Miqësia's Erfaringsprojekt

Dansk Europamission's og Brødremenighedens
Danske Mission's aktiviteter i Albanien

Artikler fra 1991 og frem


Miqësia er albansk og betyder venskab


Kontaktadresse: information@miqesia.dk


Version 1.5 - 07.05.2005




Oversigt

Indledning

Præsentation af Dansk Europamission

Præsentation af Brødremenigheden's Albaniens-aktiviteter [pdf-artikel] [Artiklen er udgået pga forældelse]

Marts 1991:
Otte unge delte bibler ud i Albanien, Dansk Europamission

December 1991:
Fader Jubani's indsats i Albanien, Dansk Europamission
Albansk bog, Dansk Europamission

Maj 1992:
Albaniens ambassadør kommer på besøg, Dansk Europamission

Juni 1992:
Besøg af ambassadør, Dansk Europamission
Fattigste land, Dansk Europamission
Dansk Europamissions muligheder for støtte, Dansk Europamission

September 1992:
Albansk delegation vil besøge Danmark, Dansk Europamission

Oktober 1992:
Albansk tolerance, Dansk Europamission
Støtte fra Demokratifonden, Dansk Europamission

November 1992:
Delegation fra Albanien, Dansk Europamission
Albanien: Hvad kan vi gøre, Dansk Europamission

Februar 1993:
Albanien, muslimsk-kristent, Dansk Europamission
Kristendom forbudt, - men!, Dansk Europamission

Marts 1993:
Kirke og skole i Albanien, Dansk Europamission

April 1993:
Hvor lidelsen er størst er Kristus nærmest [Zef Pellumbi], Dansk Europamission
Søndagsskolearbejde i Albanien, Dansk Europamission

September 1994:
Interview med Viola Grillo og Vjollca Dervishi, BDM nyt

Oktober 1994:
Legalisering. Oprettelse af center i Tirana, BDM nyt

November 1994:
Nyt albansk center, BDM nyt

December 1995:
Albanien på vej - men langsomt, BDM nyt
Nøglen ligger hos kirken, BDM nyt

December 1996:
Frøet spirede og blev til en lille plante, BDM nyt
Islam og kristendom i Albanien, BDM nyt

April 1997:
Albanien satser alt, BDM nyt

Juli 1997:
Brændende forår i Albanien, BDM nyt
Frihed er det bedste guld - eller er det?, BDM nyt

November 1997:
Nye husmenigheder og klubber, BDM nyt
Fatos Nano: »Flere kristne missionærer«, BDM nyt
Grund til håb, BDM nyt

December 1997:
Man kan ikke binde ånd. Brev fra Eduard Mazi. BDM nyt

April 1998:
Behov for unge albanske ledere, BDM nyt

December 1998:
En dag i Tirana, BDM nyt

Maj 1999:
»Evangeliet til alle albanere«, BDM nyt
»God will provide«, BDM nyt
Udenrigsministeriet støtter flygtninge gennem BDM, BDM nyt
Albaniens evangeliske kristne hjælper flygtninge fra Kosova, Dansk Europamission

Juni 1999:
Albaniens kirker i front med nødhjælp til flygtninge, Dansk Europamission

Oktober 1999:
Situationen i Albanien, BDM nyt

Februar 2000:
Åndeligt liv midt i Kaos, BDM nyt

August 2000:
Aktuelt fra Albanien, BDM nyt

December 2000:
Det nye kirkecenter i Tirana, BDM nyt

Februar 2001:
Kristus skal være centrum, BDM nyt

Oktober-november 2002:
Korruptionsbeskyldninger i »Kristeligt Dagblad«
Mission i Albanien bygger på tillid, »Kristeligt Dagblad«

Januar 2003:
Albanien kan og vil, BDM nyt

Maj 2003:
Fornyet optimisme, BDM nyt
Burrel, BDM nyt

December 2003:
10 døbt ved gudstjeneste, BDM nyt

Marts 2004:
Albanien ved vintertid, BDM nyt

Juni 2004:
Fabi lærer om kristendom og diakoni, BDM nyt

August 2004:
Albanien tur/retur, BDM nyt

December 2004:
Over bjerge, gennem dale i Albanien, BDM nyt

Marts 2005:
Datter viste mor vejen til Gud, BDM nyt

-

Noter





Indledning

Dansk Europamission og senere Brødremenighedens Danske Mission har interesseret sig for Albanien fra begyndelsen af 1990'erne. Man har søgt at bistå albanere med at etablere kirkevirksomhed, man har været involveret i driften af søndagsskoler og institutioner, i 2000 blev der etableret et kirkecenter i Tirana - og man har været involveret i bistandsarbejde til flygtninge fra krigen i Kosovo i 1999.

De albanske aktiviteter blev først forestået af Ankjær T. Poulsen fra Dansk Europamission, der 'fik dem med sig' da han blev landssekretær for Brødremenigheden. Ankjær T. Poulsen har udgivet en bog om de albanske aktiviteter: »De har ikke mere mælk: Albaniens vej« (Brødremenighedens Danske Mission, 1999) {ATP}.

Vi har fundet det naturligt at orientere om Dansk Europamission's og Brødremenigheden's aktiviteter og erfaringer, ikke mindst fordi man var stærkt involveret i at der blev iværksat danske projekter i 1992/93, men dertil kommer at de særlige erfaringer der blev opnået i forbindelse med missionsarbejdet er med til at nuancere erfaringerne fra de øvrige projekter.

Oplysningerne og materialet nedenfor har jeg fået ved et besøg hos Dansk Europamission's generalsekretær, Henrik Ertner Rasmussen, på kontoret i Bagsværd. Desuden har jeg været i forbindelse med Ankjær T. Poulsen fra Brødremenighedens Danske Mission, der har fundet artikler frem fra BDM-nyt.


BA, marts-maj 2005





Præsentation af Dansk Europamission

www.daneu.dk præsenterer Dansk Europamission sig således:

Dansk Europamission blev stiftet af pastor H. K. Neerskov i 1964. Neerskov var fra pinsebevægelsen, men Dansk Europamission fik bestyrelsesmedlemmer fra flere kirkesamfund, inkl. Den danske Folkekirke, og organisationen er fælleskirkelig.

Dansk Europamission blev kendt hovedsagelig for sit engagement i ad uofficielle kanaler at forsyne kristne bag Jerntæppet med bibler og kristen litteratur, samt for sit arbejde for at oplyse den danske offentlighed om brud på kristnes menneskerettigheder i de kommunistiske lande.

Efter Jerntæppets fald har Dansk Europamission hjulpet kirker og kristne organisationer i Østeuropa og de fleste tidligere sovjetstater med projekter vedrørende nødhjælp og udvikling, bibeloversættelser, mediemission, evangelisering og lederuddannelse.

Også i den muslimske verden i øvrigt har Dansk Europamission gennem mange år været engageret med sådanne projekter. Især har Missionen fokuseret på arbejdet med hjælp til forfulgte kristne og forsvar for religionsfriheden.





Marts 1991. Otte unge delte bibler ud i Albanien

Kurererne var blevet forsynet med albanske bibler og anden litteratur fra Dansk Europamission.

Otte unge kristne var for nylig på en fire dages tur til Albanien. De var fra Dansk Europamission blevet forsynet med albanske bibler. Dem havde de ellers prøvet at fremskaffe i Grækenland og andre steder, men det var ikke lykkedes.

Litteraturen spændte de om maven ved hjælp af tape, og efter at have ventet i to-tre timer, kom de godt gennem tolden fra Grækenland. Fem minutter efter sprang et af »bibelbælterne«, men det var ikke noget problem, nu de var i bussen inde i landet.

Holdet lagde ikke skjul på, at de var kristne, og de spurgte da også frimodigt deres guide om, hvad den nye religionsfrihed betød. Han svarede, at der nu var frihed til at propagandere for sin tro både for kristne, muslimer og ateister - samt at man også havde lov til at starte en kirke, (men det var der ingen, som indtil nu havde turdet).

I de store gader var der uniformeret politi overalt, men når de gik ind i slumområderne, var der ingen, som fulgte dem. Noget tøj blev delt ud, og så blev der anledning til at give noget af litteraturen også.


Gudstjeneste i en park

Den sidste dag var en søndag, men de havde stadig en stor del af litteraturen tilbage (både bibler, Ny Testamenter og småbøger). De unge mennesker fandt ud af, at der var gudstjeneste i en park, hvor der tidligere havde ligget en kirke. Nu var kun kirkegulvet tilbage! Her holdtes den første gudstjeneste i 24 år. De sprang morgenmaden over og skyndte sig afsted. (Det blev guiden sur over.)

Der var samlet omkring 1.000 mennesker. Mange sad oppe i træerne for bedre at kunne følge med i det hele. Guds Ånd var så stærkt til stede, at alle de unge mennesker græd. Forsigtigt listede de en bibel ned i lommen på en ældre dame. Hun blev henrykt og råbte til andre, at her var bibler at få. Det nyttede ikke noget at tysse på hende, for hun svarede blot, at der var religionsfrihed i hele landet, så der var ikke noget at skjule.

Så distribuerede de litteraturen helt frit. Folk var ellevilde, og på et øjeblik var alle bøgerne væk. Da kom der en ældre dame og bad om at få en bibel, men hun fik blot at vide, at der ikke var flere. Da begyndte hun at græde hjerteskærende.

Lederen af kirken sagde, at deres største behov er bibler og et keyboard til lovsangen i kirken. De fik også at vide, at en bibel, som tidligere var blevet bragt ind, siden havde cirkuleret på universitetet, og at i alt 21 mennesker havde læst den fra ende til anden.


HKN





December 1991. Fader Jubani's indsats i Albanien

Den 64-årige Fader Jubani, tidligere fodboldspiller på landsholdet, i Albanien blev første gang nævnt i avisernes overskrifter i november sidste år, da han afholdt den første - og på daværende tidspunkt ulovlige - katolske gudstjeneste i Albanien i 23 år.

- Alt, hvad der er lykkedes for os, skylder vi Fader Jubani, siger en ung kristen mand, der af sin mor hemmeligt blev opdraget i den katolske tro. Dette synspunkt deles nok af de fleste katolikker, der lever i den nordlige by Shkodra, der er hjertet for den romerskkatolske tro i Albanien.

Siden Fader Simon Jubanis medvirken i en radioudsendelse til hele nationen fra radiostationen i Tirana den 15. december 1990, med en opfordring til at standse de voldsomme demonstrationer påbegyndt af studenterne i hovedstaden, er rygtet om Jubani spredt ud over hele landet.

Fader Jubani er født den 8. marts 1927 og tilbragte de første 10 år af sit liv under kong Zog I, indtil landet blev besat af italienerne i 1939. Som 14-årig begyndte han at uddanne sig til præst på seminariet i Shkodra, indtil det blev lukket af kommunisterne. I 1946 blev Jubani indkaldt til hæren, der dog afskedigede ham efter 26 måneder.

Jubani arbejdede derefter som sygeplejer. Senere blev han på grund af sine evner for fodbold udtaget til landsholdet med de dertil hørende hårde træningsbetingelser. Om aftenen fortsatte han hemmeligt teologistudierne og blev ordineret til præst i 1957. Hans sogn var byen Mirdita i bjergene i det nordlige Albanien. Efter nogen tid blev han dog afsløret som præst og blev anklaget for »agitation og propaganda«.

Den 31. januar 1964 blev han idømt 25 års hårdt tvangsarbejde med efterfølgende yderligere tre gange 10 års dom. Fader Jubani fortæller ikke meget om de frygtelige lidelser fra disse år. Jeg kan ikke beskrive torturen. Men jeg var ikke den eneste... Den 12. april 1989 blev Fader Jubani løsladt. Han havde ingen tænder og var udmarvet. (Han takker sin hårde fysiske træning for, at han var i stand til at udholde torturen).

Straks efter løsladelsen tog han tilbage til bjergene, hvor han hemmeligt døbte børn, viede ægtepar og afholdt gudstjenester for de troende. Den 4. november 1990 bad en gruppe mennesker Fader Jubani gå med dem ud på kirkegården i Shkodra, hvor der allerede var samlet tusinder af mennesker. Fader Jubani tøvede ikke, men afholdt gudstjenesten med et primitivt træbord som alter og i silende regn.

Den næste dag prøvede det hemmelige politi (Sigurimi) at skræmme Jubani fra at afholde en lignende »demonstration« den følgende søndag. Da han forlod politiets hovedkvarter, sørgede nogle unge for, at Jubani blev ført til et hemmeligt sted i bjergene. Den følgende søndag gik Jubani endnu engang ud på kirkegården, hvor der var samlet omkring 50-60.000 mennesker, nogle bevæbnet med våben og knive for at fungere som sikkerhedsvagter for den populære præst. Man frygtede et blodbad, da det hemmelige politi var blandt mængden. Men der opstod ingen vanskeligheder, og gudstjenesten blev afholdt uden forstyrrelser. Der deltog også muslimer.

Siden den dag er tingene gået stærkt for Fader Jubani så vel som for Albanien. Jubani rejser til udlandet, hvor han mødes med menigheder med albansk baggrund og giver interviews om situationen for de åndeligt udsultede troende i Albanien.


Albansk bog

Dansk Europamission har netop udgivet en bog på albansk, der er skrevet for muslimer med det formål at bringe dem budskabet om frelsen i Jesus Kristus.

Det er en vidunderlig lille bog, hvor forfatteren, der har et godt kendskab til Islam, har formået at skrive på en sådan måde, at bogen ikke virker sårende på muslimer. Den har tvært imod nået mange muslimers hjerter, så de har vendt sig i tro til Jesus Kristus.

Bogen er blevet revet væk. Den er distribueret dels i Albanien og dels i Kosovo-provinsen i det sydlige Jugoslavien, hvor der bor over én million albanere. Hungeren efter sandheden er stor blandt albanerne, som i så mange år har været lukket inde i falskhedens mørke og ideologiens undertrykkelse.

Bed for det albanske folk og med dem mange millioner muslimer, der lever i fortabelsens mørke og slaveri af gerningernes religion. Tak også for økonomisk støtte til vore litteratur-projekter til muslimske folkegrupper.


HKN





Maj 1992. Albaniens ambassadør kommer på besøg

På Dansk Europamissions kontor får vi i midten af april måned besøg af Albaniens ambassadør. (I skrivende stund har mødet endnu ikke fundet sted).

Vi fik en henvendelse fra Stockholm, hvor ambassadøren bor (og varetager Albaniens interesser for hele Norden), om Dansk Europamission ville være behjælpelig med at arrangere et møde mellem ham og organisationer i Danmark, som kunne være interesserede i at hjælpe Albanien i de vanskeligheder landet er i netop nu.

Da generalsekretær Ankjær Poulsen og undertegnede var i Stockholm til "Institut for Bibeloversættelses" årsmøde, benyttede vi muligheden for at besøge ambassadøren.

Ved den anledning takkede ambassadøren os for, hvad Dansk Europamission tidligere havde gjort for Albanien. Det var især, fordi vi i 1983 havde været årsag til, at Danmark havde rejst spørgsmålet om brud på menneskerettigheder i Albanien. Det skete på Forenede Nationers 39. møde om menneskerettigheder under nr. 119.B.11, sag 129.

Forud havde Dansk Europamission rettet henvendelse til Det Danske Udenrigsministerium, hvor vi bad om, at Danmark ville rejse sagen om religiøs forfølgelse afkristne og muslimer i Albanien.

Udenrigsministeriet svarede dengang, at man var villig til at rejse sagen, hvis vi kunne frembringe dokumenteret materiale om overgreb. Vor daværende generalsekretær Alfred Jensen arbejdede på sagen sammen med journalist Bent Dahl.

Danmark rejste sagen, som førte til, at Albanien for første gang i FNs menneskerettigheds regi blev fordømt for den måde de behandlede kristne og muslimer på. Ikke blot brød man FNs menneskerettigheder, som landets regering havde ratificeret, men man havde også en lovgivning, som tilsidesatte de krav, man ved ratificeringen var bundet til.

I mange år kunne Dansk Europamissions medarbejdere ikke rejse til Albanien, og vi formoder, at det skyldes, at myndighederne i Albanien vidste, at vi stod bag bevisførelsen for de grove krænkelser af menneskerettigheder. Alligevel mener vi, at det, vi gjorde, var rigtigt. Vi har ikke villet fortie de kristnes lidelser.

I dag er vi taknemmelige for, at Albaniens ambassadør har bedt os om at arrangere et koordineringsmøde for organisationer, som kunne være interesserede i at hjælpe Albanien i den store nød landet befinder sig i.

Der har vist sig at være meget stor interesse for sagen. To repræsentanter fra Udenrigsministeriet (Danida og humanitærafd.) vil således gerne give møde. Desuden er følgende hjælpeorganisationer indbudt: Caritas, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, AFS Dansk Folkehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke.

De kirkelige organisationer har også vist stor interesse og to medlemmer af Folketinget, som nylig har besøgt Albanien har givet os gode råd. De ville begge gerne komme til mødet, men den ene er forhindret. Vi forventer at samles 16 mennesker til mødet.


HKN





Juni 1992: Besøg af ambassadør




Albaniens ambassadør (th) mødtes med repræsentanter for missionsselskaberne, hjælpeorganisationer og udenrigsministeriet på Dansk Europamissions bibliotek. For bordenden generalsekretær Ankjær Poulsen og til højre for ham folketingsmedlem Knud Glønborg. Foto: HKN. [Th for Ankjær T. Poulsen og Knud Glønborg ses bl.a. Tue Magnussen]


Dansk Europamission havde besøg af Albaniens ambassadør i weekenden den 11. - 12. april.

Ambassadøren havde på forhånd bedt Dansk Europamission tage initiativ til at sammenkalde alle organisationer og enkeltpersoner, der var interesserede i hjælpearbejde til Albanien.

14 organisationer/personer mødte op, heriblandt repræsentanter fra folketinget og udenrigsministeriet.

Ambassadør Afrim Karagjozi fortalte om landets situation, som indtil for ganske få dage siden kunne synes håbløs. Først 500 års indlemmelse i det tyrkiske rige og nu sidst 50 års undertrykkelse af et kommunistisk system, som havde drænet landet for alt af værdi.

På den baggrund har den forløbne vinter været svær at komme igennem. Befolkningen har været uden varme, mad, tøj, penge og frihed. Han takkede alle i Danmark, som har været med til at sende nødhjælpskolonner ind over grænsen vinteren igennem.


Et nyt demokrati

Nu er situationen en anden, sagde ambassadøren. For få dage siden har vi fået en demokratisk valgt præsident og et pluralistisk, demokratisk valgt parlament, alt sammen for første gang i vor historie.

Før valget blev der lavet voldelige overfald på alt af værdi, fordi mennesker måtte skaffe mad til deres børn. Det har ellers altid været kendetegnende for den albanske folkekarakter, at der ikke fandtes kriminalitet, men kommunismen ødelagde også vor moral. Vi har været bange for, hvordan det nu skulle gå efter kommunismens sammenbrud. Det er gået over al forventning.

Siden valgene har lastbiler med varer kunnet få lov til i fred at nå frem til deres bestemmelsessted. Kommunismen formåede ikke at ødelægge folkeånden, hvilket viser sig i håb, tro på fremtiden og i tillid til folkets egen formåen i bestræbelserne for genopbygning. Nu er det ikke længere nødvendigt at stjæle, fremhævede ambassadøren med glæde i stemmen.


Genopbygningen

Det bliver en gigantisk opgave at genopbygge det ødelagte land, hvor kommunistiske ledere har anvendt alt af værdi til egne formål. I 1945 havde landet f.eks. 1 mio. indbyggere og 10 mio. køer. Nu er der 3,5 mio. indbyggere og 1 mio. køer. Resten er solgt af lederne og pengene anvendt til biler og udenlandsrejser for dem selv. På samme måde har det været på alle andre områder, mens befolkningen sultede, frøs og led al mulig nød.

Efter et sådant undertrykkende system er der brug for et skub til at komme videre. Der er først og fremmest brug for moralsk støtte gennem kontakt med europæisk kultur, som vi føler os som en del af, men som kommunisterne afskar os fra at have forbindelse med, sagde Afrim Karagjozi.

Vor nationale helt, Skanderbeg, kæmpede i 14-hundredtallet for netop at forsvare kristendommen og den europæiske kultur. Men efter hans død kom tyrkerne, hvilket medførte Islam.

ATP {ATP}


Fattigste land

Albanien er Europas fattigste land. Her har man et eksempel på, hvad kommunismen har formået at ødelægge, når den uindskrænket har kunnet øve sit diktatur.

I denne vinter har mennesker sultet og frosset i Albanien. Der er mangel på brændsel, da alle træer nu er ved at være omhuggede. Det til trods for, at der findes store olieforekomster i landet, men strejker og krav om lønforhøjelser (som ville svare til prisforhøjelserne, så folk i det mindste kunne købe mad) har forårsaget, at man er ophørt med at pumpe olie, da man ikke kan distribuere det i landet, skriver "Hämmets Vän" og fortsætter: Vandkraft kunne frembringe elektricitet nok til eksport, men nu løber vandet blot ned ad bjergene og ødelægger det, der kunne være frodige marker.

Landet kunne også være verdens tredje største producent af krom, men fabrikkerne er lukkede.

Nøden i Albanien er større end i Østeuropa og det tidligere USSR. Men nøden i Afrika er endnu større. Her dør folk af sult. Hvordan kan man hjælpe retfærdigt?

I Dansk Europamission finder vi, at vor vigtigste opgave er at drive mission. Det er med til at opbygge landene, og det er en bedre hjælp på lang sigt.


HKN


Dansk Europamissions muligheder for støtte

Ambassadøren var meget interesseret i det danske undervisningssystem med folkeskoler, friskoler, efterskoler, højskoler m.v., hvor vi med statens støtte kan drive frie skoler på kristent grundlag.

Ligeledes hvordan samhørigheden mellem kirke og skole har haft væsentlig betydning for dannelsen af folkekarakteren og demokratiets udvikling i vort land. Alt sammen på grundlag af de religiøse vækkelsesbevægelser, der opstod i forrige århundrede.

Det er netop en sådan inspiration vi har brug for i Albanien lige nu, sagde han. Vil Dansk Europamission kunne tage initiativ til, at lærere fra Albanien og Danmark kan mødes, så albanere kan få kendskab til denne vigtige samhørighed mellem kirke, skole og kristne bevægelser? Hermed er der stillet et direkte spørgsmål til bestyrelsen.

Der er i løbet af de seneste to år åbnet kirker tilhørende Den Ortodokse Kirke og, især i landets nordlige del, katolske kirker.

Her er der måske en mulighed for at støtte kristne kirker i Albanien, så de kan få indflydelse på landets fremtid og dermed skabe grobund for kirkernes liv og vækst.


Økonomisk støtte

Et sådant engagement vil i begyndelsen også kræve en økonomisk indsats fra Dansk Europamission, da befolkningen i Albanien er Europas fattigste. Der skal skaffes penge til betaling af fremskaffelse af undervisningsmaterialer til såvel lærerseminarier som børneskoler. Der vil ligeledes være behov for bibler og bøger om kristendom til undervisningsbrug i kirkernes arbejde.

I virkeligheden er det en enestående opgave at få overdraget. Tænk, at vi i vort land har værdier, som kan være til inspiration for et helt folk i dets valg af, hvad der skal være grundlaget for landets fremtid og for den kristne kirkes medvirken i valget.

Det er helt i pagt med Dansk Europamissions formål. Vi kan være med ved at sørge for Guds ords frie løb blandt mennesker. Vi lægger denne sag hen til vore venners forbøn og medleven.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





September 1992: Albansk delegation vil besøge Danmark

De kristne og folkelige vækkelser i Danmark i forrige århundrede har vakt interesse i Albanien, hvor man står overfor en gigantisk opgave med landets genopbygning religiøst, kulturelt, folkeligt, politisk og erhvervsmæssigt.

Situationen minder på mange måder om Danmarks efter 1864 med national, folkelig og økonomisk krise. Dengang kom unge mennesker på højskole i fem måneder, de blev vakte og vendte fornyede hjem til deres sogn, hvor de blev initiativtagere i bl.a. kristent forenings- børne- og ungdomsarbejde. Men også politisk og erhvervsmæssigt i vælgerforeninger og i andelsbevægelsen gjorde de sig gældende med nye visioner.

Alt dette blev fundamentet for et folkeligt demokrati og et grundlag for vore frihedsidealer. Frihed til at danne frikirker og menigheder, frihed til at vælge skolegang for vore børn. Vi har i Danmark den helt specielle frihed, at vi ikke har skolepligt, men undervisningspligt, vi har derved som forældre mulighed for selv at tilrettelægge vore børns undervisning endda med økonomisk støtte fra staten.

Det er dette vore albanske gæster gerne vil studere under et to uger langt ophold, som Dansk Europamission har tilrettelagt efter en henvendelse fra Albaniens ambassade i Stockholm.

Den nye præsident for Albanien, Sali Berisha, sagde ved sin tiltrædelsestale i april: "Jeg accepterer embedet som præsident for republikken Albanien, fordi jeg har stor tro til Gud." I ét interview med nyhedsbureauet NNI uddybede han dette ved at udtale, at "Den menneskelige sjæl kan genoprejses ved at genoplive de åndelige, evige værdier. Vore religiøse ledere er derfor meget væsentlige i samarbejdet om genopbygningen i vort folk."

Det nye styre lægger vægt på menneskets frihed til at vælge religion. I øjeblikket findes der officielt tre religiøse grupper i Albanien - ortodokse, katolikker og muslimer. Regeringen søger at inddrage alle de tre grupper i samarbejdet om landets genopbygning.

Besøgsdelegationens leder er formand for undervisning og kultur (en slags viceamtmand) i hovedstads-distriktet Tirana. Desuden kommer der en praktiserende lærer, en opinionsdanner fra nyhedsformidlingen samt en deltager, som arbejder med kirkelige og religiøse spørgsmål.


Program for besøget

I Danmark starter besøgsprogrammet på Christiansborg, hvor der bliver lejlighed til samvær med folketingspolitikere med efterskole- og højskolebaggrund samt med en repræsentant fra folketingets undervisningsudvalg. Vi håber samtidig på kirkeministerens medvirken til en drøftelse af sammenhængen mellem kirke og stat i Danmark. Desuden skal vi besøge en folkeskole, et gymnasium og en kristen friskole.

I den anden uge af besøget vil vore gæster opholde sig i Nørre Nissum. Skolebyen her blev oprettet for hundrede år siden af den indremissionske præst A.D.L. Hansen med først en højskole og senere i 1892 et lærerseminarium. Det er et skolevirke som i det forløbne århundrede har haft meget stor betydning for kirke- og kulturliv i hele Vestjylland. Her findes nu desuden to efterskoler, en landbrugsskole samt en pensionisthøjskole.

Under opholdet i Nørre Nissum bliver der lejlighed til at møde direktøren for TV Midt/Vest, som er teolog, tidligere højskoleforstander og formand for KFUM og KFUK i Danmark. Dette vil være en god lejlighed til en drøftelse af mediernes betydning for kirke- og kulturliv i et informationssamfund.

Dansk Europamission håber gennem dette besøg at kunne medvirke til at styrke det kristne evangeliums forkyndelse i Albanien, en styrkelse af kristendomsundervisningen i skolerne og at styrke væksten i de kristne menigheder, som har yderst vanskelige vilkår efter at have levet i en stat, som var erklæret ateistisk.

Undertegnede ledsager gæsterne på deres turne i Danmark.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Oktober 1992: Tolerance i Albanien

Som i Jugoslavien findes der også i Albanien tre religiøse hovedretninger: Ortodokse, katolikker og muslimer. I modsætning til nabolandet hersker der ikke de store uoverensstemmelser i Albanien. Det er også interessant, at de to kristne religioner kommer bedre ud af det med muslimerne, end de gør indbyrdes.

Både Den katolske Kirke og Den ortodokse Kirke ledes af udlændinge, fordi kirkelederne ikke overlevede den kommunistiske forfølgelse i landet.

På den internationale konference om religionsfrihed i maj i år udtalte Msgr. Ivan Dias, som er indisk katolik og af Paven udnævnt til at lede katolikkerne, at der herskede et "varmt fællesskab" mellem muslimer, katolikker og de ortodokse.

Grækeren Anastasios er udnævnt til leder af Den ortodokse Kirke i Albanien. På samme konference protesterede han imod, at Den katolske Kirke forsøgte at udnytte sundhedssektoren som "evangelisationsapparat".

Han påstod, at skoler og hospitaler var en del af Den katolske Kirkes strategi i at vinde proselytter og tilføjede: "de uden tro er den fjerde gruppe for mig!" Det sagde han efter at nogle havde peget på, at ateisterne trods alt havde majoriteten i de fleste udvalg på konferencen.

Dog lød der også forsonende ord mellem de to kirkeledere. Anastasios forbereder et besøg af katolske ledere i den sydlige del af landet, som domineres af ortodokse troende. Rettet til Dias sagde han: "Vi har allerede fået vor økumeniske ånd sat på prøve, og jeg håber, at de romersk-katolske vil forberede mit besøg i den nordlige del i den samme ånd.


NNI-HKN


Støtte fra Demokratifonden

Udenrigsministeriets Demokratifond har bevilget størstedelen af udgifterne til rejse og ophold for den albanske delegation, som på Dansk Europamissions initiativ er inviteret til Danmark.

De fire gæster skal studere de kristne og folkelige vækkelsers betydning for hele vort demokratiske samfunds opbygning. Det har været vort privilegium, at den kristne kirke har haft indflydelse på undervisning og skoler.

Der er også noget enestående ved vore frie skoler, hvor oprettelse af højskoler, efterskoler og friskoler i forrige århundrede, har haft stor indflydelse på vor kultur og i vore frihedsidealer.

"I skrivende stund har besøget endnu ikke fundet sted. Vi vil i næste nummer af bladet bringe en reportage om besøget.


Ankjær T. Poulsen {ATP}


Albanien

Der døbes stadig flere og flere i Albanien. I byen Durrës blev 100 døbt påskenat. Den katolske kirke i byen har nu 300 medlemmer. I byen Guz 70 km fra Durrës er 2000 ud af de 6000 indbyggere kommet til tro. Pastor Noc Nokaj fra byen Shkodra står bag udgivelsen af en kristen månedsavis med navnet "Vor fremtid".





November 1992: Delegation fra Albanien

Dansk Europamission var i første halvdel af september værter for en albansk delegation på studiebesøg i Danmark. Der var, som omtalt i bladets septembernummer, lagt et meget omfattende program for albanernes ophold, med besøg på mange skoler og uddannelsessteder samt i kirker og missionshuse, og de to uger blev en stor oplevelse for både vært og gæster.

De fire albanere havde således gode muligheder for at fortælle danskere i alle aldre og i mange forskellige sammenhænge om forholdene i deres land efter 45 år under et kommunistisk styre, der var årsag til en næsten fuldstændig isolation fra hele resten af Europa og den øvrige verden. Det varede flere dage, før det for alvor gik op for dem, at de faktisk havde fået lov til at rejse ud af Albanien og virkelig befandt sig i Danmark.


Et liv i isolation

Kommunismens ledere herskede overbefolkningen ud fra devisen: "Staten ved, hvad der er bedst for individet, og vi er de bedste. Der for kan andre lære af os, men vi har ikke noget at lære af andre." På dette grundlag dikterede de isolation fra enhver påvirkning udefra.

Siden 1967 har også enhver form for religion været forbudt i Albanien. Al forbindelse med noget religiøst blev betragtet som statsfjendtlig virksomhed i et forsøg på at fratage mennesker deres personlighed og værdighed.

Det lykkedes i meget stor udstrækning. Folket ændrede karakter fra at have været et dydigt folk med en høj moral til at bære præg af følelseskulde og mistro over for alt og alle.

En af vore gæster berettede om sin farbroder, at han havde været præst i Den ortodokse Kirke. På et tidspunkt blev der fundet en bibel i hans hjem, og det kostede ham mere end 10 år i fængsel.

En ung mand lod sin glæde ved at udøve musik komme til udtryk ved at spille nogle Beatles-melodier. Det kostede ham 15 års fængsel. På den måde endte mere end hver sjette albaner i fængsel, og mange af dem har været fængslet i mere end 20 år. Ikke underligt, at befolkningen følte sig modløs.


Ånden er stærk

En kvinde havde indtil 1967 en ikon på væggen i sin stue. Morgen og aften holdt hun sine andagter foran Kristusbilledet. Da det både blev forbudt at have ikonen og at holde andagter, skjulte kvinden Kristusbilledet inde i væggen, tapetserede og malede hen over det og placerede en stol ved stedet. Her satte hun sig så morgen og aften i stille eftertænksomhed. I 1992 er ikonen igen fundet frem fra sit skjul.

Også i Albanien har det vist sig, at nok kan man nedbryde det menneskelige legeme, men ånden lader sig ikke ødelægge. Dette underbygges også af foreløbige opgørelser, der siger, at tilslutningen til alle tre religiøse hovedgrupper er den samme i dag, som den var ved kommunismens overtagelse af landet.


Store ødelæggelser

Da det kommunistiske styre måtte erkende sit endeligt, nåede de at sætte en ødelæggelse af landet i system med det formål at give de demokratiske kræfter så vanskelige vilkår som muligt. Det gjorde man i håb om, at en modrevolution hurtigt kunne finde sted, idet man mente, at befolkningen ville tro, at alt alligevel var bedre under det gamle styre.

Derfor er næsten alt i landet blevet ødelagt: produktionsmidlerne, kirkerne, skolerne, trafikmidlerne. Der findes ikke brændsel til brug i den kommende vinter. Vand- og elforsyning er begrænset til et par timer fra klokken tre hver nat. Der er mangel på mad og beklædning.

En af gæsterne, som er gymnasielærer, fortalte, at der i hendes skole ikke findes et eneste vinduesfag med glas i. Der er heller ingen skolemøbler eller undervisningsmaterialer. Skolen har derfor været lukket i foråret og sommeren.


Frihed

"Hvordan giver vi vort folk et håb? Hvordan begynder man, at opbygge troen på fremtiden?" Det var spørgsmål, som vore gæster stillede igen og igen. Svarene gav de selv: "Nu har vi vores frihed, som er det vigtigste.

Især vore unge er meget opsatte på at vinde friheden og demokratiet. De er indstillet på hårdt arbejde. Vi kan dog være bange for, at det skal blive for hårdt for vore børn. Måske vil de blive nedslidte i en alt for tidlig alder.

De studerende læser til langt ud på natten, kun ved skæret af stearinlys; andre rejser til udlandet for at arbejde. Pengene bliver sendt hjem til familien. Det er mange familiers eneste mulighed for at overleve den kommende vinter, som kan blive den værste i Albaniens nyere historie."

De højestlønnede blandt offentligt ansatte i Albanien tjener kun 60 - 70 kroner om måneden. Det rækker ikke engang til ordentlig kost. Et kilo kød koster en halv ugeløn, da det er nødvendigt at følge priserne på verdensmarkedet, ellers ville varerne blive solgt til udlandet og manglen på mad blive helt katastrofal.

Man har hidtil kunnet enes om, at "det arbejdende folk" skal have højere løn. Mange offentligt ansatte antages at have bedre muligheder for kontakter i udlandet, hvorfra de kan få f.eks. tøj. Dels skønner man derfor, at de kan bære større byrder, dels håber man derved at kunne nedsætte faren for en modrevolution.


Sammenhold

I Albanien erkender flertallet nu, at en genopbygning af landet og folket er en umulighed uden den religiøse dimension i tilværelsen. Derfor støtter staten genopbygningen af kirkerne og de religiøse aktiviteter.

Det er samtidigt meget nødvendigt at sikre den fredelige sameksistens mellem de forskellige religiøse grupper, der består af tre næsten lige store trossamfund: de romersk katolske, de græsk ortodokse og muslimerne. Det håber man at opnå gennem religionsfrihed som noget centralt i den nye forfatning. Det betyder frihed for alle religioner.

Derfor er man fra officiel side meget interesseret i at studere kirke-, skole- og kulturforhold i andre lande. Vore gæster fandt, at vi i Danmark var privilegerede, fordi vi har haft en Grundtvig og en Kold, samt kristen og folkelig vækkelse.

"Her har vi oplevet en kilde til inspiration, som mange flere i vort folk har behov for at opleve. Vi håber, at mange flere fra vort land fremover vil få mulighed for at besøge Danmark for at studere både jeres uddannelsessystem og jeres kirkelige forhold," sagde de enstemmende.


Ankjær T. Poulsen {ATP}


Albanien: Hvad kan vi gøre?

Landet modtager allerede en tiltrængt hjælp fra mange forskellige organisationer fra flere lande. Det drejer sig især om humanitær hjælp, som da også er uundværlig for at befolkningen må kunne klare sig igennem den forestående vinter.

Dansk Europamission har imidlertid modtaget en anmodning fra myndighederne om at yde en mere langsigtet støtte. Første fase er allerede gennemført. Den bestod i et besøg af en delegation fra Albanien, der har studeret det danske undervisningssystem samt kirke- og kulturliv.

Denne fase er stort set blevet financieret af Udenrigsministeriets Demokratifond, mens Dansk Europamission har stået for både tilrettelæggelsen af programmet og gennemførelsen af besøget.

Under besøget blev der udtrykt ønsker om at Dansk Europamission fremover kunne hjælpe med udveksling af lærere, støtte de bestående kirker og forsyne dem med kristen litteratur.


Udveksling af lærere

Vore gæster fik gode kontakter til alle led i vort almene uddannelsessystem gennem besøg på kristne friskoler, folkeskoler, efterskoler, højskoler, en landbrugsskole og en teknisk skole.

Der er allerede skabt mulighed for, at disse skoler af sig selv videreudvikler den nu etablerede kontakt med albanske skoler, f.eks. med henblik på udveksling af lærere; men det typiske vil sikkert alligevel være, at Dansk Europamission fortsat formidler kontakterne og er behjælpelige med at skaffe bl.a. rejsepenge til albanerne gennem fonde, hvis formål er at støtte Østeuropa.

Albanerne er især interesserede i at vide mere om, hvordan vi kan oprette kristne friskoler, efterskoler m.v. med tilskud fra staten. Det religiøse grundlag for undervisningsvirksomhed er blevet en kilde til inspiration for dem.

Lignende muligheder er meget nødvendige i genopbygningen af deres eget uddannelsessystem. Derfor må så mange albanske lærere som muligt have visioner om, hvordan dette kan tilpasses albanske forhold. Visionerne kan de få gennem praktikophold i Danmark.


De kristne kirkesamfund

Dansk Europamission vil gerne støtte menighedslivet og kirkernes genopbygning gennem kontakter med både ortodokse og katolske menigheder. Der vil her være mulighed for at inspirere dem til oprettelse af børne- og ungdomsarbejde, som vi kender det i Danmark gennem et udbredt foreningsliv, søndagsskoler, spejdere m.m.

Til denne virksomhed er vi afhængige af vore venners økonomiske støtte. Men vi har tillige brug for samarbejde med børne- og ungdomsbevægelserne herhjemme med henblik på udveksling af ledere, især ved at skabe muligheder for, at albanske ledere kan komme på besøg i Danmark.

Dansk Europamission vil således gerne i kontakt med ungdomsbevægelser, kristne foreninger, spejder- og ungdomskorps m.fl., der har lyst, visioner og overskud til at være med i mission i Albanien. Befolkningen ved allerede, at en genopbygning af landet kun kan ske i samarbejde med de religiøse grupper i landet.


Kristen litteratur

Endelig vil det være en oplagt fortsættelse af Dansk Europamissions hidtidige arbejde at støtte oversættelse og trykning af bibler, kristen litteratur og undervisningsmaterialer i det omfang, der er brug for det i både kirkerne og skolerne.

Vi beder frimodigt om støtte og forbøn til at kunne imødekomme disse ønsker fra Albanien, som skal begynde helt forfra med alting. Her er en god begyndelse af uvurderlig betydning for, hvordan samfundet skal udvikle sig.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Februar 1993: Albanien, muslimsk-kristent




Maleri i tidligere kirke. »Socialistisk Realisme«! Sandheden er et dybt forarmet folk og land. Foto: Ankjær T. Poulsen


Statistikkerne siger, at 70% af den albanske befolkning er muslimer, 20% er ortodokse og 10% romersk katolske, l Hovedstaden Tirana er tre kirker under genopførelse: en moske, en ortodoks og en katolsk kirke.


Bønhørelse

Under mit besøg i landet den første uge af december 1992 boede jeg bl.a. hos en muslimsk familie. Husets frue havde trods uendelig fattigdom lavet en velkomstmiddag som til et bedre sølvbryllup. Hun modtog mig med ordene: »Vi har glædet os meget til denne aften. Jeg har hele dagen bedt til Jesus om, at elektriciteten ikke må blive afbrudt.«

Der var lys hele aftenen, og som tiden gik, blev dette i højere grad samtaleemnet end besøget fra Danmark. Så længe nogen kunne huske tilbage, havde man ikke haft lys en hel aften. Hvorfor så i aften? Hustruen gentog: »Jeg er blevet bønhørt af Jesus!«

Jeg måtte nu spørge: »Hvordan kan du som muslim sige, at du har bedt til Jesus? Han er jo Guds søn, og så vidt jeg har forstået, er det et problem i forholdet mellem kristendommen og Islam.« Hun svarede: »Gud er een, for mig er Gud og Jesus den samme.«


Hellere muslim end ateist

Dette var noget helt nyt og meget overraskende for mig. Jeg sad blandt muslimer fra bl.a. regeringskredse med høje uddannelser. Jeg måtte spørge, om de andre havde det på samme måde? Svaret var, at efter kommunismens fald i Albanien ville befolkningen for alt i verden ikke betegnes som ateister. Det mindede for meget om de forhadte år under det kommunistiske rædselsherredømme.

Hvis man ikke var religiøs aktiv, kaldte man sig i stedet muslim. Vi respekterer kristendommen alt for meget til, at vi f.eks. ville kalde os ortodokse, hvis vi ikke var det.

Men alle omkring bordet var enige om, at hvis de skulle begynde at gå til gudstjeneste, ville det ikke blive i moskeen, men i Den albansk ortodokse Kirke. »Vi er inderst inde kristne europæere. Vi har aldrig læst koranen, men vi ejer nu alle en bibel, og vi læser den,« sagde de.


Muslimsk eller kristent land

»Skal I også fejre jul i år?« spurgte jeg. »Naturligvis, vi har allerede sørget for at blive inviteret af kristne venner, så vi kan gå med i den ortodokse kirke juleaften og derefter fejre aftenen og hele natten sammen med dem. På Kristi fødselsnat skal vi ikke sove, men våge som hyrderne gjorde det.«

Jeg spurgte, om alle muslimer i Albanien havde det på samme måde? »Du kan prøve at gå i moskeen ved bedetiderne og se, hvor mange der er og derefter i den ortodokse kirke til messe på søndag.« I moskeen var der fire mennesker til bøn den dag, jeg var der, mens kirken var stopfyldt.«

En enkelt uges besøg er alt for spinkelt et grundlag for at kunne påstå, at Albanien er overvejende kristent og ikke muslimsk, men min tankegang om forholdet mellem muslimer og kristne blev helt forandret - i det mindste for den albanske befolknings vedkommende. Som disse muslimer kraftigt understregede det: »Hos os skaber de to religioner ikke splittelse, de forener befolkningen.«

Nu forstod jeg fuldt ud, at Dansk Europamissions støtte til et skoleprojekt på kristent grundlag kunne hilses velkomment af såvel kristne som muslimer. Jeg kunne berette om i det mindste tidligere tiders Danmark, hvor sammenkædningen mellem kirke, skole og hjem var noget fundamentalt, ja, at vores danske salmebog en gang hed »Salmebog for Kirke, Skole og Hjem«. Dette blev forstået og værdsat i alle de albanske muslimske hjem, som jeg nåede at komme i kontakt med.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Kapel i Shkodra. Foto: Ankjær T. Poulsen, 1993



Kristendom forbudt, - men!

I december måned før jul besøgte jeg Albanien, og som noget ganske naturligt blev jeg mindet om stroferne fra en julesalme:
I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde ...
I Albanien betrædes tunge stier. Det er ikke muligt at opstille en liste over mangler. Man mangler ALT.


Tomhed og fylde

Jeg var på besøg hos et yngre ægtepar. Husets frue bad mig om tid til at fortælle lidt om sig selv. Hun er datter af et fremtrædende medlem af det gamle kommunistregime. Gennem sin fars stilling nød hun godt af mange privilegier. Hun fik en uddannelse som ingeniør og en stilling som sådan i telefonvæsenet.

Kort efter sit giftermål kom hun til at føle en uendelig tomhed i sit indre, men pludselig en dag fik hun en ny tanke: »Der findes en god magt, som kan udfylde tomheden. Jeg kender blot ikke navnet.«

Så blev hun gravid, hvilket satte endnu mere gang i hendes tanker. Hun begyndte at tale med den gode magt, men det var farligt for hende selv, hendes mand og hele familien. Der var dødsstraf for partimedlemmer, der praktiserede religiøse tanker. Men gennem en udenlandsk kontakt hun fik navnet Jesus og senere forstod hun, at hun uden påvirkning udefra var blevet kristen.

Hun bad til Jesus om, at han ville lade et under ske, så hun kunne fejre jul blot denne allerførste gang efter, at hun havde lært hans navn at kende. Enhver form for fest den 24. december ville være livsfarlig, så der skulle et under til.

Sent om aftenen juleaften for elleve år siden fik hun veer og fødte sin søn ved midnat. I det lille hjem blev der nu festet resten af aftenen og næste dag, »for et barn er født os, en søn er os givet.« Hun fejrede Jesus-barnet i sin egen søn.

Nu er Albanien frit og Vjollsa og hendes familie læser i bibelen hver dag. For anden gang skal de i år fejre jul, men denne gang i fuld offentlighed sammen med familie og venner. Hun vil sammen med Dansk Europamission være med til at sætte kristent menighedsarbejde i gang i Albanien.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Marts 1993: Kirke og skole i Albanien

I september 1992 havde Dansk Europamission besøg fra Albanien af en delegation, som studerede det danske undervisningssystem. De har siden gjort et godt arbejde i deres hjemland, og det har bl.a. medført værdifulde kontakter til bystyret i Tirana og til undervisningsministeriet i Albanien. Begge steder har man givet udtryk for, at det netop er i undervisningen af den nye generation, at Albaniens fremtid skal grundlægges.


Frihed

Viceundervisningsministerens umiddelbare reaktion på vort tilbud om samarbejde om skoleforhold kom til udtryk på følgende måde: »Vi har nu også frihed til at bede Gud om velsignelse over arbejdet. Jeres støtte til en åndelig genrejsning i vort folk er endnu væsentligere end økonomiske investeringer«.


Lærerkurser

I samarbejde med albanske myndigheder arbejder Dansk Europamission på at afholde et tre-ugers kursus for albanske lærere i Danmark. Nørre Nissum Seminarium med kontaktskoler - folkeskoler og efterskoler - er gået med i dette arbejde. Vi har i fællesskab udarbejdet et undervisningsprogram, der sigter på at give albanerne et grundigt kendskab til danske skoleforhold, omfattende såvel folkeskolen som de frie skoler.

Samtidigt lægges der vægt på, at deltagerne får et godt indblik i kirkelige forhold og kristendomsundervisningens store betydning, ikke alene for samspillet mellem kirke, skole og hjem, men som grundlag for hele vort demokrati og frihedssyn.


Udbredelse i Albanien

Kurset i Danmark finder sted i marts '93. I månederne april juni har det albanske undervisningsministerium planlagt kurser for så mange lærere som muligt fra hele Albanien med deltagerne i kurset i Danmark som instruktører. Emnet er: »Skole og kirkeforhold i Danmark, hvad kan vi bruge hos os?« Man håber at kunne få og viderebringe inspiration til nye skolestrukturer og arbejdsformer i albanske skoler allerede fra det førstkommende skoleårs begyndelse.


Kristendomsundervisning

I Albanien er det endnu ikke muligt at gennemføre en egentlig kristendomsundervisning i skolerne. Dels har man endnu kun enkelte lærere, som vil være i stand til at forestå en sådan undervisning, dels må man tage hensyn til religionsforholdene i landet. Det er vigtigt at få skabt et grundlag, så alle kan leve i fredelig sameksistens. Man har planer om at forsøge at indføre religionsundervisning (kristendomsundervisning) på enkelte, udvalgte skoler.

Dansk Europamission håber at kunne være medvirkende til gennemførelsen af kristendomsundervisning med det mål, at undervisningen efterhånden kan gennemføres på alle landets skoler. For at dette skal kunne lykkes, er et godt samarbejde med alle religiøse grupper i landet også med muslimer - af afgørende betydning.


Kirkens undervisning

Samtidig med skoleprogrammet samarbejder Dansk Europamission med de kristne kirker om oprettelse af menighedsarbejde, især børne- og ungdomsarbejde. Mange forskellige religiøse bevægelser arbejder i Albanien. Derfor er de kristne kirkers oplysningsarbejde af uvurderlig betydning for befolkningens stillingtagen til egne tilhørsforhold. Da den albanske ortodokse kirke og den romersk katolske kirke er langt de største, kristne kirker, søger vi først og fremmest et godt og tillidsfuldt samarbejde med dem. Dørene er vidt åbne for evangeliets forkyndelse i Albanien netop nu. Det er vores opgave at arbejde, mens tid er, og vi lægger det hen til missionens venner at være med i forbøn og medleven.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





April 1993: Hvor lidelsen er størst er Kristus nærmest




Fader Zef Pellumbi. Foto: Ankjær T. Poulsen


Vi skal igen lytte til påskens budskab om forræderi, fornægtelse, angst, hån, tilfangetagelse, tortur, dom uden forsvarer og grusom henrettelse. alt sammen finder det stadig sted. "Men vort håb er i Kristus, der har været igennem det alt sammen. Derfor er han os nær, når vi lider." Det siger den albanske, katolske præst, Fader Zef Pellumbi under mit besøg hos ham i januar 1993. Fader Zef blev fængslet, fordi han ikke ville afsværge hverken sin kristne tro eller sit præsteløfte, der betød, at han ikke blot selv ville prise Gud, men at han når som helst og hvor som helst ville vidne om Gud. Derfor har han opholdt sig i de hårdeste fængsler og arbejdslejre i 25 år.


Troen skulle bankes ud

Fangevogterne overvågede ham på skift døgnet rundt, dels for at forhindre ham i at tale med andre, men også for at han ikke selv skulle have mulighed for at bede. "Hver gang jeg blot bevægede læberne unødigt, faldt pisken. De troede, at jeg bad, og de kunne ikke finde sig i, at jeg ikke vil bøje mig ind under deres magt," fortalte Fader Zef, hvis krop var helt ødelagt af de 25 års pinsler; men hans øjne var fulde af liv, foretagsomhed og helt uden bitterhed.

"Hvordan kunne du dog overleve," spurgte jeg. "Det kunne jeg heller ikke, men Gud ville det," var hans svar. "En dag i begyndelsen af året 1989, kunne jeg ikke længere rejse mig. Jeg vidste, at det var slut. Jeg takkede Gud for, at jeg nu måtte blive befriet og taget hjem til ham. Men netop da blev jeg uden angivelig grund løsladt, båret ud af fængselet og bragt til et venligt hjem, hvor jeg blev plejet", fortalte han. "Jeg vidste da, at Gud havde bestemt, at det albanske folks trængsler skulle høre op; men jeg vidste også, at nu skulle der forkyndes. Så snart jeg var rask nok, begyndte jeg at gå fra hjem til hjem for at vidne om Kristus. Det var stadigvæk forbudt; men ingen gjorde mig noget.


Vi blev bønhørt

Vi blev hurtigt en stor kreds af familier, der samledes regelmæssigt. Julenat 1989 holdt vi en messe i det største af hjemmene. Vi bad meget om at få tilsendt bibler. Siden den aften har jeg ikke haft smerter. Den 3. januar 1990 fik jeg besøg af en svensk turist. Han havde nogle bibler med til os, som han skulle aflevere, hvorefter han gik igen. Hvem var han? Hvordan var han kommet ind i landet? Det véd vi ikke; men vi var blevet bønhørt."

Julenat 1992 holdt Fader Zef den første messe i sin genopbyggede kirke i Tirana. Det meste af istandsættelsesarbejdet havde han selv udført. Det er ikke nogen stor kirke, men der er fyldt til bristepunktet ved hver eneste messe.


Send missionærer

Jeg spurgte ham, hvordan Dansk Europamission bedst ville kunne støtte Albanien? "Send yngre folk hertil som missionærer, og forkynd for vore børn ved at trykke børnebibler", sagde han.

"Hvis vi sender missionærer fra Danmark, vil de jo være protestanter," var min replik. "Så vil en masse muslimer omvende sig til kristendommen," var hans svar. "Det vil være lettere for dem at blive protestanter, fordi der er gamle modsætninger mellem katolikker og muslimer.

Det afgørende er ikke, hvilken kirke vi tilhører, men at vi vidner om Kristus."

Kristus har givet os det håb, at lidelsen ender med opstandelse. Det sker også nu i vor tid.

Glædelig påske.


Ankjær T. Poulsen {ATP}


Søndagsskolearbejde i Albanien

Albanien fik sin virkelige frihed i foråret 1992.

Meget hurtigt blev religionsfriheden noget grundlæggende for en åndelig vækkelse.

Kort tid efter begyndte ægteparret Fitor og Nexhmie Musa sammen med datteren Brunhilda at holde søndagsskole. De begyndte med fem børn. Tre måneder senere var der tilmeldt 1200 børn i alderen 5-16 år. Man lejede Tiranas største koncertsal, men der var slet ikke plads til så mange.

Jeg deltog i børnegudstjenesten en søndag i januar 1993. Der mødte ca. 400 børn sammen med mange forældre. Dette antal var da mødt trofast op i to-tre måneder.

Børnene fulgte med i alt, hvad der foregik med liv og lyst. Sangen fyldte ikke blot rummet, men lød langt ud på byens centrale plads. De bad med på bønnerne, og de fortalte deres egne små vidnesbyrd.


Bibelsk undervisning

Jeg havde senere på dagen en samtale med familien Musa i deres hjem. Søndagsskolen har nu 12 ledere (samme antal som Jesu disciple). Det har muliggjort en udvidelse af aktiviteterne, så man om lørdagen har bibelarbejde, hvor børnene er opdelt i 12 grupper. En dag midt på ugen har man "legestue", hvor man dramatiserer bibelske beretninger, tegner, synger nye salmer m.m.

Denne undervisning er særdeles vigtig, for at vækkelsen ikke blot bliver stemninger og følelser. Oplæring er noget afgørende for en grundfæstet tro.

Desuden har muslimerne startet en skole i Tirana. Unge albanske muslimer sendes til Istanbul, Kairo, Malaysia og andre steder for at blive uddannede til Islamlærere og præster. Kun få unge får uddannelse i kristendom f.eks. ved at rejse til Grækenland og Italien for at studere.


Islam i Albanien kun ca. 300 år gammel {Islamisering}

Islam holdt sit indtog med det Osmanniske riges herredømme over Albanien. Store dele af befolkningen blev tvunget til at antage Islam som religion; men da de fleste kun antog Islam for at overleve, har denne religion ikke virkelig fat i albanerne. Det hævder en stor del af muslimerne.


Kom over og hjælp os!

Europas første kristne menighed blev dannet på Balkan af Paulus:
"Kom over til Makedonien og hjælp os." (Ap. Gern. 16,10)
I Makedonien er flertallet af befolkningen albanere, da det er gammelt albansk område. "Vi er således efterkommere af de første kristne i Europa," siger albanerne om sig selv {Makedonien}.


Endnu en søndagsskole oprettes

Familien Musa mente, at det bedste Dansk Europamission kunne gøre, ville være at støtte oprettelsen af endnu en søndagsskole.

Det er lykkedes at finde tre familier, som bliver hovedkræfterne i dette arbejde. Viola Grillo og hendes svigerinde Vjollca Dervishi er vore kontaktpersoner. Desuden får de hjælp af deres veninde Ilira Pojani. Viola er ansat i undervisningsministeriet, Vjollca og Ilira er ingeniører i telekommunikation og ansat i telefon- og telegrafvæsenet. De får alle støtte i det nye børnearbejde af deres mænd og børn.


Ledere på studieophold i Danmark

Viola Grillo og hendes svigerinde Vjollca Dervishi er vore gæster ved årsmødet den 24. april i år. Under deres besøg i Danmark skal de især se kristent børne- og ungdomsarbejde. Det er vigtigt for dem, da alle i dette arbejde i Albanien står over for at skulle begynde helt forfra.

De har brug for materialer, mødeprogrammer, ideer til aktiviteter m.m. De vil selv være i stand til at oversætte og publicere engelsksproget materiale; men Dansk Europamission må støtte arbejdet økonomisk; især bliver uddannelse af unge ledere noget helt centralt.

Denne nye søndagsskole bliver en selvstændig, fælleskirkelig organisation, oprettet i god forståelse og i samarbejde med kirkesamfundene i Albanien. Dette er vigtigt, fordi det imødekommer mange muslimers ønske om også at kunne sende deres børn.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





September 1994: Interview med Viola Grillo og Vjollca Dervishi




Vjollca Dervishi


Vi er født og opvokset i Albanien. Vi er begge gift: Viola med Vladimir og Vjollca med Eduard, som er broder til Viola. Viola har en datter, og Vjollca har to sønner. Vi er begge veluddannede. Viola har en universitetsuddannelse i russisk og albansk sprog og litteratur, har været lærer på et gymnasium, senere på universitetet og er nu redaktør på undervisningsministeriets forlag, der publicerer russiske bøger til undervisningsbrug. Vjollca er uddannet som ingeniør i elektronik og telekommunikation og er nu leder af telekommunikationscenterets tekniske afdeling. For et år siden fik vi begge endnu et job ved at blive ledere i en kristen børneklub.

Vi tilhører den generation, som blev født i 50-erne, vi er 40 og 36 år gamle, og havde således vores opvækst under det kommunistiske diktatur og blev opdraget og undervist med partiets ideologi parret med en aggressiv ateisme.

Hvordan var det at leve under det tidligere regime i Albanien?

Vi er begge født ind i intellektuelle familier. Derfor har vi måske haft et bedre materialistisk liv, end hvad der er normalt for langt de fleste familier i befolkningen. Men måske er det somme tider vanskeligere at være intellektuel i et sådant regime, hvor den åndelige frihed er begrænset til næsten ingen. Da vi blev opmærksomme på vores situation, følte vi os som fanger i et fængsel.

Var I selv, eller nogen i jeres familier, kristne under det tidligere regime?

Der har været kristne i vore familier, men det var i vore bedsteforældres generation. Vore forældre var ateister, eller rettere, de var tvungne til at være det. Først nu kan vi tale med vore forældre om, hvordan situationen var og vores mening om den. Under kommunismen var de bange for at tale med os om alle dybere livs- spørgsmål.

Vi selv og en gruppe af meget nære venner erklærede os selv som kristne overfor hinanden længe før regimets fald, men det skete i største hemmelighed. Vi har hver især vores egen særlige historie om, hvordan vi kom til den overbevisning og om vore gudsforestillinger, men vores fælles historie er, at det var Guds vilje, at vi skulle blive kristne.

Hvordan har tiden været siden regimets fald?

Vi har taget et stort skridt fremad i vort land. Nu er vi åndeligt frie. Vi lever ikke længere et skjult kristenliv, derfor føler vi det meget bedre end før, selv om mange af os har mistet vort arbejde uden nogen form for social støtte.

Hvordan er forholdene i Albanien i dag?

Den aktuelle økonomiske situation er yderst vanskelig i vort land. Alt må genopbygges helt fra grunden. Vi har taget de første små skridt, men produktionen er gået i stå og arbejdsløsheden er meget høj, lønningerne er lave, i den offentlige sektor for tiden ca. 50 US dollars pr. måned, mens priserne har nået europæisk niveau, da næsten alle varer bliver importerede. Et stort antal familier lever for penge, som familiemedlemmer sender hjem fra udlandet, hvor de lever som flygtninge. Nogle få lever af at drive små butikker og ved gadehandel.

Den politiske krise er blevet dybere siden friheden. Der findes eksperimenter med demokrati i Albanien. Intensiteten af diskussionerne mellem partierne er meget høj, men den foregår på et yderst primitivt niveau. Oppositionen, som ledes af socialistpartiet, er pågående for at få gennemført nyvalg i utide. Regeringspartiet svarer med undertrykkelse ved at fængsle socialisternes leder. Så Albanien kæmper for sit demokrati med store vanskeligheder, en ruineret økonomi, mange vanskeligheder i uddannelses- og sundhedssystemet, det sociale system er brudt sammen - alt sammen på grund af lang tids isolation, aktuel fattigdom, udbredt korruption, en hård politisk situation, der skyldes dilettantisk lederskab i den offentlige sektor. For at få gang i økonomien må vi arbejde for seriøse investeringer og større interesse fra Europa.

Hvordan er det at være kristen i Albanien i dag?

Det er et frit valg. Antallet af kristne er stigende. Mange mennesker fra muslimske familier tager del i protestantiske menigheder i hele landet, især er det tilfældet i byerne. Somme tider gør man det, fordi det er noget nyt og somme tider for at forebygge, at fortiden skal komme igen, men de fleste er overbevist troende. Mange mennesker føler deres tro som en kamp mod tomhed og et vanskeligt liv.

Hvordan er mulighederne for at drive kristent arbejde i dag?

Der er ikke længere modstand fra statens side for at gennemføre kristen undervisning. Vore vanskeligheder er mere af organisatorisk og materiel art for de kristne aktiviteter, især for aktiviteter blandt børn. Der har været en del meningstilkendegivelser imod de mange forskellige religiøse grupper, som etableres i Albanien. Men indtil nu har der ikke været hindringer fra officielt hold. Regeringen er interesseret i investeringer i forskellige sociale aktiviteter og sektorer og mindre i hvilke former for religion, der bliver bragt ind i landet.

Afholdelse af religiøse aktiviteter er stadig forbudt i skoler og i statslige institutioner.

Hvordan arbejder I i jeres børneklubber?

Vores klub består for tiden af 16 børn og 5 mødre. Vi mødes hver lørdag, hvor vi synger, læser Bibelen - både Gamle og Ny Testamente - forklarer teksterne, taler sammen om dem og beder sammen. Ind imellem leger vi forskellige lege.

Den 25. juni deltog vi i en organiseret march for Jesus. Der var ca. 2000 deltagere. Selv vores ortodokse præst i Tirana, som er vores gode ven, var med i marchen.

Hvilken hjælp har de kristne i Albanien mest brug for?

Forbøn for hele det albanske folk, men især for vore børn og unge, så de kan få den sande vejledning til at skabe grundlaget for et nyt samfund. Kontakt med kristne i Europa til inspiration, udholdenhed og vilje til at klare genopbygningen af vort samfund og af vor kristne kirke. Organisatorisk og økonomisk støtte til at give den unge generation mulighed for at få opfyldt ønsket om kristen undervisning.





Oktober 1994: Legalisering. Oprettelse af center i Tirana


BDM's arbejde i Albanien er blevet legaliseret/registreret af kontoret for kultur og religion. Kontoret hører direkte under premierministeren. Dette betyder, at arbejdet skulle være sikret i forbindelse med en evt. ny religionslovgivning i landet, og at der nu kan oprettes en albansk kristen organisation, der med støtte fra BDM kan udvikle og lede aktiviteterne i landet.

Der arbejdes i øjeblikket på at oprette et kristent center i Tirana, som formentlig kan begynde sin virksomhed pr. 1. januar 1995. Der vil blive ansat en lokal centerleder. Centrets hovedopgave vil blive at arrangere bibelstudier, uddannelse af ledere til børne- og ungdomsarbejdet og oprettelse af børne- og ungdomsgrupper rundt i landet, men der vil også blive tale om administrative og regnskabsmæssige opgaver.





November 1994: Nyt albansk center




Det kristne center er beliggende på tredje sal i denne bygning. Foto: Ankjær T. Poulsen, 1994


Den albanske regering har legaliseret samarbejdet mellem det kristne arbejde i Albanien og BDM som en luthersk folkekirkelig organisation.


Ny kristen organisation

Det betyder, at der i Albanien er oprettet en kristen organisation, som kan arbejde uafhængigt af de ortodokse og katolske kirker i landet. Organisationen er åben for alle uanset slægtens tidligere religiøse tilhørsforhold, ligesom medlemmer til enhver tid kan melde sig ind i en af de eksisterende kirker.

Oprettelsen sker efter ønske fra »blandede« familier, hvor slægtskabstilhørsforhold fra gammel tid til enten Islam eller en af de kristne kirker betyder vanskeligheder for mange familier, når de i dag skal vælge religiøst/kirkeligt tilhørsforhold.

I en sådan familiesituation har man behov for et »uafhængigt« sted, hvor man kan søge hen, med det mål at stifte bekendtskab med kristendommen for at blive kristen, at deltage i bibelstudier og samtaler om kristne spørgsmål, sende børn og tinge til kristne aktiviteter og undervisning.


Økonomien sikret

Et sådant sted er afhængigt af støtte udefra, idet den yderst fattige befolkning ikke er i stand til selv at skaffe den nødvendige økonomi.

Y's Men's Clubber i Region Midtjylland har gennem ekstra aktiviteter garanteret økonomien til huslejen for en lejlighed beliggende i hovedstaden Tiranas centrum samt til lønnen for en centerleder foreløbig indtil udgangen af 1995. Lejligheden er allerede lejet og anvendes fra 1. oktober i år som kristent center.


Centrets aktiviteter

Centret er mødested for børneklubber, en ungdomsklub, en gruppe gymnasieelever, en studentergruppe fra universitetet og en gruppe af læger, som gerne vil oprette en kristen lægeorganisation. Endvidere er en del forældre til børnene Og de unge interesserede i at oprette en slags Unge Hjem gruppe. Aktiviteterne er bibelhistoriefortælling og undervisning for børn og unge, samt bibelstudier og lettere teologisk undervisning for studerende og voksne.

Det er tillige planen ud fra centret at oprette kristne grupper i andre byer, især nye børneklubber er vigtige. I bestræbelserne herfor kommer centret til at fungere som ramme for lederuddannelse. Der er ansat en centerleder, Eduard Mazi, hvis væsentligste opgave er at opsøge lederemner i andre byer, som så tilbydes deltagelse i kurser på centret med danske børneledere som instruktører i det omfang, der kan findes støtte til det fra Danmark. Endvidere er det hans opgave at skaffe børnebibler og bibler til medlemmerne, fremstille og distribuere kristen litteratur til brug i undervisningen og at være administrator og bogholder for den nye kristne organisation i Albanien.


BDM's opgaver

BDM har i regeringens legalisering af samarbejdet påtaget sig ansvaret for at koordinere støtten fra Danmark til den nye organisation. Det er nødvendigt, fordi man ønsker overblik over, hvilke organisationer, der arbejder i landet, og da man naturligt nok ikke kan have kendskab til alle de forskellige folkekirkelige bevægelser i Danmark, er det en forudsætning for legaliseringen, at man kan gøre en enkelt folkekirkelig organisation ansvarlig, nemlig BDM.

BDM har derfor behov for kontakt med menigheder, bevægelser og personer, der igennem BDM vil støtte det arbejde, der skal foregå ud fra det kristne center i Albanien: Fremstilling af kristent materiale til brug i undervisningen på de forskellige niveauer, indkøb af bibler og børnebibler, støtte til afholdelse af kurser for nye ledere, opbygning af et bibliotek med kristen litteratur og bøger om teologi og kirkehistorie. Centret har allerede planer om, hvordan man kan skabe en begyndende selvfinansiering til drift, sommerlejre og andre aktiviteter, men især i begyndelsen må en væsentlig del af økonomien komme fra Danmark.





December 1995: Albanien på vej - men langsomt




Typisk hestekærre med varer og kvinder - fra Shkodra. Foto: Ankjær T. Poulsen, 1995


Et besøg rundt til landets børneklubber i oktober 1995 gav et indtryk af landet.


Jordreformerne grundlag for landbruget

Især i den nordlige del af landet kunne det ses, at jordreformerne er på plads. Jorden, som under kommunisterne blev nationaliseret til store kollektive brug, bliver givet tilbage til brugerne. Reformerne bliver gennemført under store vanskeligheder. Hvem har ret til jorden? Er det de oprindelige ejere? Ja, hvis de stadig lever. Hvis ikke, er det så slægten? Muligvis, men gælder det også, hvis de gennem en årrække har levet i eksil i udlandet? Og hvad med dem, som i mange år har været landarbejdere på kollektiverne, og som derved reelt har levet på stedet og har dyrket jorden i en lang årrække, har de ingen rettigheder? Spørgsmålene måtte debatteres, svar måtte findes, og jordlove gennemføres i parlament og regering. I mellemtiden blev jorden ikke dyrket, for hvem havde ret eller pligt til det? Lovgivningen er endnu ikke afsluttet. Derfor er forholdene for mange endnu ikke afklarede.


Nybyggere

På vej til byen Shkodra i nord, var det tydeligt, at tingene nu er ved at falde på plads. Små jordlodder bliver dyrket med håndkraft. En familie har fået rettigheder og papir på en 3 - 4 tønder land. Man har en ko eller to, lidt får og geder. Der bygges små husmandssteder, nybyggere, i et hjørne af marken. Mursten bliver hentet fra resterne af kollektivbrugene, som blot ligger hen som spøgelsesbygninger, men materialerne kan genbruges. Stenene transporteres i kvindernes forklæder, på cyklens bagagebærer eller på ryggen af et muldyr. Familien er selvbyggere, og tanken ledes hen på bøger om de skandinaviske indvandrere i USA for hundrede år siden. Men markerne og de nye huse ser efter omstændighederne pæne ud.


Landboungdommen

Men tiden er ikke slutningen af forrige århundrede, og Albanien er en del af Europa. Folk er veluddannede og oplyste. De ved bedre om forholdene i resten af kontinentet. Ja, de har endog selv oplevet mekaniserede tider - og det totale sammen brud, ikke blot af et system, men af tilværelsen og livsgrundlaget.

De ældre har intet valg. De må fatte spaden og grave deres jordlod for at få føden. Men børnene og de unge ønsker en tilværelse som andre unge i det øvrige Europa. Pigerne vil ikke, som deres mødre, nøjes med at se frem til et liv langs vejgrøfterne sammen med en ko eller et par får. De vil sammen med drengene til byen og have en uddannelse, helst på universitetet - og aller helst i udlandet.

Mennesker udvandrer, som vi gjorde det fra Danmark for hundrede år siden, blot med den forskel, at for dem må det ske illegalt. Ingen andre lande vil have dem ind. Flugt i en lille robåd over Adriaterhavet og videre fra den fremmede kyst. Mange bliver stoppet og sendt tilbage, man må så prøve igen.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





December 1995: Nøglen ligger hos kirken




Lille albansk landbrug. Foto: Ankjær T. Poulsen, 1995


Albanien vandt friheden, men for en besøgende kan det let se ud som om, at frihed for albaneren betyder retten til at gøre, som man vil. Ansvaret er ikke fulgt med.

Frihed uden ansvar er grusom. Det betyder egoisme, hvor målet er at bjerge sig selv, ingen forpligtelser overfor land, folk og naboen. Man fornemmer overfladiskhed og grisk søgen efter de lette løsninger, som f.eks. har ført til omfattende handel med smugler- og hælervarer. Nogle mener, at omkring 80% af al import er illegal.

Efterhånden forstår man, hvad der ligger bag, når albanere på besøg i Danmark kort efter friheden udtalte, at kommunismens værste kriminalitet var ødelæggelsen af folkets karakter og moral. I dag spørger de samme mennesker: »Var det alene styrets skyld, eller er der noget mere grundlæggende galt i vor folkekarakter? I hvert fald vælger vi nu igen den forkerte retning.«


Holdningsændring

Mange siger, at folkets største behov er holdningsændringer.

Læger udtaler, at de for at blive bedre læger har behov for et andet menneskesyn, jurister og dommere for et andet retfærdighedssyn, befolkningen generelt, at der er behov for et helt andet livs- og menneskesyn. Noget sådant tager lang tid, flere generationer. Og det kan kun ske gennem kontakt, samarbejde og samvær med folk fra andre nationer. »Vi er to - tre generationer bagud, nemlig den tid, hvor vi isolerede os totalt fra omverdenen«.

Nøglen til en holdningsændring er religionsfrihed, som mange udtrykker det: »Den ligger hos den kristne kirke.« Men heller ikke dette er så enkelt.


Muslimer, ortodokse, katolske og kristne bevægelser

Muslimske lande investerer enorme summer i erhvervsliv, sundhedsvæsen, undervisning osv. Til gengæld kræver man »kun« tilladelse til at bygge moskeer i landet. I de sidste to år er der opført mere end 50 nye moskeer og Islamcentre.

Lige efter friheden var de kristne kirker ikke klar til at imødekomme befolkningens religiøse søgen. Kirkerne og deres organisation var nemlig blevet helt udslettet. Derfor opstod der »græsrodsbevægelser«, som med Bibelen i hånd havde syn for, at kristen tro og liv skulle forkyndes til frelse, men også som grundlag for ny statsdannelse og demokrati. Forhold som kan minde meget om vore kristne og folkelige vækkelser i Danmark for hundrede år siden, og som blev grundlaget for vort demokrati og vor sociale velfærd.

Nu eksisterer Den Albansk Ortodokse Kirke, som siger, at vel er Bibelen Guds ord, men den blev »folkeeje« aller tidligst med bogtrykkerkunstens opfindelse og reelt først, da folk lærte at læse, I århundreder før den tid, i virkeligheden langt den største del af den kristne kirkes historie, har noget andet end Bibelen været kilden til tro og liv - nemlig traditionen, som derfor må sidestilles med Bibelen. Guds Ord er således i tradition og Bibel sideordnet. Kristne må derfor være lydige mod både tradition og Bibel.


Religion og politik

I det nye Albanien findes der altså muslimer, ortodokse, katolikker og protestanter. Mennesker tilslutter sig en af disse religioner og trosretninger og søger at indrette deres liv efter deres valg. Når mennesker søger at leve efter deres tro og overbevisning, får det konsekvenser i samfundslivet og statsdannelsen, altså i det politiske.

Islam hævder, vel med rette, at demokratiet er opstået i det kristne Europa, altså er demokrati en kristen styreform, hvilket indebærer, at muslimer ikke kan gå ind for demokrati. Allah er højt hævet over mennesket. Han har i sin ophøjethed og visdom forudbestemt menneskets skæbne. Det kan ikke ændres, kun må mennesket efterleve Islams grundregler (de fem søjler).

Den Ortodokse Kirke lærer, at Gud ikke er demokratisk. Omend han ikke er en fjern Gud, men derimod Fader, så må mennesket være lydig mod traditionen.

De kristne »græsrodsbevægelser« er opstået spontant med »Bibelen i hånd«, de har »derfor ingen kirke eller anden menneskeskabt organisation imellem sig og Gud,« som nogle udtrykker det. De ønsker at leve efter Guds Ord, som er bibel, bøn og lovsang, inspireret af Helligånden. »Vi har den direkte forbindelse til Gud, som vi ikke for nogen pris vil miste.«

I »græsrodsbevægelserne« har vi efter europæisk tænkning demokratiets grundlag - folkets styre.


Neutralitet er en umulighed

Når man taler med intellektuelle i Albanien om landets fremtid og afhængighed af samarbejde med verdens andre nationer, kommer det ofte direkte frem: »Problemet for os i dette samarbejde er, at støtte fra regeringer og udenlandsk erhvervsliv efter udlandets opfattelse skal være uafhængig af religion, og at samarbejdsorganisationer og enkeltpersoner derfor skal være religiøst neutrale.

Sådan er det ikke med støtten fra de islamiske lande. Den støtte følges op af en forpligtelse til at drive virksomheder, hospitaler m.v. efter islamiske regler. Over for Islam kan ingen være neutral. Derfor kommer I fra det kristne Europa med jeres neutralitet til at gå Islams ærinde. Vi har brug for samarbejde med kristne mennesker, organisationer og lande, for at den enkelte fortsat kan have frihed til at vælge sin religion og tro.«

På denne baggrund er det, at BDM er blevet anmodet om at støtte kristen forkyndelse og undervisning i Albanien. Det sker gennem oprettelse af børne- og ungdomsklubber.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





December 1996: Frøet spirede og blev til en lille plante


I et interview fortæller provsteparret, Ruth og Knud Schjødt-Pedersen {KSP}, at der for mere end 4 år siden blev sået et frø i en albansk lærers bevidsthed: »Kunne kristendommen blive til velsignelse for mit albanske folk?« Parret var udsendt ca. 1/2 år som midlertidig præst og rådgiver for BDMs mission i Albanien.

Fra Knuds dagbog læser han: »I dag kørte vi med »taxabussen« til Shkoder i Nordalbanien. Igen en ny oplevelse. Vi kørte ud af byens klondyke ud på hovedvejen nordpå langs med bjergene, oftest i kanten af det helt flade lavland - det må have været dækket af vand i umådelige tidsrum.

Børnegruppen samles hos Margaritha. Vi fik indtryk af en kærligt, men myndigt ledet vaks og energisk børnegruppe. Der var mindst 15.«


I stor hemmelighed

Hvem er Margaritha?

Hun er lærer. Hendes far og mor vovede at bede aftenbøn med børnebørnene, men nødvendigvis i stor hemmelighed, fortæller Knud.

Den gamle fars heftige ønske var at se deres store kirke givet tilbage fra staten, så der kunne holdes kirke igen, inden han skulle dø.

Det fik han lov til!

Og nu tjener datteren og hendes familie så vort arbejde!


Stakkels forvildede diktator

Har I andre eksempler?

Jo, vi har også hørt om et hjem, hvor moderen var ortodoks. Her vovede de julenat at trodse det absolutte forbud mod religionsudøvelse.

De trak meget omhyggeligt for vinduerne, tændte vokslys og sang julesalmer. Og børnene fik strengt påbud om, at de jo ikke måtte nævne det for et eneste menneske!

Stakkels forvildede diktator han troede, han kunne udrydde al religion af sit land!


Landet der flyder med ...

Jeres første indtryk af landet?

At det er »paddehattenes« land, jeg mener de 1 ½ m høje cementpaddehatte, som der findes 700.000 af rundt i landet, små bunkers til to maskingeværskytter, forsvarsværker mod Albaniens mulige fjender, siger Ruth. Og landet, der har en blodig forhistorie. Det efterlader én med den fornemmelse, at politisk kan landet stadig let blive en lille brik i et stort spil.

Ellers er det nok indtrykket af landet, der flyder med ... affald.


Vi boede i Tirana landets hovedstad.

Tirana er en sjov by, fortæller Ruth: Skyskraberhotel, tusinder af biler mellem æselkærrer, løsdrift af køer i parkerne, dybe huller i fortovene, tilfældigt opførte skure, diplomatvillaer og en galende hane på naboens balkon! Ruth siger, det var ikke den store fornøjelse kl. 6,00. Ej heller de herreløse hundes infernalske gøen kl. 0,30 eller kl. 4,00.


Men det er også et smukt land

og det var skønt at møde venligheden og smilene i butikkerne om dagen, og interessant at registrere FORSKELLENE på alle områder.

Knud tilføjer: Ja, for tiden foregår et ret hæmningsløst, tilsyneladende næsten ukontrolleret, byggeri. Det er på mange måder som om, den dyrt vundne FRIHED, misbruges bl.a. til hensynsløs adfærd over for miljøet. Men man er ved at tage fat på problemet.


Et åbent sår ...

I hvilken tilstand efterlader diktaturet befolkningen åndeligt?

Det er mit indtryk, svarer Knud, at der er en stor tomhed og uvidenhed, men også spørgen efter religion.

Der var en gammel tradition for tolerance mellem de forskellige religioner, den ortodokse kirke, den katolske kirke og muslimerne! Det skulle helst fortsætte.

Der blev givet religionsfrihed i 1992. Den udnyttes ikke mindst af islamiske stater, der har givet kapital til rejsning af mange flunkende nye moskeer. Men også f.eks. hospitaler søges »købt« til at være muslimsk styret, hvilket bl.a giver sig udslag i, at lægerne skal overholde de muslimske bedetider osv. som betingelse for at modtage støtte fra øst. Men der drives jo nu også kristen mission.


Vi føler, at Gud selv har sat BDM til at hjælpe

Ja - hvordan kom Danmark egentlig ind i billedet?

Jeg har ladet mig fortælle,at det lignede en tilfældighed, det hele begyndte ved en tilfældighed:

Viola, en albansk lærer og skolebogsredaktør kom på et afbud med på en studietur hertil. Her møder hun bl.a. Ankjær via Europamissionen. Hun besøger nogle kirker og ser bl.a. en børneklub få undervisning.

Det får Viola til at tænke! Hun har tidligere set en stor Jesus-film på italiensk TV. Budskabet gav genlyd i hendes tomrum. Og nu slår det ned i hende, at her er vist netop det, Albanien har brug for og det må begynde med børnene!!!

Hjemvendt taler hun med sin svigerinde, Vjolca. Og hun handler: Hun ringer til Ankjær, præsenterer sig og siger, at hun egentlig er kristen og anmoder om hjælp fra Danmarks Kirke. Anmodningen blev formodentlig af Herren selv kanaliseret til BDM, slutter Knud.


Hvad er der så kommet ud af denne opfordring?

Via den hjælp, som BDM har formidlet fra forskellige grupper i Danmark, ikke mindst fra den danske Y's Mens Region, men også fra mange andre, er »frøet vokset til en lille plante.«

Der er nu 15 børne- og ungdomsgrupper i 10 byer. Der er givet en basal bibelhistorieundervisning, hvilket er meget grundlæggende. En enkel liturgi er blevet til. Den er anvendt ved minigudstjenester bl.a. i Tirana. Her har man i 2 - 3 år nu haft en 2 værelses lejlighed, som et »Kristent Center«.

Der er fremvokset en lille menighed, hvor de første 15 børn og unge er blevet døbt.


Hvordan ser nærmeste fremtid ud?

Det er en stor glæde, at der nu er ansat et præstepar for en 3-årig periode til at hjælpe de albanske ledere. Jeg tror også, at det er vigtigt, at der inden længe findes en demokratisk ordning af ledelsen for menigheden.

Endvidere er der efterhånden i flere af børnegrupperne nu så mange teenagere, at der måske bør dannes ungdomsgrupper, hvor der satses på fortsat kristendomsundervisning,


Bliver den nye menighed til en Brødrekirke?

Vi håber meget på, at vores »tredje alternativ« til de to gamle kirkesamfund, nemlig en evangelisk kirkemulighed, må imødekomme albanernes behov og at den må finde en plads i en protestantisk sammenhæng i Europa.

Om det så bliver som en Brødrekirke eller som en Evangelisk Luthersk kirke, som Den Danske Folkekirke, er uafklaret.

Vi stoler på, at lederen af Det kristne Center, Eduard Mazi og de stærke kvinder Vjollca og Viola med flere, altså albanerne selv, skal selv finde ud af, hvor de vil høre til.


Missionsmark i Europa!

Knud Schjødt-Pedersen {KSP}slutter med at sige: »Det kan måske undre nogen, at der drives ydre mission i Europa, men på baggrund af den tomhed for ånd og gudstro, der råder i dette smukke, særprægede land, er der virkelig grund til mission. Der skulle mange flere folk derned!

Markerne har jo været næsten helt ryddede. Der skal sås nye evangeliske sædekorn overalt.


Interview ved Vibeke V. Gravesen





December 1996: Islam og kristendom i Albanien


Statistik-fiksering

I kirke- og missionsverdenen er vi ofte talfikserede. Vi kan godt lide statistikker, der viser hvor stærk, vor bevægelse eller kirke er, især hvis det er store tal.

Omvendt kan vi nok også lide at vise vore modstanderes store tal og vore egne små tal frem for at vise nødvendigheden, vigtigheden og uundværligheden af vor egen indsats og af øget støtte dertil. Men statistikken lyver, siger en efterhånden gammel talemåde. I hvert fald siger de så lidt sandt, at de giver et falsk billede af virkeligheden.


Protestantiske kristne ikke med i statistikken

Tilfældet Albanien og landets religiøse situation illustrerer dette ganske udmærket. De statistikker, man har over befolkningens religiøse tilhørsforhold, er forældede, idet de stammer fra før 2. Verdenskrig. Det hed sig, at ca. 70% var muslimer, 20% ortodokse og 10 % romersk-katolske. De evangelisk-protestantisk kristne var så få i antal, at de ikke talte med i statistikken, selv om en af deres mest fremtrædende skikkelser, Gjerasim D. Qiriazi, var én af forrige århundredes mest fremtrædende skikkelser i kampen for national frihed og uafhængighed.

Medens de andre nationalistledere sad på sikker afstand i udlandet, blev han i Albanien og arbejdede for at forene folk fra de forskellige religiøse grupperinger i kampen for Albaniens kulturelle og politiske uafhængighed fra det Osmanniske Rige og andre fremmede magter.


Religiøse forhold i Albanien i 1400-tallet

Da de osmanniske tyrkere tog magten i Albanien i 1400-tallet, var der mange albanere, som, for at undgå kopskatten på de kristne, i det ydre omvendte sig fra kristendommen til islam, men som fortsatte med at få deres børn døbt og fejre de kristne højtider.

Statistikken fra dette århundrede [1900-tallet] sagde ikke noget om, hvor folk egentlig havde deres hjerter. I Albanien, som så mange andre steder, betød den folkelige religion ofte mere end den officielle, så mange muslimer fejrede jul og påske med de kristne, og på helgendage valfartede man til de gamle kristne helligsteder, som gerne lå oppe i bjergene. Også muslimske helgengrave blev der valfartet til, og de kristne i omegnen deltog i valfarten.

Især den oprindeligt serbisk-befolkede Kosovo-provins flyttede mange muslimske albanere ind i i stedet for de serbere, der flygtede fra området efter det store serbiske nederlag mod tyrkerne i 1389 {1389}, og det har givet anledning til de mange politiske spændinger, der stadig findes i netop det område. Dér bliver albanere synonyme med muslimer i serbernes øjne, selv om der også findes albanske katolikker i området. Men også de er »forkerte« set fra et serbisk synspunkt, idet serbere for næsten 100%'s vedkommende pr. tradition tilhører den ortodokse kirke.

Sunni-islam har selvfølgelig haft en vis indflydelse i Albanien, men det var sufismen, altså den islamiske mystik, i form af især Bektashi-sektens praksis, som virkelig for alvor betød noget for de albanske muslimers religiøse liv.


Bektashi-sekten



Premierminister Nano og fru Xhoana på besøg hos Bektashi'erne i 2005. Bemærk billedet på væggen. Officielt foto. Klik på billedet for at forstørre det. [BA]


Bektashi-sekten er en mystisk retning, der stammer fra Tyrkiet, og er opkaldt efter mystikeren Hadji Bektash. Bektashierne går nok i moskéen, men identificerer sig mere med deres specielle »missionshus«, Tekké-en, hvor de ikke beder med ansigtet vendt mod Mekka, men placeret i en cirkel med ansigterne vendt ind mod centrum, af cirklen.

For dem betyder overholdelsen af de forskellige påbud og forbud i Shariaen, den islamiske lov, mindre end den forening med Gud, de kan opleve i den ekstase, de kan opnå via deres specielle meditationsteknikker.

Denne holdning er antagelig en medvirkende årsag til, at mange muslimer i Albanien og på Balkan i øvrigt ikke tager så strengt på de islamiske forbud mod at spise svinekød og drikke alkohol. Der er dog også steder, specielt i Nordalbanien, hvor den romersk-katolske kirke udgør et forholdsvist stort mindretal, hvor muslimerne er langt mere Sunni-prægede og tager budene strengt.


Fanatiske sunni-muslimer

Mange sunni-muslimer betragter dog sufismen som et kætteri. Derfor mener de sig også i deres gode ret til at »missionere« i Albanien.

Der findes nogle ret fanatiske grupper, der endog opildner deres disciple til at øve hærværk mod kirker, som det skete for nylig, hvor en historisk kirkebygning med uerstattelige freskoer blev vandaliseret af unge muslimer, der netop havde deltaget i et seminar sponsoreret og ledet af en sådan fanatisk gruppe.

Disse grupper kommer fra de rige arabiske oliestater, og accepterer ikke engang det lokale sunni-muslimske lederskab, som er moderat.


Den splittede kristendom

Hvad kristendommen angår, har den i århundreder været splittet mellem den ortodokse kirke i syd og den romersk-katolske kirke i nord, hvor den italienske indflydelse har været stor. Til en vis grad følger grænsen mellem de to grupper også dialektgrænsen mellem nord- og sydalbansk (gegisk og toskisk). Men den ortodokse kirke har traditionelt været stærkt græsk-influeret, og der er også et stort græsktalende mindretal i det sydlige Albanien.

Den ortodokse kirke fik først en rigtig albansk liturgi i begyndelsen af dette århundrede, mens den romersk-katolske kirke fortsatte med at bruge latin som liturgisk sprog. De albanske katolikker var afskåret fra at følge de reformer, som blev vedtaget på det 2. Vatikanerkoncil i 1960'erne, hvor det blev tilladt at fejre messen på folkesproget.


Religiøse forhold under og efter kommunismen

Kommunismen betød svære tider for alle religiøse grupper i Albanien. I perioden med totalt forbud med religiøs aktivitet (1967-1989) blev alle kirker, moskéer og tekkéer ødelagt eller lavet om til museer eller andre offentlige bygninger.

Den store romersk-katolske katedral i Shkoder blev for eksempel lavet om til et basketballstadion. De fleste præster, imamer og Bektashi-baba'er blev kastet i fængsel, og mange kom ikke ud, før de døde. Minimumstraffen for religiøs aktivitet var 7 års fængsel.

Da forbudet mod religiøs aktivitet blev hævet i 1989, var der kun ganske få religiøse ledere tilbage i live, og mange var for afkræftede af deres fængselsophold til at kunne fungere, så der var brug for massiv hjælp udefra for at få kirkerne på fode igen.

Den ortodokse kirke modtog megen hjælp fra Grækenland og fra protestantiske kirker i Europa og til dels Amerika, og den romersk-katolske kirke især fra Italien.

Katolikkerne havde den fordel, at de hurtigt kunne stille et fungerende albansk hierarki på benene, medens de ortodokse måtte have deres første biskopper, inklusive ærkebiskoppen, udefra.


Den romersk-katolske kirke

Desuden havde de romersk-katolske en færdig liturgi på albansk, og en nyoversættelse af Bibelen til albansk med fyldige noter var på vej fra den romersk-katolske kirke i de albansk-sprogede områder af det tidligere Jugoslavien, først og fremmest Kosova-provinsen i Serbien og den vestlige del af Makedonien. Katolikkerne nyder til en vis grad godt af, at den vel nok mest berømte katolik i verden, moder Teresa af Calcutta, er etnisk albaner fra Skopje, eller, som byen hedder på albansk: Shkup. Hendes orden er meget aktiv i Albanien, og der er nok at gøre for dem, da de traditionelt arbejder blandt de fattigste af de fattige.


Den ortodokse kirke

Den ortodokse kirke i Albanien er selvstændig i forhold til andre ortodokse kirker, men patriarken af Konstantinopel måtte finde de første biskopper efter genindførelsen af religionsfriheden.

Valget af en ærkebiskop faldt på Anastasios Yannoulatis, en græker, som foruden at være professor i missionsteologi ved Athens universitet også har fungeret som biskop i den ortodokse kirkes mission i Østafrika. Derfra rekrutterede han sine nærmeste medarbejdere i arbejdet med genopbygningen af kirken i Albanien, så han kom med 7 amerikanske og 7 græske præsteviede missionærer.


Modvillig og mistroisk albansk regering

Regeringen var ikke glad for alt for megen græsk indflydelse og fire biskopper, der allerede var udnævnt, men ikke indviet, fik ikke lov at komme ind i landet. Med nød og næppe blev ærkebiskoppen tolereret, men han tør ikke forlade Albanien af frygt for ikke at få lov til at vende tilbage.

Én af de græske præster, som kom som missionær, blev udvist på grundlag af falske rygter, og dem er der mange af i omløb om den ortodokse kirke. Den er under konstant mistanke for at være den græske regerings forlængede arm, for grækerne er kendt for ikke rigtigt at have hjertet med i deres anerkendelse af Albaniens nuværende grænse mod syd, bl.a. på grund af det store græske mindretal i den del af landet. Det albanske mindretal i Nordgrækenland taler grækerne så ikke så meget om!


Politisk farlig indvielse

For nylig besluttede patriarken af Konstantinopel at indvie de fire biskopper, han havde udnævnt til de øvrige albanske bispesæder, for at den albanske synode kunne komme til at fungere, hvad den ikke kan uden disse biskopper.

Ærkebiskoppen havde indstændigt bedt patriarken undlade at gøre dette, på grund af de komplicerede politiske problemer det kunne medføre, da disse biskopper var grækere. Sådanne skridt har før i tiden ført til krige, og det er ikke utænkeligt, at det kan gøre det igen.


Mangel på ledere i den ortodokse kirke

Alt dette kan betyde, at det vil vare en generation før den albansk-ortodokse kirke kan komme til at fungere for alvor.

Først for nylig har nogle enkelte unge albanske mænd følt kald til munkelivet, og det er nødvendigt for den ortodokse kirke, idet biskopper skal være munke. De skal også være egnede til bispegerningen, og de skal, ifølge kanonisk ret, normalt være fyldt 40 år.

Derimod kan gifte mænd godt blive præsteviet, men de kan ikke komme højere op i hierarkiet end til noget der nærmest svarer til provsteniveau.


Nyt albansk bibelselskab

For ganske nylig blev et vigtigt skridt taget i den økumeniske udvikling i landet, idet der er blevet stiftet et albansk bibelselskab med repræsentanter fra den albanske Evangeliske Alliance, som er en samarbejdsorganisation for forskellige evangeliske kirker, og som repræsenterer dem overfor myndighederne, den romersk-katolske og den albansk-ortodokse kirke.


Behov for ny albansk Bibel

Der findes allerede forskellige albanske bibeloversættelser, men én er nærmest en genfortælling, en anden er en meget stiv, nærmest ord for ord oversættelse fra hebraisk og græsk, og en tredje er meget romersk-katolsk tendentiøs, og desuden præget for meget af sprogbrugen i Kosova og Makedonien, til at den kan føles som en rigtig albansk Bibel.

Derfor er der brug for en rigtig albansk Bibel, som ikke er så præget af ordstillingen på originalsprogene, at den er for vanskelig at læse, så dette bliver det nye bibelselskabs vigtigste projekt dette årtusinde ud!


Religionen bruges politisk

Muslimerne har også fået hjælp udefra. Mange islamiske lande og organisationer har investeret i Albanien og især støttet restaurering, genopbygning og nybygning af moskeer samt spredning af Koranen. Visse politikere har udtrykt utilfredshed med arten af arabiske investeringer, idet de ikke mener, at den har ført til andet end at strø moskéer ud over det ganske land. Størsteparten af investeringerne kommer fra Vesten. Religion bliver altså brugt politisk i Albanien lige såvel som på resten af Balkan.

Enver Hoxhas styre gjorde et forsøg på at mindske religionens indflydelse ved bl.a. at opmuntre unge mennesker til at gifte sig på tværs af de gamle religiøse skel. Det lykkedes også til en vis grad, men folk vidste stadig udmærket, hvad deres egen og forældrenes baggrund var, så de var ikke helt identitetsløse, hvad religion angår. Dog havde de yngre generationer for det meste ingen rigtig viden om, hvad det betød at være ortodoks, katolsk eller muslim.

Derfor må mission i Albanien i stort omfang starte på helt bar bund, selv om de to store etablerede kirkesamfund nu er i færd med at få de kirkebygninger og andre ejendomme tilbage, som blev konfiskeret og / eller ødelagt af staten i perioden 1967-89, og der stadigvæk blandt den ældre generation var mange der »kom ud af skabet« for igen at tilbede Gud, da forbudet mod religiøs aktivitet blev hævet.

Ofte er billedet nu sådan, at der er en del gamle mennesker i kirkerne og mange unge, men de 45-60 årige mangler, og de gamle har gerne lidt svært ved at forstå og tolerere de unges totale mangel på tradition. Udfordringen for kirkens mission i Albanien er at få de unges forældre med og at nedbryde generationskløfterne.


Henrik Ertner Rasmussen, Tirana





April 1997: Albanien satser alt


Mange har med undren fulgt albanernes økonomiske satsning i pyramidespillene. Hvorfor investerer l mio. mennesker alt, hvad de ejer, i fem investeringsselskaber? Hvorfra har Europas fattigste befolkning skaffet sig 6-12 milliarder kr. til investeringer med et lovet afkast på op til 100% om måneden?

Da kommunismen brød sammen i 1991, begyndte det nye styre at sælge jord og fast ejendom til befolkningen for symbolske priser. Staten havde ikke råd til at vedligeholde boligblokkene og andre bygninger, så folk købte deres lejligheder til små penge mod, at de så selv måtte sørge for vedligeholdelse, som blev klaret som »gør det selv« arbejde uden mulighed for rådgivning. Samtidig rejste mange familiers unge til udlandet for at tjene penge til den hjemlige families underhold. Disse penge blev investeret i boliger, cafeer, restauranter og butikker med varer fra Vesten.


Markedsøkonomiens lyksaligheder

De totalt frie markedskræfter havde holdt deres indtog, herunder også de mere lyssky forretninger som narko, menneskesmugling, våbenhandel m.v.

Nogle såkaldte forretningsfolk fik behov for »at vaske sorte penge hvide« og stiftede investeringsselskaberne med samme princip, som vi kender det fra kædebreve, der lover stor indtjening på kort tid. Så længe, der var indskydere nok, levede foretagendet, og pengecirkulationen blev enorm og gav indtryk af store økonomiske fremskridt. Regeringen kunne vise tal, der berettede om den største økonomiske vækst i Østeuropa.

Befolkningen fik efterhånden tillid til landets økonomi, selv om mange godt kunne se, at økonomien ikke blev skabt med vareproduktion som grundlag.

De, som var med fra begyndelsen, kunne fremvise store gevinster. Jeg har talt med folk, som i fuld alvor mente, at det var gode mennesker fra Vesten, som ville hjælpe de fattige albanere gennem tilførsel af kapital, som skulle komme alle til gode. Disse gode mennesker har nu vist sig at være dem, som havde behov for hvidvaskning af penge.

Albanerne solgte deres huse og lejligheder og flyttede sammen ofte i skure, gamle pakhuse og lignende i forventning om en snarlig gevinst, så man kunne bygge sig et nyt hus til familien. Men i januar i år brød systemet sammen. Folk havde mistet alt.


Vrede mod regeringen

Regeringen havde tilladt systemernes indtog i landet, da man jo nu havde demokrati og markedsøkonomi og dermed frihed for den enkelte. Derfor vendte vreden sig mod regeringen med krav om, at den skulle sørge for dækning af befolkningens tab. Vreden skyldtes ligeledes frustrationerne over regeringens svindel ved valget i maj 1996, og dermed kom kravet om dens afgang. Den sidder uretmæssig på magten, mener mange. Samtidig viste TV billeder fra demonstrationerne i Serbien og Bulgarien, hvor oppositionen havde succes med deres protester.

Præsident Sali Berisha fik parlamentets tilslutning til om nødvendigt at indsætte hæren. Det skete fordi mange demonstrationer var dårligt planlagte og uden egentlig ledelse, hvorfor destruktive kræfter fik frit spil med ødelæggelse af offentlige bygninger og indbrud til følge altså hærværk og kriminalitet, som regeringen har pligt til at stoppe.

Store dele af befolkningen opfatter dette skridt som gennemførelsen af et fascistisk diktatur, især da soldater og det almindelige gadepoliti vægrer sig ved at slå til over for befolkningen, og præsidenten derfor må indsætte sine specialstyrker. Det tidligere diktatur betjente sig af sådanne styrker. De findes altså stadig som et direkte tegn på diktatur, der ikke kan væltes med stemmesedler.


Kirkens arbejde

For tiden tyder intet på, at religionsfriheden på nogen måde er truet. Alene den ortodokse kirke har i de seneste år opført ca. 130 nye kirkebygninger. Mange kirker og organisationer fra Vesten arbejder i Albanien. Hidtil har der ikke været lagt nogen form for hindringer for deres arbejde.

Med den forværrede situation her i begyndelsen af marts måned, har BDM dog fundet det nødvendigt at kalde de to volontører i Tirana hjem.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Juli 1997: Brændende forår i Albanien


Bag den spændte ro diskuteres en ny valglov, så der kan afholdes et nyvalg til parlamentet den 29. juni, hvorefter alle håber, at der vil blive skabt politisk stabilitet med ro og fornyede arbejdsmuligheder.


Albanien lige nu

Siden 3. marts har der været pressecensur, udgangsforbud, forsamlingsforbud. Skoler og uddannelsesinstitutioner har været lukkede - altså undtagelsestilstand, officielt for at skabe sikkerhed for befolkningens liv og førlighed, men i virkeligheden vil præsident Sali Berisha derved snarere lægge hindringer i vejen for demonstrationer imod hans styre, så det kan se ud, som om han stadig har både magten og opbakningen til at kunne blive siddende på præsidentposten.

De farceagtige forhandlinger om den ny valglov, hvori OSCE landene med den danske udenrigsminister som formand er involverede, understreger, at det alt sammen drejer sig mere om præsidentens forbliven ved magten end om landets og befolkningens fremtid med ordentlige livsvilkår.

Berisha er kendt for tidligere at have været en hård kommunist, så blev han en hård kapitalist. Demokrat har han aldrig været. Det viser parlamentsvalget i maj 1996, som foregik under planlagt svindel,, hvorved han forliste alle muligheder for igen at vinde befolkningens tillid. Og hvad værre er, her blev grunden lagt til det brændende forår 1997, som landet nu befinder sig midt i med ekstrem fattigdom og kaos til følge. Pyramidespillenes sammenbrud var kun anledningen, der skulle til, for at lunten kunne tændes.

Manglen på mad og medicin er stor. Nogle steder meldes der om, at befolkningen samler vilde planter som daglig føde. Der, hvor der er mad at købe, er priserne så høje, at kun få har råd til at købe.


Et hus i brand

Situationen har fremkaldt indbrud, vold og svær kriminalitet i folks jagt efter at skaffe penge til mad. Alt af blot en smule værdi jagtes.

Militærdepoter plyndres, fordi våbnenes metalværdi kan indbringe penge til et måltid mad, men våben og sprængstoffer i ukyndiges hænder betyder eksplosioner og ulykker med tab af mange menneskeliv. Forretninger, skoler og institutioner plyndres for alt af værdi ikke mindst institutioner med kontakt til udlandet har været mål for indbrud i håb om, at man her har fået tilført vesteuropæisk udstyr, som kan omsættes i kontanter.


Naivitet eller hvad?

Mange spørger, hvordan kan det gå sådan for et folk, at det, efter at have fået friheden fra et af verdens hårdeste diktaturer, styrer direkte imod et nyt sammenbrud ved (for os) indlysende tvivlsomme investeringer i korrupte og kriminelle foretagender? Er disse mennesker ikke ualmindeligt naive?

Sandt er det, at frihedens seks år ikke har skabt blivende værdier i form af arbejde, produktion eller eksport. Man har levet af at skabe service for hinanden udelukkende forsøgt at gå »den lette vej«, komme til penge uden virkeligt arbejde og produktion som grundlag.

Her må vi nødvendigvis se på Albaniens historie i et forsøg på at forstå mennesket i dette land. Først var landet underlagt det romerske rige i 500 år. Havnebyen Durrës med fæstninger og et romersk amfiteater minder om den tid. Dette efterfølges af byzantinsk herredømme i 800 år, hvorefter Albanien blev en del af det osmanniske rige (tyrkerne) i endnu 500 år frem til 1912. I den tid blev befolkningen tvunget til at konvertere fra kristendommen til islam.

Ved skabelsen af et frit Albanien i 1912, blev landet svigtet af de europæiske stormagter, som tillod, at Jugoslavien kunne annektere provinserne Kosova, Montenegro og Makedonien hvorved den albanske befolkning blev delt i omtrent to lige store dele.

1. Verdenskrig overlod befolkningen til sig selv med dets problemer og kamp for selvstændighed. I 1939 blev landet besat af det fascistiske Italien, i 1943 af Tyskland, og endelig i 1944 kom den virkelige frihed og selvstændighed troede man. Men det blev 47 forfærdelige år under den kommunistiske diktator Enver Hoxha, som efter eget udsagn skabte et nyt menneske.


Det nye menneske

Ved kommunismens magtovertagelse var der behov for at samle folket skabe en national identitet. Det skulle ske gennem uddannelse og nedbrydning af familiedynastier (klansystemer), som fra gammel tid havde været en del af fundamentet for opretholdelse af albansk kultur og sprog. Nogle klaner var muslimske andre kristne. Klanerne hævdede og forsvarede deres eget territorium, ægteskab på tværs af klanskellene var ikke tilladt, i særlige situationer kunne det være en pligt f .eks. at begå drab for at forsvare klanen.

Kommunismen nedbrød klansystemet ved forbud. Der blev indført love bl.a. imod enhver form for religion, som efter Enver Hoxhas opfattelse var en del af grundlaget for klansystemet, ægteskaber på tværs af klanskel blev arrangeret af styret og frem for alt blev der oprettet skoler, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, som i sig selv var et væsentligt aktiv for skabelsen af en samlet nation.

Problemet, set i bakspejlet, er blot, at det alt sammen skete ved tvang med henrettelser, fængslinger, tortur og hjernevask til følge. Guleroden var proklamationer om, at det albanske folk var verdens mest intelligente, arbejdsomme og retlinede folk, hvorfor Albanien blev den mest fuldkomne stat i verden, hvor alle havde alt, hvad et menneske har behov for. Det nye menneske var ensrettet, isoleret, uddannet til lige netop den opgave for partiet og staten, som det var blevet udpeget til. Staten bestemte alt helt ned i detaljer som påklædning og hårlængde.

Dette måtte nødvendigvis føre til total isolation fra omverdenen for at forestillingerne om det fuldkomne kunne opretholdes. Resultatet blev en nation opretholdt på grundlag af frygt, mistillid og skepsis.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Juli 1997: Frihed er det bedste guld - eller er det?


Efter 47 år med kommunistisk styre i Albanien kom friheden i årene 1990 92. Den blev af mange opfattet som retten til at gøre, hvad man havde lyst til. Ansvaret fulgte ikke med. En ung albaner har udtrykt det sådan: »Gennem de mange års undertrykkelse, blev alle menneskets grundlæggende behov fjernet gennem ensretningen i en sådan grad, at ingen efterhånden anede, at de overhovedet havde alment menneskelige behov. Nu opdagede vi både dem og alle de kunstige behov, vi fik lov at betragte i vestlige TV-udsendelser. Vi ville have dem alle dækket på en gang her og nu. Og vi mente, at vi havde ret til det efter alle vore lidelser.«

En albansk sociolog har sagt, at forestillingerne om det albanske folk som det mest intelligente og lærenemme blev hængende, hvorved folket endnu lever i en drømmeforestilling om egen fortræffelighed med høje dyder som retskaffenhed, arbejdsomhed, pligtfølelse m.v. Det blev en sæbeboble, en fejltagelse for hvilken regningen nu betales.

En anden sociolog, professor Mehmet Elezi, skriver ifølge Jyllands Posten 18. maj 1997, i et kvartalsskrift, der udgives af Institut for Internationale og Strategiske Studier i Tirana, en klage over fraværet af en levedygtig nationalisme. »Albanerne«, hævder han, »har svigtet deres brødre i Kosovo og Makedonien, klassekampen ødelagde de traditionelt stærke familiebånd, og den hårrejsende fattigdom fremkaldte en følelse af mindreværd overfor udlændinge. Selv de bedste intellektuelle vil nu bøje sig for en sigøjner fra Europa. Selv den ærligste mand beder en fremmed om hans kuglepen«, skriver han. Elezi håner de albanske intellektuelle, som rejser rundt i verden og taler nedsættende om deres eget land i håb om »at få et europæisk pas.« Professoren peger på, at alt i Tirana nu er udenlandsk dagblade, tidsskrifter, musik osv.

Han og Jyllands Posten kunne have tilføjet, at man nu drikker Coca Cola, Carlsberg, og Heineken i stedet for landets egne udmærkede produkter. Det samme gør sig gældende for beklædning, chokolade, is og alle andre produkter.

BDMs kontakter giver udtryk for at være i depression, naturligvis over situationen i landet, men især over, »at vi som albanere kunne opføre os som pøbel, det har været et chok. Hvilken slags mennesker er vi i virkeligheden? Har vi som folk en grundlæggende brist, som betyder, at vi til alle rider vil vælge den forkerte vej? Vor historie kunne tyde på det.«


Det kristne arbejde støttet af BDM

Efter valget i 1992 kontaktede den daværende albanske ambassadør for Skandinavien et lille dansk missionsselskab, Dansk Europamission, for at anmode om støtte til at genindføre kristen undervisning i Albanien, da den nye stat skulle genopbygges på grundlag af bl.a. fuld religionsfrihed. Der blev skabt kontakter mellem Albanien og Danmark herom. Kontakter, som BDM overtog fra januar 1994.

Det var vore kontakters opfattelse, at det, man mest af alt havde behov for, var et nyt livs- og menneskesyn og en ny retfærdighed med tilgivelse og forsoning som det grundlæggende for en afløsning af Enver Hoxhas »nye menneske.«

Evangeliets forkyndelse om det enkelte menneskes uerstattelige værdi var det helt centrale behov for et nyt livsgrundlag. Og Jesu Kristi stedfortrædende lidelse, død og opstandelse som det eneste, der kan hele den brist, som ikke kun det albanske folk, men hele menneskeheden er »plaget« af.

Der blev i de kommende år grundlagt kristent børne- og ungdomsarbejde i 11 byer, afholdt gudstjenester med dåb og nadver. Men i slutningen af februar måtte BDM hente sine missionærer og volontører hjem. Klubberne har behov for lederuddannelse og inspiration, som forsøges dækket bedst muligt gennem albanske lederes besøg og kursusophold i Danmark. Det er den mulighed, vi lige for tiden har for at holde arbejdet i gang. Men i samme øjeblik, der igen er stabilitet i landet, er BDM parat til at arbejde for udsendelse af nye missionærer og volontører.

Der opmuntres hertil gennem et TV interview med lederen for det største oppositionsparti Fatos Nano, socialisterne, der blandt landets væsentligste behov for støtte fra udlandet nævner »flere kristne missionærer.«


Samarbejde med andre kirker og missioner

BDM er slet ikke alene om opgaverne i Albanien. Den Ortodokse Kirke har uddannet mange lokale folk som præster, der genopføres kirkebygninger og gennemføres præsteuddannelse med støtte fra Kirkernes Verdensråd. Den Katolske Kirke genopbygges med støtte fra Rom, ligesom et stort antal evangeliske missioner fra USA og Europa sender missionærer til landet.

Ca. 35 evangeliske menigheder i Albanien er samlet i en paraplyorganisation Evangelisk Alliance. Her har man mulighed for at støtte hinanden gennem f .eks. oprettelse af en fælles bibelskole, sprogskole m.v. ligesom man orienterer hinanden om aktiviteter nye steder, så man bedst muligt undgår »at løbe i hælene« på hinanden. Kristent Center, Tirana, som støttes af BDM, har besluttet at melde sig ind i alliancen.

Først og sidst har landet, dets folk og kirker behov for forbøn, medleven og støtte også fra gamle, veletablerede menigheder i Danmark.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





November 1997: Nye husmenigheder og klubber


I februar i år måtte BDM af sikkerhedsgrunde trække sine volontører og missionærer hjem. Vi var særdeles spændte på, hvordan det nu ville gå med arbejdet i børneklubberne. Ville de kunne magte selv at holde arbejdet i gang?

Det skulle vise sig, at man ikke blot formåede at fortsætte ved lokale kræfter alene, men man formåede endda i bl.a. Tirana at udvide aktiviteterne.

Når man ikke længere kunne få hjælp af danskere, måtte man finde lokale sekretærer, hvilket lykkedes så godt, at man har været i stand til dagligt at åbne Det Kristne Center for børn i tiden 9 ca. 15. Gennemsnitligt 40 børn har dagligt opholdt sig på centret, hvor de har fået undervisning i kristendom. De har lært Fadervor, Trosbekendelsen, lært vigtige skriftsteder og salmer alt sammen udenad.

Ud over de daglige møder og undervisningslektioner har børnene kunnet deltage i andre aktiviteter, dramatisering af bibelberetninger, leg med legoklodser, puslespil m.m. Arbejdet er blevet ledet af to unge universitetsstuderende, der fungerer som børnesekretærer, Eva Vuka og Rozi Karadumi.


Eva og Rozi




Eva og Rozi - børnesekretærer i det kristne arbejde. Foto: Ankjær T. Poulsen


Eva fortæller, at hun har været kristen hele sit liv. I hendes hjem havde man hele kommunist-tiden igennem holdt fast ved daglige andagter morgen og aften. Det skete i største hemmelighed; og Eva havde ikke været i stand til at dele denne del af sit liv med selv sin bedste veninde. Alligevel blev det for hende det vigtigste i tilværelsen. Det lykkedes for familien at gennemføre dagligt kristenliv uden at blive opdaget eller at lide overlast.

Nu tilhører familien den ortodokse kirke, men Eva ville alligevel gerne være med i børneklub-arbejdet, hvilket hun fik mulighed for, da centrets sekretær skulle på Haslev Udvidede Højskole indtil jul 1997. Eva læser til cand. mag. i tysk på universitetet.

Rozi, der læser til miljøingeniør på universitetet, har lært Kristent Center at kende gennem en veninde, der har været leder her, og som også p.t. er på HUH.

Eva og Rozi med virker ligeledes ved de faste ugentlige møder for unge og voksne. Lige nu kommer der nye til, som gerne vil være med i et kristent samvær.

Tilgangen betyder, at det nye og større center allerede lider af pladsmangel, hvorfor man nu har planer om oprettelse af »husmenigheder« rundt omkring i hele Tirana. Mange familier stiller gerne deres lille lejlighed til rådighed for ugentlige møder på samme måde, som det foregår i de fleste andre byer, hvor der findes børneklubber.


Fortsat mangel på ledere

Det giver mulighed for en næsten ubegrænset vækst. Flaskehalsen er fortsat antallet af ledere, hvorfor uddannelse af sådanne fortsat må prioriteres højt. Endelig er der et stort behov for, at der regelmæssigt kan holdes gudstjenester med dåb og nadver. Siden Henrik Ertner Rasmussens afrejse har man savnet gudstjenestefællesskabet. Det betragtes som uundværligt, ikke mindst for de voksne og for tilgangen af nye voksne.

Det har endnu været vanskeligt at få et pålideligt billede af arbejdet i de øvrige byer. Fra centrets side har man gjort et stort arbejde for at holde kontakt med alle lederne. Der er udsendt ledermateriale med programforslag til møderne lige til at bruge. De fleste steder har man med enkelte aflysninger kunnet gennemføre regelmæssig mødevirksomhed på trods af forsamlingsforbudet. Kun i byerne Vlore og Berat i den sydlige del af landet har det været nødvendigt at indstille i en længere periode, men der meldes om, at man nu igen forsøger at samle klubberne.


To nye klubber

Den 21 .september har der været afholdt et møde for samtlige ledere fra hele landet. Lederne fra tre byer Vlore, Berat og Pogradec kunne ikke nå frem. Alle andre kunne meddele, at klubberne er intakte, og man fik en drøftelse af arbejdet i fremtiden. Lederfamilien i Berat er flyttet til Durrës, da den har fået nyt arbejde her. De vil starte en ny børneklub i Durrës, ligesom de allerede havde fundet nye ledere til deres gamle klub i Berat.

Endelig har man modtaget en henvendelse fra den sydlige by Saranda, hvor en lærer har samlet 20 forældreløse børn, som hun tager sig af. Hun har anmodet Kristent Center om hjælp til kristen undervisning for disse børn. Eduard Mazi tager dertil hurtigst muligt for at sætte dette i gang. Det ser således ud til, at arbejdet i løbet af en måned vil vokse med endnu to byer til i alt 13.


Børnemøde på stranden




Børnemøde på stranden ved Durrës. Foto: Ankjær T. Poulsen


Under et besøg i Albanien i august var det en bevægende oplevelse at møde børneklubben fra byen Kavaje på sandstranden i Durrës, hvor de var på lejr i nogle dage. Der blev afholdt børnemøde med sang, bønner og fortælling på den hvide sandstrand midt blandt badegæster, transistorradioer og øvrigt turisthurlumhej. Børnene lod sig ikke distrahere af store skarer tilskuere, der interesseret fulgte med i, hvad der foregik. Klubbens ledere er en tidligere albansk elev på Løgumkloster Højskole og hendes far en pensioneret major fra hæren.

Vi havde ligeledes mulighed for at besøge klubben i byen Fush Kruja, der netop havde fået en ny leder, fordi den egentlige leder for tiden er elev på Haslev Udvidede Højskole. Mødet foregik i et privat hjem i en lille stue, hvor børn, hjemmets beboere og gæster var proppet sammen på 12 kvadratmeter. Alligevel kunne en del af sofaryggen frigøres til brug som flonellograf for nogle af de bibelske fortællinger, som børnene kappedes om at få lov til at fortælle afløst af Trosbekendelse og Fadervor i kor. Og af salmesang ikke at forglemme. Her behøvedes ingen opfordringer til at synge med, sangglæden var umiddelbar.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





November 1997: Fatos Nano: »Flere kristne missionærer«


Efter valget den 29. juni 1997 fik Albanien en ny regering bestående af fem partier. Præsident blev den for os ret ukendte Rexhep Mejdani, mens socialisternes leder, Fatos Nano, der siden 1993 har været fængslet af politiske grunde, blev premierminister.

Efter eget udsagn har Fatos Nano benyttet fængselsopholdet til at læse bibel og teologi og er blevet overbevist kristen. Dette er grundlaget for, at han i et TV interview om behov for international støtte som et hovedpunkt nævnte: »flere kristne missionærer.« Flere forhold tyder på, at han med dette udsagn ikke blot var politisk, men gav udtryk for et reelt ønske. Det betyder, at bl.a. den kristne organisation, som BDM samarbejder med, har fået forøgede muligheder for sin virksomhed.


Grund til håb om ny og bedre fremtid

Man spørger naturligvis om den nye regering vil føre til en bedre fremtid for det albanske folk? Hertil fremfører man, at man naturligvis har lært af fortidens fejltagelser, hvorfor den nye regering ved sin tiltræden synes at optræde mere demokratisk end forgængeren - dels ved, at flere partier spændende fra det yderste venstre til det yderste højre er inddraget i regeringsansvaret, dels ved, at man nu forsøger at sprede magten i samfundet, hvilket kan føre til, at stadig større dele af befolkningen får reel medindflydelse og ikke mindst medansvar for samfundsudviklingen.

Dette understreges yderligere af, at det nye parlament med det samme tog fat på forhandlinger om en ny forfatning. Man er her begyndt på præsidentens beføjelser. Sali Berisha havde den absolutte kontrol med lovgivning, domstole, bankvæsen, hær og politi med flere områder. Der er allerede nu taget skridt i retning mod en adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt.

Endvidere er det ikke det nye styres ønske at udskifte embedsmænd af politiske grunde, men derimod at arbejde for en holdningsændring frem mod »at gøre noget for land og folk« frem for »først og fremmest at sikre sig selv«. Man håber, at dette vil være med til at gøre korruption til et uvæsen, som embedsmænd holdningsmæssigt vil tage afstand fra og bekæmpe.

Det nye styre har taget mange konkrete tiltag for at skabe ro og orden i landet. Det er blevet kriminelt at bære våben, hvorfor der er lagt pres på befolkningen for frivillig aflevering af våben. Samtidig er politiet blevet reorganiseret gennem nye uddannelsesprogrammer. Italien har sendt 600 specialister til Albanien for at hjælpe med at uddanne en slags antiterrorkorps i Albanien. Også hæren reorganiseres. I dette arbejde ser det ud som om regeringen uden at »ryste på hånden« optræder velovervejet og beslutsomt. Alt sammen giver det befolkningen håb om, at forholdene igen vil blive sikre i dagligdagen.

Internationale investeringer

Men det helt afgørende bliver, om man vil være i stand til at skabe produktion i industri, landbrug og minedrift og dermed et reelt grundlag for økonomi og fremskaffelse af arbejdspladser. Her skal også regeringens evne til internationalt samarbejde stå sin prøve.

Præsident Clinton har været fremme med en udtalelse om, at for USA har Albanien højeste prioritet med hensyn til hjælp i Balkan området. Også Italien har lovet økonomisk støtte og har samtidig henstillet til det øvrige EU om at følge op. Angiveligt knyttes dette sammen med flygtningeproblematikken. Der må skabes arbejde i Albanien, så flygtninge igen kan vende hjem til deres eget land.

I øvrigt spørger mange, hvor Danmark bliver af i spørgsmålet om hjælp og investeringer? I den forbindelse fremhæves det, at Danmark, som det første land, fordømte valget i maj 1996 hurtigt efterfulgt af USA, mens det øvrige Europa forblev tavst. Det har givet forhåbninger i Albanien til Danmark om også at følge op med økonomiske investeringer nu, hvor der er behov og muligheder for det.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





November 1997: Grund til håb


Det er nu igen muligt at sende missionærer og volontører til arbejdet i Albanien.

Den 22. september kunne BDM igen udsende en volontør, Dorthe Christoffersen fra Ryomgård. Hun skal hjælpe de to børnesekretærer og de øvrige ledere med planlægning og afvikling af aktiviteterne.

Endvidere søges en præst og et missionærpar til udsendelse snarest muligt, så planerne om udvidelse af arbejdet kan gennemføres, og gudstjenesterne, dåbsforberedelserne, lederuddannelserne m.v. kan gennemføres. Hvis det lykkes at finde sådanne folk, vil det uden tvivl betyde et gennembrud for det kristne arbejde i Albanien. Dette, at man fra lokal side har kunnet øge aktiviteterne under de særdeles vanskelige forhold, har betydet respekt, interesse og forøget kendskab til Kristent Center og dermed øgede muligheder.


Kristen på toppost

Endvidere er centrets leder siden starten i 1993, Eduard Mazi, af premierministeren blevet udnævnt til direktør for Albaniens TV - angiveligt fordi han er kristen foruden at være en dygtig og ubestikkelig journalist. Også dette vil betyde større kendskab til Kristent Center, både fordi Eduard nu er kendt af alle, og fordi han meget bevidst har fremhævet sin kristne baggrund.

Umiddelbart betyder hans nye job, at der er behov for en ledelsesstruktur i Kristent Center. Foreløbig er Eduard stadig centrets ansvarlige leder og BDM's kontaktperson, men i det daglige arbejde er der endnu større behov for hjælp fra den øvrige lederstab. På længere sigt må der findes personer, der har såvel en kristen baggrund som andre nødvendige forudsætninger for at kunne være med i en ledergruppe, der kan forestå såvel det daglige arbejde, videreudvikling som regnskab og økonomisk styring.

Da hele arbejdet er begyndt som børnearbejde, har der hidtil ikke været et tilstrækkeligt antal voksne til, at der har kunnet dannes en slags bestyrelse. Dette har yderligere været vanskeliggjort af, at de få voksne medlemmer på skift har været og er på lederkurser, højskoleophold m.v. i Danmark. Dette har det sidste årstid været eneste mulighed for fortsat dygtiggørelse af ledere.

Men med samlingen af lederne og med den seneste udvidelse af arbejdet har Eduard Mazi vist, at han på trods af stort arbejdspres på TV, stadig giver det kristne arbejde højeste prioritet.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





December 1997: Man kan ikke binde ånd


Det er formentlig bekendt for enhver, at forholdene i Albanien har været særdeles vanskelige i 1997. I februar måtte BDM af sikkerhedsgrunde kalde de danske missionærer og volontører hjem. Det viste sig, at de lokale ledere ikke alene formåede at holde det kristne arbejde kørende i hele landet, men at der endog har været tale om betydelig vækst.

I den sydligste by Saranda har en kvindelig lærer samlet 20 forældreløse børn, som har et stort behov for hjælp. Hun henvendte sig til Kristent Center, Tirana, om muligheden for hjælp til kristen forkyndelse for disse børn. Det betyder, at denne gruppe nu bliver en del af det kristne fællesskab, som støttes af BDM.

Endvidere er der nu tillige skabt mulighed for dannelsen af en børneklub i byen Durrës. Et lederpar fra en anden by er flyttet hertil på grund af deres arbejde. De vil nu starte en kristen børneklub i deres nye omgivelser. Dette betyder, at der nu inden for Kristent Centers virkefelt findes kristent børne- og ungdomsarbejde i 13 byer i Albanien.


Lederuddannelsen

Flaskehalsen for vækst har hele tiden været og er stadig uddannelse af ledere. Uden danske udsendinges tilstedeværelse i Albanien har det kun i yderst beskedent omfang kunnet finde sted i landet, og da ved hjælp af de lokale ledere, som i forvejen har haft rigeligt at se til. Derfor har den eneste mulighed været at invitere unge til Danmark med dette formål for øje.

Efterhånden har mere end 30 ledere og andre unge været på et kortere eller længere ophold i Danmark. Der har været tale om ophold på Løgumkloster Højskole, Haslev Udvidede Højskole, lederkursus og deltagelse i påskestævne og landsungdomsstævne hos Indre Missions Ungdom, stævner og lejre i KFUM og KFUK, spejder- og FDF lejre. Endelig er to unge på et års skoleophold i Danmark, hvor de ligeledes deltager i kristent ungdomsarbejde. Disse aktiviteter har været støttet af Demokratifonden under Udenrigsministeriet.

I BDM har vi naturligvis drøftet værdien af denne del af samarbejdet med Albanien, ligesom vi ofte på møder rundt i landet har fået stillet spørgsmålet, om oplevelser i dagens Danmark kan være af positiv betydning for sådanne unge? I forbindelse med en ansøgning til Demokratifonden har vi ladet spørgsmålet gå videre til lederen af Kristen Center i Tirana, Eduard Mazi:

Hvilken betydning har et ophold i Danmark for de unge personligt, for det kristne arbejde og evt. for landet?


Besøg i blot en uge ændrer de unge

Eduard Mazi har for nylig sendt os et brev, hvori han skriver:




Eduard Mezi [Edi Mezi] og hans kone, Vjollca


»Vi er vore venner i Danmark taknemmelige for den støtte, I har ydet til det kristne arbejde i Albanien, som er skabt med det formål at være i mission for børn og unge i vort land.

I dag, efter mere end fire års samarbejde mellem en kristen gruppe i Albanien og BDM og Skive Y's Men's Club i Danmark, er det vor overbevisning, at det har været til stor gavn ikke alene for udbredelsen af det kristne budskab, men også for styrkelsen af de unges håb, moral og sociale frigørelse.

Under hensyn til de helt specielle politiske, sociale og økonomiske forhold i Albanien ikke alene under kommunisternes magt, men også gennem den meget vanskelige proces med indførelse af demokrati, som vi står midt i, er det vor bøn, at støtte fra og samarbejde med vore venner i Danmark må endog forøges i den kommende tid. Vi håber, at endogså statslige organisationer vil gå ind i et sådant samarbejde.

Vi er ligeledes taknemmelige for de muligheder vort samarbejde har givet albanske unge for at komme til Danmark på studieophold - skoler, højskoler, lejre og kurser. Vi er overbeviste om, at på grundlag af gensidig tolerance omkring forskellighed i mentalitet, kultur og baggrund i øvrigt mellem albanere og danskere, er muligheden for ophold i Danmark af afgørende betydning for vore unge og for vort land.

I Danmark må I forstå, at vore unge er vokset op i et nært familiemiljø og på et elendigt økonomisk niveau, der ikke har givet dem de nødvendige muligheder for at lære om eller opleve den udvikling, der er sket og sker i vore europæiske nabolande. De har behov for støtte til at få kontakt med også den demokratiske udvikling, der er sket i Europa, og vi vil sige specielt, hvad Danmark har kunnet bidrage med på dette område.

Vi synes, at vi fra tidligere har store værdier på det intellektuelle og åndelige område i Albanien, men vi mangler grundlaget for, at disse værdier igen kan komme til udfoldelse. Det er vores opfattelse, at tiden nu er kommet for os til, at vi må skabe dette grundlag.

I bestræbelserne herfor oplever vi meget klart, at et besøg i Danmark - i blot en uge - er til langt større hjælp for unge end mange hjælpeprojekter i Albanien. Vi kan sige med sikkerhed, at albanere, som har haft sådanne kontakter med Danmark reelt demonstrerer en helt ny standard for adfærd, når de vender hjem. De er de bedste til at udbrede det behov for udvikling, som vi har så hårdt brug for.

For de penge, der investeres i et ungt menneskes ophold, kunne der være gjort uendelig lidt i Albanien, men ved investering i et ophold i Danmark, vindes der et godt menneske. Derfor beder vi om, at også den mulighed i vort samarbejde fortsat må være til stede«.




Én af Hoxha-tidens utallige bunkere. Her på begravelsespladsen i udkanten af Tirana. Meningen var at man skulle kunne forsvare sig i tilfælde af angreb udefra, og mange af bunkerne lå derfor sådan at man kunne bestryge et vigtigt område foran eller neden for bunkerne med maskingeværer eller geværer. Af tilsvarende grund blev der opmagasineret store mængder af lettere våben i depoter rundt omkring i landet. Tekst og foto: Bjørn Andersen, november 2003. Se nærmere i: Albaniens historie.


Ud af isolationen

Eduard Mazi antyder, at der er forskelle mellem albansk og dansk kultur og mentalitet.

I sommeren 1997 havde vi lejlighed til at se den albanske film »Oberst Bunker« i dansk TV. Den giver et uhyggeligt billede af forholdene under Enver Hoxhas kommunistiske diktatur. Men det geniale i filmen er, at bunkeren bliver et symbol på mennesket i Albanien.

Den kommunistiske propaganda skabte en illusion af landet som det bedste samfund i verden og af folket som det mest arbejdsomme og lærenemme folk, der findes.

Fra min egen skoletid husker jeg, at noget lignende blev sagt om os som danskere. Forskellen er blot, at vi havde et åbent vindue til verden, så dette billede ikke fik lov til at stå alene. I Albanien havde man ikke mulighed for at sammenligne sig selv med andre lande og folkeslag. Man sad i sin egen lille »bunker« af jern og beton, hvor man kun havde illusionerne om egen storhed og værdi tilbage. Da vinduet blev åbnet til verden udenfor, blev virkeligheden en trussel imod drømmen, hvorfor man nu måtte forsvare sine illusioner. Filmens skaber, Kujtim Çasku, siger, at Albaniens befolkning er blevet berøvet dets ideologier, og uden en ideologi om nation, folk og religion kan et folk ikke eksistere. Det bliver til et samfund af enkeltindivider, der udelukkende handler følelsesladet. Alt bliver sort/hvidt, og friheden bliver opfattet som den enkeltes ret til at gøre, som man har lyst til. Ansvaret fulgte ikke med, og uden ansvar bliver friheden til anarki.

I den forbindelse tænker jeg ofte på et par linier fra en af vore sange: »Man kan binde os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd.«

Når de unge albanere kommer til Danmark på højskole, lejre m. v., giver de udtryk for glæde over oplevelserne, men ofte siger de: »kristendomstimerne eller andagterne og forkyndelsen er det bedste.« For flere af dem har disse oplevelser betydet ønske om at blive døbt. Ånden kunne ikke bindes. Dette er også grunden til, at det kristne arbejde er i stadig vækst i Albanien.

Tak, for forbøn, medleven og støtte også til denne del af BDM's engagement i mission, i det forløbne år.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





April 1998: Behov for unge albanske ledere


Dorthe Christoffersen er for nylig vendt hjem fra Albanien, hvor hun som volontør har været engageret i børne og ungdomsarbejdet ud fra Det kristne Center.


Jeg er kristen! nå, men jeg er katolik!

Man skal passe godt på, når man kommer til Albanien. Hvis man kommer til at prikke lidt til religiøse spørgsmål, er man næsten sikker på at få et hurtigt svar, som: "jeg er katolik!" eller "jeg er muslim!" Sådanne udtalelser skal dog ikke altid tages så bogstaveligt. Det betyder nærmere noget i retning af: "Jeg har været tvungen ateist i mange år, og er derfor søgt tilbage til mine rødder for at finde ud af, hvad jeg tror på".

At erklære sig for katolik, ortodoks eller muslim har desværre for mange den samme betydning som for den danske protestant, som går i kirke juleaften, men ellers ikke har den fjerneste ide om, hvad det egentlig er, vedkommende "tror" på.

Som dansker kom jeg til Albanien med en meget beskeden viden om Islam. Udover at muslimske piger ikke kan arbejde på en McDonald, fordi deres tørklæde strider imod reglerne for den rette McDonald-påklædning, var det faktisk utroligt lidt jeg vidste.

I min uvidenhed forsøgte jeg at finde ud af, om der er en særlig religiøs betydning af den halvmåne, muslimerne har placeret over moskeerne. Det eneste svar, jeg lige umiddelbart kunne komme frem til, kom fra en, der vist nok havde læst et sted, at muslimerne engang havde vundet en stor krig over Frankrig og derfor havde placeret symbolet for en fransk croissant (et halvmåneformet brød) i toppen af spiret til minde om den storslåede sejr!!!?

Det tragiske er, at mange faktisk er lige så uvidende om kristendommen på trods af et eventuelt katolsk eller ortodoks tilhørssted og ingen kan bebrejde dem det.


Hvem er de danskere?

Sjovt nok er det i Albanien som i andre lande: De forstår bedst hinanden! Nu har de levet så mange år fuldstændig afskåret fra ydre påvirkninger, at det er blevet vanskeligt at ændre på deres mentalitet.

Jeg oplevede flere gange, hvor svært det er at ændre en lille del i deres opfattelse, særligt med hensyn til det religiøse, som jeg jo især stiftede bekendtskab med. Jeg talte med én dernede, som sagde til mig, at albanerne godt kan lide at adskille Gud fra deres hverdag. Selvfølgelig! Hvordan kan de ellers leve så fuldstændig upåvirket af kristenmuslimske grænser. Det har ikke været frugtesløst, at kommunismen sørgede for at bandlyse al gudfrygtig tankegang og handling.

Det er ikke bare et religiøst hungrende folk, vi skal missionere for, det er også en hel mentalitet, vi skal prøve at påvirke i retning af et åbent og personligt forhold til den levende Gud.

Jeg hørte ofte en kommentar som: "Sådan gør vi altså her!" eller "det passer ikke til den albanske mentalitet at gøre sådan!". De har nok ret, at sådan plejer de at gøre, og sådan plejer de ikke at gøre, men hvorfor vil de ikke lave om på det?

Vi skal naturligvis ikke komme fra Danmark for at lave om på deres verden og fortælle dem, hvad de skal tænke og tro. Og vi skal heller ikke give dem det indtryk, at den danske mentalitet altid er udtryk for en kristen tankegang og væremåde. Kristendom er ikke lig med dansk mentalitet, men udspringer af Jesu mentalitet.

Det må være meget let for dem at forveksle de to begreber på den mest fatale måde, for de har jo intet at sammenligne med. De har ikke været i Danmark (i det mindste ikke dem alle sammen) og set den forskel, der gerne skulle være mellem at være dansker og at være en kristen dansker.


Behov for uddannelse af unge albanske ledere

Nu er det imidlertid sådan, at vi ikke kan sende alle vore albanske venner til Danmark, og spørgsmålet er måske også, hvad de ville få ud af det.

Det vi kan gøre, er at hjælpe nogle til at komme helt ind til kernen af kristendommen, helt ind, hvor der ikke længere er en grænse mellem mennesker på et rent åndeligt plan. Derind, hvor Gud er den eneste, der betyder noget, så de andre albanere og særligt børnene kan se, at det her er ikke albansk handlemåde, det er heller ikke dansk handlemåde, men det er det liv, Jesus ønsker, vi skal leve.

Ingen kan forkynde evangeliet til albanerne som albanerne selv, derfor er det så utroligt vigtigt, at vi gør alt for at hjælpe dem til at uddanne ledere.


Er et højskoleophold i Danmark løsningen?

Det var med stor spænding jeg modtog de fem, der havde været i Danmark på Haslev Højskole. Jeg var spændt på, hvad de havde fået ud af det, og om de ville kunne bruge den undervisning, de havde fået.

Der er ingen tvivl om, at der kom en anderledes orden og struktur over arbejdet i centret, og at deres syn på tingene havde fået et nyt perspektiv.

De fem unge albanere havde oplevet den danske højskolekultur, hvilket var en stor oplevelse for dem. En af dem sagde til mig, at hun ikke mente, hun ville have været kompetent til sit arbejde, hvis ikke hun havde haft den oplevelse fra Danmark

Det er en god mulighed for albanerne at komme på højskole. De får en fornyet horisont; de får lært dansk kultur og vores noget anderledes tankegang at kende, og vigtigst - de ser, hvordan man lever og ånder som kristen i en almindelig hverdag. Det er mere værdifuldt end alt andet, vi kan give dem.




Formiddagsdrengeklubben i Tirana. Foto: Dorthe Christoffersen


De skal finde den rigtige melodi

En af de første ting, jeg lavede i Tirana var et lidt mere organiseret sangark ud af deres løsbladssystem. Den ide blev modtaget med så stor begejstring, at den straks måtte kopieres og sendes til samtlige klubber rundt om i landet. Det var da også meget godt, men hvad kan de bruge teksterne til, når de ikke kender melodien?

Lidt på samme måde er det med kristendommen - vi kan læse Bibelen, men vi må også lære at synge den rigtige melodi, ellers vil ordet være tomt.

Nu er vi dog i den lykkelige situation, at Helligånden hele tiden støder til med et stort nodeark i den ene hånd og en dirigentstav i den anden. Uden Helligånden ville det have været en praktisk umulighed, at Henrik Rasmussen d. 4. januar 1998 kunne døbe ni børn og unge fra tre forskellige byer.


Albanske ledere er en mangelvare

Der bliver oprettet nye børneklubber, og gamle klubber skaber et behov for mere ungdommelige aktiviteter, hvilket også falder helt naturligt i albanernes selvstændige arbejde.

Men der er stadig langt mellem de voksne. De fleste vil "bare" give deres børn den mulighed, de ikke selv fik, nemlig at lære Gud at kende. Der ligger et stort arbejde i at møde de mennesker; men først og fremmest må vi imødekomme deres ønske om at undervise børnene, hvilket kun kan ske gennem albansk kommunikation og samarbejde.

Enhver start er svær og går langsomt. De skal selv bestemme tempoet i Albanien. Og som så mange har sagt før mig: Flaskehalsen er albanske ledere. De er en mangelvare og efterspørgslen er stor.

Vi kan sende alverdens missionærer, volontører og præster til Albanien, men arbejdet ville virke frugtesløst, hvis ikke hovedformålet er at uddanne albanske ledere, så de selv kan styre og lede deres kristne fremgang med en albansk mentalitet. Det er det største vidnesbyrd, vi kan hjælpe dem med at give hinanden og der vil virkelig være Liv at hente.


Dorthe Christoffersen





December 1998: En dag i Tirana


Langsomt farves himlen i øst. Hver morgen er der nye strålende farver i den opgående sols penselstrøg. Og så, lige inden solskiven dukker frem, står Dajtibjergenes sorte silhuet kronet med et blændende stråleskær.

En ny dag er begyndt Vi er utroligt glade for, at vi fra altanen her på 4. etage har udsyn over de fleste tage og fra vinduerne frit kan se hele horisonten rundt. Mod nordøst og syd er Tirana omkranset af bjerge. Kun mod vest breder lavlandet sig.




Foto: Else og Kresten Christensen


Hver gang, når det hele synes at gå i hårdknude, har vi kunnet hente opmuntring ved at se over mod de smukke bjerge og himlen, som hvælver sig højt oven over.

Salmedigterens ord har fået en ny og dybere betydning:

"Jeg løfter mine øjne til bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Fra Herren kommer min hjælp,
fra himlens og jordens skaber."

At have frit udsyn er en utrolig gave, her hvor der bygges i et ukontrolleret kaos. Boligblokke skyder op, hvor der før var bare lidt åbent. Hvor der er 10-15 kvadratmeter ledigt, skyder skure op ved flodbredden eller på rabatterne langs de større gader. Selv i de smalle stræder, hvor to biler knap kan passere hinanden, bygges der skure eller halvtage ud på vejen, så der kan blive en 'butik' mere. I tilgift ligger der overalt affaldsdynger, som renovationsmændene fører en ukuelig kamp for at holde nede.


Vilje til at ændre tingene

Forleden knoklede fire mænd en hel time for at få de tre containere i vor gade gravet fri af affaldsdyngerne, som tårnede sig op på alle sider. De fleste steder er containere delvis vrag med ødelagte hjul, plastikcontainere har store huller i siderne fordi man har forsøgt at brænde affaldet i dem!!

Og så alligevel midt i alt det, der kan se så håbløst ud, skimtes en vilje til at ændre på forholdene. Flere og flere prøver at holde de små sideveje rene. Hver morgen passerer vi forbi kvinder, der fejer rendesten og fortove. Og på lygtepæle er der "posters" med henstilling om ikke at smide affald på tilfældige steder.


Nye indtryk

Vi har kun været her i 8 uger, og hver dag er fyldt af nye indtryk, som både kan forvirre og virke frustrerende, men heldigvis er der også lyse og opmuntrende oplevelser, som giver mod på at fortsætte. Her er bare et lille pluk:

Kvarteret her er meget stille. Vi kan sidde ude på altanen i de lune aftener. Nede fra gaden kommer snakken op fra de små grupper af mænd, som hygger sig med skakspil. Kresten har fået tilbudt en plads i kredsen, men er usikker på spillet, som mere minder om "først af brættet" end om skak.

Stilheden brydes først sent på aftenen, hvor horder af herreløse hunde strejfer rundt i gaderne, og slås om affaldet med infernalsk gøen og hylen.

Endelig henad totiden falder der mere ro over hundene, og der er næsten stille til kl. halvfem, hvor højttalerne fra minareten gjalder de første bønner ud!!

Det tog en halv dag at få købt gardiner til lejligheden. Endelig fandt vi en forretning med gardinstof. Men sytråd og hægter - nej, det måtte købes andetsteds.

Vi fandt et par gadehandlere, der havde nogle ruller tråd gemt mellem cigaretpakker og småkageposer på papkasserne, hvor herlighederne var udstillet. Hægterne fandt vi da vi faktisk havde givet op og besluttet at skrive til Danmark efter dem.


Stadig social og politisk uro

Der er så mange tiggere. Vi har vænnet os til at have en god portion mønter i lommen, men føler, at der skulle meget mere til end en smule godgørenhed. Hjemløse drenge, forhutlede mænd og koner går rundt og roder i affaldsdyngerne eller sidder opgivende med hånden strakt frem. Og imens så mange lider, strides og kives politikerne om magten og bruger alt for meget tid på indbyrdes stridigheder i stedet for et samarbejde, der kunne forbedre tingene.

Forholdene har stabiliseret sig, men desværre er det for usikkert at forlade Tirana og tage rundt og besøge de otte klubber rundt i landet. I mellemtiden prøver vi så at få arbejdet ved centret her lagt i mere faste rammer med ugentlige planlægningsmøder sammen med de tre deltidsansatte ved centret.

Der har også været en del oprydningsarbejde og småreparationer.


Sprog giver bedre kontakt

Lørdagsmøderne er lagt i et fast mønster, med ca. 15 minutters bibelforklaring hver gang. Hver anden søndag har vi gudstjeneste, og søndagene imellem skal så bruges til besøg i de andre byer med møder eller gudstjenester.

Vi ser frem til at komme ud og opleve lidt mere af Albanien. Det er lettere for albanerne at rejse, så i øjeblikket er vi ved at planlægge et kort kursus for alle lederne en dag i november, hvor der er mulighed for at hente inspiration til møderne i december måned.




En af vore naboer. Foto: Else og Kresten Christensen


De 90 minutters intensiv sprogkursus hver morgen med efterfølgende hjemmearbejde gør et godt indhug i kræfterne, men det er rart at kunne udveksle hilsener og snakke lidt med de utroligt venlige og hjertelige mennesker, vi møder overalt - naboerne og børnene i vor lille gade, i supermarkedet, de handlende langs fortovskanten, hvor vi køber grøntsager og frugt. Det varmer at få et håndtryk og et lyst smil oven i handelen hver gang vi besøger ostemandens bil. Og der er både kys og omfavnelse til Else, hver gang vi møder en kvinde fra den ortodokse kirke, som så Elses kors en dag og gerne ville i snak.


Else og Kresten Christensen





Maj 1999: »Evangeliet til alle albanere«


»En kirke i alle bykvarterer og landdistrikter i hele landet«


Ovenstående var mottoet for en tre dages konference i byen Pogradec, som Evangelisk Alliance havde inviteret til.


Sne og kulde

Turen derop var anstrengende. Det begyndte som tøsne, da vi forlod Tirana tidligt om morgenen.

"Har du snekæder i bilen", spurgte Eugen Begu, generalsekretær for Evangelisk Alliance, Eugen havde lovet at køre med os, for det tilfælde at der skulle opstå problemer undervejs. Flere steder er der "checkpoints", hvor politiet standser bilerne for at kontrollere for smuglergods eller våben, og så er det bedst at have en albaner med. Snekæder nej det er der jo ikke brug for her i Tirana, og en smule tøsne klarer vi nok. Det var lige før optimismen ikke slog til. Sneen tætnede mere og mere på den stejle smalle bjergvej over passet ved Elbasan. Flere gange lavede bilerne foran hjulspin på den sneglatte vej.

Vi kom over, og to timer senere, da vi havde passeret den sidste lave bjergkæde, åbnede landskabet sig op med solens glitrende sølvglimt i Ohridsøen, og på den anden side knejsede Makedoniens sneklædte bjerge.

Der var isnende koldt i Pogradec. Hotellet var uden opvarmning, så for at klare os igennem natten sov vi med alt tøjet på inklusiv vinterjakker og handsker, samt alt, hvad der var af tæpper over. Badefaciliteter fandtes heller ikke, så vi kunne få tøet de stivfrosne lemmer op om morgenen. Men alt blev klaret med humør.

Indlederen ved mødet den næste morgen fortalte dramatisk om, hvordan han måtte brække tæppet over for at komme op. Næste problem var at få den frosne tandpasta ud af tuben!


Kirkevækst hvordan bevares den?

Vi var mere end 100 samlet: albanske præster, frivillige medarbejdere, missionærer og Svend Søe. Hvert møde begyndte med en halv times lovsang og bøn. Det var spændende at få et indblik i de evangeliske kirkers vækst og udbredelse.

Fra 1991, hvor de første menigheder begyndte at spire frem, er antallet vokset til 179 kirker. Måske er det mere relevant at tale om menigheder, da kun 16% har deres egen kirkebygning. Nogle er husmenigheder uden udgift til leje, mens menigheder med 50-100 til gudstjeneste lejer sig ind i offentlige lokaler eller biografer, som alligevel ikke bruges søndag formiddag. Men, som missionæren udtrykte det: "Bygningen er kun en tom skal uden liv. Først når menigheden samles til bøn og lovsang, bliver det en levende kirke".

Antallet af missionærer toppede i januar 97, hvor der var i alt 601. Under tumulterne i foråret 97 blev de fleste kaldt hjem, så i april var der kun 50, som holdt stand. Mange er kommet herud igen og nye er kommet til, så nu ligger tallet på omkring 450.

Missionærerne gør alt for at gøre sig selv "overflødige". Allerede nu er næsten halvdelen af de 179 kirker ledet af albanske præster. 30-40 kirker er i gang med overgang til fuld albansk ledelse.

Desværre må man til at finde løsninger for, hvordan væksten, som ligger på 30% om året, kan bevares. Kirker, som er 3-5 år gamle er stagneret i væksten. Årsagerne kan være flere. Måske stagnerer menigheden efter at den første begejstringens bølge bar lagt sig.

Det er mest unge, som bliver grebet af evangeliet. Gennemsnitsalderen i menighederne er 28 år. Og der er flugt til udlandet, især af unge, som tror, de kan skabe sig en bedre tilværelse der.

Ledelsesproblemer kan også være årsagen. Et kortere bibelkursus kan i mange tilfælde ikke give nok erfaring til at lede og holde sammen på en menighed.

På det albanske bibelinstitut, hvor præsteuddannelsen foregår, lægger man stor vægt på at tilbyde en videregående uddannelse og giver samtidig meget konkret vejledning til de ca. 35 studerende, der er i øjeblikket.

Bob Johnson, dekan for bibelinstituttet var hovedtaler på konferencen. Spøgefuldt bemærkede han, at en af deres opgaver var at lære eleverne, at man altså ikke snyder til de skriftlige prøver. Albanerne er vant til at hjælpe hinanden, så hvis man ikke kan svare på spørgsmålene, må man jo spørge de andre. Det er en udmærket kristelig dyd at hjælpe næsten i nød, men det giver jo ikke stor mulighed for at bedømme den enkeltes evner og viden!


Fællesskab gør stærk

En anden af replikkerne, der blev stående i tankerne, var: "Hvis en kirke skal kunne vokse, må den være sund. En syg kirke vil ikke vokse og en død kirke ja, det siger jo sig selv, den kan ikke vokse"! Igen og igen blev det understreget, at fællesskabet gør stærk. Vi kommer fra forskellige kirketraditioner, men kun ved at styrke hinanden, hjælpe hinanden, opmuntre hinanden, kan vi nå målet, som Evangelisk Alliance har sat sig: "I år 2020 skal der være 1000 evangeliske kirker med 100.000 medlemmer og 100 udsendte albanske missionærer, for en levende kirke er en missionerende kirke.

Det var koldt i Pogradec. Kresten måtte bruge 4 timer den sidste formiddag for at få isen i bilens køler og motor smeltet. Han havde glemt at der er noget, der hedder antifrostvæske! Men heldigvis var motorblokken ikke frostsprængt.

Det var koldt, men det, der vil blive husket, var det varme levende fællesskab med mennesker fra snart sagt alle aldre og samfundslag, fordi alle var fælles i et brændende ønske om at forkynde evangeliet til glæde og frihed.


Else og Kresten Christensen, Tirana





Maj 1999: »God will provide«


Regnen havde styrtet ned hele dagen før, så jordvejen op ad bakken var de fleste steder ankeldybt mudder med lumske dybe huller overalt. Vi var heldige, at bilen klarede turen hele vejen op til Ilirs hus, hvor vi havde aftalt at komme og være med til hans børnemøde.

Vi mødte Ilir allerede i september, da vi skulle finde ting til badeværelset Da vi gik igennem det åbne marked, var der pludselig en mand, som så vore kors og sagde: "Jeg er også kristen". Det blev begyndelsen til vort venskab.

Ilir, som er 30 år, blev grebet af evangeliet i 1993, da Victory Kirken fra Oklahoma holdt nogle evangeliseringsmøder i Tirana. Allerede en måned efter at have hørt om Jesus for første gang besluttede han at lade sig døbe.

Han hungrede efter at vide mere, så da der blev startet en bibelskole, meldte han sig. Det blev til først et 6 måneders kursus, så 5 måneder, og da han havde afsluttet et 3 måneders kursus, blev han betroet arbejdet som præst for en nystartet menighed. Det blev til 3 år med møder og gudstjenester for voksne og møder for børn.

Under tumulterne i 97 forlod missionærerne fra Victory kirken landet, og Ilir stod uden penge til at forsørge sin familie for. Han begyndte sin lille forretning med plastartikler til badeværelser, men kunne ikke slippe ønsket om at fortælle børn om Jesus. Så en eftermiddag om ugen lukkede han forretningen og holdt børnemøder i haven hos sine forældre. Der var ingen plads ved hans eget lille hus til de op til 100 børn, som kom.

I 1998 vendte et par missionærer tilbage fra Amerika, og da de så, hvordan Ilir ufortrødent var fortsat med møderne, gav de ham 800$ til at bygge et møderum på det flade tag af hans hus. Senere fik han igen 800$ til anskaffelse af vinduer, en dør og det nødvendige inventar.

Vi ankom ca. 20 minutter før mødet skulle begynde. Udenfor ved havemuren ventede allerede en 25-30 børn. Præcis da mødet skulle begynde, blev den lille port lukket op, og børnene fik lov at komme ind i små grupper på 4-5. De mindste først.

Der havde endnu ikke været penge til at sætte gelænder op ved cementtrappen, der førte op til taget, så hvis alle styrtede ind på en gang, var trappen alt for farlig.

Det lille rum blev fyldt til bristepunktet, følte vi. 60 børn på ca. 10 kvadratmeter. "Der kan være mange flere", smilte Ilir, "til jul var vi 100!".

Mødet varer l time. Ilir har børnene med sig hele tiden. De enkle bønner, hvor børnene gentager sætning for sætning, mens de sidder med hovedet bøjet Den levende fortælling, hvor Ilir gengiver Thomas' tvivl, og hvordan han kommer til tro, da han ser Jesus med naglemærkerne og spydsåret.

Der er konkurrence om, hvem der kan huske bibelvers, og hvor versene står. Ind imellem er der slappe-af-lege, med "puste ballon" eller "hurtigspisning af banan". Her får alle lov til at huje og heppe, men når Ilir holder hånden for munden, gør alle børnene det samme, og der er ro. Det er utroligt dejligt at opleve, hvordan Ilir er grebet af troen på Jesus og kun ønsker at give denne forunderlige oplevelse videre til nabobørnene.

Da vi bagefter sidder i den lille stue, fortæller han, at flere af forældrene også er begyndt at komme for at høre mere, fordi børnene snakker om det, de har hørt til møderne.

Rammerne er ved at sprænges, så nu skal der bygges et rum mere på resten af taget, men hvornår det bliver færdigt er svært at sige. Når der er penge til det, bliver der købt en ny sæk cement, og Ilir og et par kammerater kan støbe lidt mere til en af bæresøjlerne. "Kan du klare det økonomisk, når der ingen er til at støtte", spørger vi undrende. Vi ved, hvor lidt fortjeneste hans lille forretning kan give. Uden tøven kommer det: "God will provide" (Det sørger Gud for).


Else og Kresten Christensen





Maj 1999: Udenrigsministeriet støtter flygtninge gennem BDM


Det danske udenrigsministerium har bevilliget kr. 250.000 til flygtningearbejdet i Albaniens hovedstad Tirana.

Allerede før påske blev Else og Kresten Christensen involveret i at hjælpe ca. 2.000 flygtninge fra Kosova.

Kosova-albanerne var forsamlet på stadion i Tirana og manglede praktisk taget alt. Der blev skaffet telte og mad og opstillet nødtoiletter, da stadions toiletter og brusere var i en sådan forfatning, at de ikke kunne bruges.

Else og Kresten Christensen, som sidste år blev udsendt af BDM for at hjælpe med kristen oplæring og gudstjenester, kom med i det tværkirkelige samarbejde Evangelisk Alliance. Da den første flygtningestrøm fra Kosova nåede til Albaniens hovedstad og slog sig ned på byens stadion, gik Evangelisk Alliance i gang med at hjælpe med de midler og kræfter, der var til rådighed. Else og Kresten er nu her midt i april dagligt fuldt optaget af at hjælpe disse flygtninge. Blot det at skaffe mad til de mange mennesker er et stort arbejde.

BDM rettede henvendelse til det danske udenrigsministerium om hjælp til de krigsramte på stadion i Tirana, da de midler, som BDMs missionærpar og de andre evangeliske grupper har til rådighed, er begrænsede. Ministeriet så det som en mulighed at få hjælpen igennem via de danskere, som allerede var i landet og var i gang med et arbejde for Kosova-albanerne, inden de store hjælpeorganisationer fik etableret det langt mere rutinerede hjælpearbejde. Ministeriet bevilligede derfor kr. 250.000.

Pengene sendes gennem BDMs normale kanaler. Private har også mulighed for gennem BDM at sende hjælp til de nødstedte Kosova-albanere i Tirana.





Maj 1999: Albaniens evangeliske kristne hjælper flygtninge fra Kosova


Af Henrik Ertner Rasmussen


Ingen danskere kan undgå at føle sig dybt berørt af situationen i Kosova. Danmark har for første gang siden 1864 sendt styrker i krig (bortset fra de få træfninger i Sønderjylland den 9. april 1940). En flygtningestrøm af uventet katastrofalt omfang truer med at få Serbiens fattige nabolande til at gå helt i opløsning.


Hjælp til flygtningene

I Dansk Europamission var det svært for os blot at sidde med hænderne i skødet og lade de store nødhjælpsorganisationer tage sig af det enorme flygtningeproblem. De er selvfølgelig bedst til det, og de har de internationale kontakter, som er nødvendige for at koordinere en storstilet indsats.

Og dog har vi små organisationer også mulighed for at udfylde de huller, som "de store" ikke tager sig af. Dansk Europamission påbegyndte i 1993 under daværende generalsekretær Ankjær T. Poulsen et arbejde i Albanien, som i 1994 blev overdraget til Brødremenighedens Danske Mission (BDM) i forbindelse med, at Ankjær T. Poulsen blev ansat dér.

Selv blev jeg hentet fra dette arbejde i Albanien til mit nuværende arbejde som generalsekretær for Dansk Europamission. Derfor er der endnu nære bånd mellem Dansk Europamission og den lille lutherske kirke i Albanien.


Samarbejde er nødvendigt

Af samme grund er det naturligt, at BDM og Dansk Europamission har holdt tæt kontakt om flygtningesituationen i Albanien, og at vi i DE også besluttede at støtte BDM's udsendinges indsats i katastrofehjælpen i samarbejde med de fleste andre evangeliske kirker i landet.

BDM's udsendinge, præsteparret Else og Kresten Christensen, har nu været i Albanien i knap et år. De har blandt andet været med til at få den lille lutherske kirke, de er præstepar for, ind i et tæt samarbejde i VUSH, Evangelisk Alliance i Albanien.


Historie

VUSH (forkortelse for Vëllazëria Ungjillore e Shqipërisë, Albaniens Evangeliske Broderskab) blev stiftet i 1992, men allerede i 1892 grundlagde albaneren Gjerasim D. Qiriazi en organisation af samme navn. Den blev opløst få år efter kommunisternes magtovertagelse i 1944. Den amerikanske missionær John Quanrud, der først arbejdede blandt albanere i Kosova i en årrække, før han og hans familie flyttede til Albanien i 1991, så klart, at et evangelisk kirkeliv i Albanien måtte vokse frem i samarbejde mellem de mange protestantiske missionsorganisationer og kirker, som kom ind i landet efter kommunismens fald, og derfor var han én af hovedpersonerne bag genoprettelsen af VUSH, og det var virkelig Guds timing, at denne genoprettelse kunne ske præcis 100 år efter grundlæggelsen af det oprindelige VUSH.

Gjerasim D. Qiriazi var én af de vigtigste pionerer i den albanske nationale opvågnen i slutningen af 1800-tallet. Hans kongstanke var at forene alle albanere, muslimer, ortodokse, katolikker og protestanter i én national bevægelse for selvstændighed fra det osmanniske tyrkervælde. Hans indsats kom til at stå i skyggen af brødrene Frashëris, især efter at kommunisterne nærmest fik slettet Qiriazis minde fra den nationale hukommelse, fordi han var en bekendende evangelisk kristen. Efter kommunismens fald har bl.a. John Quanrud arbejdet utrætteligt for at gøre Qiriazis gerning kendt og respekteret som en person, hvis indsats kan sammenlignes med Grundtvigs i Danmark. Det er hans arv, de fleste evangeliske kirker i Albanien forvalter, og det er i hans ånd, de har indgået et forpligtende samarbejde, der rækker langt ud over at arrangere den årlige bedeuge for de kristnes enhed. Samarbejdets formål er bl.a. at koordinere evangeliseringen af Albanien, uden at de enkelte kirkesamfund skal give afkald på deres selvbestemmelse og egenart. Hver for sig står de evangeliske kirker svagt, men sammen er de stærke. Det har de blandt andet vist gennem deres bidrag til arbejdet med den nye albanske bibeloversættelse, som foregår tværkirkeligt med deltagelse af den ortodokse og den katolske kirke samt VUSH.





Juni 1999: Albaniens kirker i front med nødhjælp til flygtninge


Af Henrik Ertner Rasmussen


Hjælpen fortsætter

Da jeg besøgte Albanien i begyndelsen af maj, var de store nødhjælpsorganisationer først begyndt at overtage systematisk fødevareuddeling ca. en uge forinden, dvs. en måned efter at flygtningestrømmen fra Kosova for alvor var begyndt. Kirkerne, derimod, havde været på pletten lige fra begyndelsen. Netop som de havde nået bunden af deres reserver efter den første uges indsats, kom de første 100.000 kr., som Dansk Europamission havde indsamlet, sammen med penge fra andre kilder, og de gav grundlag for at fortsætte indsatsen for de mest akut nødlidende.


Effektiv hjælp

Pastor Jonathan Steeper fra Baptistcentret i Tirana gav udtryk for meget stor taknemmelighed for den enestående vilje, danskerne gennem Brødremenighedens Danske Mission og Dansk Europamission havde vist til at hjælpe. Han fortalte, at de evangeliske kirker i Albanien gennem deres lokale netværk havde vist sig meget effektive med hensyn til at imødekomme akutte behov for mad, tæpper og madrasser til tusindvis af flygtninge. De havde sendt lastbiler afsted fra Tirana til Kukës, hvortil størsteparten af flygtningene fra det vestlige Kosova i begyndelsen ankom. I selve Tirana sørgede de for mad til 1.000 flygtningefamilier. I Kruja, hvor over 800 flygtninge er indkvarteret i en bygning beregnet som institution for højst 400 handicappede, var det danske missionærpar Else og Kresten Christensen selv oppe med kogekar til storkøkkenet. Institutionen stod totalt tom for inventar og redskaber, da flygtningene kom.


Lokalt og udenlandsk samarbejde

De evangeliske kirkers flygtningearbejde er blevet koordineret gennem Baptistcentret i Tirana, og her er der livlig aktivitet hver formiddag, hvor de frivillige hjælpearbejdere møder op for at rapportere og koordinere deres indsats. En etnisk albansk præst fra en evangelisk kirke i Kosovas hovedstad Prishtina, pastor Bekim Beka, spiller en vigtig rolle i koordinationsarbejdet. Foruden de mange lokale albanere er der også strømmet udenlandske frivillige til, bl.a. fra Frelsens Hær. De dækker de akutte behov, og efterhånden som lejrene bliver bedre organiseret, overgiver de ledelsen til flygtningene selv.


Mad til de over 4.000 mennesker

Da jeg besøgte flygtningelejren på Tiranas svømmestadion, var organisationen af fælleskøkkenet for nylig blevet overdraget til flygtningene, efter at kirkerne i nogle uger havde været intenst aktive med at lave og uddele mad til de over 4.000 mennesker i lejren. Mange hænder er i sving, og maden kommer fra forskellige kilder, både med hensyn til penge og råvarer. Den evangeliske Immanuelkirke i Tirana havde netop fået installeret et bageri, da flygtningestrømmen begyndte. Bageriet er oprettet med støtte fra vor søstermission i Sverige "Slaviska Missionen". Kirken havde regnet med, at overskuddet fra bageriet skulle være med til at betale kirkens aktiviteter, men nu giver de brødet gratis til de nødlidende flygtninge. Kirken har også givet husly til nogle af dem.


Rapport fra Baptistcentret i Tirana den 1. maj:

Løbende aktiviteter:

• 30 tons tørkost og mel til Kukës og etablerede flygtningelejre

• 10 tons non-food og hygiejniske artikler til Kukës

• 1600 pakker med mad til en familie på fire i én uge til Tirana og Lezha

• 1675 tæpper til flygtninge i Tirana, Lezha og Lushnja

• 600 madrasser til Tirana, Lezha, Kukës og Lushnja

• Fortsat forsyning og støtte med fødevarer og non-food artikler til 1.000 familier i Tirana og omegn, i samarbejde med værtsfamilier

• Modtagelse, opmagasinering og uddeling af brugt tøj

• Mad, inklusive ét varmt måltid om dagen til alle flygtninge i Mullet-lejren





Oktober 1999: Situationen i Albanien


Nedenstående er Ankjær Poulsens rapport fra hans seneste Albaniens-ophold. Rapporten blev forelagt BDMs bestyrelse på mødet den 13. september.


Efter lang tids uro i landet og især efter Kosova konflikten, som naturligvis har påvirket hele tilværelsen i Albanien, var vi spændte på, hvor stor en del af vores samarbejdsorganisation, der endnu var intakt. Det var derfor dejligt at se, at langt den største del af børne- og ungdomsgrupperne stadig fungerer. Følgende antal grupper fra 10 byer spredt over hele landet har tilkendegivet, at de arbejder: 12 børneklubber, 5 ungdomsklubber + en under oprettelse og l voksengruppe de har angivet et samlet medlemstal på godt 300.


Struktur og arbejde

For at styrke og udbygge det eksisterende arbejde er det vigtigt at styrke strukturen. Hertil har hvert enkelt af foreløbig 6 bestyrelsesmedlemmer i den albanske samarbejdsorganisation i praksis sin særlige funktion: teologi og evangelisation, undervisning, bøger og materialer administration, budgetter og regnskaber, medicin og flygtninge, kontakter med myndigheder, samarbejdet med BDM og Danmark. Der er lavet et sekretariat med en administrator og to børne- og ungdomssekretærer alle på deltid.

Vi vil ikke i øjeblikket søge et nyt missionærpar, men klare den del af arbejdet gennem hyppige besøg fra Danmark.

Der er behov for hurtigst muligt at samle alle ledere fra hele landet for at få fuldt overblik over klubbernes tilstand, for at drøfte fremtiden og dens behov, uddannelse af ledere m. v. Det vil ske i begyndelsen af oktober.

Vi vil satse på evangeliserende arbejde, dels for at styrke det eksisterende arbejde, dels for at skaffe nye menigheder målsætningen er fem nye menigheder på et år.

Det har på dette område vist sig, at mange albanske lederes ophold i Danmark på kurser, højskoler mm. har været værdifuldt.


Flygtninge

Næsten alle de ca. 800.000 flygtninge fra Kosova er vendt hjem. Tilbage i Albanien er der en del psykisk hårdt ramte kvinder og børn med et stort behov for vor lægehjælp, medicin og krisehjælp.

BDM vil gennem samarbejdsorganisationen støtte dette arbejde med midler, der er indkommet til flygtningeformål siden den allerførste dramatiske fase.

I Albanien forbereder man sig tillige på, at ca. 100.000 kvinder og børn må vende tilbage til Albanien for at overvintre her. Også dette vil vi om nødvendigt engagere os i gennem vores samarbejdspartner, så længe midlerne rækker.

Endelig har vores samarbejdspartnere kontakter i selve Kosova, som giver mulighed for at støtte humanitært arbejde direkte på stedet


Lokal præst

Edgar Papaligori har klaret det første år af sine teologistudier i Rom på fineste vis. BDM fortsætter derfor med at støtte ham økonomisk, gennem kontakt og forbøn.

Han kan tidligst være færdig om tre år, hvor han så kontraktligt har forpligtet sig til at blive præst i vores samarbejdsorganisation.





Februar 2000: Åndeligt liv midt i kaos

Kaos eller hvad?

Vi har gennem århundredets sidste årti oplevet forfærdelige forhold på Balkan med borgerkrige, massakrer, myrderier, flygtningestrømme - kort sagt menneskelige lidelser i en målestok, mange egentlig troede var overstået i Europa. Vi spørger os selv og hinanden hvorfor? Forklaringerne er mange og yderst komplicerede, da begyndelsen til stridighederne skal søges mange hundrede år tilbage i tiden.

Først var der folkevandringerne for mere end 1500 år siden, så kom Det Osmanniske Riges erobringer for 5-700 år siden, og i begyndelsen af dette århundrede var det de europæiske stormagter, der forsøgte at løse problemerne gennem fastlæggelse af landegrænserne ved skrivebordsløsninger.

To verdenskrige blev efterfulgt af en periode med verden opdelt i blokke, den kolde krig og strenge diktaturer betød yderligere vanskeligheder for befolkningerne. De fik ikke udviklet baggrund og evne til at kunne løse egne problemer. Det giver naturligvis "tømmermænd", når et totalitært system bryder sammen den ene dag, og der den næste slet ikke findes noget system, men hvor der tvært imod er frit slag - og det tilmed i et land, hvor man i århundreder ikke har været vant til eller haft tradition for at tage vare på eller ansvar for sin egen tilværelse.

Det var en brat opvågning. For at et menneske kan have mulighed for at tage beslutning om, hvad det vil bruge sit liv til, må det først finde ud af, hvem det selv er: Rødder, identitet, evner og muligheder. Det kan alt sammen virke overflødigt i et system, hvor hele ens tilværelse er fastlagt af systemet, men er grundlæggende nødvendigt for et liv i et frit samfund, der er afhængigt af den enkelte borgers initiativ, virkelyst og tagen ansvar for i det mindste eget liv.

For Albaniens vedkommende har befolkningen stået under andres herredømme i 550 år, så når man nu skal finde tilbage til sine rødder og sin folkelige identitet, må man i det mindste tilbage til begyndelsen af 1400 tallet for at finde den "oprindelige albaner."

Det kom stærkt til udtryk den 28. november i år, nationaldagen for statens oprettelse i 1912. Dagen blev fejret med bl.a. festligheder i Tiranas gader. Med et basunorkester i spidsen fulgte et optog af mennesker i gamle nationaldragter, en hestegarde, der skulle forestille nationalhelten Skanderbeg, der levede i 1400-tallet, og hans krigere. Det er ånden fra den tids heltegerninger, man gerne vil identificere sig med, og som skal afspejle albansk identitet. Nutidens soldater i strækmarch dannede så bagtrop.

Som jeg oplevede det, virkede situationen i første omgang komisk, men efter et øjeblik var det nærmest nedslående og deprimerende. "Heltens" heste var magre og udslidte skeletter, og nutidens hærstyrke virkede laset, selv om soldaterne bestemt havde gjort deres bedste for at kunne tage sig ud i dagens anledning. Jeg tror, at det albanske publikum havde den samme fornemmelse. Der var ikke megen "heltegerning" eller anden form for storhed over det optog. Folkeskarerne forlod hurtigt optoget og vendte tilbage til de evindelige kafeer, hvor snakken mest omhandler, hvor mange dollars man sidst har modtaget fra børnene, der arbejder et sted i udlandet.

For det er jo udlandet, man sætter sin lid til. I 500 år sørgede tyrkerne for, at der var arbejde og produktion i landet, albanerne skulle blot parere ordre. Senere var det russere efterfulgt af kinesere, der gav ordre. Nu sidder man på cafe og venter på, at USA og EU skal komme og sætte folk i gang med at leve deres eget liv.


Fred eller hvad?

Under et besøg i Shkoder i det nordlige Albanien, blev spændingerne tydelige. I 50-100 familier kan faderen ikke gå uden for hjemmet uden at blive dræbt. Man er blevet træt af alt partipolitisk og demokratisk kævl, som hverken har ført til arbejde, produktion, ordnede forhold eller fred i landet. Derfor har man gennemført det gamle klandynasti, hvor familiens overhoved regerer og har ansvaret for familien. For at man fra begyndelsen kan have ordnede og retfærdige forhold med ligevægt mellem familierne, har man set sig nødsaget til at gennemføre systemet med tilbagevirkende kraft. I tilfælde, hvor en oldefar eller bedstefar har begået drab, som ikke er blevet hævnet, er man nu forpligtet til at hævne dette på hans efterkommere. Slægtens ældste søn kan derfor ikke gå uden for sit hjem uden at blive hævnoffer. Inden for hjemmets vægge er han efter reglerne fredet, men i samme øjeblik han blot er ude i opgangen, er fredningen hævet.

I byen Vlore, hvor urolighederne i 1997 startede, og hvor et væld af gangsterbander i flere år har hærget, er der nu ro og fred. Bandernes medlemmer har skudt hinanden. "Så er vi da fri for dem", lyder de lakoniske bemærkninger i Vlore.

I den politiske debat i Vesten har man gennem årene ofte mødt en lignende holdning til befolkningen på Balkan. Området skal omkredses militært, og så kan de få lov til at slå hinanden ihjel inden for kredsen. Derved vil problemet løse sig selv og uden omkostninger for den øvrige verden!

Der er måske den grad af fornuft i dette synspunkt, at vi må erkende, at vort højt besungne demokrati ikke er egnet til at skabe holdbare løsninger på problemerne. Man må igennem - om ikke et nyt diktatur - så i hvert fald et system med oplyst enevælde, der kan skaffe lov og orden, så befolkningerne kan få ro til at finde deres rødder og identitet for derefter at kunne beslutte, hvordan deres liv og samfund skal indrettes.

På vi danskere kan alt dette virke primitivt eller bruges som bevis på, at der her er tale om verdens mest umulige land og folk, ja, måske styrke den holdning: lad os holde os væk, så de kan slå hinanden ihjel.

Som kristenfolk skal vi bare huske ordene fra bl.a. Første Timotheus-brev 2,4: "Gud, vor frelser vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden."

Den holdning, indstilling og det menneskesyn har sigte på hver eneste dansker, hver eneste albaner, ja, hvert eneste menneske på denne jord. Det betyder samtidig, at hvert eneste menneske, der er kommet til "sandhedens erkendelse," har medansvar for udbredelsen af budskabet om, at Jesus Kristus ved sin opstandelse er vejen, sandheden og livet. Og at hver eneste født er af uerstattelig værdi for ham.


30 blandt 30.000

Det tager vi så på os i vor lille kristne organisation og besøger bjergbyen Burrel i Albanien. Byen har 18000 indbyggere med omliggende landsbyer i alt 30.000. Byen og egnen er total muslimsk. En 80 årig mand fortæller, at han fra sin tidligste barndom husker, at hans dengang ældgamle bedstefar fortalte om en kristen kirke i byen, som i hans barndom var blevet nedrevet. Der har altså ikke eksisteret kristne i Burrel i 150 år, mener man. Alle indbyggerne i byen og på egnen var da blevet muslimer. Under kommunismen 1944-1991 blev de ateister.

Miljøet er særdeles hårdt - det mest kriminelle i Albanien, siges det. Klandynastiet hersker, og området er isoleret, fordi fremmede er bange for at blive bestjålet eller på anden måde lide overlast. Vi parkerede bilen i politistationens indhegnede gård og gik på besøg hos en kristen familie.

I december 1996 startede Henrik Ertner Rasmussen og Eduard Mazi nemlig en lille kristen børneklub i Burrel. Nu er der en egentlig menighed på 30 medlemmer, idet børnenes forældre også ville være med. Det er den eneste kristne menighed på hele egnen. 30 blandt 30.000. Der blev holdt møde, og efterfølgende fik vi en lang snak og kom på besøg rundt i byen og nærmeste omegn.

Der er ubeskriveligt fattigt. Tidligere har egnen været et af Albaniens vigtigste og rigeste vindistrikter. Markerne blev ødelagte af kommunisterne, og jorden blev nationaliseret. Nu skulle der i stedet dyrkes æbler ved statsdrift. Det mislykkedes. Da minedriften også gik i stå, har befolkningen siden intet haft at leve af. Der findes kun hårde klippebjerge, der ikke giver mulighed for landbrug. Man måtte således slå sig på røveriet og sende de store børn udenlands for at tjene penge til mad.

En familie med tre børn havde den lørdag et æg og tre skefulde ufærdig ost som dagsration. Faderen fik ægget, børnene osten og moderen fik ingen mad den dag. Jo, naturligvis kunne en lille pengeseddel måske gøre denne dag lidt anderledes, men der kommer jo efterfølgende mange andre dage for den og mange andre familier i Burrel.

Menighedens leder Hasiz Bellabani og hans familie er blevet kristne. Det skete, efter at en fætters datter, Ledi Nushi, havde været på Løgumkloster Højskole i fem måneder. Hun kom hjem og startede en børneklub i sin by sammen med sin far. Nu kom hun på besøg hos familien i Burrel og anbefalede dem at få fat i den danske præst Henrik Ertner Rasmussen fra Tirana.

"En Guds mand holdt sit indtog i vort hjem, det blev til vor velsignelse", siger Hasiz. Og så berettede han om, hvordan en helt ny ånd var opstået i den menighed, der nu efterhånden blev dannet. Den hårdhed og kulde, der hersker i byen, blev hos menighedens medlemmer afløst af fordragelighed, varme, venskab og hjælpsomhed i vanskelige situationer. "Kristendommen er mere tiltalende end islam", fortsatte Hasiz. "Vi oplevede, at vi havde større og bedre behov i livet, end vi før havde været klar over. Kristendommen skaber dybe behov for at have omsorg for andre i nød i stedet for at røve fra dem. Vi har læst hele Bibelen sammen, lyttet til andre kristne, når der var mulighed for det, og vi synes, at kristendommen er meget mere konkret end muhammedanismen."

Han fortæller videre om, hvordan menigheden i Burrel tillige oplever kristendommen som både samfundsopbyggende og bærende på en positiv måde. Kristen tro udfordrer til engagement socialt, på sundhedsområdet, hjælp til nødlidende med mere. "Vi har kun erfaret godhed iblandt os og omkring os i menigheden", siger Hasiz. Han mener at have fået henvendelser fra to-tre gange så mange mennesker, som gerne ville være medlemmer af menigheden. Men der mangler plads og ledere.

Dette er udtryk for den anden side af mennesket i dagens Albanien. De åndelige kræfter er vågne og meget stærke. Man kan ikke undgå at fornemme, hvor det presser på for at komme til udtryk. Det viser sig ved, at der er bygget 72 nye ortodokse kirker, repareret mere end 200 samt uddannet mindst 110 nye præster, og der oprettes klostre. Noget lignende kan sikkert berettes fra Den Romersk Katolske Kirke, ligesom der bygges et endnu større antal moskeer. Den åndelige styrke vil sikkert også vise sig inden for kunst og kultur. Men hvordan vil det få betydning for opbygning af den mere prosaiske og praktiske hverdag, hvor der er brug for fabrikker, produktion, arbejde og indtjening?

Vor kristne samarbejdspartner i Albanien har sammen med BDM besluttet at gøre en indsats i Burrel. Som eneste kristne organisation i området overhovedet, har vi et særligt ansvar her. Men der findes også andre lignende byer og egne i Albanien, hvor der er behov og mulighed for udbredelse af evangeliet til mennesker, som aldrig før har hørt det. Samtidig opfordres vi til at fortsætte det protestantiske arbejde, fordi vore grupper især tiltrækker mennesker med muslimsk baggrund.


Opgaverne nu

For det første vil vi i fællesskab med de albanske ledere udsprede alle de bibler og børnebibler i Burrel og andre steder, som vi kan få råd til at anskaffe. Også alle de eksisterende børne- og ungdomsklubber mangler bibler, da næste generation af børn er ved at indfinde sig i klubberne - og de tidligere medlemmer går over til at tilhøre gruppen af unge.

Samtidig vil vi satse på uddannelse af ledere gennem en tre-årig bibelskoleuddannelse i Albanien, internationale kurser, fortsættelse af højskoleophold i Danmark for nogle, samt fire årlige ledertræninger i Tirana for alle.

Til at forestå det evangeliserende arbejde, have kontakt med alle klubberne, føre regnskaber, have kontakt med Danmark osv. opbygges et lille sekretariat i Kristent Center, Tirana. Vi vil søge at opbygge en fremtidig struktur, hvor landet opdeles i distrikter med hver sin distriktssekretær på frivillig basis alt sammen med det formål, at evangeliets budskab må nå længere ud.

Vi er således langt inde i den situation, som kendes fra den første kristne menighed i Jerusalem, beskrevet i Apostlenes Gerninger. På et tidspunkt kom så mange til tro på Jesus og hans opstandelse, at det blev nødvendigt med praktiske foranstaltninger af forskellig art - det vi med et moderne udtryk kalder struktur - for dels at holde sammen på menigheden, og dels for at menigheden kunne påtage sig sin forpligtelse til at bringe budskabet videre - til at være i mission. I Jerusalem skabte beslutningerne grundlag for megen uenighed og dermed mange vanskeligheder. Sådan er det også i den nye menighed i Albanien og i øvrigt med alt menneskeligt.

Det er kendetegnende, at menigheden i Jerusalem måtte tage sig af de fattige og nødlidende. Det er kendetegnende, at befolkningen i Burrel og i det øvrige Albanien i sommeren 1999 måtte tage sig af hundred tusinder af flygtninge fra Kosova ved om nødvendigt at indlogere dem i eget hjem og give dem den mad, man ikke selv kunne undvære.

I december var et par mennesker fra vores lille Tirana-menighed på tur til Kosova med penge. Man har kontakt med en landsby, som man har påtaget sig at hjælpe igennem vinteren med mad og varme. En anden gruppe albanere opholdt sig der hele julen. De ville hjælpe befolkningen med at fejre den første jul nogensinde. For kun få år siden havde de selv haft denne uforglemmelige oplevelse. Nu skulle den bringes videre.

Det er denne åndskraft og dette menneskelige overskud, der også gør vore gudstjenester til uforglemmelige oplevelser. Her bliver der sunget igennem med lyd helt inde fra benet, her bliver der bedt bønner, som gjaldt det livet (hvilket det også gør), her bliver der lyttet til Guds røst, for i gudstjenesten er Gud virkelig til stede med al sin rigdom og velsignelse. I Gudstjenesten her forsvinder menneskeligt kævl, og vi fyldes af tro og håb.

Og så hører det altså dette menneskeliv til, at vi bagefter igen går på cafe og kævles, for nu har vi ikke al visdom, nu ser vi kun stykkevis, men en dag skal det blive anderledes.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





August 2000: Aktuelt fra Albanien

Nu er der gået et år, siden flygtningene fra Kosova rejste hjem og albanerne kunne begynde at finde ind i dagligdagen igen. Den er aldrig blevet helt som før krisen. Der blev knyttet rigtig mange kontakter mellem mennesker, som har sat sig varige spor.

Det gælder også for de menigheder, som BDM samarbejder med. I små grupper har man været på besøg i Kosova i løbet af en særdeles kold og streng vinter for at hjælpe de mest udsatte - dem, der har måttet overvintre i telte, forældreløse børn, enlige mødre samt syge og gamle.

Nu har man så haft et forår og en sommer til genopbygning i Kosova, og man håber, at det har været tilstrækkeligt til, at de selv kan klare den næste vinter. Alle pengene, som BDM har fået givet fra venner specielt til flygtningearbejdet er brugt, hver eneste krone, så nu betragter vi denne del af hjælpen som afsluttet.

Siden har der fra Kosova været spurgt efter mulighed for at skaffe bibler. Dansk Europamission har givet os kr. 50.000 til uddeling af bibler i Kosova. Vore samarbejdspartnere i Albanien er i gang med at tilrettelægge dette projekt. Herved er de nye albanske menigheder selv i gang med mission.

Foreløbig har vi i BDM den holdning, at der er rigeligt for os at gøre i staten Albanien vedrørende mission og oprettelse af nye klubber og menigheder. Vi har ikke kræfter og ressourcer til egentligt missionsarbejde i Kosova, men naturligvis vil vi støtte vore albanske samarbejdspartnere med rådgivning i det omfang, de har behov for det.


Nyt kristent center

Gennem et storstilet projekt i hele Holstebro by arrangeret af Hardernes Y's Men's klub har det været muligt at købe eget hus i Tirana, hvor der er indrettet et nyt kristent center med kirke- og foredragssal, børnelokaler og plads til undervisning, lederuddannelse m.v. Her er tillige indrettet et kontor til administration af arbejdet i hele landet. En tandlægeklinik med udstyr givet af en dansk tandlæge og formidlet af Skive Y's Men's klub blev der også plads til. Nu har vi gode og tidssvarende ydre rammer, som kan være basis for det kristne arbejde i hele Albanien.

Centret bliver indviet ved en gudstjenesten den 15. oktober med gæster fra Holstebro og BDM. En rejse for alle interesserede gennemføres i et samarbejde mellem Unitas Rejser og BDM i tiden 14.20. oktober. Deltagerne i denne rejse vil få mulighed for at være med ved indvielsen. Program og tilmelding hos Unitas Rejser eller BDM.


Arbejdet i børneklubberne

Siden sommeren 1999 har det været en af opgaverne at komme på besøg i de ti byer så ofte som muligt for at undervise og for at have nær kontakt med såvel ledere som medlemmer.

Der har været spurgt om muligheden for dåbsundervisning og dåb, så der er lagt op til, at der i det kommende efterår formentlig vil blive afholdt en række gudstjenester med dåb. Vi har mulighed herfor, da undertegnede bliver ordineret som præst den 21. august i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld. Jeg har siden efteråret 99 haft en autorisation fra biskop Karsten Nissen, Viborg, til at afholde gudstjenester med nadver. Nu bliver skridtet så taget fuldt ud, ved at Karsten Nissen forestår min ordination, så jeg kan fungere som præst i Albanien.

Arbejdet i klubberne var sidste år hæmmet af krigen i Kosova, men nu fungerer det godt igen. Lederne arbejder med stor entusiasme nu, hvor der er ro.

Også politisk internt i landet har der været en stabil periode, som er til gavn også for det kristne arbejde.


Påsken 2000

Vi havde besluttet at invitere alle medlemmer i hele landet til at deltage i en gudstjeneste i Tirana påskedag. Det blev en uforglemmelig oplevelse og en slags foreløbig kulmination i det kristne arbejde.

Vi fik mulighed for at låne et lokale i det tidligere kommunistiske diktaturs kongresbygning. Det var i sig selv en stor oplevelse for os alle, da der for første gang nogensinde blev ophængt et stort kors i den bygning, hvorfra man havde administreret den fuldkomne socialistiske og ateistiske republik.

Nu blev der holdt gudstjeneste på dette sted, transmitteret i det statslige TV til hele Albanien i hele sin længde. Ca. 250 mennesker mødte op. Mange havde måttet stå op kl. 4 eller 5 om morgenen for at nå frem til tiden.

I forbindelse med gudstjenesten blev der uddelt børnebibler til alle børn i børneklubberne og bibler til alle voksne. I alt blev der omdelt ca. 500 bibler den dag. Pengene hertil er bl.a. givet af Mellemkirkeligt Stiftsudvalg, Ålborg Stift.

Nogle kvinder kom efter gudstjenesten ud fra bygningen med bibler i hånden. En soldat på vagt spurgte dem, om de ikke nok ville læse et stykke fra den bog for ham, da han troede på det, der står i den, men han havde aldrig haft mulighed for at læse Bibelen selv. Han og de andre soldater på vagt fik udleveret alle de bibler, som kvinderne havde medbragt til sig selv og deres familie.

"Det skete for os, som for kvinderne ved graven den første påskemorgen - de fik besked på at bringe budskabet om den opstandne Kristus videre til hans disciple, vi har bragt det til vore albanske soldater." Jo, det blev rigtig påske i Tirana.

Ved hjælp af netop hæren havde det tidligere diktatur gennem næsten 50 år sørget for, at bibler og alt kristent blev udryddet. Nu spurgte soldaterne igen om bibler, men i en helt anden anledning.


Kursus for ledere

En lang weekend fra fredag den 2. til søndag den 4. juni havde vi samlet alle lederne fra de 10 byer i Albanien til et kursus. 24 mennesker var mødt op, så deltagelsen var næsten 100%.

Selv om temperaturen var et godt stykke over de 30 grader, blev der arbejdet godt - interessen og spørgelysten var stor. Vi havde timer i følgende emner;

1. "Sakramenterne dåb og nadver" herunder en særlig gennemgang af dåben, dåbsundervisning og praktiske forhold omkring dåben {samtaler, papirarbejdet, ritualet, betydningen af de enkelte led m.v. Dette var et oplæg til, at jeg dels kan komme ud i klubberne for at give dåbsundervisning, dels med det formål, at lederne selv kan fortsætte undervisningen.

2. "Bibelen som hellig skrift" gennemgang af og samtale om Bibelen, dens skrifter og deres tilblivelse.

3. "Jesus, sand Gud og sandt menneske."

4. "Treenigheden."

5. "Djævelen og det ondes problem."

6. Lidt kirkehistorie - især om Luther samt lidt om forskellen mellem kirkerne Ortodoks, Romersk Katolsk og Luthersk. Vi har for et par år siden udgivet en bog om Luther på albansk, så lederne var herigennem forberedt ved at have læst denne bog.

Ovennævnte kan synes af meget på en enkelt weekend og blev da også kun til en lettere gennemgang, men emnerne rummede alle så mange spørgsmål, som det var vigtigt for lederne at få begyndt på - og så vil vi naturligvis tage det op igen på senere lederkurser, af hvilke vi håber at kunne gennemføre 2-3 pr. år. Samtidig vil fortsat lederuddannelse være en af mine opgaver på besøg rundt i menighederne.

Ind imellem ovennævnte emner havde vi indlagt friere debatter om arbejdet i klubberne (børn og unge) og menighederne. De gennemgående temaer fra menighedernes rapporter om arbejdet var mangel på materialer til at give variation i undervisningen og mangel på plads til børnenes udfoldelser. Alle steder uden for Tirana foregår aktiviteterne i små private hjem. Alle stederne er det et stort ønske fra børnene, at de må kunne komme meget oftere end en-to timer pr. uge, men dette vil kræve pladsmuligheder for flere forskellige aktiviteter som leg, bevægelse, drama, spil m.v.

Især til arbejdet i klubberne og ledernes uddannelse anvendes støtten fra Næstved og Skælskør provstier.


Voksenarbejde

Flere steder er man begyndt at oprette voksengrupper - især kvinderne samles i kvindegrupper til bibelstudier, samtaler om kristenliv i dagligdagen, kristen børneopdragelse m.v. Måske er det aller vigtigste i disse sammenkomster oplevelsen af kristent fællesskab. Og her dukker betydningen af samvær med mennesker fra andre egne og byer frem, hvorfor vi drøftede mulighederne for lejre og fælles arrangementer, hvor alle grupper fra hele landet kunne deltage. For betydningen af kristent fællesskab er gudstjenesten påskedag i Tirana blevet nævnt mange gange.


Teologisk student

Edgar Papaligori har nu afsluttet sit andet år på Valdesernes Fakultet i Rom. Han har klaret sin eksamen på fineste vis, hvilket bestyrker håbet om, at han vil kunne blive menighedernes første lokale præst. Det vil være et uvurderligt fremskridt for arbejdet. Hans undervisning bliver støttet fra Djurslands og Vejle provstier. I sommermånederne har han arbejde på en restaurant som tjener for også selv at tjene til ophold og studier.


Besøg i byen Pogradec

Jeg havde i juni lovet at besøge byen Pogradec nær grænsen til Makedonien. Her findes der en børneklub, en ungdomsklub samt en kvindegruppe - i alt ca. 50 medlemmer. Jeg havde lovet at lave et program for børnene med gennemgang af dåben og oplæg til, at mennesker her kunne bliv døbt.

Hidtil er ingen blevet døbt i Pogradec, men nu er tiden kommet, hvor flere ønsker undervisning med henblik på dåb. Da det om søndagen var pinsedag, brugte vi også tid på undervisning og samtale om Helligånden og betydningen af pinse.

Pinsedag holdt vi så gudstjeneste i haven til x-diktatoren Enver Hoxhas sommerhus. Et skønt parkområde, der under kommunismen var lukket for befolkningen, men som nu er et smukt rekreativt område og besøgt af mange turister. Endnu en gang en af disse helt uforglemmelige oplevelser, der påvirker sindet ikke blot for albanerne, men også for alle vi andre, der er så forvænte med, at vi blot kan gøre, hvad vi ønsker. For albanerne er en dag som denne pinsedag intet mindre end et mirakel. Gud har grebet ind i historien, stormænd er styrtet fra tronen. Det varige og bærende i tilværelsen er ikke menneskelige ideologier og mere eller mindre velgennemtænkte ordninger, men Gud, der igen og igen søger sit menneske.

Måske netop derfor fornemmes det tit så let at forklare for albanere det, der ofte for os er dåbens og nadverens mysterium: Gud er altid Ham, der tager det første skridt og kommer til sit menneske - og så behøver vi egentlig slet ikke at forstå mere. Albanerne har på deres egen krop i mange, mange sammenhænge oplevet dette, at det var Gud, der opsøgte dem ved at opløse et forhadt og ondt system uden krig og blodsudgydelse.

At der fra de kendte ateistiske palæer og sale nu prædikes evangeliet om den treenige Gud, der blev menneske, begyndte sin virksomhed af kærlighed, lod sig ofre, for at det kunne gennemføres helt, men ikke nok dermed - han sendte sin Ånd ikke blot for at føre sin gerning videre, men for at vi skulle kunne nå langt længere ved at få givet mulighederne som "grene på vintræet" - at sprede kærlighedens frugter til hele verden.

Mange albanere ved ud fra egne oplevelser, at verden er fyldt med mirakler, og de ved også, hvorfra miraklerne kommer uden at kende ret meget til kristen tro og liv. Men det er så det næste, der nødvendigvis skal og må ske, at "de må kende Gud og den, han har sendt, Jesus Kristus," for Gud venter svar fra den, han først søger. Derfor er der en opgave for os som kirke: at bringe dette kendskab ud.

Tak for støtte, forbøn og medleven.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





December 2000: Det nye kirkecenter i Tirana

Den 15. oktober 2000 blev en stor dag i Tirana, en milepæl for det kristne arbejde i Albanien. BDM kunne sammen med Hardernes Y's Men's Club, Holstebro samt Y's Men i Distrikt Midtjylland med Skive Y's Men's Club i spidsen overdrage lokalerne for det nye kristne center til de Evangelisk Lutherske Frimenigheder i Albanien efter fire års iderig indsats. Resultatet blev ca. l million kr., som man på forhånd havde sat sig som mål.




Arne Nielsen fra Holstebro-2000-projektet overrækker en plade til Edi Mazi til ophængning i centeret. Foto: Conni Kappelgaard


I Holstebro har stort set hele byen med erhvervs-, kultur- og kirkeliv stået sammen om en lang række aktiviteter for at skabe det fornemme resultat. Samtidig er der yderligere skabt en kapital til fremtidig støtte for foreningslivet i Holstebro. Fra Skive og Midtjylland har man ud over kr. 100.000 kunnet bidrage med en 80m3 lastbil til Tirana med udstyr: blandt meget andet møblering af centret, en komplet tandlægeklinik, 30 computere, samt en mængde udstyr til uddeling i de byer, hvor vi har kristent arbejde i gang.


Formålet

Gennem årene, hvor BDM har været involveret i Albanien, har mange albanere været på besøg i Danmark. De har stiftet bekendtskab med vor danske kirke og hele dens virke i menighedsliv, børne- og ungdomsforeninger, søndagsskoler, fri-, efter- og højskoleverdenen, de uniformerede korps mm. Dette, at kristenlivet således rækker langt ind i hverdagens familie- og samfundsliv, har for dem været en stor inspiration. Ofte har vi hørt vore gæster give udtryk for, at Albanien har behov for den vision i bestræbelserne for genopbygning af kirke- og samfundsliv.

Det nye kirkecenter i Tirana er tænkt som et kraftcenter, hvorfra visionen kan udbredes til andre egne i Albanien med kristen mission som det grundlæggende.


Lokalerne

Fra hovedtrappen kommer vi ind i et lokale, der på samme tid er entre og bibliotek med et par stole og et lille bord, der kan gøre det ud for læsesal. Her har vi i det mindste begyndelsen til et bibliotek med kristen litteratur, teologi og idébøger til børne- og ungdomsarbejde. Samtidig står der nogle reoler med bibler og børnebibler, der kan købes af folk, der har ærinde her eller kommer på besøg.

Henne for enden af en lille gang med reoler tiltrækkes blikket af et stort lyst lokale med ca. 100 stole, vitrineskabe og et klaver. Det er kirkerummet, hvor der på endevæggen hænger et ca. 1,5 m højt trækors. Nedenunder står et alterbord med dug og alterstager, og på sidevæggen i "koret" hænger et krucifiks. Alle disse ting tillige med dåbsfadet i døbefonten samt dåbskande er i anledning af indvielsen skænket af forskellige kirkelige grupper i Danmark,

Kirkens kor kan adskilles fra det øvrige rum ved et gardin, så rummet også kan anvendes til andre formål end gudstjenester: foredrag, kvindemøder, lederkurser og evt, udlejning til konferencer.

Gennem en dobbeltdør kommer vi ind i børne- og ungdomslokalet, hvor der langs endevæggen er opstillet en halv snes computere. Her foregår først og fremmest de kristne børne- og ungdomsmøder samt fritidshjemmets aktiviteter, hvor børnene er velkomne hver dag før og efter skoletid. De aftener eller eftermiddage, hvor der ikke er aktiviteter tænkes lokalet anvendt til undervisning i EDB, engelsk og tysk. I Albanien er der et meget stort behov for disse aktiviteter.

Lokalet bliver naturligvis også anvendt til lederkurser for børne- og ungdomsledere fra hele landet. Også det lille køkken er med til at give mulighed herfor. I tilknytning har vi også et lille kontorlokale, hvorfra alt missionsarbejdet i hele landet bliver administreret.

Med egen indgang fra gaden kommer vi ind i tandlægeklinikken med to komplette tandlægestole. Klinikken drives af kirken med foreløbig en ansat tandlæge. Planen er ansættelse af endnu en tandlæge samt en klinikdame, hvis kundekredsen bliver tilstrækkelig stor. Der bliver tale om brugerbetaling, så klinikken skal betale husleje til centret, hvorved der skaffes en indtægt til kirken.

Man har et dobbelt formål med at satse på klinik, undervisningsaktiviteter og udlejningsvirksomhed: dels at man på en naturlig måde kommer i kontakt med mange mennesker, dels at skaffe indtægter til kirkens arbejde. Også dette sidste er vigtigt, ja, helt nødvendigt, da kirkeligt arbejde i Albanien ikke får nogen form for tilskud fra det offentlige. Menighederne må selv finansiere alle aktiviteter, lønninger m.v.

Man har håb om, at man med det nye center kan skabe en begyndende selvfinansiering og dermed efterhånden opnå en højere grad af økonomisk uafhængighed. Vi må dog forudse, at midler fra Danmark vil være en nødvendighed i en rum tid fremover, ikke mindst fordi aktiviteter ud fra centret vil skabe mulighed for endnu større vækst i antallet af menigheder, og disse vil i hvert fald i begyndelsen være helt afhængige af tilførte midler.


Indvielsen

Den 15. oktober skulle der ske mange ting - brugen af bygningen skulle overdrages til den albanske kristne organisation, kirken skulle indvies, og der skulle holdes gudstjeneste med dåb og nadver. Det hele blev planlagt og gennemført under en og samme liturgiske gudstjeneste.




De fire der blev døbt ved indvielsen og Ankjær T. Poulsen. Foto: Conni Kappelgaard


Der var inviteret en lang række gæster fra både Danmark og Albanien. Fra Danmark deltog BDMs formand og næstformand sammen med viceborgmesteren og aktivitetsgruppen fra Holstebro og repræsentanter fra Y's Men klubber samt 31 deltagere i en BDM rejse. Personalet på Den Danske Ambassade i Tirana var også inviteret, repræsentanter og ledere fra alle de ti byer i Albanien samt naturligvis menigheden i Tirana. Det blev en virkelig festdag, der ud over gudstjenesten også bød på håndmadder og tiltrængt drikke i det dejlige sommervejr.


Fremtidige muligheder

Projektet med såvel formål som tidssvarende lokaliteter bærer præg af seriøsitet og kvalitet. Dette, sammen med, at vor påskegudstjeneste blev vist i TV og forskellig anden oplysning, har betydet, at de lutherske menigheder ikke længere kun omtales som sekter. Albanerne har i stort tal søgt til andre europæiske lande for at få arbejde, og her har mange mødt bl.a. den lutherske kirke. Til sammen betyder disse forhold større kendskab. Hertil kommer det før nævnte folkelige engagement i vor danske kirke, som vækker mange albaneres interesse - især mennesker med muslimsk baggrund eller dem fra "blandede" familier, som søger et fælles religiøst ståsted. Også lokalerne og deres muligheder i øvrigt skaber interesse, og det er den første betingelse for at komme i kontakt med mennesker. Allerede før lokalerne blev taget i brug, kom der henvendelser fra mennesker, der gerne ville være med.

Det er vigtigt, at centrets daglige aktiviteter har sammenhæng med dets egentlige formål, hvorfor tandlæger og undervisere i de ovenfor omtalte fag må være kristne, der kan besvare spørgsmål eller henvise til ledere og ansatte.

Kirkens bestyrelse mener nu at have så gode og tiltrækkende faciliteter, at man tør tage skridtet og åbne for medlemskab med kontingent. Man mener, at betaling af kontingent vil betyde, at medlemmerne vil interessere sig for økonomien og dermed for spørgsmål om, hvor der kan spares penge. Og så er vejen åben for en snak om medlemmernes frivillige aktiviteter som rengøring, vedligehold osv. Pengene kan så i endnu højere grad anvendes til det egentlige formål, at udbrede det kristne budskab.

Optimisme i arbejdet har altid positive virkninger. Det vil givet medføre frimodighed til evangelisering, tiltrække nye ledere og muligvis også det overskud, der skal til, for at man med styrke kan gå ind i samarbejdet med andre kirker f. eks. om uddannelse af ledere, sprogskole for missionærer mm. Vi kan nu med glæde invitere andre til møder, samarbejdskonferencer osv. i vore egne lokaler, ja, vi vil endog være i stand til at tilbyde lokaler til kurser og undervisning.

Vi har aldrig et øjeblik været i tvivl om, at det nye kirkecenter vil betyde større udbredelse af det kristne evangelium i Albanien.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





Februar 2001: Kristus skal være centrum

Ved årsskiftet er det syv år siden, BDM overtog et medansvar for kristen oplæring af børn og unge i Albanien. Det var først og fremmest en officiel anmodning fra Albanien, der førte til engagementet.

Siden da har arbejdet kort beskrevet udviklet sig fra kontakten med nogle få personer til en medlemskreds i 10-11 byer med 20 børne-, ungdoms- og voksengrupper med tilsammen mere end 300 medlemmer.

I år 2000 er der på det synlige plan nået en milepæl med køb og oprettelse af eget kirkecenter med bl.a. indvielsen af et kirkerum til gudstjeneste med sakramenternes tjeneste i deres egen kirke hver søndag formiddag. Da præsten også har opgaver andre steder end i Tirana, er flertallet af gudstjenesterne arrangeret som såkaldte "degnegudstjenester" ledet af kirkens ansatte og frivillige i forening.

I kirkecentret afholdes der seminarer for ledere fra hele landet. En ikke blot vigtig, men afgørende aktivitet for kirkens fremtidige eksistens. Her undervises der først og fremmest i kristen tro og lære, men her udvikles også en kirkeordning, som forudsætning for fremtidig vækst gennem kirkens mission, diakonale, sociale og uddannelsesmæssige opgaver med sigte mod en selvstændig kirke.


Selvstændighed

Allerede nu er kirken stort set selvstyrende med sin egen bestyrelse, hvis medlemmer har fordelt ansvaret for kirkens forskellige aktiviteter og opgaver imellem sig.

Kirken er i vid udstrækning selvudbredende gennem især lederne for de forskellige grupper. Flere ledere har ønske om gennem uddannelse at kunne blive evangelister i deres distrikt ud over lederjob i en børne- eller ungdomsgruppe.

Men der er også behov for missionærer udefra især til at forestå uddannelse både fagligt, pædagogisk og organisatorisk.

Også økonomisk er man på vej med indtægtsgivende aktiviteter, hvortil det nye kirkecenter også er en vigtig brik med muligheder for klinikker, tilbud om undervisning, udlejning af lokaler mm. samt at menigheden bidrager gennem kollekter.

Det er ligeledes kirken, der arrangerer turistrejserne i samarbejde med Unitas Rejser og BDM (næste rejse 22. - 28. september 2001). Allerede nu er kirken selv ansvarlig for budgetter, bogholderi, revideret regnskabsaflæggelse og dermed for den økonomiske forvaltning, men har stadig behov for væsentlig støtte til såvel drift som udvidet mission fra BDM.




Udsmykning i den Ortodokse Kirke i Tirana. Foto: Conni Kappelgaard


Religioner

Siden den politiske frihed og indførelsen af religionsfrihed har beskrivelser af befolkningens religiøse tilhørsforhold altid anført, at befolkningen før 2. Verdenskrig var opdelt i muslimer 70%, ortodoks kristne 20% og romersk katolske 10%. Disse tal bliver stadig ofte brugt i beskrivelserne. Det betyder i virkeligheden bedømmelse af menneskers tro ud fra slægtens tro. Hvis man på gaden spørger folk om deres religiøse tilhørsforhold, får man ligeledes svar ud fra, hvilken tro slægten har bekendt sig til, og på den måde opretholdes det samme billede.

Spørger man derimod videre: Ja, men dig selv - går du i moskeen? er du døbt? eller kommer du i en kirke? hvad er din tro?, bliver svarene og dermed billedet helt anderledes. Der findes ikke statistikker eller lignende, der kan give fingerpeg om den religiøse situation i Albanien, men taler man med mennesker, der har interesse for eller er engagerede i troslivet, skønnes følgende tal: 50-55% vil svare, at de er ateister, 5-10% muslimer, 25-30% ortodokse og 10-15% romersk katolske. Ingen tør endnu rigtig sætte tal på andelen af protestanter. Tallene er naturligvis yderst usikre, men alligevel virker de ikke urimelige, hvis man bedømmer ud fra oplevelsen af folks deltagelse i gudstjenesterne i kirker og moskeer.

Disse skøn er imidlertid interessante ved, at de for det første viser, at for flertallet er religion uden betydning, for det andet, at interessen for og engagementet i kristen tro er større end for islam.

Der er således ikke belæg for generelt at omtale albanerne som muslimer. Det bør efter min mening huskes i vurderingen af Balkans politiske og befolkningsmæssige problemer.


Landets udvikling

Valgmenighedspræst Morten Kvist skiver i en artikel i Viborg Stiftsbog 2000 om rettigheder og arvesynd: "Den første synd er ikke - som det ofte høres - at Adam og Eva spiste af den forbudte frugt. Den ligger øjeblikket før .... at de overhovedet lader sig friste."

Det er alle menneskers største problem, universelt og alment menneskeligt. Albanien og albanerne er ikke nogen undtagelse, de lader sig alt for let friste i dette begrebs videste betydning.

Det får uhyggelige konsekvenser, når ethvert samfundssystem bryder sammen. Men tomrummet bliver langt mere gabende, når det drejer sig om et system, der fratog mennesket enhver mulighed for initiativ og ansvarlig medvirken, som det har været tilfældet i Albanien. Konsekvensen er opfattelsen af friheden som ret til at gøre, som man har lyst til. Det medfører ligegyldighed over for myndigheder, lovgivning og medansvar af enhver art, ikke mindst for at medvirke til statens og samfundets genopbygning og positive udvikling.

I stedet udvikles omfattende korruption, kriminalitet, mafia, menneskehandel til prostitution, narko og alverdens anden dårligdom. Det gælder helt ned i detaljerne som manglende trafikregler og ditto brug af skraldespande.


Nøglen hos kirken

I den situation har Den Albanske Ortodokse Kirkes overhoved, Ærkebiskop Anastasios, udtalt, at kirkens vigtigste opgave lige nu er at give det albanske folk dets samvittighed tilbage. Uden samvittighed ingen ansvarsfølelse.

Morten Kvist er inde på den samme tankegang - gældende os alle: "Vi kan intet foretage os, end ikke det bedste eller skønneste, uden det koster ondt og trækker grimhed med sig. Menneskets liv er forbundet med skaben - også af affaldsdynger. Det er - i kort form - udtryk for arvesynd." Luthers hele reformatoriske virksomhed udspringer af tanker om synden, og: "evangeliet er en prædiken, der tilgiver synden." Kun et stilles ved siden af "syndernes forladelse" i den apostolske trosbekendelse, nemlig "kødets opstandelse."

Spørgsmålet om syndsforladelse rejses med styrke i vor tid. Hvad skal vi stille op med en gave, som mennesker ikke, hverken hos os eller i Albanien, synes at have brug for? Luthers svar var ifølge professor Thestrup Pedersen: "Kirken skal forkynde loven i al dens fulde strenghed." Luther fremsætter så sine tanker om, at loven ikke er en lære om bestemte gerninger, som det er tilfældet med menneskelige love, men påbud om kærlighed til Gud og næsten. En kærlighed, som skal udøves, hvor streng dens fordring end kan være. Her er vi hjælpeløse og magtesløse uden Kristus.

Jeg har i Albanien ofte mødt det synspunkt fra mennesker på gaden: "Her er der behov for ændring af mennesket indefra. Det kan kun Gud." Det er i sin enkelhed så rigtigt. Hver eneste gang, vi mennesker forsøger at ændre ved hinanden, bliver det opfattet nedsættende eller som gold moralprædiken. Evangeliets ord om skyld, ansvar og tilgivelse er og bliver afgørende, også i bestræbelserne på at opbygge en stat og et samfund, man kan holde ud at bo i.


Hvilken kirke har nøglen

Hvorfor medvirker BDM til oprettelse af lutherske menigheder i et ortodoks og katolsk land?

Fordi mennesker i Albanien beder os om det.

Vi har brugt og bruger megen tid på samtaler med mennesker om deres kirkelige tilhørsforhold. Dem, der tilslutter sig en luthersk menighed, gør det på grund af personlig stillingtagen til slægtens religiøse tilhørsforhold, som for næsten alles vedkommende har været muslimsk, eller et liv i et "blandet" ægteskab. Valget må aldrig blive tilfældigt, hvorfor der bruges tid på oplysning. I en sådan drøftelse mødte jeg for nylig det synspunkt: "Mennesker er forskellige. NT's evangelister havde hver deres egen oplevelse/mening om Jesu liv. Derfor har vi fire evangelier. Det afgørende er, at Kristus er centrum i dem alle."

Sådan bør forholdet også være mellem de kristne kirker. Kristus er kirken. Han har nøglen, og Han er den eneste.

"Troen er Hans handlen i os; den forvandler og genføder os, dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker af hjerte, sindelag og kræfter og bringer Helligånden med sig", siger Luther.

Det er opgaven - den kristne kirkes - i Albanien. Lige præcis.


Ankjær T. Poulsen {ATP}





2002: Korruptionsbeskyldninger

»Kristeligt Dagblad« bragte 7.10.2002 en artikel af Leif Kiil Sørensen med overskriften: Anklager om økonomisk rod i missionsarbejde. Artiklen indledes med at oplyse at et udsendt missionærpar - Karl og Tuula Christensen - var blevet afskediget af Brødremenighedens Danske Mission pga samarbejdsproblemer og kaldt hjem efter kun at have været i Albanien ét år, skønt kontrakten var på fem. Afskedigelsen var sket efter anmodning fra den ledende albanske samarbejdspartner, Edi Mazi [Eduard Mazi].

Ifølge Karl Christensen var årsagen til afskedigelsen ikke samarbejdsproblemer, men at han havde beskyldt Edi Mazi for økonomisk uordentlighed og lagt op til at Brødremenigheden indstillede samarbejdet med ham.

I forbindelse med artiklen kontaktede Leif Kiil Sørensen forskellige der måtte have relevant viden eller synspunkter. Karl Christensen's forgænger, Kresten Christensen (Kresten C. er ikke i familie med Karl C.) var enig i kritikken af den økonomiske forretningsførelse; han mente der var direkte fejl i regnskabet, og desuden mente han at der blev givet urimeligt høje lønninger eller honorarer til nogle af albanerne, heriblandt Edi Mazi.

Generalsekretæren i Brødremenigheden, Svend Søe, og formanden, rektor Mogens Kappelgaard, fremhævede at albanere har en anden måde at tænke og arbejde på end danskere har, og at uoverensstemmelserne mellem Karl Christensen og de lokale samarbejdspartnere bundede heri. Mogens Kappelgaard tilføjede at man ikke ville samarbejde med personer der var korrupte, men at man stærkt havde på fornemmelsen at den albanske kritik af Edi Mazi var et led i en smædekampagne mod ham.





Mission i Albanien bygger på tillid


Af Ankjær T. Poulsen {ATP}


Artiklen blev oprindelig trykt som kronik i »Kristeligt Dagblad« 20.11.2002


Undertegnede vedkender sig et medansvar for den valgte ledelsesstruktur i Albanien, for midlernes anvendelse og for den information, der er givet om arbejdet.

I marts 1992 fik Dansk Europamission, hvor undertegnede den gang var generalsekretær, en officiel henvendelse fra Albanien om muligheden for støtte til børn og unge i Albanien. Januar 1994 blev jeg ansat i BDM, hvorfor BDM overlod arbejdet efter anmodning fra Dansk Europamission.

I september 1992 kom en albansk delegation til Danmark for at studere vort demokrati og vore samfundsmæssige forhold. Man blev især optaget af vor omfattende frihed med frie skoler, foreningsliv, kirkelige bevægelser, søndagsskoler, børne- og ungdomsbevægelser, gymnastik og idræt, spejdere m.m. »Den vision har vi behov for at lære af«, var reaktionen.

I november/december 1992 var jeg på officielt besøg i Albanien for at drøfte mulighederne. Regeringen ønskede at gennemføre fuld religionsfrihed, men således al undervisningen skulle være kirkernes ansvar, som man sagde: »Vi har tre »kirker« i Albanien - den romersk katolske, den græsk ortodokse og Islam.«

Ved den lejlighed mødte jeg familien Vjollca og Eduard Mazi {Mazi}, som ønskede at gøre et aktivt arbejde ved at undervise børn i kristendom - efter selv at have modtaget undervisning samt efter at have haft mulighed for at læse kristen litteratur. De startede sammen med nogle venner den første børneklub i deres egen dagligstue i juni 1993. Det skete på helt frivillig basis. Senere på sommeren startede en tilsvarende klub i byen Shkodra i det nordlige Albanien - og i løbet af efteråret i flere byer rundt i landet. I efteråret 1993 udsendtes den første volontør for en kort periode.

Samtidig gik vi i samarbejde med Albaniens undervisningsministerium, Pædagogisk Institut, Tirana og Elbasan Universitet ind i et projekt, der skulle videreuddanne albanske skolelærere - i realiteten skulle der indføres et helt nyt undervisningssystem, pædagogik m.v. Dette arbejde skete i et nært samarbejde med Nørre Nissum Seminarium. Efter en tid overtog seminariet selv arbejdet med støtte fra Danida og EU. Også på sundhedsfronten blev der oprettet et samarbejde med Albaniens sundhedsministerium om kurser i Danmark for læger.

Som samarbejdet var opstået og som visionerne udviklede sig, var det helt naturligt, at kirke- og foreningsliv i landet skulle være ledet af albanere det skulle fra starten være bæredygtigt.

Det helt grundlæggende for samarbejdet var og er tillid. Det blev hurtigt lysende klart, at hovedansvaret for at skabe tillid hvilede på os som gæster i landet. Albanerne havde under diktaturet helt forståeligt udviklet mistillid til systemer og til hinanden - et samfund holdt oppe ved frygt.

Da antallet af børneklubber efterhånden øgedes, kom der penge imellem os - til materialer, lokaler og efterhånden til ansættelse af medhjælp til det praktiske. Igen valgte vi i BDM, at også her var det en nødvendighed at vise tillid til, at de albanske ledere kunne bestyre de økonomiske midler efter de i fællesskab vedtagne budgetter og naturligvis være ansvarlige for personalet. Dette skulle fungere helt ud i de yderste led, så også lederne i de lokale klubber skulle forvalte deres midler.

Både de albanske ledere og BDM har fra første begyndelse naturligvis alle været klar over den tiltagende korruption i landet, men netop derfor var det vigtigt at gå foran med at vise tillid. Samtidig har jeg oplevet det lige så vigtigt for albanerne at vise os, at de kunne leve op til den tillid. Personlig har jeg set hvert eneste udgiftsbilag lige fra den første begyndelse og til jeg gik på pension i oktober 2001. De står i nummereret orden for alle årene i Tirana. Jeg fik dem forevist ved hvert besøg uden selv en eneste gang at have bedt om det. Delle gælder også bilens kørebog inklusiv betaling for privat kørsel.

Til beskyldningerne mod Eduard Mazi kan jeg derfor sige. al der ikke er brugt en eneste krone fra BDM's givere, uden at der er tale om en budgetteret eller vedtaget udgift. Man kan være enig eller uenig med os i beslutningerne, men der har aldrig været tale om svindel med kirkens midler.

Der har ved et par årsafslutninger været problemer med at få reviderede regnskaber frem til BDM på grund af de borgerkrigslignende tilstande i 1996/97 og problemerne omkring Kosova i 1999. Regnskaberne blev de år tilbageholdt af de albanske myndigheder, som ved disse lejligheder gennemgik enhver form for pengestrøm mellem albanske organisationer og udlandet, i øvrigt på foranledning af EU. De albanske myndigheder udtalte, at man ikke havde fundet anledning til bemærkninger om Eduard Mazis eller Fondaziones (kirkens) forhold, hvorefter BDM modtog de reviderede regnskaber.

For ansatte i BDM har del altid været et grundlag for ansættelsen, at man bl.a. af hensyn til den personlige sikkerhed ikke involverer sig i landets politiske, samfundsmæssige eller økonomiske spørgsmål, ligesom man heller ikke privat laver arrangementer eller aftaler om nyt arbejde eller om økonomisk støtte til arbejdet, uden at det sker i samarbejde med og bliver godkendt af kirkeledelsen og BDM.

Det er ikke BDM's eller de udsendtes opgave at dømme om fortiden. Som to albanske læger engang udtrykte det over for mig: »Vi har behov for et nyt livs- og menneskesyn, vi har valgt det kristne og læser Bibelen, men vi har så mange spørgsmål til det, kan I hjælpe os med at besvare dem?«

Det er opgaven, som en lang række volontører og missionærer har gjort et dygtigt arbejde for at opfylde, gennem forkyndelse, bibelstudiegrupper, undervisning, møder m.m. Det er sket på trods af mange vanskeligheder i forhold til de mennesker, man skulle arbejde sammen med - kulturkløfter, fattigdom, politiske kriser, tider med personligt nervepres på grund af frygt for krig, sygdom, dødsfald, arbejdsløshed m.v. Forhold, der har gjort samarbejdet særdeles ømfindtligt og derfor stillet store krav til de udsendtes tålmodighed og evne til al »stikke fingeren i jorden« og skabe tillid. Vi har f.eks. måttet holde vor danske mentalitet om bl.a. vort syn på arbejdseffektivitet i tømme.

Provst Schjødt-Pedersen {KSP}og Pastor Ertner Rasmussen valgte i deres tid bevidst at koncentrere sig om netop opgaverne med forkyndelse, undervisning, gudstjenester, udvikling af liturgier, dåbsundervisning mv. Alt vedrørende økonomi og regnskaber, men også ledelsesstruktur var de albanske lederes og BDM's ansvar. Også pastor Karl Christensen ønskede ved sin tiltrædelse at fortsætte den model, hvilket kirkens ledelse var indforstået med.

Det er Karl Christensens vurdering, at der er kommet ualmindelig lidt ud af alle anstrengelser og midler, og i den forbindelse nævnes antallet af døbte på ca. 40 personer siden arbejdets start. Først og fremmest har man størstedelen af tiden manglet en præst til at døbe, for det andet kommer de fleste medlemmer i klubber og menigheder fra muslimske familier eller fra blandede ægteskaber, hvilket gør det nødvendigt at være omhyggelig med dåbsoplæringen, som må omfatte både dåbskandidater og deres forældre, og det er alene præstens opgave og ansvar.

Til de af Karl Christensen fremførte bemærkninger vedrørende Vjolca Mazis forhold til kristentroen skal jeg blot nævne, at hun efter egen anmodning blev døbt af BDM's daværende formand, før hun startede den første børneklub. Eduard Mazi blev døbt som barn. Jeg har oplevet dem begge som dygtige og seriøse mennesker, der brænder for kristentroen og dens udbredelse i Albanien.

I vor informationsvirksomhed har vi rent menneskeligt umuligt kunnet lade være med at betragte det som et under, at mission i Albanien overhovedet blev muligt. For mig har der været tale om ni og et halvt års samarbejde, der gennem mange glæder har beriget mit liv.


Ankjær T. Poulsen {ATP}

Fhv. informations-, lands- og Albanienssekretær
i Brødremenighedens Danske Mission (BDM)

Anders Sørensens Vej 15, Fur





Januar 2003: Albanien kan og vil

FKH-arbejdet ud fra kirkecentret i Tirana fortsætter og på vej

[FKH = Fundacioni Kristian Humanitar]

Når man i havnebyen Durrës ser resterne af romerske templer og andre bygninger fra det første århundrede efter Kristus, fornemmer man, at der er en kulturbaggrund, som albanerne er stolte af.

Foretager man da et mentalt kvantespring frem til den 6. december 2002 og hører, at der under det hårde kommunistiske regime, som faldt for 10 år siden, blev passet bedre på kulturskattene, end man gør nu, så fornemmer man, hvilke spændinger Albanien indeholder. Et land, som forsøger at lære, hvad demokrati er, et land, som har mange odds imod sig.

De fleste af disse odds findes i landet selv. En orkan af politiske taler og aftaler, beskyldninger og anarki, en hvirvelvind af desillusionerede mennesker, opportunister og idealister. Nuancer af det meget blandede billede, som Albanien er lige nu.

I dagene omkring den nævnte dato var det muligt for undertegnede at møde FKH, både bestyrelse og gruppeledere fra forskellige dele af landet, til forhandlinger, der kom til at indeholde visioner for fremtiden.

Man har planer om at konsolidere de allerede eksisterende grupper; man vil gerne åbne en kristen børnehave mere. Man planlagde at dele pakker med tøj og især mad ud til 100 fattige familier i Bathore, et muslimsk domineret område uden for Tirana.

Bestyrelsen dernede er optaget af at arbejdet får lov til at udvikle sig, meget gerne i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med BDM.

Det var godt, som repræsentant for BDM, at kunne udtrykke vilje til samarbejde. Det var godt at konstatere, at det fælles fodslag mellem FKH og BDM eksisterer, endda i bedste velgående.

FKH's bestyrelse er sammen med mange andre kede af, men ikke overrasket over de beskyldninger om korruption, der har været imod FKH's generalsekretær, der er tidligere leder af Albansk TV.

Men kendskabet til den realpolitiske situation i landet og kendskab til, hvad lederens tidligere job indebar af ansvar og navigering i en meget politiseret offentlighed gør, at FKH og også BDM roligt og nøgternt konstaterer, at de vilde beskyldninger i dele af pressen holdt op med at komme lige så hurtigt, som de var begyndt.

Ledere fra 9 ud af de 10 grupper var til stede ved et møde med undertegnede.

Alle grupper slutter op omkring FKH og ser frem til, at arbejdet i det nye år ikke bare fortsætter i de enkelte grupper, hvad det faktisk gør, men også at arbejdet må blive udbygget.

Man vil gøre mere for de unge, man vil bygge et center mere i Bathore, man vil på sommerlejre igen, ja der er mange ting man vil.

Et albansk ordsprog siger: Besøg et hus, og du er en ven, men du er ikke husets herre.

BDM og mange, der støtter BDM, har en vilje til at være vennen, der har et arbejdsfællesskab med kirken i Albanien, samtidig med at det respekteres, at vennen er ven og ikke herre.

Sammen med FKH er det vor bøn til Gud, at han vil velsigne arbejdet i rigt mål, fordi arbejdet har et rigt mål: At flere, børn unge og voksne må få lov til at lære Jesus at kende.

Det er da et mål, der er værd at gå efter.


Jørgen Bøytler {JB}





Maj 2003: Fornyet optimisme

Nyeste generation af ledere har selv mødt evangeliet gennem klubbernes arbejde

Generalsekretær Jørgen Bøytler {JB} var i april på besøg hos vores albanske samarbejdspartner Fundacioni Kristian Humanitar (FKH), også kaldet Albaniens Lutherske Kirke.

En lille lejlighed fyldt til bristepunktet med børn og unge, der ønsker at høre evangeliet og en leder, der brænder for sagen.

Det er i Pogradec.

Turen dertil er en særdeles smuk oplevelse gennem et meget bjergrigt område. Til sidst når vi frem og kan se søen, hvor Pogradec ligger.

Det skulle være Europas dybeste, over 300 meter dyb. På den anden side ligger Makedoniens sneklædte bjerge, meget smukt. I morgentimerne næste morgen trak solen et lysende spor tværs over søen, bjergene på den anden side, og det specielle lys, der hele tiden skiftede til lysere nuancer.

Vi ankommer til byen og det kvarter, hvor lederen Anjane og hendes familie bor, og hvor centeret, en lejlighed med tre værelser, ligger.

Her er der ikke meget skønhed at hente. Det må være nogen af de grimmeste boligblokke, jeg har set.

Området emmer af fattigdom og arbejdsløshed, og det forlyder, at arbejdsløsheden er over 80%, hvilket er meget problematisk.

På alle de ture vi var på, kørte vi forbi kæmpemæssige fabrikskomplekser, der lå hen som store rustbunker, uden aktivitet. I det hele taget står disse fabrikker som monumenter over et halvt århundredes diktatur, fejltagelser og pamperi, hvis lige næppe findes mange andre steder.

Vi kommer op i centeret, hvor den store flok på 50-70 børn, unge og voksne var samlet. Vi fil lov til at være vidne til et møde, hvor der blev sunget, fremsagt vers og fortalt bibelhistorie. Ja, endog helt små børn på fire og fem år kunne fremsige lange remser eller synge små sange.

Både børn og voksne gav udtryk for glæde ved klubbernes aktiviteter, især blev lederen Anjane berømmet, sikkert med rette.

Der var udtryk for glæde og en imponerende aktivitet, men det hele har som baggrundsmusik den katastrofale sociale situation, befolkningen befinder sig i: ingen arbejde, ingen jobmuligheder.

Pogradec har det største klubarbejde i landet med omkring 70 aktive, yderst imponerende.

Og så er vi jo allerede midt i hjertet af det arbejde, som BDM støtter i Albanien.

Hvordan står det som helhed til med arbejdet udfra det kristne center i Tirana?


Ud fra kirkecentret i Tirana

Vi mødes i kirkecentret i Tirana. Omkring bordet sidder en række af ansvarlige ledere, der står i spidsen for det evangelisk lutherske arbejde.

Lad mig nævne navne som Edi, Merita, Viola, Vjollca, Fabi med flere.

Der er en god atmosfære og det er opløftende at høre om de mange aktiviteter, der er i gang ud fra centret, ligesom det giver mod og forhåbninger at lytte til de planer, man har for den nærmeste fremtid.


Hvilke aktiviteter er der i selve centret i Tirana?

Hver lørdag formiddag kommer der 26 børn i centret i alderen 9-13 år.

En ny kristen ungdomsgruppe er startet, hvor man mødes, synger, læser i Bibelen, har bibelstudiearbejde, beder osv.

En ungdomsgruppe på omkring 17 deltagere.

En kvindegruppe på 35 kvinder mødes om lørdagen.

Ligeledes er der planer om nye tiltag i form af undervisningstilbud i samfundsrelevante fag, men med en stærk pointering af, at det kristne budskab skal være centrum i arbejdet.

Lige nu mærkedes også en vis optagethed af en fejring af 10 året for arbejdets begyndelse i juni 1993.

På den fjerde og sidste dag for Jørgen Bøytlers besøg blev afholdt en gudstjeneste i centret.

Det hele blev oversat til albansk af Vjollca, Det var igen en stor oplevelse at holde gudstjeneste og fejre nadver. Der var omkring 75 til stede.

Det giver naturligvis anledning til nogle tanker, at de fleste af dem, der var til stede ikke er døbt.

Adskillige af klublederne er muslimer! Det forhindrer dem ikke i at fortælle om Guds søn Jesus. Åbenbart har de ikke problemer med det, men det er da spændende at se, hvordan det hele vil udvikle sig.

Flere gange på turen spurgte Jørgen til, om der var nogen, der ønskede at blive døbt. Hver gang var svaret et klart ja. Hvor om alting er, så har vi igennem FKH's arbejde nær kontakt med flere muslimer end årtiers arbejde andre steder ville kunne give.


Snak på caféen

Midt på formiddagen gik Edi og Jørgen Bøytler {JB} hen på en cafe for at snakke og drøfte situationen i kirken og i landet.

Det med at gå på cafe er en hverdagsbegivenhed i Albanien. Her mødes man og udveksler tanker. Edi er meget vidende om samfundsforhold og om de religiøse og historiske forhold i Albanien.

Han gjorde rede for, hvordan Albaniens religiøse landkort og Albaniens historie er vævet sammen.

Der er to muslimske grupper, nemlig sunnier og bektasi-muslimer, og disse kom ind i landet i forbindelse med Ottomanernes erobringer.

Den ægte katolske kirke har nogle klare ortodokse træk, den ortodokse kirke har flere forgreninger, både en serbisk og en albansk. For FKH's vedkommende gør Edi det klart, at det er en kæmpe udfordring, at børn af muslimske, katolske eller ortodokse forældre (disse klassificeringer er ofte mere sociologiske end religiøse størrelser) lettere kan accepteres som kristne, hvis det er via f.eks. den lutherske kirke, at de har mødt evangeliet om Kristus. Den - vores kirke - betragtes som "neutral" i forhold til de andre.

Det må huskes, at i 30-50 år skulle ens religiøse tilhørsforhold helst skjules. Mange er selvfølgelig endt som ateister.


Landkortet

Med den viden fra cafemødet i bagagen tager vi ud for at besøge "arbejdet i børne- og ungdomsklubberne" rundt om i landet.

For tiden er der rigtig godt gang i arbejdet i 10 byer.

Ved et kig på landkortet vil vi opleve Tirana - placeret forholdsvis midt i landet.

Mod nord har vi byer som Fush Kruja, Kruja, Shkoder, og Burrel.

I Fushe-Kruje er den nye leder af børneklubben en mand, der selv som dreng var kommet i klubben.

Mod syd har vi bl.a byerne Kavaje, Vlore og Berat [rettet fra: Burrel]. Og endelig har vi den store by sydøst for Tirana, nemlig Elbasan og helt ude mod vest Pogradec. Ja, og så er der jo også Balhore.


Der er liv og aktivitet

Selv om BDM ikke har haft hverken et missionærpar eller volontører i Albanien siden efteråret 2002, hvor vi måtte hjemkalde missionærparret p.g.a samarbejdsvanskeligheder, kan vi glæde os meget over, at det arbejde, der led under problemerne sidste år, nu har fundet optimismen igen og der er en god søgning til klubberne.

Der blev også mulighed for at møde lederne fra hele landet.

Det blev et godt møde, hvor der naturligt nok var en del diskussioner, men det stod meget klart, at alle ledere var optaget af arbejdet i klubberne.

Og det glædelige var, at alle klubber var repræsenteret.

Mødet formede sig som et seminar, hvor der blev uddelt og forklaret de næste tre måneders tekster og arbejde i klubberne.

Materialet, der bliver brugt, så udmærket ud. Det er en meget målrettet og gennemskuelig måde at styre kristendomsundervisningen på.

Jo, der er liv og optimisme at spore her i 10 året for arbejdets start.


Jørgen Bøytler {JB} & Vibeke V. Gravesen





Maj 2003: Burrel

De unge, der har fulgt børneklubben, er nu kernen i arbejdet

Børnearbejdets lokaler er lejede i et et-plans hus midt i byen. Lederen Azis fortalte om aktiviteterne, især børnehaven og ungdomsklubben.

Børnene i børnehaven / klubben viste, hvad de kunne, og de kunne godt nok mere end som så.

Der var overhøring i Bibelhistorie. Vi begyndte med Adam og én kunne fortælle at hans kone hed Eva. Og Gud havde skabt det hele.

De sang et par små sange og så fremsagde de enkeltvis lange tekster; jeg var dybt imponeret.

Efterhånden som overhøringen skred frem kom der forældre, som skulle afhente deres børn.

Jeg spurgte om, hvorfor de sendte deres børn i børneklub. Det var fordi de gerne ville have, at deres børn skulle lære noget kristendomskundskab og få noget dannelse.

Det virker rigtigt.

I Burrel lever flere og flere mennesker i fattigdom.

I en sådan sammenhæng er det vigtigt at skabe muligheder for børn for at lære noget, men også for at lære om, at der er et håb, som giver mennesket værdi og værdighed.

Jeg tror, at Burrel-børnene gennem børnehaven / klubben bliver opdraget til at kunne noget. De får kristendomskundskab ind på en kontant måde.

I anledning af, at vi var kommet, havde Azis også indkaldt ungdomsgruppen.

Det var et om muligt endnu mere inspirerende møde. De unge var kommet der siden de var børn, nu var de alle i gymnasiealderen.

De ville komme, så længe de kunne og havde tydeligvis et godt fællesskab.

Senere ville de fleste flytte derfra, men selv dem, der nu var flyttet til Tirana, kom tilbage i weekenderne og så kom de til klubben igen. Ingen af dem var døbt, men alle gav udtryk for, at de ønskede at blive døbt.

Efter 7 års medlemskab i klubberne tror jeg også deres dåbsundervisning er ved at være på plads.

Jeg spurgte, hvorfor de kom i klubben.

Ja, sagde en af pigerne, vi tror på Gud, vi elsker Jesus, og vi vil gerne høre mere.

Selv om fællesskabet også er en vigtig faktor, så er der ingen tvivl om, at evangeliet, kristendommen, dét er det primære.

De spurgte mig, om de skulle blive ved med at komme, selv om de flyttede. Jeg svarede, at det var vigtigt og pegede på, at de forhåbentlig efterhånden ville være kernen i menigheden i Burrel.

Det vil blive spændende at følge udviklingen i Burrel. Azis har en drøm om, at han må blive leder i den første rigtige kirke i det muslimske Burrel.

Jeg håber, vi kan være med til at gøre denne drøm til virkelighed.


JB / VVG





December 2003: 10 døbt ved gudstjeneste

Her i efteråret var generalsekretær Jørgen Bøytler {JB} på flere dages tur til Albanien.

Flere samtaler blev ført med ledere i forskellige grene af arbejdet. Gennemgående går arbejdet støt fremad og derfor er der også behov for forskelligt materiale til klubarbejde m.m..

"Børneklubberne har brug for materiale på engelsk for børn i alderen 8-14 år. For Ungdomsgruppernes vedkommende ønskes materiale på engelsk med program for f.eks. et år.

Det må gerne indeholde instruktion, bibelstudier og gerne være et fortsat forløb med begyndelse i det grundlæggende, måske i stil med Alpha-kursus materiale.

For de voksne, som mest er kvinder, er der behov for tekstrække for et helt år", fortæller Teuta, der er sekretær for FKH ud fra centret i Tirana.

Den albanske leder, Edi Mazi, bad bl.a. om muligheder for at kunne publicere kristne børnebøger, malebøger og lignende på albansk.

Jørgen kunne meddele, at der var visse muligheder, som heller ikke ville være alt for dyre.

Edi fortalte også, at man gerne igen i år ville uddele julepakker til 100 familier i Bathore. Der er utrolig stor fattigdom i Bathore.


Besøg i klubberne

Fra besøg i klubben i Krucha [Kruja], hvor der trofast kommer 13 børn, gives der udtryk for glæde ved at komme. Det er mest nye børn.

De første er nu for store til at komme i en børnegruppe. Alle kommer fra muslimsk baggrund.

Forældrene er indforstået med at de kommer. Børnene beder også derhjemme til Gud. Der ønskes hjælp til at starte en børnehave og der ønskes undervisningsmateriale for unge.

Man ønsker også mulighed for at undervise i engelsk. Dog er der ikke umiddelbart nogen lærer til stede, der kan gøre det.

Jørgen Bøytler {JB} var også på besøg i Shkodra hos lederen Ghita.

Her er en børnegruppe og en kvindegruppe med ca. 13 deltagere i hver, som alle kommer regelmæssigt.

På den pågældende dag var en blandet gruppe på 20 til stede. De var glade for at komme og de sætter pris på at høre fra Bibelen og på de aktiviteter der ellers er.

Arbejdsløshed og fattigdom er et stort problem. Stort set var alle de tilstedeværende voksne arbejdsløse.

Ghita er bekymret over, at der ikke er en afløser for hende. Hun har en syg mand og føler, at det er svært at overkomme det hele.

Faktisk kommer alle børnene også her fra muslimsk baggrund, mens nogle af kvinderne er fra katolsk og andre fra muslimsk baggrund. Ghita vil gerne have flere materialer, bedre lokaler at arbejde i.

Grupperne samles i hendes hjem. Det er et arbejde, som blev startet i 1994.


Dåbssamtaler

Jørgen Bøytler {JB} havde også mulighed for at føre flere dåbssamtaler under sit ophold. Det var planlagt, at der skulle finde dåb sted ved gudstjenesten om lørdagen i kirkecentret i Tirana, inden Jørgen igen rejste tilbage til Danmark.

Bl.a førtes samtaler i Bathore, hvor der var ikke færre end 4 dåbskandidater.

Han havde dåbssamtaler med forældrene til 4 børn, der skulle døbes næste dag. Moderen til de tre små børn er kommet i børneklubben i flere år og ønskede, at hendes børn skulle døbes.

Den anden mor, som også kommer i klubben, har en datter, som blev døbt sidste år. Nu ønskede hun sin 13-årige søn døbt i år. Det ville han meget gerne, og hun var indforstået med, at der ligger et oplæringsansvar hos forældrene, når børnene bliver døbt.

Derudover er det tydeligt, at man i Bathore, og også fra FKHs ledelses side ønsker at oprette et center med bedre faciliteter. Klubben i Bathore er den største med alt i alt ca. 100 deltagere i de forskellige klubber.


Dåbsgudstjeneste

Så kom dagen, hvor dåbsgudstjenesten skulle finde sted.

Der var ikke færre end 10, der skulle døbes. Det er meget livsbekræftende for arbejdet og vidner da også om, at arbejdet vokser og flere tager imod Jesus.

Af de 10, der blev døbt, var der de før omtalte 4 børn fra Bathore. Derudover var der fra Pogradec 3 unge mennesker og som den fjerde lederen Ariana, som har været leder flere år i Pogradec.

Fra Tirana blev to kvinder døbt. Den ene har været leder af arbejdet i Elbasan.

Det var en vigtig begivenhed for FKH. Der blev i de dåbssamtaler, Jørgen havde med alle lagt vægt på, at dåben er begyndelsen til noget nyt, og at én, der er døbt, naturligt fortsætter med at komme i kirkens fællesskab.

Gudstjenesten sluttede med nadverfejring.

Jo, arbejdet vokser og vi glæder os derover!


Vibeke V. Gravesen





Marts 2004: Albanien ved vintertid

Vejret i Albanien lignede dansk vejr med temperaturer omkring frysepunktet, og ind imellem styrtende regn.

Vejret i Pogradec oppe i bjergene var koldere. Der lå noget sne på bjergene, og især bjergene ovre i Makedonien var smukke med de sneklædte tinder som kunne ses fra Pogradec.

Undertegnede foretog et af sine regelmæssige besøg til Albanien i januar, og havde et møde med FKHs ledelse.

Derudover afholdt vi to gudstjenester og foretog besøg hos børnegrupper.


Anden brødrekirkehjælp til Albanien

På denne tur var jeg sammen med lederen af Herrnhuter Missionshilfe HMH, broder Frieder Vollprecht, som for første gang var nede og se arbejdet som repræsentant for Den Fastlandseuropæiske Brødremenighedsprovins og som repræsentant for New World Witness Fond, som har været med til at yde støtte til BDMs Albaniens-arbejde.


På bestyrelsesplan

Bestyrelsesmødet bød på en gennemgang af budgettet for 2004. Man noterede sig med tilfredshed, at BDM har i givet tilsagn om støtte til FKH igen i 2004.

En glædelig udvikling er, at man nu er begyndt at skabe en egen indkomst. Det er stadigvæk ikke de store beløb, der er tale om, men viljen til at begynde den lange vandring mod økonomisk selvstændighed er synlig.

Man er stadigvæk optaget, dels af arbejdet med de eksisterende grupper af børn og unge, og dels af, at man har planer om at starte flere grupper op i Burrel.


To gudstjenester

En god og livsbekræftende oplevelse var at holde gudstjeneste i Pogradec.

Der var ca 40 børn og voksne til stede og seks børn blev døbt. Det er en stor glæde, når flere siger ja til at komme ind i Guds rige og vedkende sig deres tilhørsforhold. Disse børn var små børn på 6-8 år. Endnu flere ville gerne have været døbt og det må forhåbentlig kunne ske næste gang.

En anden gudstjeneste blev afholdt i Tirana, hvor der var ca. 60 mennesker til stede.

Det blev en festlig gudstjeneste, hvor Frieder Vollprecht prædikede og undertegnede havde altertjenesten. Vi fejrede den hellige nadver, og der var en stor fornemmelse af enhed i den gudstjeneste.

Glædeligt var det at se en gruppe unge mennesker fra Burrel, som var kommet ind for at være med til gudstjeneste. Ca. 10 af dem i alderen 16-18 år var kommet derind, og de er en kernegruppe i Burrel.

Man taler i FKH meget om at styrke de centre, altså Tirana, Bathore, Pogradec og Burrel, som man har, og hvor der er et større arbejde i gang.

Det var godt at have besøg fra Den Europæiske Provins. Der er stor interesse i andre dele af Den Europæiske Brødrekirke for arbejdet i Albanien, og vi ser i BDM frem til, hvordan at også forhåbentlig andre dele af Brødrekirken i endnu højere grad vil bære med på arbejdet i Albanien.


Fabi

Slutteligt er det en glæde at se frem til at kunne byde velkommen til Fabi. En ung studerende som skal opholde sig på Diakonhøjskolen i Århus fra 1. februar til sidst i juni.

Hun vil få en mulighed for at komme rundt og besøge interesserede BDM-venner.

Skulle nogen have lyst til at få hendes besøg kan man henvende sig på kontoret.


Jørgen Bøytler {JB}





Juni 2004: Fabi lærer om kristendom og diakoni





Fabi er 25 år og har været ansat i den lutherske kirke i Albanien i ca. et år. Efter hun var færdig med sine studier som socialarbejder, søgte hun arbejde og hørte gennem en veninde om den lutherske kirke, som søgte en sekretær. Selv kommer Fabi fra en traditionel muslimsk familie, og dermed har hun samme baggrund som mange andre i kirken.

I kirken står hun bl.a.for en gruppe på ca. 50 unge studerende, som hun mødes med en gang om ugen. De unge har som hun selv primært muslimsk baggrund, men de er ivrige efter at lære noget om kristendom. Fabi er derfor især interesseret i at få en større indsigt i kristendommen, og få nogle praktiske idéer til, hvordan hun formidler det videre i sin ungdomsgruppe.

I dette interview fortæller hun lidt om sit møde med Danmark.

Hvordan hørte du første gang om Diakonhøjskolen?

Jørgen (Bøytler) {JB} skrev til mig om kurset, og efter at have læst om linjen på Diakonhøjskolens hjemmeside, og fundet ud af, at det havde noget med socialt arbejde og kristendom at gøre, besluttede jeg mig for at ansøge.

Hvad var dine forventninger til kurset?

Jeg har, siden jeg blev færdig fra universitet for halvandet år siden arbejdet med forskellige grupper af mennesker, især børn og unge, og jeg så kurset som en god mulighed for at få ny viden og nye erfaringer.

Hvilke forskelle ser du mellem din uddannelse som socialarbejder fra Albanien og kurset på Diakonhøjskolen?

Først og fremmest bygger kurset på Diakonhøjskolen på kristendommen. Det er nyt for mig at lære om kristendom i skolen. En anden forskel er, at i Danmark lærer man ved at gøre tingene, mens man i Albanien lærer ved at læse.

Hvad forstår du ved diakoni?

Det er et begreb, som jeg først har mødt her på Diakonhøjskolen. Det er svært... som jeg forstår det, er det at hjælpe andre. .. at tjene andre. Vi lærer i Bibelen, at vi skal elske vores næste - og hjælpe.

Hvordan oplever du det at leve sammen med så mange andre på højskolen?

Det er interessant at leve sammen med elever fra andre lande og høre om andre lande. Det er let at leve sammen på tværs af de forskellige nationaliteter, for dem, fra de andre lande, har haft de samme problemer, som vi har haft i Albanien.

Er der noget, du er blevet overrasket over ved at komme til Danmark?

Jeg havde hørt, at danskerne var meget alvorlige og tillukkede, men jeg oplever folk som meget venlige og interesserede. De vil meget gerne høre om den lutherske kirke i Albanien, og det er meget fremmed for mange at høre om kommunist-tiden og om, at der ingen kirke var dengang.

Du har besøgt en lang række danske menigheder, mens du har været her. Kan du fortælle lidt om dine oplevelser herfra?

Jeg har oplevet, hvordan man arbejder i en dansk kirke eller menighed. Den største forskel er nok, at i Albanien mangler vi så meget - bl.a. en præst. Vi er på vej og har nu et arbejde i gang i 10 byer. Men det er vigtigt for os at få vores egen præst. F.eks. oplevede jeg i Hurup, hvordan præsten talte fra sit hjerte ... En anden forskel er, at folk her i Danmark - som jeg oplever det - går i kirke fordi det er en tradition. I Albanien kommer man i kirken, fordi man har brug for det.

Hvad er dit bedste minde fra dit ophold her?

Efter at have mødt en af biskopperne (Søren Lodberg Hvas fra Aalborg, red.) skrev han til mig, at jeg er et godt eksempel for unge i Danmark. Jeg blev meget glad og overrasket, for jeg havde hele tiden tænkt, at jeg var her for at lære - og ikke omvendt.


Niels Hviid Poulsen, højskolelærer



Den internationale linje på Diakonskolen

Fabi fra Albanien er med støtte fra BDM på et 5 måneders ophold på Diakonhøjskolen i Århus, Hun går på den Internationale Linje sammen med 13 andre unge.

De studerende på den Internationale Linje kommer primært fra Østeuropa - fra lande som Ungarn, Polen, Rusland, Kirgisistan, Makedonien, Slovakiet, Estland, Armenien m.v. Konfessionelt har de vidt forskellig baggrund; hovedparten kommer fra den ortodokse eller lutherske kirke, men dér er også unge med baggrund i f.eks. baptistkirken, pinsekirken, den katolske kirke.

Eleverne får undervisning i fag som diakoni, kristendom, økumeni, sociale studier, management og projektledelse.

Endvidere besøger de en lang række kirkelige og sociale institutioner, og de har et praktikophold i en af disse i løbet af kurset.

En vigtig del af læringen er endvidere at indgå i et både socialt og åndeligt fællesskab med mennesker med vidt forskellig etnisk og kirkelig baggrund.





August 2004: Albanien tur/retur




Edi Mazi yderst th. Bjarne Gertz Olsen nr. 3 fra venstre i samme række.


Efter ønske fra BDM besøgte jeg i juni det lutherske søndagsskolearbejde i Albanien.

Jeg har tidligere mødt repræsentanter fra dette arbejde ved forskellige internationale søndagsskolekonferencer.

Den lutherske kirke i Albanien er vokset ud af søndagsskolearbejdet. Der var nogle mennesker, som efter landets befrielse fra kommunismen så vigtigheden i at satse på børnene. En satsning, som har sat spor.

Der er nu 10 lutherske grupper rundt i landet. Børneklubberne samler ca. 330 børn og er i vækst. Mission og diakoni hænger sammen.

Der er særligt kontakt med mange børn fra fattige familier. I kirkecenteret i Tirana arrangeres også engelskundervisning for børn. Ved kirkecenteret havde de netop fået et brugt tandlægeudstyr og stole fra Danmark. Nu er der oprettet en tandlægeklinik, så fattige mennesker kan komme billigt til tandlæge.

Kirkecenteret er i en ejerlejlighed tæt ved Tiranas centrum.

Der er også kvindegrupper, ungdomsgrupper, børnehave m.v. rundt om i forbindelse med kirkens arbejde.


Børne- og ungdomsgruppen i Pogradec

Efter kørsel langs stejle bjergskåninger uden afskærmning og på veje, hvor der undertiden var store huller, nåede vi Pogradec, som er ca. 170 km. fra Tirana.

Ved ankomsten til Pogradec gik vi til kirkecenteret, som var en lejet lejlighed. Her var børnehave og der var 25 børn og nogle mødre. Der er stor arbejdsløshed i dette område.

Der var lidt legetøj til børnene og det var tydeligt, at det var en kristen børnehave. Lederen af arbejdet i Pogradec, Arjanna, er en ildsjæl.

Senere var der børneklub, hvor der var 24 børn. (Stort set samme ledere, som i børnehaven). Der er børneklub hver uge.

Jeg var også senere til møde med ungdomsgruppen (ca. 18-20 unge). De gav udtryk for, at de ønsker et større center (lokale), så de kan blive en større gruppe.

De fortalte om deres program og stillede forskellige spørgsmål og gav udtryk for, at de har brug for undervisning i, hvordan man får flere med.

Det var unge mennesker, som havde syn for mission.


Kursus i Durrës

Byen Durrës ligger ved Adriaterhavet og her skulle der være landskursus for børnemedarbejderne.

Hvert år har lederne af børnegrupperne en samling på landsplan.

Kurset samlede 25-30 ledere fra hele landet. Ved dette års kursus havde jeg al undervisningen, som foregik på engelsk og blev oversat til albansk.

Det var lykkedes at få fat på en overhead-projektor og ved hjælp af et lagen som lærred kom det til at fungere med det visuelle.

Kurset begyndte med Guds Ord og bøn og derefter en præsentation af de enkelte deltagere og arbejdet de stod i.

Jeg holdt følgende foredrag på kurset: 1: At være leder i søndagsskolen.

2. Søndagsskolen og dens idé.

3. Hvordan kan vi fastholde børnene?

4. Arbejde blandt de større børn.

5. At bringe det kristne budskab til en ny generation.

6. Hvordan fortælle bibelhistorie?

7. Hvordan undervise børn?

Der var på kurset en stor interesse og lydhørhed.

Ved et af mine foredrag standsede jeg op og spurgte, om det ikke var tungt teologisk set? (jeg synes selv det var lidt tungt). Men hertil blev der svaret - "Det er lidt tungt, men vi har sådan en brug for at høre det."

Det var nogle gode dage, vi havde sammen i Durrës og det var dejlige mennesker at møde.

Ved evalueringen af kurset takkede flere for kurset. Der blev også givet udtryk for, at endnu flere, herunder de unge, burde opleve et sådant kursus.

Alle kursisterne fik udleveret en mappe med mine foredrag på albansk.


Den lange række af børnesko

Vi kørte ud til Bathore, som er et område uden for Tirana, der er præget af fattigdom.

Vi skulle til søndagsskole i et privathjem hos Haxhi Murate, som sammen med flere voksne samler mange børn til søndagsskole/børneklub. Haxhi havde også deltaget i kurset.

Jeg har før set mange sko uden for et hus, men her slog det alle rekorder. Der var en lang række af forskellige børnesko.

Og indenfor i en lille simpel stue sad over 50 børn stuvet sammen på de få møbler, der var og på gulvet. Man kunne lige klemme sig ind og få en plads at stå på. Jeg skulle tale og det var en spændende udfordring.

Efter søndagsskolen blev vi inviteret til spisning hos Haxhi og hans kone.

Haxhi gav udtryk for de muligheder, som er i dette område for at samle børn, men de kan snart ikke være i deres eget hus.

De har brug for et kirkecenter som samlingssted. (Det er som i gamle dage i Danmark, når søndagsskolen i hjemmene blev så stor, at det blev nødvendigt at bygge missionshuse).

I området er der ingen skole og mange af børnene går derfor ikke i skole. Derfor vil et kirkecenter give mulighed for at få kontakt med mange børn.


Mødet med Albanien og udfordringen

Der gøres ved det lutherske kirkecenter i Tirana og andre steder i landet et flot stykke arbejde for at fremme evangeliets sag.

Med de midler, som er til rådighed, drives der mission. Strategien med at satse på børnene og her igennem også nå hjemmene, viser sig at bære frugt. Men Albanien er et fattigt land, som har brug for hjælp.

Den lutherske kirke i Albanien er en lille kirke, og kan synes som en "dråbe" i havet i et land, der er overvejende muslimsk.

Men denne "dråbe" er en vigtig del i udbredelsen af evangeliet til børn i Albanien.

Arbejdet i Albanien har brug for forbøn og økonomisk støtte.

Ved mit besøg var der flere personer, som gav udtryk for glæde over hjælp og støtte fra BDM.


Bjarne Gertz Olsen





December 2004: Over bjerge, gennem dale i Albanien

Pladsmangel i de små stuer, da endnu flere børn gerne vil være med i børneklubberne

Med Svend Søe fra BDM som rejseleder tog 13 forventningsfulde deltagere i ugen fra 9.-17. okt. til Albanien for at besøge den Albanske kirkes klubber. Lørdag aften tog vi med fly fra Kastrup og landede i Tirana ved midnatstid.

Søndag morgen måtte vi op i god tid, da vi skulle ud at besøge første børneklub i Bathore, den mest fattige del af Tirana.

Vi var her inviteret til bryllup, da lederen af klubben skulle have en datter gift.

Et bryllup her foregår meget anderledes. Der er ingen kirkelig handling; brylluppet foregår over det meste af en uge ved at køre rundt til familie og venner, og på sidstedagen, hvor vi var med, henter brudgommen sin brud i hendes hjem.

Vi blev modtaget uden for huset med musik, klap og dans, og deltog i dansen omkring brudeparret. Vi blev budt på konfekt og hjemmelavet snaps. Brudeparret kører til brudgommens forældre med de ejendele, bruden har, og de gaver de har fået, den øvrige familie og venner spiser så i brudens hjem, alt foregår udendørs.

Vi overværede også her et møde med en flok glade syngende og lyttende børn. Her i dette fattige kvarter, har en familie nu i flere år holdt møder for børn og unge i et meget lille hjem - i en stue på vel 18 m2 var der ca 50 børn. Her mangler der økonomiske midler både til lokaler og materiale til undervisningen.

Næste dags besøg gjaldt klubben i byen Burrel; hertil var der en køretur på ca. 45 km. Overskriften "Over bjerge, gennem dale", som er hentet fra en børnesang, var her en virkelighed. Turen tog ca. 4 timer på meget dårlige, smalle og snoede veje oppe i bjergene, men med en pragtfuld udsigt over dybe dale.

Også her var det en oplevelse at se børnenes optagethed af at lytte og synge, fortælle og citere, hvad de havde hørt, og deres glæde ved at være her i klubben.

Efter børnenes møde overværede vi, hvordan en ung pige på 15 år underviste i og fortalte unge fra 10-15 år om kristendom. Hun gjorde det med en overbevisning og sikkerhed, så det var en fryd.

En dag kørte vi til byen Kruje, hvor vi i et stort slot så et museum over Albaniens helt, Skanderbeg. Efter en gåtur igennem byens gamle bazargade var vi igen i et hjem, hvor der blev holdt møder for børn.

Lederen var en enlig dame, som også måtte passe sin lamme mor, uden hjælp fra det offentlige. Det er med beundring og eftertanke, man ser den værdighed og stolthed, der er over folk i Albanien, selv under meget fattige forhold.

I Fushe-Kruje var der en klub for lidt større børn, men da de var i skole, så vi kun et par stykker. Også her holdtes møderne i et privat hjem, men dog et mere økonomisk velstående hjem. Mange børn og lidt plads ...

Vores næste tur var til Pogradec - en tur på 140 km. igen ad smalle bjergveje med hårnålesving og en pragtfuld udsigt ned i dalene med byer og marker.

Byen ligger ved den flotte Ohrid sø, med en herlig udsigt over til Makedonien.

Her var der en klub, hvor man havde børnehave, klub med kristendomsundervisning for både børn og unge. Her har arbejdet været i gang i 9 år, og det med så stor succes, at man p.gr. af pladsmangel ikke kunne udvide arbejdet, noget, der står i kontrast til her i Danmark, hvor vi har plads nok, men mangler børn og unge, der vil komme.

Det var meget positivt at høre at mange af de, der var begyndt i klubben, da den startede, nu var med blandt lederne for børnene.

Dagen efter var vi inviteret til at besøge en af de unge ledere i hendes hjem, hvor hun boede sammen med sin mor, mand og datter på 5 år i en lille lejlighed. Hun var en sprudlende og energisk kvinde.

Her i Pogradec-klubben var der virkelig behov for økonomisk hjælp til at få større lokaler, for at kunne udvide arbejdet.

Efter 2 dage her returnerede vi igen til Tirana, hvor vi kunne opleve bylivet i en overfyldt by med en forvirret trafik uden nogle særlige regler.


Gudstjeneste uden præst...

Den sidste dag var vi i Kirkecentret sammen med folkene i Tirana og flere af lederne fra de andre byer, vi havde besøgt, til en gudstjeneste med glad sang, tekstlæsning, forkyndelse og bøn, men uden altergang og velsignelser, hvortil der kræves en præst, hvilket er et stort ønske for dem at få. Efter gudstjenesten samledes vi til spisning og en god snak med medlemmerne af "kirken" i Tirana.


Det kristne budskab MÅ ud

Vi forlod Tirana med det indtryk, at de folk, der står for den Lutherske kirke i Albanien og for forkyndelsen af det kristne budskab, trods fattigdom og store mangler, gør alt, hvad de magter for at udbrede dette budskab.

De fortjener al den opbakning, vi kan give dem både økonomisk og i forbøn.


Edith og Gunner Ahlman, Skive og Oda Christensen, Fur




Marts 2005: Datter viste mor vejen til Gud

Mor og datter er begge blevet kristne og deltager aktivt i det kristne arbejde i Burrel


Doruntina Gjestila

Mit navn er Doruntina Gjestila. Jeg er fra Burrel i Albanien. I juni 1989 startede jeg i skolens 2. klasse.

Min familie består af: min broder Erion, 18 år, min søster Dona, 4 år, min mor og jeg. Jeg mistede min far for to år siden i en ulykke."

Den første gang, jeg hørte om kristendom, var i 1998 fra min fars ven Haziz Ballabani.

Efter en snak med ham var jeg med til et kristent møde i hans hjem.

Dette møde var første gang jeg var i et kristent fællesskab, og efter dette møde fulgte der flere efter. Jeg kan lide at gå til disse kristne møder.

Alt, hvad jeg hørte, var nyt for mig!

Men det var slet ikke så nemt, for min familie og mine venner kom fra muslimske familier, og jeg var den første, som brød isen med at være anderledes end de andre.

Men alt har jeg gjort med glæde og jeg fik modet til at gå imod min familie.

Gud var med mig og hjalp mig på den vej jeg valgte, og han giver mig kraften.


At give det videre

Efterhånden som tiden er gået, er jeg vokset med opgaven, og i dag kunne jeg godt tænke mig at give det videre, som jeg har lært fra Biblen til børn og teenagers.

På den måde kan de mærke forskellen som jeg følte, da jeg lærte Jesus at kende.


Ulykken og bønnens betydning

De sidste 2 år af mit liv har været meget vanskelige, fordi jeg i april 2002 mistede min far ved en ulykke, og det har ændret mit liv.

Netop i den situation begyndte jeg at tro fast på Gud og at bede for min far, selv om jeg blev mødt af negative holdninger fra min mor, som havde mistet troen på Gud.

I denne vanskelige tid var jeg omsluttet af kristne venner, som bad for mig og var der for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at møde så mange som muligt af kristne venner i hele verden, for jeg tror på, at de alle er Guds børn og elsker hinanden.

I den svære tid for min familie og jeg var det meget vigtigt, at nogle var nær hos os.

Hele min familie og jeg takker for jeres medleven og varme ord. Det er mere vigtigt end alt andet.

Jeg vil gerne på et tidspunkt vende tilbage og skrive noget mere.

Doruntina Gjestila





Shpresa Gjestila

Mit navn er Shpresa Gjestila. Jeg er Doruntinas moder. Jeg er sygeplejerske og 40 år.

Jeg har et specielt forhold til mine 3 børn. Jeg er nemlig både mor og far for dem, fordi deres far, min mand, døde for 2 år siden i en ulykke.

Jeg kommer fra en muslimsk familie, og for mig var det meget svært at acceptere, at Doruntina var blevet optaget i en kristen gruppe i Burrel.

I begyndelsen, da min datter kom hjem og fortalte mig om kristendom og det kristne seminar, som blev organiseret af lederne i Tirana, og om Brødremenighedens Danske Mission, interesserede det mig overhovedet ikke.


Tilgiv mig Gud

Tilgiv mig Gud, hvis jeg ikke har hørt på min datter.

Jeg var overrasket over at se, at min datter græd, fordi jeg ikke lyttede til hende.

Hver gang vi skulle spise, bad Doruntina altid til Gud og takkede for maden, men hendes søskende og jeg lo ad hende. Tilgiv os Gud, fordi vi gjorde hende ked af det, hun, som elskede dig, Gud!

I 2002, da jeg mistede min mand i en bilulykke var jeg meget ulykkelig og troede ikke på Gud. Min mand var sådan en god mand og jeg elskede ham meget højt. Jeg forbød min datter at gå til de kristne møder og jeg sagde til hende, at der ikke var nogen Gud, for hvis Gud eksisterede, ville hendes far være hos hende nu.


Min datters bøn

6 måneder efter han var død, kom jeg tilfældigvis ind i børnenes værelse og så min datter bede.

Jeg hørte hende sige disse ord: Gud i Himlen, tilgiv min mor, og hjælp hende til at leve med sorgen, tilgiv hende Gud, hun tænker meget på, hvordan det skal gå med os uden vores far, hjælp os Gud.

I dette øjeblik satte jeg mig ned sammen med mine børn, kærtegnede dem og lovede dem, at de måtte gå med til møderne, og fra den dag gik jeg selv med til møderne.

Jeg beder hver dag til Gud og beder ham hjælpe mig med at komme over sorgen og om, at mine børn kan komme godt undervejs.

Jeg er meget taknemmelig over, at min datter i dag er leder af den kristne børnegruppe i Burrel.

Jeg er så taknemmelig, fordi jeg nu har fundet troen på Gud.

Jeg vil være stolt over at byde dig velkommen som gæst i min familie.

Med respekt

Shpresa Gjestila





Noter


JB)



Jørgen Bøytler. Generalsekretær for BDM og præst i Christiansfeld. Født 13.5.1957. Tømrer. Missionær i Tanzania. Præst i BDM 1997. Missionssekretær fra 2002. Cand.theol. fra Aarhus Universitet 2002. Generalsekretær for BDM 2003.


KSP) Knud Harald Schjødt-Pedersen, fhv. provst og sognepræst, Ebeltoft. Født 13.4.1925. Schjødt-Pedersen bestod teologisk embedseksamen i 1959 på Københavns Universitet. Frem til 1966 var han hjælpepræst i Brønshøj Kirke og kapellan i Utterslev. I 1966 blev han sognepræst i Vestervig og Agger sogne, hvor han virkede frem til sin pensionering i 1994. Udover at være sognepræst var han fra 1979 til 1994 også provst for Sydthy Provsti i Aalborg Stift. Han har deltaget i frivilligt arbejde i Sudanmissionen og Sømandsmissionen. Kort tid efter pensioneringen rejste han til Albanien og var med til at grundlægge Den evangelisk Lutherske Kirke dér. [BA på basis af avisomtale]


ATP)



Ankjær T. Poulsen, f. 1941, er uddannet som lærer i 1963. Han har været forstander for Rydhave Slots Ungdomsskole ved Vinderup, informationssekretær i Brødremenigheden (1986-91), generalsekretær for Dansk Europamission (1992-93) og landssekretær i Brødremenigheden fra 1994 til sin pensionering. Han bor på Fur. [BA]


Islamisering) Islamiseringen på Balkan begyndte omkring år 1400. Fx var den albanske nationalhelt, Skanderbeg, muslim i nogle år, mens hans far var osmannisk vasal. Efter faderens død vendte Skanderbeg - sammen med sine albanske tropper - tilbage til Albanien, løsrev sig fra det osmanniske styre og antog igen den romersk-katolske tro. Hvornår Islam slog igennem i Albanien og blev dominerende trosretning er svært at sige, men formentlig i løbet af 1500-tallet. Ankjær T. Poulsen oplyser at '300 år' må være en trykfejl. Se evt.: Albaniens historie. [BA]


Makedonien) I det nuværende Makedonien er størstedelen af befolkningen sláver, men et stort mindretal er albanere. Ankjær T. Poulsen oplyser at det i den oprindelige tekst burde have været tydeliggjort at der blev tænkt på nogle særlige områder af Makedonien, ikke på hele Makedonien. [BA]


1389) Hvordan befolkningssammensætningen var i 1300-1400-tallet er omdiskuteret; der har sandsynligvis været mange serbere, men også en hel del albanere. Nogle serbere er muligvis flygtet fra området i løbet af 1400-tallet, men det vides der ikke meget om. Derimod skete der en stor serbisk udvandring i 1689-90 efter at en østrig-ungarsk invasion slog fejl. Der skete også udvandringer i 1700-tallet. [BA]


Mazi) Edi Mazi var i slutningen af 1990'erne blevet udpeget af Fatos Nano's regering til at lede den statslige radio- og TV-station (RTVSh), men mange blev irriterede på ham, fordi han - bl.a. af økonomiske grunde - skulle indskrænke personalet. Flere af dem han skilte sig af med var medarbejdere der blev anset for at være Berisha-folk. Mazi måtte i september 2002 træde tilbage som radio-TV-direktør efter kritik af den økonomiske styring af radio-TV-stationen og efter at være blevet beskyldt for korruption, jf. fx. International Press Institute's 2003-rapport. Om kritikken havde noget på sig, er meget svært at sige. I Albanien er der delte meninger, og det skal huskes at det dér er ret udbredt at beskylde en modstander for korruption. Ankjær T. Poulsen og flere med ham er dén dag i dag overbevist om at beskyldningerne mod Mazi for korruption var ubeføjede. [BA]




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk