Miqësia's Erfaringsprojekt


På hjælpeekspedition i Albanien - med besvær


Af Frede Hansen

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk






Det albanske samfund er ødelagt af 50 års kommunistisk diktatur, men den enkelte albaner er hjertevarm og gæstfri, fortæller lederen af AOF i Brønderslev, Frede Hansen, efter en aktion præget af fejltagelser, bureaukrati, konflikter og kaos.


Kronik i »Aalborg Stiftstidende« torsdag 9. Januar 1997




YOU SUCCEEDED, sagde en engelskprofessor til mig, da et hold kursister fra AOF Brønderslev Daghøjskole havde tømt en kæmpetruck med skoleudstyr i den ludfattige, nordalbanske by Shkoder.

Selv følte jeg netop i det øjeblik, at alt var gået mig imod, at hele denne hjælpeaktion havde været en stor koncentration af fejltagelser, bureaukrati, konflikter, kaos.

Vi havde valgt Albanien som mål for et hjælpeprojekt, fordi Albanien er Europas fattigste land. Red Barnet, der i nogle år har arbejdet med børnehjem i Shkoder, havde hjulpet AOF til at få kontakter med de nødvendige øvrighedspersoner i Shkoder, der er. en by med 80.000 indbyggere.

Vi skulle primært hjælpe en folkeskole for større børn. Desuden havde vi kontakt med en teknisk skole, der bl.a. havde det problem, at man i tekstilundervisningen kun havde to symaskiner - så eleverne havde ikke mange chancer for i praksis at lære at sy.

Folkeskolen var, da kommuniststyret faldt, blevet stormet af unge bander, der hadede det offentlige, fordi styret repræsenterede 50 års undertrykkelse og diktatur. Derfor blev mange offentlige bygninger angrebet, og skolen er i en sørgelig forfatning:

I alle lokaler hænger to ledninger ud af væggen - stikkene er stjålet, og der er ingen strøm. Der er heller ingen mulighed for at varme lokalerne op. Om vinteren sidder eleverne tæt sammen i overtøj. Læreren står ved tavlen i sin frakke. Bøger og praktiske hjælpemidler findes næsten ikke.

På den baggrund er det imponerende at se med hvilken interesse de unge elever deltager i undervisningen.

Vi vidste, at der var stort behov for vores nødhjælp: computere, engelskbøger, skrivemaskiner, møbler .... og meget mere.

Vi havde et håb om, at vores udstyr ikke kun skulle bruges af skolens børn, men også til aftenskoleundervisning.

Derfor havde vi fået etableret en bestyrelse for AOF Future Education Albania. I bestyrelsen havde vi nogle lærere og et par fagforeningsfolk.

I september fik vi besøg af 11 albanere - vores syv mand store bestyrelse samt professionelle skolefolk. Det blev en oplevelse på godt og ondt at have albanerne på besøg.

Demokratifonden havde betalt deres rejse og ophold for at de skulle lære, hvordan vi på demokratisk vis driver skoler for børn og voksne. Ind imellem opførte vores gæster sig som en flok børn i en legebutik. Og der er måske ikke noget at sige til, at et besøg i Obs! virkede som om, det var delegationens største oplevelse. Albanerne kom fra en by, hvor en standardbutik er et stykke æskekarton på fortovet med varer på - og i regnvejr er der spændt et stykke plastic ud over varerne. De 11 albanere må have følt, at de befandt sig i et uvirkeligt slaraffenland.

I Albanien var det mig, der måtte spørge: Er dette virkelighed? Herom senere.

I november blev en kæmpetruck fyldt med udstyr, og chaufføren startede den lange tur til Italien, hvorfra han skulle sejle over til Durres. Her ville vores albanske venner tage imod ham.

Vi AOF'ere, min lærer Karen, jeg og vores kursister skulle ankomme til Shkoder kort efter. Vi fik en hjertelig velkomst, alt tegnede til at blive en succes. Der var bare det problem, at trucken ikke havde været i Durres endnu. Speditionsfirmaet havde lovet at sende en fax til Red Barnets kontor, hvis der blev brud på planen. Men vi manglede både truck og fax. Dagen gik med at vente.

Jeg tog med en albaner til Durres for at se efter trucken. Vi forlod Shkoder kl. 7 om morgenen og kørte til Tirana, ca. 100 km syd for Shkoder. Her skulle vi møde en højtstående embedsmand fra Shkoder i Undervisningsministeriet for at få en blanket, der dokumenterede, at truckens indhold som nødhjælp ikke skulle fortoldes. Det tager tre timer at køre fra Shkoder til Tirana, fordi vejene er skabt til muldyr og æsler - ikke til biler. Kl. 12 kørte vi fra Tirana, 1 time / 24 km senere var vi i Durres.

Stor var min glæde, da jeg så trucken bag en indhegning. Nu varer det blot et øjeblik, så ruller vi mod nord, tænkte jeg.

Men, nej!

Godt nok vrimlede det med politifolk og toldere, men ham vi skulle snakke med, kom først kl 12. Så måtte vi vente to timer. Da den vigtige person kom, fik vi at vide, at blanketten fra Undervisningsministeriet ikke var den korrekte. Vi måtte snakke med havnedirektøren. Vi vandrede et par kilometer til hans kontor, og han var vældig flink, da han så mine officielle papirer fra DANIDA, som bekostede forsendelsen, men han havde kun myndighed over havnen og kunne ikke give trucken tilladelse til at køre ind i landet.

Vi måtte ind på et nyt kontor. Her blev vi pure afvist, fordi den rigtige blanket manglede. Men embedsmanden fra Shkoder kendte åbenbart bureaukratiet, så vi fandt blot et andet, tilsvarende kontor, hvor det lykkedes at få tilladelse til at køre trucken ud af Durres - den måtte blot ikke åbnes, før papirerne var helt i orden. Herfra til endnu et kontor, hvor den engelsksprogede inventarliste skulle oversættes til albansk. Jeg var i tvivl om et par engelske gloser, men det betød næppe så meget - manden på kontoret levede af at udfylde blanketter, og det var nok mindre betydningsfuldt, hvad der stod på dem. Nu manglede vi bare, at tolderen skulle godkende, at trucken kørte gennem indhegningen. Det tog kun en time. Kl. 23.45 denne dag fik vi trucken parkeret i øsende regnvejr bag en indhegning i Shkoder. Chaufføren fortalte, at den procedure, vi havde brugt fem timer på, tog fem minutter i Danmark.

Og efter sådan en dag var det, at jeg fik en mærkelig uvirkelighedsfølelse. Jeg følte mig som en jøde i en fremmed ghetto. Truckens indhold blev næsten en helligdom. Den, der åbnede trucken, ville være som en Guds engel, der åbner porten til Zion.

Trucken blev åbnet - om eftermiddagen. Men ham, der åbnede den, var ingen engel! Han var om ikke Satan selv, så en satans tolder! Hele dagen gik med at vente på den forbandede tilladelse til at åbne trucken. Man havde indført nye indførselsregler i Albanien, men det vidste kun tolderne - hverken de lokale myndigheder eller Undervisningsministeriet var informeret herom.

Det albanske samfund er ødelagt af 50 års kommunistisk diktatur- men den enkelte albaner er hjertevarm og gæstfri.

Trods alt besværet starter AOF Brønderslev Daghøjskole et nyt Albaniens-projekt! Vi ved, at der er brug for vores hjælp.





Tilføjelse 2005: I perioden 96-99 gennemførte jeg tre demokratifondsprojekter som skoleleder for AOF Brønderslev, og jeg sendte to gange brugt skoleudstyr til Albanien.

Det var en blandet fornøjelse at have albanere på besøg. De opførte sig set med danske øjne ofte lidt uhøfligt, og jeg udarbejdede efter andet besøg en liste over hensigtsmæssig adfærd som gjaldt i Danmark. Det hjalp! Desværre har jeg ikke listen mere — men det var noget med at møde til tiden, at have en symbolsk gave med - om den så blot kostede få kroner — som tak til de steder, vi besøgte og i det hele taget vise positiv interesse. Der opstod flere misforståelser mellem albanerne og mig. Det har været nemmere for mig at samarbejde med afrikanere (ugandere).

Nogle albanere har haft for store forventninger til mig, men jeg mener, at jeg fra starten har meldt klart ud, at jeg kun havde begrænsede muligheder for at hjælpe.

Men altså et konkret forslag: En liste med gode råd for gæster — måske også en liste for danske gæster i Albanien?

FH, Dronninglund, februar 2005




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk