Miqësia's Erfaringsprojekt


Billeder fra Shkodra, januar 1994


Fotograf Janne Klerk ©



Tekst: Janne Klerk og Vivian Kruse. Red.: Bjørn Andersen



Miqësia er albansk og betyder venskab




Kontaktadresse: information@miqesia.dk





Version 0.3 - 02.08.2005






Vivian Kruse og Janne Klerk besøgte Skhodra-området i januar 1994; Vivian skulle fordele nødhjælp for red barnet, og Janne havde fået en bevilling fra Danida til at tage med og tage billeder, ikke af uddelingen, men af forholdene og af albanerne.

Billederne blev senere samlet i en serie på omkring 60 billeder, der har været udstillet på Nationalmuseet og en række biblioteker, og i 2004 i Hans Tausens Kirke på Christianshavn.

Hvis du/I overvejer at udstille Janne Klerks billeder, så send en mail for at få nærmere informationer: webmaster@miqesia.dk

Nedenfor følger fem af billederne i meget reduceret størrelse.



Foto: Janne Klerk. Copyright
Forfatterforeningen i Tirana. Engang et sted med en vis kulturel og politisk betydning.



Foto: Janne Klerk. Copyright
Krøbling ved én af Shkodra's indfaldsveje. For at tjene lidt som supplement til en meget beskeden socialhjælp eller pension fik man nogen fra sin familie til at transportere sig hen til et godt sted om morgenen. Det var meget almindeligt, måske særligt blandt muslimer, at lægge en skilling - nogle få lek. Det var ikke god tone bare at gå forbi.



Foto: Janne Klerk. Copyright
Der var i 1994 tre børnehjem i Shkodra. Ét af dem for børn med fysiske eller psykiske handicaps. Forholdene var dèngang meget vanskelige; man manglede stort set alt. Red barnet havde allerede tidligt et projekt på ét af børnehjemmene.



Foto: Janne Klerk. Copyright
Store børn på vej hjem til landsbyen med lidt brændsel, men det blev sværere og sværere at sanke. Mangel på brændsel fik albanerne til at skove kraftigt - og mange bjerge stod efterhånden helt nøgne.

På billedet er både piger og drenge, men ellers var der en tydelig rollefordeling mellem mænd og kvinder, og mellem drenge og piger. Det var ikke så ualmindeligt at se en lille karavane - først gik manden, svingende med sine arme og ofte rygende på en cigaret; så kom æslet - højt belæsset; til sidst konen - endnu mere belæsset.



Foto: Janne Klerk. Copyright
Landing af fisk i udkanten af Shkodra. Noget af fisken spiste familien selv, noget blev solgt - måske ved vejkanten. Det var ikke fordi der blev fanget så meget, og man havde heller ikke særlig meget fangstudstyr.


En dag hvor lastbilen med nødhjælp var standset for at chaufføren, tolken, Janne og Vivian kunne spise frokost, kom der en hyrde ned over bjerget med sin fåreflok. Han hilste meget venligt og lod sig gerne fotografere. Hans tøj var slidt og med mange lapper. Han var overordentlig velsoigneret, og lapperne var syet på med stor omhu. Han var stolt af sit arbejde og tog sit liv alvorligt.

Billedet af hyrden findes på en plakat for udstillingen, men mange Albanere har været irriteret over det: »Hvorfor har I valgt dét billede? Kunne I ikke have taget ét af vores smukke landskaber?«.

Albanerne var overordentlig hjælpsomme og gæstfri. Var der nogen der opførte sig mindre heldigt, indhøstede de straks en reprimande - typisk fra én af de ældre. »Opfør dig ordentligt, det er vores gæster«. En dag hvor Vivian var kommet indenfor et sted og skulle vente nogle timer, blev hun tilbudt et værelse og en seng, da værtsfolkene kunne se at hun gabte.

I Shkodra inviterede borgmesteren på festmåltid. Det var stor kold buffet. De andre gæster var honoratiores fra byen, og der var også indkaldt et par spillemænd. Ikke fordi Vivian og Janne kom med nødhjælp, men fordi de var gæster udefra.

Husene var ikke isoleret, og i januar var der meget koldt - især om natten - og der blev ikke fyret. Janne og Vivian måtte tage ekstra tøj på, når de gik til sengs, og det skete også at de måtte tage sig en gewesen næste morgen for overhovedet at komme i gang.

En nat buldrede det på døren til dét hus hvor Janne og Vivian var indkvarteret. To mænd kom ind med maskinpistoler. De viste ikke deres papirer eller en dommerkendelse, men forlangte at se passene. Måske var de, som borgmesteren gættede på næste dag, på forbryderjagt. Men det kan også være at der var »nogen«, der var blevet sur over at Vivian ikke havde villet betale bestikkelsespenge for at uddele nødhjælp forskellige steder.





Vivian Kruse, f. 1946, pædagog, diplomuddannelse. I Albanien fra 1993 til 2000, først var hun ansat på ét af red barnet's projekter i Shkodra, senere arbejdede hun for forskellige internationale organisationer - bl.a. UNICEF. Taler albansk.


Janne Klerk, f. 1953, fotograf. Har fotograferet til mange bøger, holder udstillinger og har selv udgivet fotobøger.


  

Foto: Bjørn Andersen, 2004


Vivian med plakaten. Foto: Bjørn Andersen, 2004





Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk