Miqësia's Erfaringsprojekt, 3' sektion


Fatos Lubonja's dagbog


Ved John Frølich, oktober 1999 {jf}

Miqësia er albansk og betyder venskab




Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Version 1.0 - 28.3.2005







Foto: John Frølich


Fatos Lubonja med sine dagbogsnoter. Foto: John Frølich


Fatos Lubonja skrev dagbog i lange perioder gennem de 17 år, han sad i fængsel. På små fine stykker cigaretpapir, gemt i ryggen på en bog, og med en skrift så minimal og sirlig, at man er nødt til at bruge lup for at læse den.

Beretningen om den berygtede isolationscelle i Burrel handler om en af Fatos' medfanger, men selv kendte Fatos udmærket dette straffesystem. Faktisk sad han i 1987 fire måneder i træk i isolationscellen i arbejdslejren i Spac, fordi han nægtede at knokle i den nærliggende kobbermine.

Vi skriver søndag 4. November 1990. Kun få måneder efter denne dag kollapsede det kommunistiske regime og det første demokratiske valg i landets historie kunne holdes i marts 1991.





I dag tænkte jeg på en af mine medfanger, der sidder lænket her i Burrel fængslet. Han må stå oprejst 16 timer om dagen med hænderne på ryggen i håndjern, som er fæstnet til væggen og fodlænker om benene. Han bliver kun sat fri tre gange om dagen - når han skal spise og når han skal på toilettet. I de otte timer mellem klokken 21.00 og 05.00, hvor han skal sove, bliver han frigjort fra væggen, men hans hænder og fødder er stadig i lænker.

Han får udleveret et tæppe af vogterne, når han skal sove på trægulvet i den lille kolde celle. Ofte står en af vogterne og kikker gennem det lille hul i celledøren for at more sig over, hvordan han nu vil klare at få tæppet over sig med hænderne lænket på ryggen. Fangen klarer det for det meste ved at bruge tænderne.

Den kaldes straffecellen og er det værste jeg har set her. Meget værre end de forfærdelige prygl og kølleslag, jeg har været vidne til, for de varer kun nogle få timer. Og jeg skulle måske nævne de instrumenter, de bruger til at kneble fangerne. Når vagten f.eks. strammer håndjernet til det skurrer mod selve knoglen, hvilket enhver kan regne ud giver uudholdelige smerter, ja så skriger og bander fangen. Pupi, en af mine venner, har beskrevet den mundlås, som vagterne bruger til at stoppe sådanne skrig.

Den består af en knebel, der går ind i munden, med to bånd fastgjort på hver sin side og bundet rundt om hovedet. Den ikke alene blokerer munden, men bliver også brugt af fangevogterne til at lettere at få fat i fangens hovede og dunke det ind i væggen.

For en mand i denne situation er det lykkeligste øjeblik, når de fjerner lænkerne og løsner ham fra væggen. Efter fængslets regulativer sker det først efter ti dage, men han har stadig tyve dages straf tilbage.

I disse tyve dage må fangen gå rundt i cellen, som dog kun måler 2 gange 2,5 meter. Og mens de første 10 dage i lænker føltes som et helt århundrede af tortur, så oplever han at de næste 10 dage går hurtigt og behagelig.

Men han har endnu ti dage tilbage. I den sidste periode begynder han at føle sig træt og anspændt.

Den frihed, som han vandt da de fjernede lænkerne, er intet nu. I resten af perioden vil han drømme om det øjeblik, hvor han løslades fra den lille celle og kommer tilbage til den store celle, til den gode gamle madras, til cellekammeraterne, til det at komme ud og trække frisk luft i to timer hver dag, til at have friheden til at føje et lille stykke ost eller noget salami fra familien til fængslets elendige menu. Det er den lykke han drømmer om. En meget stor og intens følelse af lykke, ukendt for en fri mand.

Og når den længe ventede dag kommer, oplever manden fra straffecellen en dag i fuldstændig lykke og frihed. Men det varer desværre kun kort. Snart begynder han at føle sig indespærret igen. Hans madras lugter og to timers frisk luft om dagen synes at være alt for lidt. Maden synes fattig og smagløs, vennerne forekommer ham kedelige, grænsende til det irriterende.

Nu begynder han at drømme om ægte frihed.

Men hvor finder vi denne frihed? Uden for vores fængsel er der andre døre, som skal åbnes, andre lænker som skal brydes i jagten på den totale frihed"





Faktaboks

Man regner med, at 15.000 politiske fanger har været gemt væk i forskellige fængsler og arbejdslejre gennem de 45 år med diktatur. Dertil kom tusindvis af familier, der blev sendt i såkaldt internt eksil, dvs. de blev tvangsflyttet og måtte leve i forskellige interneringslejre.

Af de 15.000 politiske fanger tilbragte omkring 13.500 mere end 20 år bag tremmer. Langt de fleste var mænd. Kun cirka 500 var kvinder.

Hvad kunne man blive straffet for?

I realiteten var det ikke domstolene, men politiet og især sikkerhedspolitiet, Sigurimi, der afgjorde, hvad der var "antisocialistisk" og strafbart. Det benyttede sig af et udstrakt netværk af stikkere, placeret overalt i det albanske samfund. Sikkerhedspolitiet kunne arrestere folk for udtalelser, der blev udlagt som parti- eller statsfjendtlige. Men også fremstilling af dårlige produkter, pjækkeri fra arbejde og kontakt med udlændinge kunne være strafbart.

Aflytning af udenlandsk radio blev betragtet med mistro og kunne føre til langvarige straffe. F.eks. blev en mand i 1983 idømt ni års fængsel for at have set et jugoslavisk TV-program. Anklageren påstod det indeholdt antialbansk propaganda, men ifølge den dømte, der flygtede til udlandet 10 år efter, var der tale om en fodboldkamp.

Kilder: Albanian Rehabilitation Centre for Torture Victims. Albanian Documentation Centre for Human Rights.



Noter


Se også: 17 år i monsterets gab. Interview med Fatos Lubonja.


jf) John Frølich er journalist og lektor i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole. Fra 1995-98 var han projektkoordinator på det tre-årige program »Development of Journalism Training in Albania«, finansieret af Danida. E-mail: jf2@djh.dk




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk