Miqësia, dansk – albansk forening


Hans Henrik Brydensholt: ICTY

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk



Tidligere landsdommer Hans Henrik Brydensholt holdt 20.11.2006 et oplæg om ICTY - Krigsforbryderdomstolen i Haag vedrørende det tidligere Jugoslavien [International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia]

Mødet var arrangeret af Institut for Menneskeretigheder, Helsinki-komitéen og Miqësia / Dansk-Albansk Forening og fandt sted i Auditoriet, Institut for Internationale Studier, Strandgade 71 stuen, 1401 K. Mødeleder var Birgit Lindsnæs.

Brydensholt har fra 2004-2006 været dommer ved ICTY, primært for at deltage i behandlingen af sagen mod Naser Oric. Ved afslutningen af sagen havde han gjort sig nogle generelle tanker: Er etableringen af ICTY et rigtigt skridt? 		  



Hans Henrik Brydensholt. Foto: BA


ICTY og Common Law-systemet

ICTY er et dyrt foretagende; der bruges megen arbejdskraft og mange penge; for tiden er der tilknyttet 25 dommere og 1.400 mennesker, hvoriblandt dem der er tilknyttet anklagemyndigheden. I alt anvendes 1.5 mia DKK om året. Man kunne - i det mindste undertiden - få dén tanke at de mange ressourcer kunne bruges bedre.

Krigsforbryderdomstolen efter 2' Verdenskrig, Nürnberger-domstolen, var sejrherrernes domstol, hvad der alene fremgik af at der ikke kunne rejses tiltale mod medlemmer af de allierede styrker. I Haag har man derimod gjort sig stor umage for at rejse sager hele vejen rundt, således ikke kun mod serbere, også mod fx kroater og muslimer, herunder albanere.

Domstolen har to niveauer: Trial Chamber-niveuaet (hvor der er tilknyttet 3 dommere pr. sag) og Appeal Chamber-niveauet; Appeal Chamber er ikke en appeldomstol som vi kender den i Danmark, snarere en kassationsdomstol. ICTY arbejder efter engelsk-amerikansk model, dvs. efter Common Law-systemet, hvilket Brydensholt fandt er et mindre velegnet system, der slet ikke er så smidigt, uformelt eller hurtigt som det danske retssystem.

Den helt store forskel på Comnmon Law og Dansk Ret finder man, når man ser på anklagerens og forsvarerens roller. Efter dansk retspraksis, skal anklagemyndigheden forholde sig objektivt og søge sandheden, og det er politiet der foretager den nødvendige efterforskning, ikke anklagemyndigheden eller forsvaret. Anklagereren ved ICTY arbejder temmelig subjektivt og begge parter foretager efterforskning.

Ved ICTY holder både anklagemyndigheden og forsvaret kortene tæt ind til kroppen og holder dem skjulte så længe som muligt, ikke alene for modparten, også for domstolen. I en dansk ret kender begge parter - og domstolen - derimod beviserne før retssagen begyndes.

En anden forskel af stor betydning er håndteringen af vidner, dét man kalder witness preparation. Hver part fører sine vidner og går omhyggeligt igennem med det enkelte vidne hvilke spørgsmål, der vil blive stillet. Derfor forekommer det undertiden at et vidne er så godt forberedt at det svarer på spørgsmål, der endnu ikke er stillet. Det er typisk at man i amerikansk juridisk uddannelse ikke taler så meget om at sandheden skal frem gennem vidneafhøringerne, men om at man skal passe på ikke at overdrive for derved at miste troværdighed.

Modparten kan krydsforhøre vidnet, men kun inden for de temaer der er anslået ved selve afhøringen. Der gælder endvidere dén regel at vidnet kun må svare direkte på de spørgsmål, der stilles, og derfor er der ikke mulighed for at vidnet kan komme til at afgive en samlet forklaring eller redegørelse, selv om det ellers kunne være nyttigt fra tid til anden.

Flere af de sager der er rejst drejer sig ikke om hvor vidt den anklagede personligt har begået en ugerning, men om den pågældende har haft et overordnet ansvar, og derfor har ét af temaerne - også i Oric-sagen - været, om den pågældende enhed var af militær art, om der eksisterede kommandoveje og om der herskede militær disciplin, for i så fald kan der foreligge kommandantansvar, en ting som mange finder er et betydeligt fremskridt fordi der derved er mulighed for at rejse sag mod de egenligt ansvarlige.

I flere tilfælde sker der frifindelse eller fængselsstraffen bliver kortere end den tid som den anklagede har siddet varetægtsfængslet, men i så fald er der ikke - efter reglerne - mulighed for at tilkende den pågældende en form for erstatning.


Forhistorien for Oric-sagen

Tito's Jugoslavien var brudt samnmen fordi der var opstået betydelig uenighed mellem de forskellige republikker. Kroatien og Slovenien ønskede oprindelig autonomi og decentralisering, mens Serbien ønskede centralisering.

Befolkningsforholdene i de forskellige republikker var meget forskellige. I Kroatien og Slovenien - men også i Serbien - var der en relativ høj grad af homogenitet, hvorimod fordelingen var mere sammensat i Bosnien-Hercegovina; her levede både serbere, kroater og muslimske bosniere.

Serberne begyndte i 1991/1992 at forsyne de serbiske landsbyer i Bosnien med våben og samtidig begyndte man at udrense ikke-serbere fra den jugoslaviske hær. Efter de serbiske nederlag i Kroatien efterlod man desuden våben og frivillige i Bosnien.

Det stod klart at flertallet af serberne i Bosnien ønskede at høre til Serbien, mens muslimerne og kroaterne ønskede uafhængighed. Kort efter at Bosnien-Hercegovina havde erklæret sig uafhængig opnåede man anerkendelse af henholdsvis EU og FN, og krigen gik i gang.


Naser Oric

Naser Oric havde stået i spidsen for forsvaret af Srbrenica, dvs. før den meget omtalte massakre på de muslimske mænd fandt sted [10.7.1995].

Srbrenica var egentlig en lille by med kun 3-4.000 indbyggere hvoraf 3/4 var muslimer, men den havde en særlig betydning fordi den lå i dalen ved Drina - som forbandt serbisk dominerende områder - og heller ikke så langt fra grænsen til Serbien. I dag er byen en del af den Serbiske Republik i Bosnien-Hercegovina. Under kampene i Bosnien-Hercegovina voksede byen til omkring 80.000, hvoraf langt de fleste måtte bo udendørs i sneen.


Billede


Srbrenica. Kortet kan forstørres ved at klikke på det.


Oric der var omkring 25 år var politiofficer i en landsby i området. Under sin værnepligt havde han i en periode ironisk nok været placeret i dén enhed der skulle beskytte Slobodan Milosevic. Han havde - som også en anden politiofficer havde gjort - organiseret en forsvarsgruppe mod de paramilitære serbiske styrker (De Hvide Ørne), der opførte sig forfærdeligt og som havde truet med at dræbe de muslimer i Srbrenica, der ikke efterkom serbernes påbud om at aflevere deres våben.

Mange, der havde mulighed for det, havde forladt byen og området, således læger, advokater og dommere. Forsvarsstyrkerne havde ikke mange våben; man havde taget de få geværer der var på Oric' politistation, og man havde endvidere en del jagtvåben.

Nogle af forsvarsstyrkerne skjulte sig i bjergene, mens Oric og hans lille gruppe blev i deres landsby - og endda havde held til at nedkæmpe en serbisk styrke og dræbe én af dens ledere. Dette førte til at en forsamling valgte netop ham som leder af modstandskampen i området.

Som leder var han ikke længere kun ansvarlig for hvad han selv gjorde, også for hvad andre i forsvaret gjorde. Han bar nu et såkaldt kommandantansvar, commander responsibility.

Oprindelig omfattede sagen mod Oric ansvar for plyndring, drab, mishandling af fanger og afbrænding af serbiske landsbyer.

Dommerne fandt at Oric - som kommandant - var ansvarlig for drab og mishandling af fanger og idømte ham 2 års fængsel (mod anklagemyndighedens krav om 18 års fængsel). Den beskedne straf skyldtes at forholdene havde været frygtelige og kaotiske. Når han overhovedet blev straffet skyldtes det at hvis en kommandant, og dét var Oric, havde grund til at antage ('reason to know') at hans enheder ville begå krigsforbrydelser, evt. drab, så skulle han opfattes som ansvarlig. Han kunne - i det mindste i teorien - have indsat særligt pålidelige styrker for at sikre fangerne, selv om han ikke var blevet populær på dét i en situation, hvor de trængte muslimske fightere kæmpede på liv og død.


Hvad skal det være godt for?

Man må spørge sig selv, sagde Brydensholt, om en sag som dén mod Oric har nogen fornuftig mening og hvad den skal være godt for. Handlingerne blev begået i 1992/93, dommen faldt omkring 12 år senere, i 2006.

Man kunne begynde med at se på domstolens formål: (1) Retfærdigheden skal ske fyldest; (2) de overlevende ofre skal se at der skér noget; (3) sandheden skal frem og udbredes - (4) dommen skal føre til fred og forsoning.

Hvad der er retfærdigt er svært at sige, når man tager de frygtelige omstændigheder i betragtning, det er endvidere - efter hans mening - tvivlsomt om dén retspraksis man følger (Common Law-praksis) er hensigtsmæssig med hensyn til at få sandheden frem, og endelig må man, i en sag som den omtalte, spørge om den bidrager positivt til at etablere fred og forsoning. Tværtimod kan man spørge, om de langstrakte sager, der undertiden bliver ført mange år efter, snarere holder liv i fjendskabet end det bidrager til at mildne det.

Ser man endelig på hvad man gør for ofrene og de nødstedte, må man sige at det ikke er meget. ICTY gør det ikke, det ligger uden for mandatet, og generelt er det ikke meget der er blevet anvendt til sådanne formål.

Måske skulle man have brugt en helt anden metode som dén sandhedskommission, der blev etableret i Sydafrika under forsæde af biskop Desmond Tutu. En sådan kommission ville i hvert fald have større muligheder for at få sandheden fuldt belyst.


Spørgsmål og kommentarer

Bjørn Andersen fremhævede at Brydensholt var kendt for at ville styrke mæglingsindsatsen som konfliktløsningsmetode og mindede om at Brydensholt havde stået fadder til et udviklingsprojekt om dette i Albanien, et projekt der oprindeligt var blevet støttet under den danske overgangsbistand, men som nu blev støttet fra norsk side.

Han var enig i at der var sager det var problematisk at gennemføre, således dén sag som Brydensholt havde omtalt. Fx havde der været en sag mod en anden kommandant, Fatmir Limaj fra Kosova, der var endt med frifindelse. Én af omkostningerne ved at køre netop dén sag havde været at Limaj, der må anses for at være en fremadskuende og samarbejdsduelig politiker, var blevet taget ud af politisk arbejde i længere tid.

Han ville imidlertid spørge Brydensholt hvordan han stillede sig til sager af dén type der var blevet rejst mod den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic. Milosevic var givetvis overordnet ansvarlig for mange skændigheder, men var det ikke først og fremmest politisk han skulle dømmes? Hvilket kunne siges at være sket da serberne valgte Kostunica som hans efterfølger. Og havde Milosevic desuden ikke én pointe når han hævdede at sagen mod ham var politisk, selv om den kørte efter juridiske principper - og en anden pointe når han hævdede at NATO-interventionen i 1999 var retsstridig, og at det havde været nok så rimeligt, hvis de ansvarlige for NATO-interventionen var blevet sat for retten.

Brydensholt var enig i at man kunne rejse spørgsmål om det juridiske grundlag bag NATO-interventionen, ligesom han var enig med professor Ole Espersen, når denne hævdede at interventionen mod Irak stred mod folkeretten. Der var en vis bevægelse i retning af at styrke og håndhæve det internationale retsgrundlag, men udviklingen gik trægt. Der var næppe andet at gøre ved det end at holde diskussionen i gang. Det forekom politisk og juridisk illusorisk at de ansvarlige for en NATO-intervention ville blive sat for retten.

Man kunne endvidere konstatere, sagde Brydensholt, at Milosevic, der måtte anses for at have været en meget habil jurist, havde udnyttet alle muligheder for at føre sin sag på egne præmisser. Så selv om der ville være faldet dom, var det tvivlsomt hvad man havde fået ud af sagen i henseende til at fremme domstolens ovennævnte mål om forsoning.

Xhemil Zeqiri var også skeptisk ved ICTY. Principielt mente han at politiske spørgsmål skulle afklares med politiske midler. Desuden fandt han at ICTY burde efterforske flere sager der handlede om overgreb på Kosova albanere. Hvad var der fx sket med Ukshin Hoti som serberne havde fængslet i Kosova? Han er forsvundet sporløst. Formentlig er han blevet dræbt af serbere efter en NATO-bombning i maj 1999 af dét fængsel han sad i. Når man er så ivrig efter at føre sager mod albanere som Fatmir Limaj måtte man også undersøge en sag som denne. Man burde også undersøge hvad Oliver Ivanovic fra Mitrovica havde foretaget sig frem til sommeren 1999; var han også en krigsforbryder, som der gik rygter om?

Mødelederen, Birgit Lindsæs, mente at indlægget burde forstås som et 'statement'.

Søren Knudsen spurgte om det var den rigtige måde at gå frem i Irak, når man satte Saddam Hussein for en domstol.

Brydensholt oplyste at han - da Hussein var blevet dømt - var blevet spurgt om en kommentar. Han havde afslået, da han ikke kendte nok til retssagens forløb, og da han i øvrigt ikke fandt at behandlingen af Hussein var af større betydning.

Lisbeth Arne Pedersen undrede sig over at man netop havde valgt Common Law som juridisk grundlag.

Brydensholt mente at det skyldtes at fundatsen var skrevet af amerikanske jurister, og at der var adskillige steder i Verden, hvor man havde et tilsvarende grundlag.

Gina Schaahr spurgte om sagen mod Oric var rejst fordi anklagemyndigheden skulle finde noget mod de andre, når man nu havde rejst mange sager mod serbere?

Brydensholt mindede om at ICTY havde anstrengt sig for at rette kikkerten i alle retninger; man ville ikke beskyldes for at forfordele nogle af parterne. Men det måtte konstateres at der var nogle - fra flere sider - der mente at der var skævheder. Man må også huske at der gik mange »historier« og at de langt fra alle var sande selv om der var mange der troede på dem.


Referat: Bjørn Andersen


Version: 1.0 - 07.12.2006




Henvisninger:

ICTY's web-sted er: http://www.un.org/icty/

Sagen mod Naser Oric (anklageskriftet): http://www.un.org/icty/indictment/english/ori-2ai041004e.htm

Sagen mod Naser Oric (dommen): http://www.un.org/icty/oric/trialc/judgement/ori-jud060630e.pdf [PDF, 1.5 MB]

Artikler af H.H. Brydensholt:

• I Advokatsamfundets blad: http://www.advokatsamfundet.dk/Default.asp?ID=11657&M=News&PID=20137&NewsID=7374

• Kronik i »Politiken«: http://politiken.dk/debat/kroniker/article181100.ece



Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk