Miqësia, dansk – albansk forening


Michael Skovgaard-Hansen


Via Egnatia - En romersk vej i Albanien



Oplevelser under en arkæologisk studietur

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk





Michael Skovgaard-Hansen er i dag gymnasielærer i Københavnsområdet. Da han skrev artiklen var han tilknyttet Odense Universitet.

Artiklen er fra 1981 og blev fundet frem, da arkæologen og politikeren Neritan Ceka var i København i januar 2006 - og igen mødtes med Michael Skovgaard-Hansen.

Miqësia er glad for at have fået lov til at optrykke artiklen, der oprindelig stod i »Albanien« nr. 4/1981.





Professor Neritan Ceka. Foto: Bjørn Andersen, 2006

Professor Neritan Ceka, Formand for det Demokratiske Alliance Parti i Albanien. Formand for Parlamentets Udvalg for den Nationale Sikkerhed.
Interview med Neritan Ceka kan findes i: http://bjoerna.net/sidste-nyt/287.htm.
Se også artikel om ham i Wikipedia. Foto: Bjørn Andersen, 2006



Året 1926 bragte en chokerende oplevelse til en række små landsbyer i bjergene øst for Elbasan i Midtalbanien. Åbningen af en ny vej gennem Shkumbin-dalen afledte pludselig al trafik fra dens forgænger, der havde valgt et ofte stejlt, men mere direkte forløb oppe i bjergene. Den gamle vej havde i næsten 3000 år været den væsentligste trafikforbindelse mellem kystegnene og Makedonien, ja i tiden fra omkring år 150 f.v.t. til senantikken var den desuden hovedforbindelse mellem romerrigets østlige og vestlige halvdel, altså i praksis mellem den østlige og den vestlige del af middelhavsområdet. I Kejsertiden omtaltes vejen oftest som »Via Egnatia«. Dens forløb regnedes fra Dyrrhachium (nuværende Durrës i Albanien) til Byzantium (Istanbul).

Bjergboernes chok var altså mere berettiget end de selv kunne vide. Da den albanske arkæolog, Neritan Ceka, for ti år siden passerede vejen i forskningsøjemed, fortalte ældre mennesker - med en livlighed, som om det var for ganske få år siden - om hvor spændende det var, at der før 1926 ikke gik en dag, uden at de havde fremmede indkvarteret. Også på anden måde viste det sig, at disse ældre mennesker opererer med andre tidsenheder end vi andre. En tradition om et sted, hvor der engang skulle have været en helligdom, viste således arkæologen hen til en lokalitet i nærheden, hvor en nærmere undersøgelse afslørede rester af et antikt tempel - en mundtlig overlevering over mere end halvandet årtusind. Talrige andre eksempler på dette siger noget væsentligt om albanernes interesse for og helt personlige forhold til deres egen historie. Den albanske arkæologi kan da også glæde sig over rigelige bevillinger, og stor velvilje hos befolkningen.

Neritans rejse i bjergene var et led i et større projekt om undersøgelse af hele den albanske del af Via Egnatia. Det var denne hans særlige sagkundskab, der bragte os sammen. Jeg havde til hensigt så vidt muligt at følge den antikke vej fra den albanske havneby Durrës til Saloniki i Grækenland og havde derfor ansøgt om visum til at gennemkøre Albanien på motorcykel. Min ansøgning blev generøst besvaret med en invitation fra det albanske videnskabsakademi. I de 3-4 dage, jeg havde søgt om, blev jeg indlogeret og bespist på gode hoteller og kørt omkring i én af akademiets biler med Neritan Ceka som guide.

Motorcyklen så i begyndelsen ud til at skulle volde nogle problemer, men på grænsestationen blev vi enige om at overlade den til en trænet motorcyklist blandt akademiets mekanikere. Hans opgave blev så at få den helskindet frem til den østlige grænseovergang til Jugoslavien, hvor jeg atter skulle forlade landet. Mehmet, som han hed, løste opgaven på udmærket vis, og jeg modtog min ganger velpudset og fuldt optanket. Til gengæld lagde han ikke skjul på, at han i de tre dage havde været konge på de albanske landeveje. Overalt, hvor han viste sig, blev der straks opløb. Han bedyrede, at det var den største motorcykel, der nogensinde havde været i Albanien. Til afsked forærede han mig en albansk pibe.

Trafikbilledet i Albanien er nøjagtigt så forvirrende og farligt, som jeg var blevet advaret om ved grænsestationen. Da der ingen private personbiler findes, tilhører selv de store veje helt og holdent omstrejfende kvæg, hestevogne og fodgængere - der alle reagerer lettere fornærmet og særdeles fattet på bilisternes signaler. Disse - og det gælder både personbil- og lastvognschauffører - befinder sig som følge af denne oprørende skæve magtbalance i en tilstand af konstant ophidselse med hektisk røde kinder og mord i øjnene, og de bearbejder under en uafbrudt kaskade af ukvemsord skiftevis horn og speeder (sjældent bremsen).

Velsignelserne ved en så ringe grad af motorisering oplevede vi om aftenen i Tirana. De monumentale, men noget dunkle boulevarder fyldtes i den lune sommeraften næsten helt af spadserende og dæmpet samtalende mennesker i pænt tøj. Tale og lyden af fodtrin smeltede sammen til en allestedsnærværende summen, mens svage dufte af parfume og tobak domineredes af duften fra nåletræerne i parkerne. Ingen motorstøj og benzinos, kun dufte af mennesker og natur.

Vor rute fulgte den første dag den moderne vej fra Durrës til Elbasan - nogenlunde, men ikke i alle detaljer, identisk med Via Egnatia. Foruden at besøge arkæologiske levn talte vi også kilometer. Dette kræver en forklaring. I året 333 drog en pilgrim fra Bordeaux til Jerusalem og tilbage igen ad det dengang endnu perfekt fungerende romerske vejsystem med hesteskiftestationer, hotelfaciliteter etc., fordelt med regelmæssige mellemrum. Med pedantisk akkuratesse noterede han samtlige samtlige lokaliteter undervejs med angivelse af navne og afstande. Det sidste var let, fordi alle romerske veje var forsynet med milesten. Fortegnelsen er bevaret under navnet - hold tungen lige i munden - »Itinerarium Hierosolymitanum«. Vi konstaterede forbavsende god overensstemmelse med denne og andre antikke kilder. Ved én af stationerne vest for Elbasan besøgte vi et lille typisk romersk badeanlæg, som Neritan selv har udgravet, og hvor vor pilgrim - at dømme efter anlæggets datering - netop har kunnet nå at forfriske sig med de traditionelle koldt-, lunkent- og varmt-vandsbade med sauna. Med mindre han med mer eller mindre dybtfølt afsky er gået uden om denne ærke-hedenske forlystelse og har foretrukket at holde på støvet fra Jerusalem. Anlægget ligger ved nogle naturlige kilder, som ved udgravningen atter begyndte at fylde bassinerne!

Desværre var museet i Elbasan under ombygning. Jeg ville ellers gerne have set ét af Neritans fund fra bjergturen. Et sted i vejsiden lå, som om det netop var tabt, en romersk legionærs afdelingsmærke og skinnede i solen. Desværre fandt Neritan det et par tusind år for sent til at redde soldaten fra den overhaling, tabet utvivlsomt har kostet ham.

På vor bjergtur afløstes vor sædvanlige Lada af en rekvireret jeep af kinesisk oprindelse. Foruden de pragtfulde landskaber og den romerske vejs bedrifter som bjergbestiger, fæstnede jeg mig ved den stædige beslutsomhed, hvormed albanerne søger at bedre bjergbøndernes kår, således at de bliver i stand til at blive boende i hjemegnen selv med stigende materielle krav. Her kommer Via Egnatia atter til ære og værdighed. Den er, som alle romerveje, så godt bygget, at kun moderne vejbyggere kan hamle op med den. På mange strækninger er det tilstrækkeligt med en bulldozer til at fjerne alt det, der i årtusindernes løb er faldet ned over vejen - og man har en vej, der uden vanskelighed kan bære store lastvogne.

Især i bjergenes ensomhed var det nærliggende at genkalde sig de mange prominente vejfarende, denne vej har befordret; jeg nævner i flæng Cicero, Pompejus, cæsar-morderne Brutus og Cassius, Augustus, Tiberius, men vil her særlig omtale et mere ydmygt væsen. En gang i kejsertiden benede en utvivlsomt adræt og langbenet gris afsted hen over disse brosten, midt i sin herres rejseselskab. Den havde som en hund fulgt ham fra [Jugoslavien] og var på vej helt over til Apollonia øst for Saloniki. Den var tydeligvis hele selskabets højtelskede mascot. Desto større var sorgen, da den i Edessa i Grækenland blev kørt over af én af processionsvognene under Dionysosfesten. Dens herre satte den en gravsten med indskrift og et lille relief, der viser dens dødsmåde. Stenen findes i museet i Pella. Jeg ventede to timer i middagsheden for at se den.

Den sidste aften i Pogradec ved bredden af den ellers betagende skønne bjergomkransede Ohrid-sø, hvilede tætte blygrå skyer alvorsfuldt over landskabet, og en kold vind piskede søen op til en regulær brænding. Desto bedre var stemningen inden for hotellets beskyttende panoramarude med direkte udsigt over (og næsten kontakt med) søen. Vi nød den specielle ørred, som efter sigende kun findes i denne sø. Her fremsatte hoteldirektøren, mens han lagde armen om min skulder, en uforglemmelig udtalelse af næsten homerisk kraft; jeg vil lade den stå som afslutning, fordi den efter min mening siger noget essentielt om albanerne: »Vi albanere har altid været storsindede mod vore venner og umedgørlige over for vore fjender.« Det sidste demonstreredes under vor tur af de talrige fæstningsanlæg lige fra år 1000 før vor tidsregning til de allestedsnærværende små maskingeværbunkers. Det første havde jeg selv erfaret.





Artiklen er overført til HTML af Bjørn Andersen. Version 1.0 - 18.03.2006. Kommentarer m.v. kan sendes til: webmaster@miqesia.dk.