Miqësia's Erfaringsprojekt


Et år i Albaniens historie


Af politimester Mikael Lyngbo, Haderslev



Artiklen stod oprindelig i »Dansk Politi« i 1999 og trykkes her med Mikael Lyngbo's tilladelse

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk



Version 1.0 - 05.04.2005




Rådgivning af det albanske politi. MAPE-samarbejdet


Siden februar i år har jeg haft orlov fra mit normale job som politimester i Haderslev. Jeg har i stedet været ansat under Udenrigsministeriet i WEUs MAPE Mission som chefrådgiver for det albanske indenrigsministerium og for generaldirektøren for det albanske politi. Hovedopgaven er at bistå ved omformningen af det albanske politi fra at være en del af militæret til at blive et civilt, demokratisk, vestligt politi.


Det albanske politi.

Der er godt 15.000 politifolk i Albanien. Det skulle være nok til et land paa størrelse med Jylland og samme befolkningstal. Men 80 % af dem har ikke fået nogen form for uddannelse og de hører til de lavest lønnede selv i dette lavtlønnede samfund. Så realiteten er, at deres effektivitet er uendelig begrænset og inkompetencen ubegrænset. Dertil kommer, at de mangler alt, især biler og radioer, og kontorerne er tomme lokaler næsten uden inventar.

Flertallet af de menige politifolk har kun en løsere eller mere tidsbegrænset tilknytning til politiet. Af officerer er der to typer: Den ene gruppe blev ansat og uddannet under kommunismen, fyret i begyndelsen af 90'erne og genansat efter 1997. Den anden gruppe blev ansat i begyndelsen af 90'erne med den hovedkvalifikation at have været politiske modstandere af kommunismen, ofte politisk fanger, og de har aldrig fået nogen ordentlig politiuddannelse. Det turde være unødvendigt at sige, at de to grupper ikke nødvendigvis har noget nært forhold til hinanden.

Kommunismen har medført, at initiativ og dynamik er nærmest ukendte begreber. Alt er topstyret og ingen påtager sig et ansvar, med mindre det er blevet pålagt.

På papiret er kriminaliteten meget lav. Der registreres kun 5-6.000 straffelovsovertrædelser om året i hele Albanien. Det er imidlertid et fuldstændig misvisende billede. Kun de alleralvorligste forbrydelser kommer til politiets kundskab og registreres. For så vidt angår den alvorlige vold er sandheden nok snarere, at landet hører til de tungest belastede. Der er godt 600 drab om året, heraf et halvt hundrede på politifolk. Det skyldes både tilstedeværelsen af de mange våben og den lokale tradition for at hævne overgreb, gerne mange år efter og på andre familiemedlemmer end den oprindelig skyldige. Også et omfattende gangstervælde og indbyrdes bandeopgør bidrager.


Flygtningene

Den opgave, jeg kom ned til, var egentlig at bidrage til at ændre dette politi. Den internationale udvikling medførte imidlertid, at jeg allerede en måned efter min ankomst brugte hovedparten af min tid på Kosova-konflikten og dens virkninger i Albanien. Jeg blev som MAPEs repræsentant involveret i det nationale krisestyringsarbejde. Jeg har haft med den slags arbejde at gøre i Danmark og som politimester i Sønderjylland er planlægning for modtagning af et meget stort antal flygtninge i en krisesituation ikke ukendt. I samarbejde med et par ambassadører forestod jeg etableringen af den organisation, Emergency Management Group (EMG), i det albanske statssministerium, som i de efterfølgende måneder blev det centrale organ i krisestyringen. Den blev bygget op over Plenummøder med ambassadører og lokale ledere af Internationale Organisationer (UNHCR, WHO, WFP, OSCE etc.) som Policy Makers på det strategiske plan, og en stab med 5 blandet albansk/internationale Desks til det operationelle, henholdsvis ansvarlig for Food, Shelter, Health, Transport og General Support. I et par uger ledede jeg den ene af disse Desks. Vi måtte bruge de personer, der tilfældigvis var i landet, indtil de internationale organisationer og NATO efterhånden tog over.

Som bekendt modtog Albanien i løbet af ganske kort tid ca. 450.000 flygtninge. Af dem blev omkring 2/3 indkvarteret i private albanske familier. De meget omtalte flygtningelejre rummede faktisk aldrig mere end ca. 80.000 flygtninge og et tilsvarende antal i Collective Centers (Idrætshaller, gamle fabriksbygninger etc.). Det er et enestående eksempel på albansk gæstfrihed, og Albanien har til fulde fortjent den goodwill, som de så rigelig har brug for for at fremme integrationen i den vestlige verden. Efter et par måneder tillod situationen, at jeg kunne vie mere tid til den opgave i MAPE, jeg var kommet for.


MAPE

Borgerkrigen i Albanien i 1997 førte reelt til en opløsning af politiet. Det var baggrunden for, at det internationale samfund sendte en politimission til Albanien, Multinational Advisory Police Element (MAPE). Den omfatter i dag ca. 140 politifolk fra 22 forskellige europæiske lande. MAPE har to hovedopgaver: Uddannelse og rådgivning.


Uddannelse

Uddannelsen foregår på 2 politiskoler, hvor der gives henholdsvis basisuddannelse og videregående kurser. Det beskæftiger i øjeblikket ca. 50 politifolk. Tanken er, at uddannelsen gradvis skal overlades til albanerne, efterhånden som der bliver uddannet nok instruktører og efterhånden som arbejdet med at udvikle uddannelsesplaner, lærebogsmateriale m.v. færdiggøres.


Rådgivning

Den anden hovedaktivitet er rådgivning, og det er den, jeg leder. P.t. beskæftiger vi 77 mand med rådgivning, dels i Indenrigsministeriet og Generaldirektoratet for Politiet, dels i Politiregionerne og Politikredsene over hele Albanien.

MAPE har bistået med at udforme den nye civile politilov, som gerne skulle blive vedtaget af Parlamentet i efteråret 1999. En styregruppe og 16 arbejdsgrupper med deltagelse af MAPE arbejder på hele følgelovgivningen, f.eks. det nye rangsystem, et nyt disciplinærsystem, nye regler for brug af våben, for tavshedspligt etc. I Ministeriet og Generaldirektoratet har hver Director (som svarer til vore politimestre hos Rigspolitichefen) fået en personlig rådgiver fra MAPE, som skal fungere som "shadow director" og deltage i og være til rådighed for the Director. Selv varetager jeg funktionen som personlig rådgiver for Generaldirektøren. En vigtig opgave i den kommende tid bliver at bistå ved adskillelsen af Ministeriet og Generaldirektoratet. De er på sædvanlig vis fra de kommunistiske lande indfletttet i hinanden. En anden vigtig opgave bliver den fremtidige interne struktur i hvert af direktoraterne og forholdet mellem Generaldirektoratet, Regionerne og Kredsene.

MAPE startede i august også med at arbejde i Politiregionerne og Politikredsene. Først udsendes et analysehold, som i løbet af en 6 ugers periode skal gennemgå hele virksomheden, både den administrative og den operative del, identificere problemområder og udarbejde en handleplan. Derefter udsendes et undervisnings- og rådgivningshold, som de næste 3 måneder skal arbejde med de problemområder, der blev påpeget af analyseholdet. Meningen er, at der skal arbejdes med hele organisationen samtidigt, lige fra teambuilding i ledelsen til managementkursus for mellemledergruppen til basisuddannelse af det menige personale. Efterfølgende foretages der en evaluering.


Hvad laver Danmark i MAPE?

Danmark har siden 1997 haft stillingen som leder af rådgivningsafdelingen. Først med Sven Frederiksen, som nu er i Kosova, derefter med Jørgen Hoxer fra Ålborg og senest med mig. Siden begyndelsen af dette år har Danmark også haft stillingen som rådgiver på kriminalpolitiområdet, først besat med Villy Hove og nu med Tinne Lykke Christensen. Danske arbejdsmetoder har vist sig også at kunne anvendes i den albanske forandringsproces. Det er således den projektmodel, der doceres på politiets POL og JOL kurser, der anvendes i lovgivningsarbejdet. Den analysemodel, der anvendes ved identifikationen af problemområader i regionerne og kredsene er i høj grad inspireret af det danske politis Virksomhedsberetning, og senest har jeg hentet inspiration i Danmark til udvikling af evalueringsmodellen.

Den brede, integrerede danske politimodel giver god baggrund for at arbejde under andre forhold, også selvom de er så fremmedartede som i Albanien. Det er formentlig baggrunden for, at Danmark har kunnet opnå en så central placering, også selvom det danske kontingent hører til de mindste og selvom Danmark ikke er medlem af WEU (Vestunionen), som forestår denne politioperation.


Albanien og albanerne.

Albanien er som sagt ca. på størrelse med Jylland og har nogenlunde samme befolkning, 3 1/2 million. De er bare klemt sammen på et mindre område, for størstedelen af landet er øde og absolut utilgængelige bjerge. Albanien fremtræder i livsform klart som et sydeuropæisk land, men levestandarden svarer nok nærmest til Sicilien for 50 år siden. Fattigdommen er massiv og påtrængende. Tiggende børn klynger sig til en. Vejene er elendige, kloaksystemet nærmest ikke eksisterende, vand og el forsvinder daglig i kortere eller længere tid. Der er næsten ingen industri og meget stor arbejdsløshed. Overalt er der skrald og bilvrag. Æsler er stadig et udbredt transportmiddel. De suppleres dog af et overraskende antal særdeles luksuriøse biler, mest Mercedes. Den venlige fortolkning er, at et forbløffende stort antal mænd i en meget ung alder ved flid og sparsommelighed har været i stand til at spare sammen til nogle meget, meget dyre biler. Den uvenlige at bilerne er stjålet i Vesteuropa. Trafikken er totalt kaos, uden respekt for selv de mest elementære færdselsregler. Privatbilisme var ukendt indtil for 9 år siden og alle optræder stadig som om der ikke er biler - og bilerne som om der ikke var fodgængere og andre biler.

Albanerne er ikke vant til at få noget foræret, og derfor regner de med at måtte hjælpe sig selv. De kan være anmasende og larmende, men de er også hjertelige og gæstfri og kontaktsøgende. Det fik de lejlighed til at demonstrere under Kosova-konflikten. Albanien har ikke haft nogen let gang gennem historien. Indtil begyndelsen af dette århundrede var det en del af det tyrkiske rige, derefter selvstændigt monarki indtil Italiens invasion i 1939. 2.Verdenskrig var en endog meget blodig affære, både under den italienske og den efterfølgende tyske besættelse.

Enver Hoxha fremstod som landets ubestridte leder efter krigen. Først med et nært forhold til Jugoslavien, derefter til Stalins Sovjetunionen og endelig til Maos Kina. Så havde de lært lektien: Man kan ikke stole på nogen, så fra midten af 70'erne til kommunismens sammenbrud valgte man den totale isolation, kombineret med en persondyrkelse af samme karakter som i Nordkorea. Mange hundrede tusinde beton bunkers over hele Albanien er det synlige udtryk for denne vilje til at forsvare sig selv. Albanien blev det sidste af de østeuropæiske lande, der opgav kommunismen. Men også de sidste 9 år har været problematiske. Flugt af mange tusinde unge mænd, voldsomme interne opgør, borgerkrigen i 1997, hvor de militære lagre blev tømt for våben, der stadig bidrager til et blodigt kriminalitetsbillede, og opstand i september 1998 har været med til at præge offentlighedens opfattelse i udlandet negativt. En udbredt korruption overalt i samfundet har gjort udlandet skeptisk overfor nytten af at hjælpe og har i hvert fald medført, at man har måttet indbygge omfattende kontrolforanstaltninger i alle hjælpeprogrammer.




Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk