Miqësia's Erfaringsprojekt


Nørre Nissum Seminariums arbejde i Elbasan

Et bidrag til en anden fremtid



Af seminarielektor Troels Johansen



Artiklen stod oprindelig i Nørre Nissum Seminarium's årbog for 2004




Miqësia er albansk og betyder venskab





Kontaktadresse: information@miqesia.dk





Version 1.1 - 6.3.2005







Dette billede - og det nederste - er fra »Naim Frashëri Øvelsesskolen« i Elbasan (»The Naim Frashëri Model School«). Foto: Troels Johansen


Nørre Nissum Seminarium har igennem ca. 9 år fra 1995 bidraget til udviklingen af et mere moderne og demokratisk undervisningssystem i byen Elbasan i Albanien. Elbasan har omkring 120.000 indbyggere og ligger ca. 50 km. fra hovedstaden i Tirana i et bjergrigt og lidt forsømt område.

Problemer og vanskeligheder har der været mange af gennem årene, også håbløse situationer, men den mærkbare ændring i retning af en mere børneorienteret, meningsfuld og demokratisk skole er synlig. Ikke blot er indhold og metoder blevet sammenlignelige med dem, vi kender her hjemme fra, skønt de fysiske rammer er spartanske, nærmest elendige; også lærer- og elevrollerne i samarbejdet i klasseværelserne har ændret karakter fra det tidligere stive og meget autoritære system til noget, der kunne minde om danske forhold. Men holdninger og menneskelige kvalifikationer, indstillingen til hinanden og til hverdagen har ligeledes ændret sig positivt; det er måske det vigtigste af det hele, for det antyder en bevidst og villet ny udvikling, som er nødvendig ved skabelsen af et demokratisk samfund.




Per Fischer Nielsen (tv) og Troels Johansen (th) sammen med den albanske projektkoordinator Ardian Turku, der - pga »rene hænder« - blev valgt som borgmester i Elbasan i 2003


Resultaterne af Danida-projektet er altså rigtig gode, skønner vi. Vi er Per Fischer Nielsen og Troels Johansen; begge lærere på Nørre Nissum Seminarium.

Fra en spæd begyndelse i 1995 med arbejde på at modernisere læreruddannelsen på Xhuvani University og etableringen af Naim Frashëri Model School voksede projektet, så det ved afslutningen i 2003 omfattede 10 modelskoler og et undervisningscenter i lighed med de danske amtscentraler for undervisningsmidler med bibliotek og materialesamling, undervisnings- og produktionsfaciliteter; vi har oprettet og trænet et mentorkorps på 20 superlærere, som skal være spydspids i det fremtidige arbejde; skoleledere og administratorer har været på skolebænken; samarbejdsrelationer fra top til bund i skolesystemet (fra skoledirektører til lærere og elever på de enkelte skoler) er blevet demokratiserede og menneskeliggjorte - blot for at nævne nogle væsentlige eksempler. Projektet blev finansieret af Danida med bevillinger på tilsammen 10-11 millioner kroner.

Vi vil spare læseren for en lang historisk, kronologisk fortælling om projektforløbet, hvor spændende det i øvrigt kunne være, og snarere fokusere på nogle forhold, spørgsmål og problemer, som vi finder væsentlige.

Når man arbejder for Danida, er der krav om, at tre fænomener medtænkes og inddrages i alt, hvad man foretager sig - dette uanset om man bygger veje og broer, udvikler administrative systemer eller altså underviser. De tre ting er "Democracy-Human Rights-Sustainability". Vi mener, at det er rigtigt og meget relevant at kræve af danske projektmagere - uanset projektets art - at der samtidigt med kærneydelsen skal arbejdes seriøst med bevidstgørelse og udvikling af demokrati - holdningsmæssigt, i tænkning og i adfærd; at man overalt skal inddrage basale menneskerettigheder som lighed og lige muligheder, retfærdighed uanset sociale forhold, kamp mod korruption, som jo er mærkbar undertrykkelse i det daglige, m.v.; og at man skal arbejde frem mod, at modtagerne selv kan klare opgaverne, hvilket i realiteten vil sige, at vi hele tiden skal prøve at overflødiggøre os selv.

Arbejdet med disse opgaver har været utroligt svært og frustrationsskabende, tre skridt frem og to tilbage! Derfor lidt baggrund og et par eksempler.

Albanien har ikke som her i Danmark en århundredlang tradition for demokrati. Tværtimod havde albanerne frem til begyndelsen af 1990-erne i mere end 50 år levet under et voldsomt undertrykkende diktatur under Enver Hoxha og hans nærmeste. Hoxha styrede landet med nærmest paranoid brutalitet, som vi også har set det i en del andre lande.

Et brutalt diktatur slår ned på de for os helt basale og naturlige demokratiske livsmuligheder og menneskerettigheder; mistænkeliggørelse og angiveri, fratagelse af almindelige rettigheder anvendes vilkårligt, så ingen kan vide sig sikker. Både ved overtrædelse af kendte og ukendte regler straffes mennesker med fængsel, deportation af både højtuddannede og af ganske almindelige ufaglærte mennesker, henrettelse, men også ved udnævnelse til at være "ikke-eksisterende"; en "ikke-eksisterende" kan således ikke få bolig, løn, adgang til skole eller arbejde; vedkommende voksne eksisterer simpelthen ikke, hvilket også har ødelæggende virkning på næste generation. Vi kender kun alt for godt dette billede fra mange diktaturstater i vores samtid.




Sådan så et normalt klasselokale ud. Foto: Troels Johansen


I Albanien medførte diktaturet bl.a., at alt initiativ forsvandt. Ved ikke at foretage sig noget, kunne man jo håbe på ikke at blive spottet; gjorde man noget, kunne man blive straffet, uanset om der gik noget galt, eller om det var et rigtigt godt og nyttigt initiativ. Ved intet at foretage sig pådrog man sig heller ikke ansvar for noget. Manglende ansvarsfølelse var et stort problem, og ærligt talt - det er endnu ikke overvundet!

Da vi startede Danida-projektet i 1995, undrede vi os over, at folk - også de medarbejdere og lærere vi var tæt på - ikke gik i gang, for der var tonsvis af ting, som skulle laves. Vores arbejdsmønster har stort set været sådan, at vi har opholdt os i Elbasan i 1-2 uger hver anden måned; ind imellem har vi så haft normalt seminariearbejde på Nissum seminarium i et par måneder; derefter tilbage til nyt arbejdsophold i Elbasan. Mens vi har arbejdet herhjemme, har vi til stadighed været i kontakt med vore medarbejdere via mail; vi har sendt oplysninger, arbejdsplaner, litteratur og opgaver m.v. derned til oversættelse fra engelsk til albansk, for kun få forstår engelsk. Engelsk var vores arbejdssprog i projektet, men altid med tolk på.

Ved begyndelsen af et arbejdsophold en lørdag eller søndag startede vi med en rundbordssnak med vore medarbejdere eller skoleledere om de forløbne to måneders arbejde uden os, og på den sidste formiddag, før vi kørte til lufthavnen for at flyve hjem igen en uge eller to senere, satte vi os igen med de samme personer og diskuterede opgaver, der skulle klares af dem selv, mens vi var i Danmark. Dette for at udvikle fælles ansvar for opgaverne og aflive traditionen, der går ud på at afvente ordre fra den person, der har magten. Besværlige og ind imellem tidkrævende diskussioner, men nyttige i det lange løb.

Til at begynde med, var der næsten intet sket i vores fravær - bøger og papirer lå i klasseværelser eller kontorer, hvor vi havde efterladt dem, tavlen var end ikke rengjort, så vi kunne genkende vore egne skriverier igen efter to måneder i Danmark. Ingen havde taget initiativ til at få ting gjort som f.eks. at trykke materialer eller at få repareret en defekt trykkemaskine eller computer - ja bare at købe en ny pære til en defekt lampe; ingen tog ansvar for, at der blev givet nødvendige informationer, så lærere eller børn kunne arbejde, mens vi var hjemme.

På samme vis med affald og snavs. Uden overdrivelse - intet andet sted har vi oplevet en så stor ligegyldighed med affald og snavs - papir, papæsker, bananskræller, plastikflasker, dåser, osv. på gader, i parker, på skolernes inde- og udearealer. Man kaster bare ting fra sig. Mange albanere undskylder det og mener, at de stadigvæk befinder sig i "a transition period", og at det er en reaktion på Hoxhas tid, hvor man blev beordret til rengøring af gader og stræder, når man endeligt havde fri fra arbejde på søndage. Vi har ofte undret os over, hvor længe "the transition period" kunne vare!

Da vi ønskede, at vore modelskoler skulle være modeller ikke blot vedr. undervisning, men netop på områder som fælles ansvar, orden, æstetik, m.m., begyndte vi ofte et arbejdsophold med, at vi alle stillede os på række i skolegården med medbragte sorte affaldssække for derefter at gå side om side gennem det hele og samle op. Derefter kom turen til gange og klasseværelser. Undervejs blev det langt bedre, og selv om der ikke er midler til dyre indkøb af møbler o. lign., så kan man sagtens holde orden indendørs nu - gamle papkasser er fortræffelige som papirkurve!

Til at begynde med, var meget af det her som at slå i en dyne, men langsomt ændrede tingene sig.

Hvorfor nu disse ret så banale eksempler?

Jo, når man har til opgave at modernisere og demokratisere skolevæsenet, som vores projektopgave gik ud på, ville det være enkelt at demonstrere nye mål, nyt indhold, nye metoder med henblik på læreres og børns cognitive udvikling. Men da vi netop til stadighed også skulle sætte fokus på demokrati og menneskerettigheder, opfattede vi det som en helt naturlig opgave også at beskæftige os med børns og voksnes daglige tilværelse, tænkning og adfærd. Når vi herhjemme taler om mål, ved vi alle sammen, at det ikke kun drejer sig om cognitive mål - til trods for trinmål og Pisa-undersøgelser! De affektive mål vedr. holdninger, værdier, menneskesyn, demokrati, samarbejde og samvær, osv. osv., skal vi arbejde med på samme vis.

Med udgangspunkt i en erkendelse af situationen i Elbasan, som ingen albanere selvsagt holdt af, påtog vi os en tid lang initiativtagerens og tovholderens rolle både i drøftelser og i konkrete handlinger. Så der var virkelig tale om, at vi skulle optræde eksemplarisk.

Som diskussioner og spørgende drøftelser udviklede sig, og som de fysiske omgivelser i og uden for klaseværelserne ændrede sig, skete der også noget i hovederne på de mennesker, vi havde med at gøre. Det, vi oplevede til at begynde med, var netop resultatet af en vellykket diktators brutale undertrykkelse - en almindelig usikkerhed og utilbøjelighed til at tage initiativ og ansvar, mens lysten til at opleve noget rarere og bedre naturligvis var der. Men ændringer af tankesæt, traditioner og indarbejdede livs- og arbejdsmønstre tager tid og må følges med megen opmuntring.

På det felt var vi heldige stort set kun at have gode skoledirektører, som jo til syvende og sidst var og er ansvarlige for deres gerninger over for politikerne. Skønt Albanien gerne vil være et demokrati, optræder politikere alt andet end demokratisk. Både i politik og erhvervsliv hersker stor uærlighed, korruption og nepotisme. Den almindelige borger er stadigvæk gidsel - nem at købe. Derfor er det ikke nemt at være en hæderlig embedsmand; det kræver stort mod. Et eksempel på det.

I Albanien havde man både på nationalt og lokalt plan "controllere", som skulle aflægge besøg på uddannelsesinstitutioner - ikke for at kontrollere, om studerende og børn lærte noget, men om underviserne fulgte forskrifterne - de detaljerede dag for dag mål- og indholdsbeskrivelser. Lærerne frygtede virkeligt disse controlleres besøg, for blev man fanget i ikke at følge forskrifterne, kunne al landsens ulykker falde over en. Men ved starten på en kursusuge kunne skoledirektøren dukke op for at fortælle de deltagende lærere, at meget af det, de ville opleve i ugens kursusforløb, ville stride imod alt det, de kendte til - men de skulle bare lytte godt efter og gøre det alligevel - han skulle nok støtte dem i deres nye måde at arbejde på, også når de skulle praktisere det i deres egne skoler. Autoriteten havde talt - det skabte sikkerhed og ro! De havde så ikke selv taget nogen beslutning, men fulgt autoriteten, den der sad på magten.

Vi formåede for øvrigt at ændre lidt på controller-opgaverne, så controllere i Elbasan nu mere optræder som supervisorer for lærerne. Controllere gik også med på vores kurser. Lærernes glubende appetit på noget nyt og deres arbejdsenergi og glæde var livgivende for os andre. I det hele taget må vi tage hatten af for disse lærere, som i det dagligt skal slås mod traditionerne, nemlig alt det de har lært hidtil. De er jo opdraget til noget helt andet; de har gået i en meget autoritær udenadlære skole, og de har studeret til lærer i et tilsvarende system. Stil ikke spørgsmål, forhold dig ikke kritisk - du skal bare lære disse facts!

Det er i virkeligheden en megaomstilling, disse modelskolelærere har givet sig i lag med. De er dygtige, de er kompetente, de kan lide deres børn. Det er stadigvæk svært for dem, men det er blevet lettere at etablere muligheder for en tværfaglig, emnerelateret undervisning, hvor både Dewey, Klafki, Piaget, Bloom, Gardner, m.fl. er nyttige støttestokke, når de først er kommet over den første hurdle af angst, usikkerhed og manglende erfaring. Derved adskiller de sig ikke meget fra danske lærere.

Over 100 modelskolelærere og universitetsfolk har for resten været på studiebesøg i Danmark; disse besøg har været af utrolig stor betydning, for der er en verden til forskel på at høre om mere moderne pædagogik og skolepraksis på kursus i Elbasan og så at se det live i Danmark.

Ligesom det er tilfældet i Danmark, skal man til stadighed opmuntres, hjælpes, superviseres. Vi er ikke i tvivl om, at mange af modelskolelærerne er højt kvalificerede og villige til at forfølge de nye toner - måske også længere end danske lærere, som ofte kan jamre og beklage sig over manglende ressourcer til dit og dat. De fysiske rammer, enorm mangel på undervisningsmaterialer, høje klassekvotienter, lav løn, osv. er ikke misundelsesværdige realiteter - alligevel kæmper de hver eneste dag - men det er svært.

Derfor kunne vi godt tænke os, at den siddende regerings politiske beslutning om at stoppe Balkan-aktiviteter, bliver revurderet. Hvis de allerede investerede danske kroner, personlige ressourcer, tid, m.v. skal bevares og den gode udvikling fortsættes, så ville en mindre bevilling til supervisionsvirksomhed i 2-3 år endnu være en fornuftig disposition.

"Democracy, Human Rights, Sustainability" indføres ikke på et øjeblik - det kræver tid og tålmodighed. Det skylder vi de mange mennesker, som har givet sig i kast med det - og som gerne vil det.




Foto: Troels Johansen




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk