser i at opbygge en fleksibel produktionsstruktur, og dermed heller ikke i at fremme en mobil og motiveret arbejdsstyrke. Landets infrastruktur, ikke mindst i landdistrikterne, blev derfor forsømt til det absurde.

Den planøkonomiske fiasko blev større af, at landet i 1970'erne og fremefter successivt isolerede sig. Mulig udnyttelse af komparative økonomiske fordele blandt de naturlige samhandelspartnere kom således slet ikke albanerne til gode. I stedet opførtes med kinesisk hjælp forskellige, stærkt forurenende storindustrier, som var ude af stand til at konkurrere. Dette afsløres bl.a. af ruinerne, der fortsat henligger i landskabet som fortidsuhyrer med et betragteligt forureningsproblem til følge.

Diktaturet forbød i 1980'erne privat landbrugsproduktion ved siden af den offentlige indsats i de forhadte kollektiver efter kommunistisk model, hvor rigtigt mange kræfter blev lagt i en relativt lille produktion. I flere år medførte dette i brede kredse hungersnød. I 1990'erne privatiseredes landbruget til gengæld fuldt ud, hvilket dog medførte den nuværende fordeling af små, og dermed urentable, jordlodder på familiebasis i modsætning til større, økonomisk bæredygtige enheder, der også kunne danne basis for en egentlig industriel produktion af forarbejdede varer.

Af de førnævnte grunde rystedes landet, ved mødet med markedsøkonomien i 1990'erne af alvorlige, økonomiske og sociale kriser, som det kendes fra andre transitionsøkonomier. Omfattende, traditionel nødhjælp fra udlandet afhjalp måske nok nogle umiddelbare problemer, men hjælpen kunne ikke rette op på de strukturelle problemer. I stedet skyllede talrige vestlige TV-serier som "Dollars" og "Dallas" ind over landet, medens adgangen til andre markeder gjorde import mulig. Fattigdommen og håbløsheden blev stillet til skue, samtidigt med at albanerne dannede sig et idealiseret billede af uendelige materielle goder i Vesten.

De ringe forhold på landet satte i 1990'erne gang i en omfattende urbanisering, som fortsætter med økonomiske og sociale problemer på såvel landet som i byerne til følge. Forklaringen på både den legale og ikke mindst den omfattende illegale emigration kan findes i udbredt arbejdsløshed, ringe boligvilkår og manglende fremtidsperspektiver, som ikke efterlader meget af det håb, som kunne få borgerne til at engagere sig og gøre en ekstra indsats. I stedet betyder håbløsheden ofte, at en tendens - ikke mindst blandt unge mænd i 20'erne og 30'erne - breder sig for at ville finde nemme, udefra kommende forklaringer og ekstremistiske løsninger på problemerne.


Forhold som begrænser kritisk, men fredelig dialog i samfundet

Diktaturet bekæmpede enhver form for personlig og konstruktiv analyse indenfor bl.a. uddannelsessystemet og i statsinstitutionerne. For så vidt at ingen beslutning var for lille til, at Ministeren ikke skulle træffe den, var opgaven for den enkelte ansatte at finde ud af chefens, og dermed partiets, holdning. I modsætning hertil står et pluralistisk samfund præget af virkelyst og nytænkning samt plads til initiativer, som følger med bl.a. decentralisering af ansvar og kompetence. For at nå blot få skridt i denne retning er der imidlertid behov for en samfundsomfattende holdningspåvkkning og dermed også en helt fundamental mentalitetsændring blandt samfundets ledende personer og klasse(r).

Religionsudøvelse blev forbudt i en længere årrække, hvorfor befolkningens religiøse interesser er begrænsede16. Der findes derfor heller ikke et udpræget fællesskab baseret på positive, helt eller delvist religiøse, værdier, som samfundet eller delelementer heraf umiddelbart kan bygges op omkring. Det skal dog på den anden side også siges, at forholdet har betydet, at religiøse modsætninger i Albanien ikke har været faktorer, som kynisk kunne udnyttes af verdslige magthavere, som det kendes fra andre områder på Balkan. Det samme beskedne konfliktpotentiale har lykkeligvis i øvrigt også været gældende i forhold til landets etniske mindretalsgrupper.


Umiddelbare problemer i form af offentlig uorden og stigende kriminalitet

På baggrund af det ovenfor nævnte kan det ikke overraske, at vejen til forskellig, alvorlig kriminalitet blev kortere for mange albanere i 1990'erne. Landet blev derfor ikke blot gennemgangsland for smugling af narkotika og de mange våben i omløb, men også rekrutteringsgrundlag for omfattende menneskehandel og prostitution. Om end man ikke kunne sammenligne med afghanske eller somaliske forhold, betød udbredt anarki dog, at velbevæbnede enkeltpersoner eller bander hærgede i dele af landet, og at den offentlige orden derfor var skrøbelig.


Krisernes kulmination - en krise kommer sjældent alene

Den nedadgående spiral kulminerede rent fysisk med borgerkrigslignende tilstande i foråret 1997 ved sammenbruddet af pyramidespillene, som efterlod hovedparten af befolkningen med et indtryk af, at den enkelte borger var blevet snydt og klædt af til skindet af staten og nogle få, men store, statsstøttede firmaer. Den internationale indsats med vægten lagt på støtte til afholdelse af valg og humanitær hjælp, herunder også den af OSCE ledede fredsbevarende operation, betegnedes som en succes, der tillod, at udviklingen med små skridt begyndte at gå den anden vej.

International støtte var formentlig også en del af forklaringen på, at en statskuplignende situation i efteråret 1998 blev afværget, inden begivenhederne udviklede sig yderligere.

I modsætning til den beskrevne interne krise i 1990'erne i Albanien - og de omfattende problemer i Kosovo, hvor Det internationale Samfund fortsat er engageret med store ressourcer - står naturligvis den humanitære krise i 1999, som kan betegnes som meget intensiv, men kortvarig, da NATOs krigsindsats medførte, at stort set alle flygtningene kunne nå hjem, før vinteren slog til17. Der er ikke tvivl om, at majoriteten af albanerne følte sig forpligtet til at hjælpe deres nationalitetsfæller i Kosovo, da mange års serbisk forfølgning og undertrykkelse blev til omfattende etnisk udrensning i foråret 1999. Det var derfor også beundringsværdigt at bevidne, hvordan, og hvor meget, albanerne rent faktisk hjalp til - da det for alvor gjaldt - til trods for det faktum, at myndighedernes kapacitet var stærkt begrænset og derfor hæmmende for en effektiv, national indsats18.

Det kræver naturligvis en dybtgående analyse at vurdere den store indflydelse, som den kortvarige humanitære krise fik på enkeltområder af Albaniens langvarige, interne krise. Her skal dog blot fastslås, at det også er hensigtsmæssigt at overveje krisetendenser i tilstødende geografiske områder og deres indflydelse, idet man samtidigt må forholde sig til, at konflikterne meget vel kan være af en anden karakter.


OVERGANGSBISTANDSPROGRAMMET TIL ALBANIEN

Prioriteringer19

I Danmark har vi 150 års erfaring i at opbygge og drive normalt velfungerende statsinstitutioner og andre organer, og den demokratiske proces kan med rimelighed anses som afgørende for fredelig udvikling af det danske samfund, som i øvrigt ikke er uden modsætninger eller konflikter. Inspkeret af danske traditioner, og konkrete muligheder for at støtte, valgte man logisk nok i 1999 at lade overgangsbistanden fokusere på opbygning af "demokratisk infrastruktur". Sagt på en anden måde: Man valgte med Regeringsaftalen af 06. juni 199920 at støtte fortrinsvis politiske og juridiske reformer - og deres implementering i praksis - da sådanne fremskridt blandt andet uomtvisteligt danner forudsætninger for at Albanien i fremtiden kan tiltrække og sikre sig de altafgørende udenlandske investeringer.

Det siger sig selv, at det er umuligt for én donor at adressere alle de politiske, økonomiske og sociale problemstillinger, som er nævnt i de forudgående afsnit. Det dansk-albanske samarbejde prioriterer derfor fysisk samt faglig opbygning og/eller konsolidering af de albanske partneres institutionelle kapacitet, fortrinsvis indenfor retssektoren, medens en række øvrige donorer støtter i andre sektorer. Man kan derfor med god ret sige, at Det internationale Samfund støtter, at albanerne selv kan rette op på demokratiseringsprocessen ved bl.a. at forbedre betingelserne for den offentlige forvaltning og ved at imødegå brud på menneskerettighederne. Desuden støttes også bekæmpelse af korruption, nepotisme samt organiseret kriminalitet, samtidigt med at betingelserne forbedres for den fredelige, men samtidigt kritiske dialog i samfundet.


Forbedret offentlig ro og orden samt bekæmpelse af kriminalitet

Rigsadvokaten og Rigspolitiet har bl.a. modtaget støtte til at kunne sikre offentlig ro og orden samt opbygge en kapacitet til at behandle sager indenfor "nye" og meget alvorlige områder som organiseret kriminalitet, korruption, illegal migration, trafficking af mennesker og narkotiske stoffer.


Forbedret offentlig forvaltning og overholdelse af menneskerettighederne

Den danske bistand har medvirket til at etablere ombudsmandinstitutionen. Fokus er lagt på opbygning af en specialiseret institution, som i henhold til forfatningen skal rådgive såvel borgeren i konkrete sager som statsapparatet mere generelt for at forbedre administrationen og/eller menneskerettighedernes overholdelse. Støtten konkretiseres i uddannelse af staben, hjælp til sagsbehandling og -styring, kontakt og rapportering til statsinstitutioner og Parlamentet samt opbygning af moderne fysiske rammer og tilpasning af disse til en stadig stigende sagsmængde21.

Genopbygning af det overbebyrdede, men ringe uddannede og korrupte retsvæsen, har fået støtte i form af hjælp til etablering af en juridisk tænketank, og ved at et korps af retsinspektører har fået egne lokaler, samtidigt med at en decideret institutionsopbygning er påbegyndt i samarbejde med andre donorer. Inspektoratet har haft nogen succes med at føre kontrol med de albanske domstole, men interne magtkampe og manglende lovgrundlag har indtil for nylig gjort væsentlige fremskridt få og små. Magistratsskolen22 og Tiranas Juridiske Fakultet har begge fået støtte til institutionsopbygning, udvikling samt afholdelse af tidssvarende kurser, hvorved der er skabt veje frem mod to nationale centre for enslydende, moderne juridisk uddannelse.

Desuden er der ydet hjælp til torturofre, politiets uddannelse i menneskerettigheder, og et projekt, hvor de lokale myndigheder sættes i stand til at yde en indsats til fordel for børn, som er truede på forskellig vis.


Forbedrede betingelser for kritisk, men fredelig dialog, retfærdighed og alternativ konfliktløsning

Velfungerende medier skaber dialog i et samfund. Dialogen kan være af en karakter, så den reducerer spændinger på gadeniveauet, samtidigt med at den medvkker til at dokumentere magtmisbrug m.v. Det er imidlertid af mange årsager ikke altid så lige til, da kritisk, dybdeborende journalistik, selv i vores del af verdenen, har stadigt sværere vilkår. Tre danskstøttede medieprojekter omfatter uddannelse af mediefolk, opbygning af statslig kapacitet til at opbygge en national frekvensplan og udstedelse af licenser samt skabelse af en moderne, integreret nyhedstjeneste på den nationale radio- og TV station.

Som tidligere fastslået, er det essentielt at styrke den lokale evne til at håndtere forandringsprocesser og de heraf afledte konflikter gennem forhandling og dialog. Demokratisering i bred forstand, herunder ikke mindst et positivt samspil mellem stat og civilsamfund, er afgørende i denne sammenhæng. Danmark støtter på kommunalt og amtsligt niveau [projekter] i et bjergrigt amt, som ligger på grænsen til Makedonien. Målene er ikke kun fredelig udvikling, men også god offentlig forvaltning, menneskerettighedernes overholdelse samt ensartet retsbeskyttelse. Lokalsamfundene nyder derfor godt af dansk støtte til bystyrerne, samtidigt med at civilsamfundets opbygning og inddragelse i beslutningsprocesserne har taget skridt fremad. Tværgående støtte er endvidere ydet til retssektoren i bred forstand, herunder også til politi og NGO, som beskæftiger sig med retshjælp og konfliktløsning. Det er en væsentlig erfaring, at forøgede kontakter mellem institutioner, organisationer og borgere, samt den hermed følgende gensidige viden om, og accept af, de enkeltes vilkår, kan give hurtige fremskridt.

Lige adgang til retfærdig behandling er nøgleord i en demokratiseringsproces. Danmark har derfor promoveret domstolenes uafhængighed inden for rammerne af forfatningen. Det er imidlertid ikke nok, de fattige og marginaliserede grupper skal også have muligheder for at opnå en retfærdig behandling. Danmark har derfor også støttet fri retshjælp, som naturligvis fortrinsvis retter sig mod de dårligst stillede og derfor bidrager til at give også disse grupper et håb for fremtiden, hvilket bør medvirke til at reducere en række mulige konflikter.

I et velfungerende demokrati kan domstolene ses som institutionaliserede konfliktiøsningsmekanismer, der med godt uddannede og velbetalte dommere afgør sager på en upartisk og ikke-korrupt måde. Det lyder godt, men i dårligt fungerende systemer er ulempen, at domstolsafgørelser for det meste efterlader vindere og tabere på diskutabelt grundlag, hvilket kan være kimen til nye konflikter. Dermed er det altid interessant at undersøge, om der findes alternative mekanismer til konfliktløsning, som betjener sig af andre måder at afgøre stridighederne på. Der kan peges på, at religiøse råd eller samlinger spiller en sådan rolle i mange samfund. I Albanien findes endvidere en middelalderlig sædvane med tilhørende regler for, hvorledes særligt respekterede personer, typisk ældre mænd, kan optræde som mediatorer. Danmark har bidraget til, at såvel den private som den offentlige kapacitet til traditionel konfliktløsning er øget, idet der også er skabt et lovgrundlag for, at domstolene kan henvise dertil egnede sager til behandling under anvendelse af alternative procedurer.


FORSVARETS DELTAGELSE I UDVIKLINGSORIENTERET NØDHJÆLP

Indledning

indledningsvis skal det atter fastslås, at midlet, indsættelse af en fredsstøttende styrke, skal bidrage til målet, at voldshandlingerne stopper. Indsatsen skal i denne forbindelse være til fordel for konfliktens øvrige nationale og internationale aktører, idet der f.eks. typisk skal skabes forudsætninger for en fredelig forhandlingsproces, gennemføres forberedelser til afholdelse af valg og ydes forskellige former for støtte til gennemførelse og monitering af valghandlingerne. Fredsstøttende enheder bidrager også til løsning af civile og humanitære opgaver, f.eks. hjælp til repatriering af flygtninge, men sådanne opgaver bør dog, til trods for mulig kritik af "kassetænkningen", generelt løbende begrænses til det i situationen humanitært absolut nødvendige og det for en velgennemført CEVHC hensigtsmæssige. Som tidligere nævnt er der således af gode grunde begrænsninger, som skal tages in mente, når overvejelserne påbegyndes omkring militære enheders deltagelse i de i situationen relevante dele af udviklingsorienteret nødhjælp. Det teoretiske udgangspunkt er imidlertid ikke forkert: Det internationale Samfunds kræfter skal snarest muligt rettes mod konflikternes strukturelle årsager og - ikke mindst - styrkelse af de lokale kræfter, da løsninger påført udefra ellers vil have reaktiv karakter og kun i de færreste tilfælde kunne skabe langvarig og retfærdig stabilitet.

Der er naturligvis også en dimension af konfliktens forløb i tid, som må tages i betragtning. Der er forskel på DANCON 1 og DANCON 7. Sidstnævnte vil, alt andet lige, normalt have bedre muligheder for at deltage i arbejdet på lidt længere horisont. Dette gælder naturligvis ikke mindst, hvis grundlaget er til stede i form af en velkoordineret indsats fra alle sider, dvs. i tråd med det for overgangsbistand beskrevne. Endvidere lettes indsatsen, hvis der ikke tidligere i forløbet er begået "fodfejl" overfor de lokale aktører. Der er således tale om en løbende, flersidet indsats, hvor man skal tilstræbe at undgå at gøre fejl samtidigt med, at man skal gøre mest muligt under hensyntagen til de eksisterende begrænsninger, og vel at mærke gøre det bedst muligt. Der er imidlertid ikke tvivl om, at en fredsstøttende enhed kan bidrage væsentligt til klarlæggelse af den ofte uoverskuelige situation, som hersker under og umiddelbart efter voldelige hændelser. Desuden kan en fredsstøttende enhed optræde som katalysator for og/eller initiativtager til den nødvendige koordination23.

Beskrivelsen af kriserne i Albanien, og det internationale svar på dem, danner baggrund og struktur for nedenstående overvejelser. Det fremhæves atter, at overvejelserne naturligvis ikke kan være dækkende for alle aspekter af den indsats, som kan ydes i alle tilfælde.


Bidrag til forbedret offentlig ro og orden samt bekæmpelse af kriminalitet

Fredsbevarende indsatser baseredes traditionelt på nødvendigheden af, at alle konfliktens parter erkender, at deres langsigtede interesse er fredelig udvikling og opbygning af et legitimt statsapparat. Udover den fysiske indsats for opretholdelse af ro og orden kan en fredsstøttende enhed utvivlsomt aktivt deltage i den nødvendige holdningsbearbejdelse indenfor ansvarsområdet. Imidlertid er det næppe altid muligt at nå et tilstrækkeligt højt trin af erkendelse blandt alle parterne, eller det nås først langt inde i et kriseforløb efter betydelig international forhandlings- og mæglingsindsats. At dømme efter dagspressen tyder de seneste erfaringer i Irak på, at det er essentielt, at de internationale styrker undgår at blive skydeskive for den frustration og utilfredshed, som hurtigt ophobes i til tider meget forskellige grupper af befolkningen. Beskrivelserne synes også at indikere, at konflikternes underliggende årsager er mere alvorlige, end man havde regnet med, og at de er blevet delvist glemt på grund af de umiddelbare problemer. Den nødvendige indsats bliver derfor utvivlsomt af længere varighed end oprindelig antaget. Hvor ikke alle parter er enige om en fredelig tilgang, skal en eller flere af dem derfor overbevises om, at omkostningerne ved ikke at slå ind på fredens vej vil blive større end de kortvarige gevinster. Dette kræver, at den fredsstøttende enhed gør sin rolle klar - indenfor rammerne af det internationale samarbejde - og om nødvendigt viser, hvad den kan gøre for at understrege sin og Det internationale Samfunds vilje24, hvilket kan gøres på flere måder, herunder kan den lokale presse være et godt middel til at kommunikere opgave og intentioner. Under alle omstændigheder er der også i denne situation brug for balancens kunst og andre diplomatiske evner: Et folk med f.eks. en historie som Albanien, og efter alt at dømme også Irak, var ikke vant til demokratiske tænkemåder med langvarige beslutningsforløb, høringsrunder og andre participatoriske processer. I stedet vil sådanne metoder kunne blive fortolket som ubeslutsomhed eller endog svaghed. På den anden side er hovedparten af danskerne, helt fra Blå Stue i børnehaven, blevet opfostret med sådanne metoder, og vi arbejder dog på, at de bliver en del af den langsigtede løsning i forbindelse med landets demokratisering.

En del af de frustrationer, som i flere kriseforløb er udtrykt fra både nogle soldaters og nogle civiles side, giver udtryk for manglende opgaveløsning fra militær side. Dette kan være udtryk for en fejlopfattelse; at de pågældende simpelthen forventer mere, end militære enheder med rette kan gøre i situationen. I så tilfælde er også der brug for hurtig og dækkende information. Frustrationerne kan imidlertid også hænge sammen med, at grundlaget for missionen ikke var fuldt ud på plads forud for indsættelsen, og fordi der ikke var tale om et relevant, afpasset mandat25 samt beføjelser i form af rigtigt afpassede ROE. I så tilfælde er der behov for justeringer, men erfaringerne fra Balkan tilsiger beklageligvis, at det kan være vanskeligt og tidskrævende.

Det er en dimension af den ovenstående problemstilling, at erfaringerne fra bl.a. Kosovo og Irak tilsiger, at opgaverne hurtigt ændrer sig i retning af en i højere grad politimæssig indsats, hvortil militære styrker ikke er uddannede26. Overvejelser omkring tilknytning af politirådgivere i bestemte typer missioner og/eller opstilling af deciderede politikontingenter og/eller opblødning af faggrænserne m.v. må antages at pågå, men forsvaret bør fastholde, at soldater som udgangspunkt ikke er politifolk og omvendt. I den forbindelse er det relevant at pege på, at det danske samfund hjemme skelner markant mellem politi og forsvar, i modsætning til f.eks. vores franske og italienske allierede, som jo netop har halv- eller helmilitære gendarmerienheder til bl.a. udsendelse i fredsstøttende missioner. Uanset øvrige standpunkter kan alle formentlig være enige i, at diskussionen om, hvad der rent faktisk kan gøres - som har været på tapetet længe på nationalt plan - ikke bør overlades til chefen for en fredsstøttende enhed27.

Politi- og anklagerområdet er gode eksempler på, hvorledes ansvaret ideelt set hurtigst muligt skal over på / tilbage til statsmagtens lokale repræsentanter, men statens rolle som garant for befolkningens sikkerhed i form af politi, men også i bredere forstand anklagervirksomhed og domstole, er ikke ukompliceret: Legitimitet og faglig kunnen, herunder også at kunne og ville gøre en indsats overfor organiseret kriminalitet, skal gå hånd i hånd. Kapaciteten opbygges imidlertid ikke på kort tid, hvorfor en fredsstøttende enhed nok indledningsvis kun kan medvirke til at noget positivt sker ved små, daglige kontakter og ved at finde, samt yde moralsk og anden umiddelbar støtte til "de rigtige" lokale personer. Senere i forløbet kan også en fredsstøttende enhed hjælpe med ved opbygning af den lokale kapacitet, hvilket svarer godt til erfaringerne i Albanien, hvor Danida fik positive erfaringer på amts- og kommuneniveau ved tidligt at engagere sig på forskellig vis i sikkerhedsproblemerne og den offentlige orden. Vi vandt derfor på kort hold respekt og accept, som efterfølgende blev brugt på andre, mere langsigtede områder.

Myndighederne i de færreste lande har tilnærmelsesvist så godt styr på håndvåben, som tilfældet er i Vesteuropa. Meget store mængder håndvåben er derfor til rådighed "på markedet". Voldelige konflikter betyder typisk, at tilstrømningen til området af illegale våben forøges markant, hvilket ikke mindst gavner den organiserede kriminalitet, herunder en del embedsmænd og klanledere m.fl., som næppe vil se det som specielt attraktivt, hvis den lukrative forretning stopper. Våben er i sig selv ikke farlige. Det farlige opstår, når våben bliver taget i anvendelse til andet end mærkedage og fester, hvilket lettere sker, når der er mange i omløb. Kontrol med transport og handel for at begrænse anvendelsen af håndvåben er en kendt opgave for en fredsstøttende enhed, som også kan stille kritisk viden og anden kapacitet til rådighed for de lokale myndigheder, samtidigt med at der fysisk laves effektive tiltag mod handel med samt opbevaring og anvendelse af håndvåben. I takt med forbedringerne af den offentlige orden fik også Danida positive erfaringer i Albanien ved decideret at opfordre til og støtte programmer med henblik på våbenindsamling og ødelæggelse28.

Som det kendes fra bl.a. Rusland og nogle lande i Østeuropa samt, i henhold til dagspressen, også Irak, udgør nuværende eller tidligere arbejdsløse soldater, som mere eller mindre er udenfor samfundets kontrol, en særlig kilde til konflikt. De er for hovedpartens vedkommende unge mænd, de er frustrerede og de er uden det store håb, samtidigt med at de er velorganiserede på forskellig vis, og ikke uden sympatier for deres (tidligere) arbejdsgiver. Det kan være svært at forstå, men vejen til organiseret kriminalitet er i denne situation kort og formentlig ofte uden de store moralske skrupler. En fredsstøttende enhed skal monitere udviklingen i lokalområdet, men kan formodentlig også ved gensidig kontakt bidrage til at dæmpe gemytterne og give ideer til, samt måske senere på sin vis legitimere aktiviteter, som støtter demobilisering og reintegration i det civile samfund af soldater og lignende blandt det tidligere regimes folk.

Naturligvis kan en fredsstøttende enhed også promovere og deltage i den særlige disciplin, som udgøres af de for genopbygning vigtige og samtidigt også ofte politisk hø j tpro filerede minerydningsprogrammer. Man skal i den forbindelse erindre sig, at ét er det rent fysiske arbejde, som naturligvis skal laves for at løse konkrete rydningsopgaver, et andet er den nødvendige information til de berørte parter. Indsatsen på begge disse områder kan i stort omfang udføres af veluddannede lokale støttet af en af de mange internationale organisationer eller firmaer i branchen. Et tredje område er imidlertid støtte til den overordnede koordination og prioritering af indsatsen på nationalt og distriktsniveau, hvor en fredsstøttende enhed typisk i en tidlig fase kan stille sig til rådighed med den nødvendige, militære viden og ekspertise samt senere løbende monitere og give forskg til det videre arbejde29.


Bidrag til national og international koordination

Også på dette område skal målet være hurtigst muligt at skabe lokal kapacitet, som samtidigt er legitim. Staten og dens repræsentanter på det lokale niveau skal nødvendigvis retableres, og det skal ske på en måde, så institutionerne er bredt accepterede blandt befolkningen og samarbejdspartnerne. Erfaringerne tilsiger imidlertid, at det er en svær opgave. Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre sig, at vestlig logik og metode ikke er universelle: Tids- og afstandsbegreberne er anderledes, møder er ofte ikke kun kortvarige beslutnings- eller informationsfora, balancen og hensynene mellem individ, gruppe og samfund/institutioner opfattes forskelligt. Samtidigt med at korruptionen florerer vidt og bredt, foregår lokale "koordinationsmøder" typisk på en kaffebar uden papir og blyant. Erfaringen tilsiger således, at der sjældent findes en lokal tradition for koordination på blot tilnærmelsesvist det niveau, der er behov for i den nye situation med mange aktører, og at de hidtidige arbejdsformer viser sig at være ineffektive. Uden at glemme forskellene og baggrundene for disse, er der derfor ofte behov for fortsat uddannelse af de lokale aktører i koordinationens forskellige aspekter, herunder ikke mindst at aftalte handlinger skal udføres og følges til dørs.

En fredsstøttende enhed kan som forudgående nævnt bidrage til at reducere den almindelige skepsis, der hersker blandt de lokale parter, men også ved at skubbe på, at der skabes sammenhæng i Det internationale Samfunds kortvarige og længevarende indsatser. Det må således gælde om at styrke synergien mellem indsatsen for den almindelige sikkerhed, nødhjælpsforanstaltninger og genopbygning. Der er næppe tvivl om, at netop fordeling af ansvar og pligter mellem de internationale aktører lokalt - og i baglandet derhjemme - kan give anledning til diskussion og frustrationer. Erfaringerne tilsiger i denne forbindelse, at nogle internationale organisationer svulmer op til at blive forholdsvist store, semi-permanente enheder, som i øvrigt kan være svære at håndtere for de militære stabe på grund af bl.a. vidt forskellige arbejdsformer, kulturelle forskelle mv. Det er imidlertid et krav30. Diplomatiet, IO, GO og NGO vil i mange tilfælde have været i området forud for og under krisen, og kan dermed ikke blot anses som "et nødvendigt onde og besværlige partnere", men derimod som ressourcer med konkret viden og et netværk, som skal bruges til bl.a. at forankre den internationale indsats lokalt. Derudover kan en fredsstøttende enhed naturligvis have CIMIC-forslag til de øvrige aktører, som direkte kan forbedre sikkerhedssituationen i området31. Den fredsstøttende enhed må derfor nødvendigvis udvise overblik og forståelse i det samarbejde med andre aktører, som overordnet normalt gennemføres under koordination af OCHA eller UNHCR, men i Irak sker under særligt udpegede områdekoordinatorer.

Som allerede indikeret er der store forskelle på de enkelte aktørers måder at arbejde på. I den forbindelse er der i forsvaret en befriende holdning til, at fokus skal lægges ved fronten, som er prioriteret på forskellig vis, f.eks. på ledelsesområdet med en professionel stab med specialiserede fagområder og beslutningskompetence. Dette er ingenlunde altid tilfældet i andre organisationer og blandt donorerne, hvor hovedkvarterernes behov for styring, og til tider for detailinformation, ind imellem overskygger andre ønsker. Da kapaciteten til at behandle informationerne kan være ringe, fører dette til ubeslutsomhed på flere niveauer, lang sagsbehandling på forhold, som af militære personer opleves som detaljer, og urimeligt store krav til rapportering.

Enhver konfliktsituation er som tidligere drøftet unik og kræver sin unikke løsning, der skal målrettes de lokale forhold for alle aktører. Det er klart, at indsatsen derfor også må baseres på analyser af konfliktårsager og virkninger samt sårbarhed og risici hos de enkelte grupper i befolkningen. Behov og muligheder, som de er, eller som de forventes at udvikle sig, skal analyseres og kvantificeres. Det er herunder relevant at følge nødhjælpens gennemførelse i ansvarsområdet og bidrage med vurderinger af, om hjælpen vkker som ønsket, eller om den også har uheldige konsekvenser i lokalsamfundet. Ikke kun den rent militære opgaves løsning kræver således, at en fredsstøttende enhed skaber et overblik over og opretholder kontakt til lokale aktører og magthavere af enhver slags helt ned på individniveau32 for bl.a. at fastslå omfanget af etniske minoriteter, trossamfund, politiske grupperinger m.fl. og deres positioner i rektion til konflikterne. Enheden kan i den forbindelse være nødt til at differentiere officielle og uofficielle kontakter til politikere, borgmestre, religiøse ledere og bander/klaner/familier. Der må søges svar på en række spørgsmål: Hvem kan man kommunikere med og koordinere med? Hvem kan man tiltro en rolle som dynamiske, fredelige fremadskuende lokale kapaciteter med vilje til at acceptere ændringer i samfundet på langt sigt? Hvem kan blive en sikkerhedstrussel for hele processen, dvs. ikke kun for soldaternes sikkerhed? Hvem kan man erfaringsmæssigt stole på blandt lokal stab m.fl. Hvilke risici vurderes det, at andre aktører vil løbe i rektion til en senere bistandsindsats?

Ved den daglige kontakt med konfliktens parter deltager en fredsstøttende enhed naturligvis også som en del af det varslingssystem, man nødvendigvis må opbygge fra international side, og enheden er samtidigt en betragtelig del af kapaciteten til hurtig handling i relation til nye, akut truende sammenstød.

Internationale eksperter på bistandsområdet undersøger ofte de lokale forhold på kortvarige "faldskærmsmissioner", men får ind imellem for lidt ud af arbejdet, bl.a. pga. afhængigheden af lokale tolke og hurtigt opdukkende "rådgivere". I tillæg til manglende statistikker og begrænset anden viden om lokale forhold fører dette i nogle tilfælde til internationale programmer med projekter, hvor målene ikke er fuldt ud realistiske og/eller ikke dækkende for de reelle behov. Hovedproblemet i denne forbindelse er, at resultaterne heller ikke efterfølgende kan måles ordentligt i forhold til den nødvendige udvikling, hvilket vanskeliggør løbende ajourføring. Det kan være en anden konsekvens af den beskrevne internationale arbejdspraksis, at relativt mange projekter gennemføres indenfor nemt overskuelige bistandsområder - i relativt fysisk sikre områder - geografisk tæt på hovedstadens fine hoteller, hvor hovedparten af de internationale rådgivere, pressen m.fl. normalt indfinder sig.

Repræsentanter for Det internationale Samfund giver indledningsvis ofte udtryk for stor optimisme, men erfaringerne viser, at de lyse udsigter ikke altid er udtryk for dybtgående analyser af situationen, mulighederne og begrænsningerne, hvilket formentlig hænger sammen med et kraftigt, fortrinsvis hjemligt politisk pres for en hurtig, men ikke realistisk løsning. Som det kendes fra bl.a. landene på Balkan, Irak og Afghanistan er opbygning af funktionsduelige demokratier i praksis dog ikke så nemt. Der er således grund til at advare mod den latente risiko for, at teknokrater og bureaukrater i de hjemlige, ansvarlige ministerier blot reducerer målsætningerne, når problemernes omfang afslører, at den planlagte overgangsbistand vil være for lille i tid og rum33. Aktørerne på stedet bør derfor også være meget opmærksomme overfor nemme argumenter i stil med, "at der jo er skabt fred og ro, at vi har været der længe nok, og at vi har brugt de penge, vi regnede med".

De ovenstående afsnit klargør, at en fredsstøttende enhed kan bidrage aktivt til den efterfølgende udvikling af demokratiske institutioner og andre mekanismer ved at hjælpe andre aktører med vurderinger af behov for ledelse og ydelser samt den nødvendige kapacitet. Hensyn til den fredsstøttende enheds egen opgaveløsning er vitale, men samtidigt kan det således vise sig meget vigtigt - som en del af helheden i overgangsbistanden - at informationerne ikke blot indsamles men også videregives på den rigtige måde til de relevante aktører og beslutningstagere.


Støtte til forbedringer af den offentlige forvaltning og overholdelse af menneskerettighederne

Det er naturligvis altid et spørgsmål, hvor meget af den civile administration, som af mange årsager kan og vil deltage i det videre udviklingsforløb væk fra en krise. Der er imidlertid ikke tvivl om, at den civiladministration, som måtte være på plads, hurtigt kan blive slidt op af velmenende, men dog også ofte ubetænksomme, internationale aktører. Dette forhold kan på langt sigt skade forankringen af ansvaret langt mere, end det eventuelt forventes at gavne på kort sigt. En fredsstøttende enhed kan utvivlsomt undgå at deltage i nedslidningsprocessen, samtidigt med at den kan være den lokale civiladministration behjælpelig på forskellig opbyggelig vis, herunder i forbindelse med moralsk opbakning, hjælp til koordination med andre aktører og ved at støtte øjeblikkelige initiativer, som legitimerer, at civiladministrationen rent faktisk lever op til ansvaret for levering af forskellige serviceydelser til borgerne.

Intet er mere svært end at kategorisere relationerne til den lokale, ofte meget synlige, kriminelle vinderverden, men sikkert er det, at den først og fremmest kan gøre livet surt for alle lokale myndigheder og autoriteter. Af denne årsag bør en fredsstøttende enhed gøre meget for at holde sin sti ren i relation til den lokale mafia. Enheden kan herunder gøre en indsats for at begrænse besøg på bestemte restauranter m.fl., hvor sandsynligheden er stor for, at der er tale om hvidvaskning af penge og/eller anden kriminel aktivitet. Et andet eksempel er den diskussion, som på et tidspunkt florerede i den internationale presse omkring prostitutionen i Kosovo og nabolandene. Faktum er, at hvor soldaterne kommer, stiger prostitutionen markant, og at der sjældent er tale om lokale, selvstændigt erhvervsdrivende kvinder, som "på næsten lovlig vis" bidrager til BNP. En fredsstøttende enhed bør derfor på alle måder tage effektive skridt til at minimere denne form for støtte til internationale, dybt kriminelle organisationer, som groft udnytter kvinder på forskellig vis. På samme måde bør den fredsstøttende enhed i videst mulig omfang også undgå at lokalindkøbe råvarer, hvor man ved, at der med stor sandsynlighed er tale om ulovlige materialer, f.eks. bør træ til feltbefæstnings- m.fl. arbejder ikke stamme fra illegal træfældning34.

Det er et internationalt anerkendt retsprincip, at effektiv dokumentation af overgreb på minoriteter og andre brud på menneskerettighederne er det eneste middel til senere at få de ansvarlige dømt. En fredsstøttende enhed må normalt i kraft af sin opgave forventes at deltage i monitering af menneskerettighedssituationens lokale udvikling, men hertil kan komme, at f.eks. lokale menneskerettighedsgrupper løbende kan promoveres for bl.a. at tilvejebringe yderligere dokumentation. Endvidere kan lokale media støttes med henblik på offentlig opinionsdannelse på blandt andet dette område. I tilknytning til sin egen daglige, korrekte optræden kan en fredsstøttende enhed således også mere aktivt bidrage til en menneskerettighedskultur35 hos alle lokale aktører.

I et menneskerettighedsperspektiv kan det endvidere være relevant, at den fredsstøttende enhed også medvirker til på bedst mulig vis at dokumentere det tidligere regimes måder at fungere på. Hermed skabes et faktuelt bidrag til en løbende dialog i det konfliktramte samfund omkring de virkelige årsager til krisen, hvilket kan have en dæmpende virkning for de blandt andet de øjeblikkelige sikkerhedsproblemer. I et lidt bredere udviklingperspektiv kan en fredsstøttende enhed dermed også være med til at skabe basis for et nødvendigt opgør med fortiden, som det kendes fra bl.a. Nurnbergprocesserne og Sandhedskommissionen i Sydafrika efter apartheid styret. Opgøret efter Anden Verdenskrig rettedes ikke mod det tyske folk men mod nogle top-nazister, hvis ugerninger blev fastslået, hvorefter de blev dømt. I Sydafrika søgte man først og fremmest at skabe klarhed over, hvad der skete og fastslå, hvad nationen så kunne lære af denne viden. Det er næppe forkert at pege på, at "konklusionerne", de således etablerede principper, senere viste sig at blive en del af ikke blot de to nævnte samfunds fælles værdigrundlag.

Nogle af det gamle regimes folk vil naturligvis være gode nok. De pågældende vil ofte være bredt respekterede for deres generelt forstående og afpassede måde at udfylde deres tidligere rolle på. Dette gør, at de har legitimiteten i behold. Det er naturligvis i særlig grad vigtigt at holde fast i sådanne personer i overgangen til en ny situation. Der er imidlertid også andre embedsmænd, teknikere m.fl., som samfundet simpelthen kan have så hårdt brug for i en overgangsperiode, at målet overskygger midlerne. At acceptere førstnævnte er ikke så svært, men at se lidt large på tvivlstilfældene kan derimod være vanskeligt. Om end kynisk betragtet bliver det dog lidt lettere i alles øjne, hvis Det internationale Samfund bevidst og synligt samtidigt medvirker til etablering af de ovennævnte principper for fremtidens samfund.

Politisk kontrol med politi og forsvar er utrolig vigtigt i et samfund, som skal genopbygges i demokratisk retning, men kontrollen skal ske på måder, som er afgørende forskellige fra tidligere tiders politisk kontrol. I samarbejdet med lokale aktører er det derfor relevant at berette om det vestlige, demokratiske system og dets konsekvenser for diverse handlinger i praksis. Der er ikke grund til at skjule, at en dansk enhed, målt med lokale alen, er et mønstereksempel på god forvaltning og fravær af korruption. For at undgå anklager for nepotisme, bør den fredsstøttende enhed således også undgå den hurtige, nemme og ofte umiddelbart brugbare løsning at ansatte broderen til tolken til det første og bedste job i lejren med mindre han er den bedst egnede efter at have gennemgået en ansættelsesprocedure. Gennemsigtighed og åbenhed i anvendelse af tildelte finansielle og andre ressourcer er en anden vigtig disciplin. Manualer, blivende bestemmelser og andre standardprocedurer, som beskriver pligter, rettigheder og fremgangsmåder er i den forbindelse værd at vise frem og omtale, da de i sammenhæng med virksomhedskulturen jo er udtryk for succesfuld institutionsopbygning.

Som nævnt flere gange kan den lokale presse være en hjælpende faktor for en fredsstøttende enhed i mange af de førnævnte bestræbelser. Det skal dog samtidigt erindres, at den typisk vil være svag, afhængig og beskedent uddannet. Det kræver således specialviden i staben og god tid at arbejde seriøst ad dette spor, da fokus og arbejdsformer skal justeres til de gensidige forventninger, samtidigt med at et tillidsforhold skal opbygges.


Bidrag til forøgelse af samfundets økonomiske muligheder

Normalisering af dagliglivet påvkker økonomien i positiv retning og omvendt. Det overrasker derfor ikke, at et umiddelbart mål med fordel kan være, at de lokale forretninger - og i øvrigt i samme åndedrag skolerne — kan holdes åbne36, medens andre aktører initierer mere langsigtede, makroøkonomiske tiltag.

Det er velkendt, at en fredsstøttende enhed ikke bør ligge det lokale samfund til økonomisk, miljømæssig social eller anden byrde. Imidlertid udgør soldater, andre internationale eksperter m.fl., i sig selv en stor økonomisk ressource, som kan betyde, at markedsvilkårene ændres, herunder at priserne stiger markant lokalt. Selv et relativt kortvarigt ophold kan derfor ændre de lokale magtforhold og dermed livsvilkårene på stedet, hvilket en fredsstøttende enhed i krisehåndteringsregi bør være bevidst om. Som tidligere nævnt er det positivt i dette regi, hvis militære enheder i videst muligt omfang undgår at optræde som købere på "det sorte marked", selvom det ofte er det nemmeste, og der hvor man finder de bedste varer.

Danske hensyn til miljøet mødes ofte af de lokale med dyb undren, idet de pågældende ikke relaterer uheldige miljøpåvirkninger til mulighederne for langsigtet, bæredygtig udvikling. Der er imidlertid ikke tvivl om, at der i denne dimension også ligger behov for en meget vigtig holdningspåvirkning på selv korteste hold. Den kan ofte synes håbløs, men ikke desto mindre bør den fremmes i maksimalt omfang.


Bidrag til forbedrede betingelser for kritisk, men fredelig dialog, retfærdighed og alternativ konfliktløsning

Som tidligere fastslået skal man ikke glemme, at konflikter findes i alle samfund. Set i et positivt lys er de en slags drivkraft i form af interessemodsætninger, som trods alt skal spille sammen for at få ethvert samfund til at fungere og udvikle sig. Idet konflikterne fredeliggøres bidrager en fredsstøttende enhed naturligvis i kraft af sin egentlige opgaveløsning til en begyndende, nødvendig dynamik i lokalsamfundet. En fredsstøttende enhed kan på lokalt plan endvidere fremme gensidig tillid samt de alternative konfliktiøsningsmekanismer og deres anvendelse. Også i denne oplysningsproces kan de lokale medier være en vigtig brik, hvis de kan udfylde rollen, hvilket som nævnt kræver hjælp og samarbejde.

Der er erfaringsmæssigt langt færre kvinder, som er deciderede skurke eller ukonstruktive, da kvinderne som oftest i praksis er ansvarlige for familiens overlevelse, ikke mindst i situationer, hvor mændene under konflikten "er eller var ude at slås". Kvinderne er derfor generelt tvunget til en langt mere pragmatisk og kompromissøgende holdning end mændene, der ofte ses at bruge en hel del tid på den lokale kaffebar for at konstatere, hvad de skal brokke sig over. På tilsvarende vis har skolerne problemerne helt inde på livet, og deres ledelser vil normalt være indstillet på at deltage i løsning af konflikter. Det er velkendt, at en balanceret udvikling af kønnenes indbyrdes stilling er en langsigtet betingelse for demokratisering. Aktiviteter og løsninger, som i særlig grad involverer kvinder, og fremmer deres forhold, kan imidlertid efter alt at dømme også i nogle tilfælde være lønnende i konflikthåndteringsregi. Det vil dog sjældent være let, da sådanne fremgangsmåder i mange mandsdominerede kulturer møder aktiv modstand og dermed også belægges med problemer. En fredsstøttende enhed bør således være bevidst om begrænsningerne, men samtidigt - udover den almindelige holdningspåvirkning - også holde øjnene åbne for selv i små situationer at udnytte mulighederne og dermed fremme en positiv langsigtet udvikling.

En fredsstøttende enhed kan også på dette område med fordel tydeliggøre, at den selv anvender demokratiske spilleregler og god forvaltningsskik. Overfor blandt andet den lokale stab kan samarbejdssystemets mange aspekter tydeliggøres som et fælles grundlag for kritisk og konstruktiv dialog. Der er jo grundlæggende tale om et sæt fælles spilleregler, som også bør gælde ved møder og lignende aktiviteter, hvor staben kan insistere på "småting" som taletid til alle deltagere, og at der tages beslutningsreferater, som efterfølgende godkendes og fordeles til aktion for deltagerne samt eventuel yderligere offentliggørelse. Erfaringsvis kan meget nås ved under møder bevidst at tilstræbe at afskærme de svageste deltagere, som også skal høres, og tilsvarende forsøge at dæmpe de mest højtråbende under henvisning til vedtagne procedurer.

Ovenfor er tidligere behandlet nogle af de lokale aktører, og de ansattes, typiske svagheder. Naturligvis er det forkert at generalisere, men karakteristika i forhold til vestlig tankegang kan beskrives som mindre analysekraft og ofte begrænset motivation for at forsøge nytænkning med lidt længere horisont. De enkelte stab smedlemmer kan utvivlsomt bidrage til at opfylde behovet for løbende at uddanne de lokale kræfter og dermed hjælpe til, at først og fremmest målene for aktiviteterne defineres og holdes i fokus.

Situationen indenfor retsvæsenet er en vigtig del af den generelle situation, som også en fredsstøttende enhed moniterer og rapporterer om, det er dog umiddelbart vanskeligt at forestille sig, at en udsendt enhed indledningsvis kan give væsentlige bidrag til domstolenes uafhængighed og dermed bred retfærdighed. Selv små bidrag kan imidlertid få stor betydning. Det er f.eks. således ikke utænkeligt, at en fredsstøttende enhed, selvom det grundlæggende er en politiopgave, hjælper til med at skabe sikkerhed for dommere før, under og efter en særlig vigtig retssag, ej heller at den fredsstøttende enhed skaber forudsætninger for monitorer på retsområdet udsendt af andre organisationer. Andre scenarier er naturligvis også tænkelige, herunder vil enhedens juridiske kapacitet i påkommende tilfælde naturligvis også på forskellig vis interagere med det omkringliggende samfund.

Man åbner ikke et ombudsmandskontor på få dage, selvom det på mange områder kunne være en ønsketanke. Inspireret heraf kan det derimod være en overvejelse værd "at tage luften ud" af nogle borgeres frustrationer ved hjælp af en form for et lokalt "klagekontor". Dette kontor kunne tjene som del af dokumentationsbehovet på en række områder. Det er naturligvis vigtigt at understrege, at et sådant kontor ikke umiddelbart har kompetence til og muligheder for at gøre noget ved hver enkelt sag, men at kontoret derimod tjener til, at der skabes overblik og muligheder for generelle løsninger på en lang række individuelle problemstillinger. En fredsstøttende enhed skal næppe være eneste internationale aktør bag en sådan idé, men det kan ikke udelukkes, at bidrag til et sådant kontor på flere måder kunne være relevante.

I et konflikthåndteringsperspektiv er det naturligvis en pro et contra overvejelse, om det er hensigtsmæssigt at ansatte dele af den lokale stab fra etniske mindretal. Der bør imidlertid ikke efterlades tvivl om, at det danske forsvar, som en konsekvens af diversiteten i det danske samfund, har mange ansatte med anden etnisk baggrund. Det er i denne sammenhæng uinteressant, hvilke meninger, der måtte være fremherskende om indvandrerne i det danske politiske billede. Det interessante for en fredsstøttende enhed er, at mange minoriteter i generationernes løb på fortsat synlig vis har bidraget til opbygning af det danske samfund, hvilket kan være en model til efterfølgelse lokalt.


AFSLUTNING

Uden at være færdig med omstillingsprocessen har Forsvaret allerede på flot vis draget en række konsekvenser af internationaliseringen, herunder at kravene til national og international koordination i forbindelse med krisehåndtering er blevet stadigt mere udtalte, da opgaverne bl.a. er blevet mere udflydende mellem de enkelte aktører. I så henseende skal den nødvendige koordination typisk gennemføres samtidigt med, eller som element i, den militære hovedopgave samt under udførelse af en række civile og humanitære opgaver. Ikke overraskende bidrager fredsstøttende enheder endvidere - naturligvis meget afhængigt af situationen - også til opbygning af lokal kapacitet og ejerskab til en fredeligere fremtid på forskellig, mere direkte vis. Med baggrund i behovene for relevant, udviklingsorienteret nødhjælp, er der i denne forbindelse peget på bidrag til forbedret offentlig forvaltning, overholdelse af menneskerettighederne, øget retfærdighed, kritisk men fredelig dialog, alternative konfliktiøsningsmekanismer samt forøgelse af samfundets økonomiske muligheder, som dog ikke nødvendigvis er de eneste, relevante områder.


EFTERSKRIFT - HVORDAN GÅR DET I ALBANIEN ?

Ikke blot Albanien, men hele Det vestlige Balkan var i 1990'erne igennem et mareridt af katastrofer med store menneskelige omkostninger. På forskellig vis i de enkelte lande er der heldigvis sket en stabilisering. Også i Albanien kan man tale om en form for normalisering, hvor den offentlige orden er genetableret, og flere af de centrale institutioner fungerer. Jævnfør internationale vurderinger37, er der på flere områder fortsat langt igen, men det politiske og det administrative system udviser dog målelige fremskridt. Makroøkonomien er god, det kniber imidlertid i høj grad fortsat ude i de små samfund med at skabe de nødvendige, produktionsorienterede arbejdspladser, som for alvor kunne genere det nødvendige, økonomiske fremskridt. Albanien opnåede under det danske EU Formandskab i 2002 at forhandlingerne indledtes om en Associerings og Stabiliseringsaftale med EU. Dette kan kun fortolkes som en anerkendelse af fremskridt på også ikke-økonomiske områder som god regeringsskik og menneskerettighedernes overholdelse. På det sikkerhedspolitiske område, fører Albanien en meget USA venlig politik og bejler til NATO, men kom dog ikke ind i Alliancen i forbindelse med den store udvidelse i Prag i 2002.

Der er alt i alt grund til at pege på, at den internationale indsats, først og fremmest i forbindelse med kriserne i 1997 og 1999 samt de efterfølgende år har været en succes. På den baggrund står de nuværende, komplekse udfordringer imidlertid så meget desto mere klart frem: Stabiliteten skal fortsættes på demokratisk vis, hvorfor betingelserne for kritisk, men fredelig dialog skal forbedres i betydelig grad, samtidigt med at effektiv bekæmpelse af organiseret kriminalitet38, brud på menneskerettighederne og korruption bliver afgørende. Man kan forestille sig flere scenarier for udviklingen de kommende år, men hvis det skal sikres, at udviklingen ikke går den forkerte vej, behøves fortsat markant international hjælp39 og tilstedeværelse på forskellig vis.





Noter

1) Definitionen findes i HRN 083-001, Fredsstøttende operationer. Kap. 1.A. 101. Udenrigsministeriets temaserie, "Voldelige konflikter i Udviklingslandene", februar 2000, anfører i kapitel l, "at en fredsbevarende styrke kan understøtte løsningen af civile og humanitære opgaver". Også Folketingsbeslutningen om indsættelse af en dansk stabiliseringsstyrke i IRAK understreger, at reglementets definition næppe er bred nok, da militær indsats opfattes at kunne være mere end blot forudsætningsdannende for de politiske kræfters arbejde.

2) Udenrigsministeriet skelner mellem konfliktforebyggelse, som udgøres af langsigtede, bredere indsatser, og konflikthåndtering, som er udgøres af de indsatser, der på kortere hold gøres i konkrete tilfælde.

3) "Voldelige konflikter i Udviklingslandene" kapitel l peger (let omskrevet) på tre præmisser for at sikre hjælpens effektivitet: 1) Styrkelse af lokal kapacitet, som er helt afgørende for skabelse af lokalt ejerskab til den fremtidige udvikling, som igen er en forudsætning for, at den internationale indsats kan bidrage til fredelig, stabil og bæredygtig udvikling på længere sigt. 2) Koordination, hvor alle aktører inddrages i et forpligtende samarbejde, 3) Sammenhæng, dvs. indsættelse af supplerende og komplementerende instrumenter. Heraf følger, at alle konflikthåndteringsprocesser ideelt forløber i tæt dialog mellem partnere på alle niveauer.

4) Inspirationen til denne indgangsvinkel blev fundet i DAC Guidelines "Helping Prevent Violent Conflict", OECD 2001, som blandt flere principper anfører: "Work in a flexible and timely manner, guided by long-term perspectives and political and socio-economic analyses of regional, national and local situations, even for short-term actions".

5) Udenrigsministeriet, Danida, oktober 2000, Analyse af Danmarks Udviklingspolitik, "Partnerskab 2000", pkt. 10.3.

6) Her kan blandt andet peges på den amerikanske forsvarsanalytiker og -rådgiver, Edward Lutwak, som i flere sammenhænge er citeret for, at der er konflikter, som Det internationale Samfund ikke bør involvere sig i, idet konflikterne grundlæggende er naturlige og på længere sigt sunde for udviklingen.

7) "Partnerskab 2000" pkt. 10.1., henholdsvis "Helping Prevent Violent Conflict", som på side 17 formulerer dette på en anden måde: "Development agencies now accept the need to work in and on conflicts rather than around them".

8) "Voldelige konflikter i Udviklingslandene", anfører i kapitel l tre hovedindsatsområder for dansk udviklingsbistand i relation til forebyggelse og håndtering af voldelige konflikter: 1) Opbygning af landenes egen konfliktløsningskapacitet. 2) Fjernelse af strukturelle årsager, hvor fattigdomsbekæmpelse og de tre tværgående hensyn er vigtige. 3) Styrkelse af Det internationale Samfunds kapacitet til at reagere effektivt overfor voldelige konflikter, som det ikke lykkes at afværge gennem en forebyggende indsats,

9) Løsning af på forhånd formulerede opgaver, eller personellets sikkerhed, må naturligvis ikke bringes i fare. Hertil kommer, at militære enheder - og dermed også i konflikthåndteringsregi specialiserede styrker - generelt kun bør bruges til veldefinerede opgaver, hvor deres unikke karakter udnyttes i nøjagtig så kort tid, som det måtte være nødvendigt.

10) Danida har lagt tyngde ved at fokusere på såkaldte "programsamarbejdslande". Man prioriterer endvidere ved at samarbejde med landenes centrale myndigheder, og gerne involverende andre donorer, indenfor særligt udvalgte sektorer. End-State er markant reduktion af fattigdommen i de enkelte lande, hvilket anses for muligt med en tidshorisont på typisk 10 - 20 år. I modsætning hertil, og ikke uden at være i intern konkurrence om ressourcerne, står overgangsbistand, som i princippet bør afsluttes indenfor tre til fem år, hvilket imidlertid ikke altid er muligt, hvorfor forlængelser er forekommet. Som eksempel kan nævnes at overgangsbistanden til Kosovo og Albanien efter krisen i 1999 afsluttes i 2003 eller senest primo 2004.

11) Fra Udviklingsminister Jan Trøjborgs afslutningstale på "Konference om voldelige konflikter" i Udenrigsministeriet 06 SEP 1999. Talen er gengivet i "Voldelige konflikter i Udviklingslandene".

12) "Voldelige konflikter i Udviklingslandene" p. 93 - 98 gør rede for begrebet "overgangsbistand".

13) En af de væsentligste erfaringer fra 1997 var, at krisens baggrund og karakter ikke stod klare forud for indsættelsen, og at det krævede mange ressourcer at forstå, og dermed reagere rigtigt, på krisens baggrund og sammenhænge. Mht. uddybning heraf kan henvises til min artikel i "Militært Tidsskrift", DEC 1997: "Den danske indsats i 'Operation ALBA'", som udgør en beskrivelse af de væsentligste erfaringer.

14) Gensidige anklager for korruption og valgsvindel medførte f.eks., at det var nødvendigt med seks valgrunder for at få gennemført det seneste parlamentsvalg i 2001

15) Begrebet god regeringsførelse dækker en effektiv og ansvarlig offentlig forvaltning, med adgang for den enkelte borger til at deltagelse i beslutningerne, samt effektiv bekæmpelse af kriminalitet og andre handlinger, som hindrer en retfærdig fordeling af samfundets ressourcer.

16) Albanien var officielt erklæret ateistisk igennem cirka tyve år fra engang i starten af 1970'erne, hvilket gør, at den altovervejende del af Europas i gennemsnit yngste befolkning kun formelt tilhører det islamiske flertal eller de ortodokse, katolske eller andre mindretal.

17) Krisen og dens forløb er kendt i grove træk, men for at erindre om dens omfang, skal det nævnes, at der den 15. juni 1999 i Albanien officielt befandt sig ca. 479.000 kosovarer som flygtninge, hvilket svarer til ca. 15 % af den albanske befolkning. Udover den militære indsats, støttede Danmark den humanitære indsats med betydelige midler, som muliggjorde en gavnlig og synlig indsats under krisen. Artiklen vil ikke i detaljer berøre dette emne yderligere, men det skal dog bemærkes, at Danmark også af denne grund "har et godt navn" i regionen.

18) Vurderingen understøttes bedst af NATO EAPC, notice (PMSC-AHG) N(99)34, af 18 NOV, "Experiences from the Crisis": "All in all, in Albania by the spring of 1999, there was no master plan or any overall concept clearly indicating what should be done in case of a disaster, who should be responsible and the relationships between the various organisations. There was a limited planning and operational capability as well as a total absence of an adequate legal framework for Civil Emergency Planning and Crisis Management". En væsentlig årsag til, at krisen alligevel kunne håndteres var at 2/3 af flygtningene indkvarteredes privat, hvilket naturligvis reducerede behovet for offentlig planlægning og/eller international støtte.

19) Det skal tilføjes, at den overordnede målsætning for dansk bistandspolitik er fattigdomsbekæmpelse. Hertil kommer tre tværgående hensyn, som altid skal indgå i overvejelserne med særlig vægt: Kønnenes ligeværdighed, miljøhensyn og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne samt demokratihensynet.

20) Danmark støttede en række albanske NGO forud for begivenhederne i 1997. Urolighederne medførte imidlertid, at aktiviteterne stoppede, eller fortsatte på meget lavt plus, i små to år. Med Regeringsaftalen af 06. juni 1999 blev overgangsbistanden genoptaget, samtidigt med at den blev opprioriteret til også at omfatte en direkte stat-til-stat del som i øvrigt involverer en række danske centrale institutioner og myndigheder i arbejdet. Udover ca. 35 mKr. kanaliseret via danske NGO, forpligtede Danmark sig til over tre år at yde ca. 65 mKr. direkte til albanske institutioner og organisationer.

21) Den albanske ombudsmandsinstitution behandler nu en sagsmængde på et niveau, som svarer til den danske ombudsmandsinstitution. Omkring en fjerdedel af sagerne ender med, at borgeren får medhold i sin klage.

22) Efter fransk og italiensk mønster, og i henhold til den albanske forfatning, uddannes særligt udvalgte jurister - i en ung alder - til retsadministrator, anklager eller dommer på den hertil specialiserede Magistratskole. Dette uddannelsessystem er ikke uden fordele i et land med erkendte svagheder blandt de lidt ældre, allerede fungerende dommere. Systemet står i kontrast til i særlig grad dommernes arbejds- og uddannelsesforløb i Danmark, hvor der lægges vægt på langvarig juridisk erfaring forud for udnævnelse til dommer.

23) NATO stabens rolle under krisen i 1999 blev beskrevet som: "Participating in the definition and execution of the co- operation as well as participating with professional staff members - trained to execute similar jobs - in some of the desks and cells", opgaver som naturligt nok skinnede igennem til de underlagte fredsstøttende enheder i forbindelse med løsning af deres opgaver i respektive ansvarsområder.

24) Emnet er højaktuelt i forbindelse med den nuværende situation i Irak og diskuteres derfor flittigt i medierne, se f.eks. The Economist, 07 JUN 2003: "Nobody Loves an Occupier".

25) I "Den danske indsats i 'Operation ALBA'" diskuteres mandatet, som i den konkrete situation var godt nok, netop fordi det kunne tilpasses, hvilket viste sig ikke blot nødvendigt men også muligt.

26) The Economist, 07 JUN 2003: "Making do with Difficultry" omhandler de problemer, som englænderne i øjeblikket har på dette område i Basra området.

27) Her tænkes på de store overskrifter i den danske dagspresse som fulgte med, da Chefen for styrken i Irak gjorde opmærksom på problemet kort tid efter styrkens ankomst.

28) UNDP har været ledende i "Arms for Development" programmer, hvor lokale kræfter, ikke mindst politiet og de lokale bystyrer, sættes i spidsen for frivillig aflevering af våben i borgernes hænder, herunder ikke mindst tilbagelevering af de tusinder af våben, som blev stjålet fra militære depoter under optøjerne i 1997. Succesen ligger ikke så meget i, at der er afleveret en givetvis beskeden procentdel af våbnene, men først og fremmest i, at politiet på god vis blev styrket ved opgaven, og ved at holdningen til at anvende de illegale våben blev ændret i positiv, dvs. fredelig retning.

29) For yderligere tanker i denne retning henvises til hjemmesiden http://undp.org.al/?projects,26

30) I forbindelse med løbende opsamling af erfaringer fra krisen i 1999 blev følgende faktorer opgjort som succesparametre for det nødvendige samarbejde: 1) Effektiv deling af arbejdsopgaver og -ansvar. 2) Oprettelse af effektive organ(er) til at koordinere den fælles indsats. 3) Effektiv, løbende informationsdeling. 4) Udformning og anvendelse af en effektiv mediapolitik. 5) Udnyttelse, idet omfang de eksisterer, af nationale planer og redskaber til bekæmpelse af katastrofer. 6) Kulturel bevidsthed om forskelle mellem aktørerne. Det skal i den forbindelse tilføjes, at militære iagttagere normalt fremhæver forskellene til i særlig grad NGO og IO, men det er også slående så store forskelle i arbejdets planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse, der kan være mellem f.eks. amerikanske og europæiske aktører, mellem FN-systemets organisationer og Verdensbanken, EU-systemet og bilaterale indsatser. Endog mellem nationale indsatser, f.eks. i DANIDA og FRESTA regi, spores ofte forskelle og intern konkurrence.

31) Se f.eks. "CIMIC - Den danske model skaber resultater" i bladet "Danske Officerer", april 2000 eller "CIMIC - Når det virker for alvor" i bladet "Hærnyt", nr. 3/2001.

32) "Helping Prevent Violent Conflict", side 24 udtrykker et vigtigt argument i denne sammenhæng: "Perceptions of all involved often matter as much as facts".

33) Under et besøg ved den danske bataljon i Kosovo i december 2002 kunne vi konstatere en vis frustration over, at Danida meget snart trækker sig helt ud af det vestlige Balkan, hvilket reducerer mulighederne for et i øvrigt godt civilt-militært samarbejde, der gennemføres med begrænset, men dog meget vigtig økonomisk støtte fra netop Danida.

34) Også Albanien udsættes i disse år for en velorganiseret, illegal træfældning, som allerede har ødelagt store dele af landets tilbageværende skove. Naturrigdommenes omsætning kommer imidlertid kun nogle få til gode, og de langsigtede miljøkonsekvenser er uoverskuelige.

35) Terminologien er hentet i et debatindlæg af Direktør Morten Kjærum, Danske Center for Menneskerettigheder, som er gengivet i "Voldelige konflikter i Udviklingslandene".

36) "Den danske indsats i Operation 'ALBA'" beskriver situationen ved styrkens ankomst, hvor alt var lukket og ødelæggelserne store, samt den bedring der trods alt skete forholdsvis hurtigt, da det lykkedes at få gang i samfundslivet igen, herunder ikke mindst handel og skolevirksomhed.

37) Der kan henvise til respektive albanske, officielle kilder, men også EU, UNDP eller Verdensbankens hjemmesider omkring Albanien. Danidas Årsrapport giver flere detaljer omkring den danske indsats og tilknyttede områder.

38) Det er ingen hemmelighed, at den albanske mafia er blevet meget styrket det seneste årti og på mange områder har formået at udkonkurrere andre organisationer på lukrative markeder for narko og prostitution i Europa og Nordamerika. Den internationale indsats på Det vestlige Balkan kan derfor også betragtes som "hjælp-til-selvhjælp" i et område, som ligger mellem allerede værende medlemmer af EU.

39) Det er herunder afgørende vigtigt, at EU's meget omfattende støtte under CARDS programmet får succes i form af effektiv implementering og dermed giver værdifulde bidrag til stabiliserings og associeringsprocessen. På dansk side foregår der i øjeblikket forberedelser til et flerårigt initiativ i regional ramme på Det vestlige Balkan. Dagbladet "Politiken" bragte 16 AUG 2003 en nyhedsanalyse skrevet af journalist Jens Holsøe, "EU og NATO svigter Det vestlige Balkan", som netop peger på det problematiske i vidtgående løfter fra EU og NATO side, samtidigt med at der mangler effektiv støtte til, at landene kan generere den helt nødvendige økonomiske og sociale fremgang.




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk