Miqësia's Erfaringsprojekt


Nørre Nissum Seminariums arbejde i Elbasan

»I morgen eller i overmorgen«


10 års møde med det albanske uddannelsessystem


Af lektor Per Fischer Nielsen (historie)



Artiklen stod oprindelig i Nørre Nissum Seminarium's årbog for 2004




Miqësia er albansk og betyder venskab





Kontaktadresse: information@miqesia.dk





Version 1.0 - 6.3.2005







Turen gennem Elbasans gader på vej hjem til hotellet denne kolde aften i december 2003 adskilte sig fra de øvrige. Efter ni års arbejde i Albanien var der tale om det uigenkaldeligt sidste besøg. Muligheden for en ny tillægsbevilling fra DANIDA var lukket. Godt 10 millioner danske kroner var blevet brugt på modernisering og demokratisering af det albanske uddannelsessystem. Mere end 50 besøg var det blevet til i Elbasan. Mere end 100 albanske skolefolk, folkeskolelærere, seminarielærere, skoledirektører, skoleledere, havde været på besøg i Danmark. Flere store containere var blevet sendt af sted med nyt og gammelt skoleinventar og av-udstyr.

På vejen hjem fra afskedsreceptionen, som vi faktisk havde nået at holde flere af gennem tiderne, blev der ikke udvekslet mange ord. Dertil var stemningen for trykket. Samtidig kredsede tankerne om, hvad der var sket, siden vi kom her første gang, hvordan vi havde grebet det hele an, og hvad der nu ville ske, når vi ikke længere var her.

Ikke fordi vi troede, vi var uundværlige. Men ville alle de mange ildsjæle, vi havde mødt gennem årene være i stand til selv at bære udviklingsprocessen videre og sikre projektets bæredygtighed? Meget var blevet forandret i Albanien løbet af de ni år. På overfladen havde det albanske samfund gennemgået kolossale materielle forandringer, men landet var fortsat på alle livets områder modsætningernes land. Stedet for mødet mellem vestlig og mellemøstlig kultur.

Gamle traditioner, var med samfundets åbning over for verden og fascinationen af den vestlige livsform, ved at bryde op og antage nye og modsætningsfylde former.

Efter 9 års arbejde i landet og et følgende stort kendskab til det albanske samfund er det faktisk ikke helt ligetil at skulle beskrive kulturmødet mellem to forskellige uddannelseskulturer, et vestligt decentraliseret og så et albansk/balkansk centraliseret, der bygger på forskellige menneske- og samfundssyn. Efterhånden blev vi selv en del af kulturmødet og holdt på et tidspunkt op med at reflektere så meget over, hvad vi gjorde, og hvilke processer vi satte i gang, men handlede mere eller mindre ubevidst sammen med vores albanske samarbejdsparterne. Kulturforståelsen var gensidig og betød, at der ved planlægningen af aktiviteter mere eller mindre skete en »albanisering« af disse. Ved samarbejdet mellem os og vores albanske samarbejdspartnere skete der på grund af vores oparbejdede gensidige forståelse automatisk en mediering af projektaktiviteterne. Det innovative aspekt blev bevaret, samtidig med at det blev tilpasset de dominerende kulturelle forhold.

Når vi tør hævde, at projektet blev en succes, og at vi har efterladt synlige spor til gavn for både lærere, eleverne og studerende, så er grundene hertil mange. En vigtig kan være den måde, vi valgte at organisere projektet på. Danida-projektet var, ofte til vores store overraskelse, vi arbejdede trods alt kun i et afgrænset område, meget kendt i Albanien. Sammenlignet med projekter fra f.eks. Tyskland, England og USA, fremhævede albanerne den særlige danske måde af lave projekter på. Vores udgangspunkt var præget af vores folkelige demokratiske tilgang til udviklingsarbejde. Typisk for det kendskab, vi havde til andre landes projekter, var, at disse sjældent var særlig demokratisk i indhold og form. Aktiviteterne blev dikteret af giveren, og de berørte ofte kun toppen af samfundets magthierarki, hvorved de ikke blev funderet i en albansk virkelighed.

For det første valgte vi at opbygge en projektorganisation, hvor alle de albanske partnerinstitutioner var repræsenteret. Denne enhed blev i det daglige arbejde ledet af en albanske projektkoordinator og bestod af to repræsentanter for hver institution. Vi havde fra starten forsøgt at få indflydelse på, hvem der blev udpeget til samarbejdsenheden. Vores forestilling gik på, at den skulle bestå af unge med lyst og mod på forandringer, da vi her så forandringspotentialet. Sammen med projektkoordinatoren og de albanske repræsentanter blev alle væsentlige beslutninger taget her, og alle informationer, selv hvad angår økonomi, blev forelagt samarbejdsenheden. Det fik den ikke uvæsentlige betydning, at albanerne her oplevede, at der var tale om et samarbejde, og at beslutninger ikke blev presset ned over deres hoveder af dem, der donerede midlerne. Albanerne var selv med til at bestemme omfanget, karakteren og implementeringen af projektaktiviteterne. Grænsen gik dog ved, at vi, som projektledere, var ansvarlige for anvendelsen af de budgetterede midler. Det havde den positive effekt, at der ikke opstod alvorlige stridigheder mellem partnerne, om hvem der nu skulle have hvad.

På trods af den demokratiske opbygning af projektet, opstod der problemer, når aktiviteterne skulle implementeres. Problemet var, at de personer, som indgik i samarbejdsenheden, ikke var personer, der i forhold til systemet repræsenterede en reel magt og dermed havde mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne. Vi oplevede gang på gang, at der fra personer i det stærkt centraliserede systemets side blev sat hindringer i vejen for projektaktiviteterne. Undervejs i projektet måtte vi skifte strategi i forhold til vores holdninger til systemet. Ikke kun havde vi opbygget systemet nede fra ved at vælge ikke-magtpersoner til samarbejdsenheden, men vi havde til de første grupper, der kom på besøg i Danmark, valgt at udpege kun lærere - og ingen ledere. Når lærerne vendte hjem til Albanien fyldt med nye ideer til undervisningen, blev de bremset af deres egne ledere, som ikke troede på, hvad de fortalte, og som i sidste ende var utilfredse over ikke at være inviteret med til Danmark. Vi indså nødvendigheden i, at hvis der skulle gives tilladelse og støtte til andre undervisningsformer, at både top og bund blev inviteret til Danmark. Efterhånden måtte vi også lade samarbejdsinstitutionerne få indflydelse på, hvem der sad i samarbejdsenheden. Her blev der med tiden placeret flere mellemledere og folk med en vis gennemslagskraft. Institutionerne endte med selv at vælge, ofte med mere eller mindre udtalt modstand fra vores side, hvem de ville have til at udføre opgaver for projektet. Denne ændring gjorde det nemmere at nedbryde de barrierer, vi stødte på.

Udøvelsen af indflydelse, udover besiddelse af officielle embeder, er en væsentlig del af det albanske samfund. Albanien er et stærkt klandomineret samfund, hvor der er et udtalt magtforhold indbyrdes i familien og mellem familier. Forholdene i Albanien kan virke meget kaotiske, og er det også. Dog er der bag det hele en vis indre sammenhæng. Staten har aldrig haft befolkningens tilslutning til at gribe regulerende ind i en dagligdag styret af familieforhold. Staten og familierne har altid, siden statens oprettelse 1913, udgjort to parallelle magtinstanser, som af og til krydser hinanden og flettes sammen. På trods af ofte de bedste intentioner lader befolkningen sig ikke styre af statens indgreb, men af egne familiebaserede traditioner og skikke, som i øvrigt varierer fra hinanden i Sydalbanien, Mellemalbanien og Nordalbanien.

At lave aftaler med albanere kræver stor tålmodighed. Vi havde en konstant kamp med at få overholdt de mødetider, vi aftalte. Det tages ikke så tungt, hvis man kommer 1/2 time eller mere for sent til en aftale. Vi fik det gode råd, at hvis forsinkelsen var på mere end 1 time, skulle man overveje ikke at vente! Undervejs til et møde skal man som albaner passe sine familiekontakter og spørge alle dem, man møder, hvordan det går med det ene og det andet familiemedlem. Der er en masse ritualer, der skal overholdes, inden en samtale kan slutte. Så noget af det, der skulle nås denne dag, blev udskudt til i morgen eller i overmorgen. Nok de to albanske ord vi hurtigst fik lært.

Loyaliteten over for familien er i øvrigt stor og kommer bl.a. til udtryk ved, at man ved besættelse af et embede ansætter familiemedlemmer i underordnede stillinger. I det albanske samfund er gensidige tjenesteydelser mellem familier og familierne indbyrdes en vigtigt del af kulturen. Disse relationer er vigtigere, som samfundsregulerende adfærd, end de retningslinjer statsmagten udstikker. Det var et faktum, vi måtte forholde os til ved i stor udstrækning at lade albanerne selv udpege de personer, der på den ene eller anden måde blev involveret i projektet. Principperne, der lå til grund for systemets udvælgelser, var ikke altid synlige for os, simpelthen fordi vi ikke havde indsigt i familierelationerne.

Mange dagligdagsforhold, som vi i vores velfærdssamfund tager for givet, spillede ofte ind på gennemførelsen af projektaktiviteterne. På trods af en meget stor tilslutning fra lærernes og de ansatte projektmedarbejderes side, var det tit banale forhold, som betød, at lærere og samarbejdspartnere ikke mødte op, eller arbejdsopgaver ikke blev løst. De dårlige livsbetingelser for hovedparten af befolkningen blev en faktor, som der måtte tages højde for.

Strømmen var et dagligt problem. Albanien producerer selv strøm gennem vandkraftanlæg ved, at regnvand opsamles i store bjergsøer i den nordlige del af landet. I perioder, hvor det ikke regner, bliver der mangel på strøm. Samtidig er strømnettet meget nedslidt og ikke mindst overbelastet i kraft af alle de el-apparater, albanerne har skaffet sig. Strømmen kan forsvinde flere timer dagligt, og tidspunktet og varigheden er ofte ubekendte størrelser. Manglende strøm betyder, at der ikke kan kopieres, pc'erne kan ikke tændes, overheaden kan ikke bruges; hvis det er i vinterhalvåret, er der ingen lys fra sidst på eftermiddagen.

For albanerne var det en daglig plage, som førte mange problemer med sig i tilrettelæggelsen af dagen. Strømsvigtet indvirkede på mulighederne for at lave mad. Den kunne ofte først tilberedes sent på aftenen. Lærerne kunne ofte først forberede sig sidst på aftenen, når alt andet var overstået. Manglende strøm betød, at huset ikke kunne opvarmes. Resultatet blev, at mange familiemedlemmer i vinterhalvåret konstant blev syge på grund af kulde og dermed manglende modstandskraft. Den medicin, der kunne købes, var ofte dårlig og uden virkning. I perioder drejede det sig om for den albanske familie at få dagligdagen til at hænge sammen og få de mest basale ting til at fungere. Det handlede om overlevelse her og nu og ikke om skolens fremtid.

Selvorganisering og samarbejde i offentlige sammenhænge er ikke albanernes stærke side. De demokratiske samarbejdsrelationer, vi forsøgte at skabe, virkede ikke altid, når vi ikke var tilstede. Var de egentlig mere et udtryk for vores behov end deres? Den store usikkerhed for os i dag, hvor vi ikke har besøgt landet i snart 10 måneder, består i, om projektet fortsat arbejder inden for de organisatoriske rammer, vi skabte sammen med de albanerne samarbejdspartnere.

Et er sikkert, de rigtig mange ildsjæle, som valgte at gå ind i dette projekt, arbejder fortsat med forandringer, der hvor det er muligt. På den måde vil projektets idé fortsat leve.




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk