Miqësia's Erfaringsprojekt


Albanien - the Future

Et brev fra Tirana august 1994


Af Jens E. Pedersen {jep}



[oprindelig trykt i »Information«, oktober 1994]

Miqësia er albansk og betyder venskab




Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Version 1.1 - 04.04.2005








Hanne og Jens i Kedelhallen, Frederiksberg, april 2004


Søndag middag, er lige gået ind fra verandaen, hvor temperaturen er 33 grader, den ligger hed i skygge det meste af dagen. Jeg har lige lagt the Future på CDeren, sat mig hen til computeren, som står ved vinduet. Kigger ud på gårdspladsen, hvor store blå klaser af druer drikker sol, fantasien ser dem både som liflig vin og raki, albansk drue-brændevin. Citrontræet spår en god høst i år, sidste år var der kun 7, de er grønne nu, men bliver senere orange. Det store blomstertræ har på 3. måned store orange-røde trompetblomster. Meget af løvet bærer præg af, at det ikke har regnet i 3 måneder, bortset fra tordenbyger.

Leonard Cohen synger Waiting for the Miracle, jeg oplever det hér. Ved computeren er temperaturen kun 32 grader. Fugtig hud, en kold Ivi (en græsk sodavand), ventilatoren er ikke tændt, venter til savnet af en dansk brise melder sig. Kirken, den ortodokse ringer til middagsbøn. Selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke høre byen, kun naboen, der er ved at forberede dagen store måltid. Jeg sidder 5 minutters gang fra Skanderbeg Pladsen, den centrale plads i byen Tirana.

Jeg flytter blikket, tegltaget kunne være lagt bedre, er det virkeligt tæt? 7-8 hjemmelavede antenner, rustne, mod en klar blå himmel. Kattene holder sig i skyggen, hunden er for sløv til at rører sig. Jeg ved det, kan ikke se det herfra, byen er fuld af parabolantenner, hvorfor ikke på naboens tag? næppe af arkitektoniske grunde. Her er 250.000 paraboler.

Jeg kalder vores stue The Old Ladies Room, ikke på grund af Hanne. Leonard Cohen synger Closing Time, men jeg fortsætter. Jeg har mødt maleren Mirandi, portrætter er hans speciale, især ældre kvinder, jeg har 7-8 stykker hængende. Han er lige begyndt og dog jeg har givet ham modet tilbage, han havde ikke malet eller solgt i 8 år, nu sælger og maler han, så han kan leve. Jeg kan høre ham, når han er ved porten, Hello my friend. Desillusioneret - drømmen om udlandet - Grækenland - America - anything but not Albania. Maleren har siden omvæltningen ernæret sig som sortbørsvekseler, han kone er meget glad for, at han nu har et rigtigt job. Han henter mod og inspiration i vores fredfyldte gård, det er nemt at være inspirator, når jeg lever som en rig mand i et fattigt land.

It's coming through a hole in the air, Democracy is coming to the U.S.A. Jeg går her og neddrosler albanernes drøm om Amerika. Er det rigtig, er det forkert, jeg ved det ikke, men deres billede er hentet ud af serierne, som kører på tv. Jeg prøver at beskrive det Amerika, som Jacob Holdt beskriver i Amerikanske Billeder. Det er heller ikke Amerika. Det må de også kende. Ung ingeniør, offentlig ansat, 50 USD om måneden, en cola på dåse en halv dollar, det er svært at være ung. Hav tålmodighed prøver jeg at sige. Det sagde de også til min bedstefar, han døde i krigen. De sagde det til min far, han døde af kræft, og nu siger du det til mig. Jeg vil. Gezim har en kiosk ved siden af sit job som ingeniør i Vejdirektoratet, 23 år han vil, han kan. Vejdirektoratet beholder ham ikke længe, selvom her er mere end 200 kiosker og der kommer en ny hver dag, Kioskgrad.

She stands before you naked, jeg var på stranden i går, 70% er muslimer, de må også have været der, eller kunne der ikke være så mange. Det eneste, der er rent er solen, vandet er 40 og brun-grønt, sandet brændende, coladåser, vandmelonskaller en nærmere analyse behøves ikke. De er her alle. 100 km sydligere er vandet krystalklart, men hun står der ikke, alle de unge i landsbyen er rejst, stranden er øde, vi er fire gæster på hotellet. Vi har fundet paradiset. Kontrasten til Tirana, Dhermi.

Skal du ikke til Korfu, lyder spørgsmålet. Svaret: Albanien har alt hvad jeg drømmer om - flotte, ordet flotte er ikke dækkende, men kan godt indgå i beskrivelsen, bjerge, der (nu kalder hoxhaen til bøn, Albanien er muslimsk) går i havet, en smal strandbred, i vand til halsen og fødderne ses stadigt. Ligger på ryggen, vandet bærer. Vi kommer igen. Ingen turister, vandrer i øde bjerge, ingen affald. Liste ind i et svalt gammelt kapel med freskoer på væggene, de har overlevet religions-forbudet. Nu kommer brisen.

Not just a year, but always. En gang imellem føler jeg det sådan, at her kunne jeg arbejde i lang tid. Albanernes venlighed, ægte ja. Gæstfrie. De er meget almindelige, det vil sige nemme at omgås, lette at arbejde sammen med, stolte af deres fortid, ikke Enver Hoxha, Illyrerne. Jeg må hele tiden ty til historiebogen, hvor var vi dengang? hvad kan vi opvise?, først vikingerne 2000 år senere. Jamen Jens, er det det eneste?, nej - der var nogle hyrder ude på marken - dengang - var det i Danmark?, også i Danmark. Senere Skanderbeg, jeg slår efter, kan er ikke nævnt i de danske historiebøger, spørger: Kender I Tordenskjold?, han var da en helt. Andersen, Kierkegaard og Laudrup kender de. Det er helte. En ældre ingeniør husker en Nielsen i Bologna. Harald oversætter jeg.

Landsbyerne får mig til at tænke på min barndom, men reelt skal vi meget længere tilbage - ikke middelalderen, men begyndelsen af 1900-tallet. Jeg har overnattet i private hjem. Renligheden i hjemmene er stor - en kontrast til omgivelserne. Toilettet ude i stalden bag æslerne, pas på de ikke sparker. Maden hjemmelavet, frisk kærnet smør, ost, tykmælk, kærnemælk, der smager af kærnemælk. Helstegt lam på spid, æresgæsten får det bedste - hoved og halen, husk at komme salt på hjernen, før end du spiser den, øjet kikker på dig, det er også en delikatesse. Alt skyldes ned med raki. Syg, nej aldrig.

Anne Linnet afløser, opmærksomhed får jeg, men savner fortroligheden. Kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu. Hvad med Danmark, min gamle far glemmer mig, hukommelsen svigter, svigter jeg, de andre er der, de er mange. Alt andet er her til overflod. Veranda er samlingspunkt for albanere og danskere.

Hvad forestillede jeg mig, da Ivar ringede og sagde du må tage til Albanien, Jens - i det mindste en måned, med lidt held skal jeg være her til udgangen af '95. Det er ikke altid, jeg kan nå jorden, men jeg har lært at svømme. Tiltroen er stor, intet er for småt eller stort, papiret sidder fast i kopimaskinen Mr. Jens, kan du skrive et oplæg om etablering af et forskningslaboratorium?, vi skal have ændret organisation fra 28 til 6 regionalkontorer, printeren virker ikke, strømmen er gået, tror du, at min file er der stadig?. Det har regnet ned i nat, tør vi tænde computerne? 20 mennesker prøver at klare et Vejdirektorat, i Danmark er der 550, hvem er det, der har brug for rådgivning? Tilliden kommer, de kysser, jeg kysser - på kinden - mest mænd, jeg giver et knus, jeg trykker en hånd - holder den et øjeblik. Det store smil, kaffe Jens. Jeg har det godt på arbejdet. Ord blandes albansk, italiensk og så engelsk, de bliver bedre til engelsk, jeg begynder at forstå. Nej - det havde jeg ikke ventet, ingen har elsket dig højere, supplerer Anne Linnet.

Anne Linnet synger - Du har været ved min side - Hanne har fået orlov - i mange Herrens år - hun bor her nu - så det er rart at være her.

Andres bekymring, får du noget at spise? - hvorfor altid det? - Ja, her er mad nok - frugt og grønsager er lige nu meget billigt. En krone og femogtyve for et kilo tomater - tomater der smager af sol. 27 grønne peber for 10 leke ca. 60 øre. Et kilo figner, friske 2 kroner. Friske fisk, muslinger, rejer, hummer og blæksprutter. Vandmeloner 40 øre kiloet. Albansk vin - 6 kroner - er god til madlavning, græsk giver hovedpine, den italienske er sød. Carlsberg kommer fra København, juice fra Cypern, koranen - en fisk - fra søerne, skinke fra Italien, ungarsk pølse. Vægten er for nedadgående langsomt, langsomt. Benetton er her, hårde hvidevarer, italienske, kinesiske, franske og albanske restauranter. Hotellerne er overvejende meget dårlige, Dhermi er undtagelsen indtil nu.

Hvad fokuserer jeg på - affaldet, nedslidtheden, forfaldet eller skønheden, jeg kan se skønheden, det andet er her også, men ved at se skønheden, ser jeg livet. Hver aften promenérer 10.000 måske 20.000 albanere i Tirana, sidder på et stendige, en bænk, springvandet, lidt som en god sommerdag i København, Nyhavn, hvad er forskellen?, albanerne kan gøre alt dette uden en øl i hånden. De mødes, de udveksler kys og håndtryk, konverserer, går videre, klokken 10 tømmes byen langsomt, klokken elleve kan du se businessmænd, rådgivere og turister, de er på vej hjem til et varmt hotel, kun langtidsrådgiverne har eget hus, ingen aircondition men en ventilator, som sender kølig luft hen over de nøgne kroppe, som venter på søvnen. Hoxhaen kalder, hanen galer, det er stadigt mørkt, leder efter lagnet, klokken er 5, det er køligt, alt er roligt, vækkeuret ringer halvsyv. Jeg gnider søvnen af øjnene, stiller mig under strålen eller dryppet, ikke noget med at springe fra stråle til stråle, der er én, tålmodigt kommer sæben ud af håret, frisk, udhvilet, morgenmad, yoghurt fra Polen, brød fra bageren, ost fra Willy, dansker, han bringer ost og initiativ, vandmelon, te fra Perch.

Nogen kør' bedst om dag'n - albanerne kører ikke godt. Alle der har besøgt os i Albanien, nævner altid trafikken, det opleves som at køre i dødsdrome, ingen kender færdselsreglerne. Jeg måtte en dag spørge om, det var forbudt at gå over for grønt i et fodgængerfelt, det opleves sådan. Trafikken er geder, får, køer, æsler, heste, ænder, gæs, hestevogne, cykler, biler - en bilinspektion ville gnide sig i hænderne - busser. Privatbilismen indført i halvfemserne. Antal dødsuheld som i Danmark, antal biler 10%.

Hvad tænker en gammel socialist, som nu kapitaliserer det socialistiske paradis Albanien (DKP-mls vurdering)? Værre er det næppe set i Europa, der må gøres noget. Jer er ikke her for at frelse hverken albanerne eller mig selv. De skal vælge deres egen vej. Jeg kan støtte, give et nuanceret billede af verden uden for Albanien, veje har man altid brug for. Jeg har nogle gode oplevelser, nogle erfaringer og albanerne trækker på mine.

Enveristerne er her, jeg har talt med dem, de gamle tro kommunister, som ikke forstår, som tror Enver viste den rette vej. Scrapbogen er fuld af beviser på frivillig indsats, de byggede veje, broer, jernbaner, terrasser hver week-end, hver ferie - var det forgæves. Det var deres liv - det forkastes, bliver der ikke bare lidt tilbage?

Albanien der er lang vej igen, 80% af industrien er lukket, kan ikke genåbnes. Har besøgt en asfaltfabrik, skal have nye sko. Hvordan de tilsætter 4,9% bitumen er en gåde - det gør de sikkert heller ikke. Ny industri skal skabes, små enheder er vejen. Uddannelsesniveauet er godt, håndværkstraditionerne er glemte, kapital mangler. Tingene ændre sig hurtigt butikker og restauranter, næste led industrien - den kommer, tålmod.




jep) Jens E. Pedersen er akademiingeniør; han blev født i 1948 i Skovtorup ved Faxe. Har arbejdet på et Verdensbanksprojekt i Vejdirektoratet. Hele 1994-95 var han rådgiver for det albanske trafikministerium, hvor hovedopgaven var at etablere et albansk vejdirektorat. Nu er han direktør i Dansk Cyklistforbund.



Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk