Miqësia's Erfaringsprojekt, 3' sektion


17 år i monsterets gab

Den albanske forfatter Fatos Lubonja blev politisk fange som ung
og tilbragte 17 år i fængsler og fangelejre


Af John Frølich, oktober 1999 {jf}

Miqësia er albansk og betyder venskab




Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Version 1.0 - 28.3.2005







Foto: John Frølich


Fatos Lubonja. Foto: John Frølich


Den 25. juli 1974 blev en sommerdag, som Fatos Lubonja aldrig vil glemme.

Han var 23 år og havde netop afsluttet universitetsstudier i fysik, da fire mand fra Albaniens hemmelige politi dukkede op i hans hjem og brutalt slæbte ham med. Hans forbrydelse?

Han anede det ikke, men hørte senere at hans far, Todi Lubonja, også blev arresteret samme dag.

Faderen var fremtrædende kommunist, TV-direktør og medlem af partiets centralkomite, men han var ikke enig med Enver Hoxha, Albaniens partichef, i alt.

F.eks. mente faderen, at Albanien burde åbne sig mere mod Vesten. Man burde tillade, at den albanske ungdom hørte rockmusik med grupper som The Beatles og The Rolling Stones. På grund af holdninger som disse blev Todi Lubonja udråbt som fjende af den albanske stat.

Den unge Fatos ville være forfatter. I årene fra 1969 til 73 fik han udgivet flere noveller og han skrev dagbog hver eneste dag. Han vidste, at disse bøger, hvor han udtrykte sine inderste følelser, kunne være farlige. Derfor blev de gemt i en kasse oppe under loftet hos en onkel. Men politiet fandt den, og det endte med, at Fatos blev idømt syv års fængsel for at "agitere og propagandere mod den albanske regering".

Vi møder den nu 50 årige Fatos Lubonja på det gamle Hotel Dajti midt i Tirana. I sig selv et klenodie fra den tid, hvor væggene havde ører, og hvor alle vidste, at hvis man boede her, så blev man overvåget af Sigurimi, statens sikkerhedspoliti.

Han er en lille mand med mørkt skæg og stærke rolige øjne. Man skulle ikke tro, at han har henslæbt sine bedste år i det, mange har kaldt helvedes forgård.

Fatos har indvilget i at fortælle om disse 17 år. De værste år i hans liv.

I begyndelsen af 70'erne blev Enver Hoxha bange, fortæller Fatos. Hoxha havde haft et hjerteanfald og samtidig følte han, at grupper i partiet ville snigløbe ham og tage magten. Der var brug for at skræmme modstanderne, og det skulle dommene mod Fatos og hans far bruges til. Hoxha havde et motto, fortæller Fatos. Det lød sådan: Hvis du løfter fingeren, så skærer vi armen af. Hvis du løfter armen, så skærer vi hovedet.

For at genere far og søn endnu mere blev de sendt til to forskellige fængsler. Faderen kom til Burrel, mens Fatos kom til Spac arbejdslejr nr. 303 i Mirdita-distriktet, hvor fangerne skulle arbejde i en kobbermine.

Mineområdet lå inden for selve lejren, der var omgivet af tre meter høje pigtrådshegn. Langs hegnet var der vagttårne i alle hjørner, hvorfra bevæbnede vagter kunne holde øje med alt og alle. Udenfor patruljerede soldater med hunde, og om natten lå lejren badet i projektørlys.

Man arbejdede i minen otte timer om dagen, seks dage om ugen, men det skete ofte, at fangerne blev sendt på arbejde den syvende dag. Maden var elendig, sikkerhedsforholdene i minen rystende dårlige og kulden i den strenge vinter var en del af straffesystemet. Under opholdet så Fatos fem fanger bliver dræbt ved ulykker i minen, tre andre begik selvmord ved at kaste sig mod ståltrådshegnet, hvorefter fangevogterne skød, og rigtig mange brækkede arme og ben på sig selv for at slippe for arbejdet i minen.

"Jeg glemmer aldrig den første nat i Spac", fortæller Fatos. Jeg blev grebet af rædsel, da jeg hørte skrig fra fanger, der blev slået. Jeg kunne ikke bestemme, hvor skrigene kom fra, men jeg kunne høre, at der også var kvinder imellem. De hulkede og skreg, ind imellem helt hysterisk.

Fatos forklarer, at datidens politiske fængsel var som et monster. Et monster, omgivet af mystisk sladder og grufulde historier, nogle sande, nogle falske. Et monster, der uventet kunne slå ned på enhver albaner og som i et mareridt trække ham ind i sit gab. Et monster, der tvang albanerne til at underkaste sig diktaturet og som ind imellem fik folk til at forsøge selvmord frem for at skulle se dette uhyre i øjnene. I fængslet fik det fanger til at indrømme forbrydelser, de aldrig havde begået. Nogle gik med til at blive spioner, der skulle sladre om deres medfanger. Andre gik så langt som til at fortælle løgne om deres venner uden for fængslet, for ligesom at dele skylden med andre. Når det skete, var monsteret tilfreds. Det smidige undertrykkelsesapparat havde fungeret perfekt.

I fem år var Fatos i monsterets vold. Men så i 1979 skete der noget. Den 21. februar blev han sendt til Tiranas fængsel nummer 313. Han troede først, at han skulle benådes efter at have siddet inde i fem år, men han blev klogere.

Efter timevis med forhør, slag og bank forstod han, at forhørslederen måtte mene, at han var en del af en større sammensværgelse mod systemet, mod Enver Hoxha. Det ville de nu tvinge ham til at indrømme. Men Fatos nægtede og derfor fortsatte forestillingen uge efter uge. Med bank, kølleslag, og tilbage i cellen i bevidstløs tilstand. Han havde ingen forsvarer, ingen kontakt med sin familie, og truslen om døden hang konstant over hovedet. Det var det værste, fortæller Fatos stille. Ikke det, at de slog mig.

Han havde set, at der var andre medfanger fra Spac til stede, blandt andre to journalister, som havde studeret i Sovjet, men han forstod ikke sammenhængen. Kun vidste han, at de to journalister var blevet arresteret allerede i 1963, fordi de var imod Hoxhas brud med Sovjetunionen.

En hel måned varede det, så kom den sønderknusende dom: 16 års fængsel. Tilbage til Spac uden håb. Da dommen blev læst op, forstod han endelig, hvordan det hele hang sammen.

De to journalister havde fra fængslet sendt et brev til centralkomiteen, hvori de beskyldte Hoxha for stalinisme. De bad centralkomiteen om at udskifte partiets 1. sekretær, Enver Hoxha. Efter bruddet med Kina i 1978 mente de, at Albanien på ny burde tilnærme sig Sovjet.

Partichefen Hoxha var rasende. Han ville have dem henrettet omgående. Men hans problem var, at den albanske straffelov ikke tillod dødsstraf for agitation og propaganda mod staten. Sådanne aktiviteter kunne højst give mellem 3 og 10 års fængsel. Derfor måtte man opfinde en teori om den store sammensværgelse. Fatos, de to journalister og 16 andre navngivne personer blev dømt efter en paragraf, der handler om medlemskab af organisationer, der har til formål at omstyrte staten, også kaldet kontra-revolutionære organisationer. For dette kunne man idømmes fra 10 års fængsel til dødsstraf.

De to journalister blev dømt til døden. Og Fatos blev en brik i anklagerens spil.

Han bad om tilladelse til at komme til Burrel, så han kunne se sin far, men nej. Han skulle tilbage til Spac.

Så gav Fatos pokker i alt. Han nægtede at arbejde i kobberminen. Han kom i isolationscelle. Efter en måned åbnede de jerndøren og spurgte om han nu var parat til at arbejde. Nej, svarede han. Så fik han en måned til. Og sådan gentog de kattens leg med musen. I fire måneder uden at de kunne knække ham.

"Til sidst bankede de mig ned i mineskakten", fortæller Fatos. Så begyndte han at sultestrejke. Og hvor utroligt det end lyder: Fatos vandt styrkeprøven. Fængselsledelsen accepterede at flytte ham til Burrel. Endelig kunne han se sin far igen.

Men i Burrel var der andre problemer. Her måtte man ikke arbejde. Man skulle dele celle med 10 andre fanger, døgnet rundt. Nogle af fangerne var kriminelle, andre var homoseksuelle og andre bare irriterende, husker Fatos. Vi gik hinanden meget på nerverne. Aldrig havde man ro til at skrive eller læse.

Aldrig kunne man se solen. Fra det lille vindue i hjørnet ved loftet kunne fangerne skimte tårnet, hvor vagterne gik rundt med deres Kalashnikov maskingeværer.

Hvordan kan man overleve sådan nogle steder med død og terror i hele sytten år?

Opholdet i fængslet lærte mig, at mennesket har en evne til at tilpasse sig de mest uhyggelige omgivelser. Fængslet er det sted, hvor overlevelsesinstinktet bliver vigtigere end noget andet. Man tvinges til at udvikle den evne, det er, at kunne håbe. Da jeg først så minegangene i Spac følte jeg mig rolig og parat til tage imod udfordringen. Dette til trods for alle de lidelser og farer, jeg havde hørt om. Da jeg stod i minen følte jeg en kraft vokse i mig. Det, der så forfærdeligt ud udefra, begyndte næsten at se menneskeligt ud. Som den druknende person, der pludselig ser sig selv svømme hen mod et skinnende lys. En redningsplanke. Det er denne kraft i den menneskelige natur, som vi kalder håb.

En dag så Fatos lyset for enden af tunnelen. I 1991 blev han løsladt sammen med tusindvis af politiske medfanger. I dag er han en fremtrædende forfatter, journalist og menneskerettighedsaktivist og redaktør af tidskriftet Përpjekja. For sine mange år i albanske fængslet blev han tilkendt en beskeden erstatning, svarende til 10.000 danske kroner.





Noter


Se også: Fatos Lubonja's dagbog.


jf) John Frølich er journalist og lektor i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole. Fra 1995-98 var han projektkoordinator på det tre-årige program »Development of Journalism Training in Albania«, finansieret af Danida. E-mail: jf2@djh.dk




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk